Self'destruction

Ville i stoppe jeres goals, hvis det sårede andre?
Catanelia's mål for hende selv, sårede andre. Hun prøvede at stoppe det, hun prøvede at starte med at spise.
Men hvis i havde forældre det plejede at være ligeglad med jer, og ligepludselig ville bestemme over jer? I var den populære på skolen, men perfektion ikke var perfekt nok? Presset er for stort, og Cat vil gøre alt for perfektion.

Følg med i Catanelia's hverdag med Anorexia Nervosa

2Likes
8Kommentarer
438Visninger
AA

5. kyle??

 

Cat's synsvinkel. 

Min alarm ringede, jeg tog hurtigt min mobil fra natbordet, og slog alarmen fra. Klokken sagde 05:30, hver morgen tænkte jeg hvorfor ialverden jeg stod så tidligt op, og så kom jeg i tanke om det, jeg skulle gøre alt for ikke at se fed ud, jeg rev dynen af mig og mit flæskebjerg til en mave vidste sig frem, hvorfor gik den ikke snart væk! 

Min far havde tvunget virkelig meget aftensmad i mig igår, og jeg havde det virkelig dårligt med mig selv! Den gode følelse af sejr, var ingen steder at finde, selvom jeg havde kæmpet så hårdt for følelsen af selvkontrol, mine forældre havde fjernet den på en enkelt aftensmad.

Det blev så pinligt at komme i skole igen, alle havde set at jeg var inde ved skolesygeplejersken, og jeg ville for alt i verden ikke have mere opmærksomhed, jeg magtede simpelthen ikke alle de stirrende blikke, og deres dømmende blikke.

Og alligevel glædede jeg mig til at se Pattie, det ville da være okay med en veninde? En som jeg kunne læne mig lidt op af, men hun skulle godt nok glemme at prøve og bestemme over mig, hun skulle ikke forhindre mig i at nå mit mål, så var hun ude igen. Det skulle jeg nok forklare hende helt fra starten af.

 

Jeg tog mig endelig sammen til at svinge benene ud fra sengen, og det var faktisk ekstrem nemt, det var ikke noget med at kæmpe med mine ben om at virke, eller bruge alt min styrke på at få svingede dem over, de var så lette at det var helt overraskende.

Min mave knurrende, den skulle tro nej. Nu troede den sikkert at den skulle til at have mad hele tiden, nope. Det var en engangs ting, og jeg skulle ud og løbe langt i dage, for at få forbrændt alt det fedt der snart ville sætte sig på min mave, og så ville jeg aldrig komme ned på den vægt jeg gerne ville. Jeg svingede hurtigt trøjer fra igår på min krop igen, da jeg ikke magtede til at finde noget nyt haha. Jeg satte mig til at træne, bare noget easy som jeg plejer, da jeg også skulle hen og træne efter skole. 

                                                                      ***

Jeg sad og ventede på der blev frikvarter, da Pattie og jeg havde aftalt at mødes og snakke om hvordan det går med hinanden, og underligt nok glædede jeg mig virkelig utrolig meget til at se hende, høre hvordan det gik med hende, hvad hun gik og lavede, ja faktisk bare hendes tilværelse i min dagligdag.

Han sad ved siden af mig, ham med de blå øjne. Der var faktisk virkelig underligt at jeg ikke vidste hvad han hed, da han havde "hjulpet" mig og alt sådan nogen ting. Jeg tog et stykke papir, og min blyant og skrev derpå

"Hvad hedder du egentlig? - BTW tak for din hjælp i går."

Jeg smed den over på hans bord, og håbede inderligt at han svarede, ellers ville det være pinligt. Heldigvis kom papiret hurtigt retur.

"Kyle ;) - Var så lidt."

Kyle, faktisk ikke hvad jeg havde troet, havde mere troet sådan noget som Jackson eller zack, sådan en bad ass navn, kyle lød bare sødt. Jeg smilede hen til ham og nikkede, undrede mig lidt over hvorfor han egentlig havde hjulpet mig, jeg havde da aldrig snakket med ham før, og han virkede ikke som en der var interesseret i mig på den måde, måske ville han bare være venner? Mit hoved var virkelig forvirret. 

Klokken ringede endelig, og jeg rejste mig lynhurtigt, liiidt for hurtigt. Jeg tog hurtigt fat i bordkanten for at støtte mig, en arm tog fat rundt om min arm, da jeg kiggede op så jeg ham med de blå øj, Kyle mener jeg. 

"Er du okay?" Høre jeg hans hæse stemme sige

Jeg prøvede at svare, men jeg stod faktisk bare og stirrede på ham. Vi stod bare og stirrede på hinanden, ligesom den første dag hvor vi havde siddet og stirrede på hinanden. Da min krop tog sig en lille smule sammen, fik jeg klemt et lille nik ud. Vi blev tvunget ud ad vores trance da en stemme råbte igennem klassen 

"Kommer du Cat?" Kunne jeg hurtigt høre Pats stemme råbe.

Mit blik slap hans, men han kiggede stadig på mig, som om han ikke havde opdaget at Pat stod i rummet, og ventede på mig. Han holde stadig fat i min arm. Jeg smilede til ham

"Vi ses senere" sagde jeg hurtigt og hans greb slap min arm, han nikkede og gik fordi Pat og ud af døren.

"Øøh, hvad skete der lige der?" Spurgte Pat nysgerrigt, men det kunne jeg jo have sagt mig selv haha, det måtte have set intens ud da Kyle og jeg havde stået der og kiggede ind i hinandens øjne.

"Jeg aner det virkelig ikke, han forvirre mig haha" 

Pat krammede mig, og ret hårdt faktisk 

"Jeg har sådan savnet dig" mumlede hun i min skulder

"Right back at u" mumlede jeg tilbage.

"Lov mig at du ikke skubber mig væk igen" sagde hun imens hun rev sig ud af mit greb, og kiggede i mine øjne. 

"Jeg lover! Hvis du lover ikke at blande dig i min spisning, min vægt osv, har ikke brug for mere af den slags, har bare brug for at du er her for mig, men ikke blander dig" 

"Men Cat, jeg kan jo ikke bare kigge på imens du ødelægger dig selv.."  svarede hun med et rystende hoved. 

"Det bliver du nød til Pat, det er mit liv, og jeg bestemmer selv. Du bliver nød til at acceptere det." Sagde jeg surt. 

"Jeg kan prøve.." mumlede hun igen

Jeg nikkede, hun krammede mig igen og der stod vi, ligesom gamle dage næsten, jeg så jo bedre og tyndere ud ;) 

 _________________________________                                                 

Halløøøøj, jeg håber i kunne lide kapitlet! Det blev lidt kort, men håber det går! 

Hvad synes i? Gerne ris og ros. Fav og Like, hvis den gerne til jeres venner 

- M 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...