Self'destruction

Ville i stoppe jeres goals, hvis det sårede andre?
Catanelia's mål for hende selv, sårede andre. Hun prøvede at stoppe det, hun prøvede at starte med at spise.
Men hvis i havde forældre det plejede at være ligeglad med jer, og ligepludselig ville bestemme over jer? I var den populære på skolen, men perfektion ikke var perfekt nok? Presset er for stort, og Cat vil gøre alt for perfektion.

Følg med i Catanelia's hverdag med Anorexia Nervosa

1Likes
2Kommentarer
85Visninger
AA

1. Bone's gotta show.

 

Catanelia's synsvinkel.

 

Jeg gik ned af gangen, de stirrede alle sammen på mig. Jeg kunne mærke mit hjerte galopere hurtigere end vinden selv, og jeg kunne ikke få det til at falde til ro. I mit hoved hobede tankerne sig op

‘’De tænker du er et skvat’’ ‘’du er grim’’

Selvom hr. Anderson sagde at jeg ikke skulle tænke de grimme tanker, at det var noget jeg bildte mig selv ind, så vidste jeg at de alle sammen snakkede om hvor jeg havde været henne.

Jeg var den populære pige på gangene, folk stod i kø for at være mine venner, så mon ikke at de undrede sig lidt over at jeg var væk i 3 måneder? At man kunne se mine knogler, og at renderne under mine øjne, var så store at de lignede mine øjne var ved at poppe ud, jeg lignede rent ud sagt et vandrene lig.

Men Hr. Anderson sagde at jeg var parat til at komme ud i den virkelige verden igen, og at jeg var stærk nok til at holde maden i mig, og ikke tænke på hvad andre siger. Men han tog fejl! Maden kom op ligeså hurtigt som det kom ned..

 

Jeg prøvede og prøvede, men hver gang jeg slugte en bid mad, kom tankerne om det fedt der vil danne sig på min mave, det tøj der snart blev for lille, og de ting folk vil sige om mig på skolen, og jeg ville ikke kunne klare at være klam, ensom og uden selvkontrol.

 

Patty gik forbi mig, min gamle bedsteveninde. Eller, hun skred da jeg fik det dårligt, og jeg ikke var i fest humør mere, og ikke gad og ud i byen og spise. Nogen mener jeg skubbede dem væk, men jeg er helt sikker på at de bare ikke kunne klare forhindringen der var i at være min ven, og det er også fair nok.. Hvis de ikke kan acceptere mig som jeg er, er de hellere ikke det værd.

Hun kiggede på mig, og gav mig et alt for åbenlyst elevatorblik. Medlidenheden kom frem i hendes øjne, hvilket jeg ikke forstod. Jeg så da ikke værst ud, ja jeg havde tabt mig hist og pist, men har aldrig set bedre ud! Min mor og far havde sagt til mig, at det var for meget jeg havde tabt mig, at det var grimt man kunne se mine riben igennem mine trøjer, men jeg synes det var flot, og det var jo min krop! De havde så sagt at jeg kun var 16, og om 2 år når jeg var flyttet kunne jeg gøre som jeg ville, så det ville jeg gøre, endelig ville jeg kunne have fuld kontrol over min krop.

 

“Hey Cat, hvordan går det?” Kom Patty hen til mig med et smil der var helt og aldeles tvunget frem.

“Det går strålende! Nu skal jeg bare lige med det hele her i skolen, og samle gruppen igen, hvor er de andre?” Smilede jeg til hende.

“Der er ikke nogen gruppe mere Cat, ikke efter du tog afsted” Hun kiggede ned i jorden, som om det var farligt at sige jeg brød sammen.

 

“Du behøver ikke være bange for at sige det Patty? Jeg brød sammen, jeg knækkede, jeg kom på galeanstalten er det ikke det alle går rundt og siger bag i min ryg anyway, i kan da ligeså godt sige det til mit fjæs istedet?!” Og ubevidst havde jeg råbt det ud over hele gangen, og alle kiggede på mig, Patty havde tåre i øjnene og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

 

“Dårlig smag i munden Patty? Jeg har hørt at det ihvertfald ikke var dig der sagde nogen imod, og holdte med mig, så drop medlidenheden og din falske venlighed, og fuck hen til dine venner og lad mig være”

 

Hun traskede med tunge skridt forbi mig, og lod mig endelig være. Klokken ringede, og jeg gik hurtigt ind til time og satte mig.

 

                                                               ***********************

 

Det ringede ud fra sidste time, og tiden havde føltes som den var endeløs! Folk’s kolde stirende blikke gjorde ikke det hele meget bedre, jeg havde bare lyst til at komme hjem og putte mig under dynen, selvom det ikke kom til at ske. For når jeg kom hjem, så skulle jeg have samtale med Hr, Anderson og min mor, og de fatter ikke at jeg ikke gider de pis møder, de hjælper jo ikke en fucking skid.

 

Men det fik dem til at få det bedre, og selvom jeg ikke ville have mine forældre til at bestemme over mig, ville jeg hellere ikke have dem til at have det dårligt hver dag, bare fordi jeg ikke var rask som de sagde, så hvis et par møder fik dem til at få det bedre, så gjorde jeg det gerne.

 

 

                                                                 **********************

 

“ Hvordan synes du selv det er gået i skolen i dag Catanelia?” Sprugte Hr. Anderson med sin syge psykolog stemme

 

“Folk stirrede, jeg lærte et par ting om syrer og baser, standard tror jeg” Svarede jeg tilbage, jeg var nød til at spille at det hele gik godt for at de ville lade mig være!

 

“Fik du sńakket med nogen af dine gamle venner?” Spurgte han nysggerigt

 

‘’Patty kom over og snakkede med mig’’ Sagde jeg med et tomt blik

 

“Hvordan var det så?’’ Spurgte han

 

Hvordan var det egentlig? Jeg havde savnet Patty helt vildt, så på en måde var det jo en god ting at hun kom og snakkede med mig, men hun havde såret mig så dybt, givet mig et ar på hjertet som der ikke kunne forsvinde igen, og jeg vidste ikke om jeg kunne tilgive at hun forlod mig, når jeg havde det værst.

 

Hr. Anderson sad stadig med et spørgende ansigt mod mig, han var faktisk ikke grim, måske som man siger ‘gammel pæn’ Han havde skægstubbe, mørkt hår og et markeret ansigt. Min mor sad også med et helt forelsket blik over mod ham haha, jeg tror nogengange hun glemte at hun var gift med barn og det hele…

 

“Catanelia, er du stadig med os?” Sagde han, imens han kiggede underligt på mig.

 

Jeg kom tilbage til verden og rystede mit hoved

“Det var vel fint, dejligt at snakke med et velkendt ansigt..” Sagde jeg lavt, Patty var vel det man sagde var et ømt punkt ved mig, og jeg havde ikke lyst til at snakke om det.. Hun kunne ødelægge det hele, hvis jeg ikke passede på, hun kunne få sandheden frem, dog alligevel savnede jeg hendes underlig grin, og hendes latterlige jokes om 2 verdenskrig, jeg savnede vores aftener hvor vi bare lagde på sofaen, alle de gange vi havde snakket om hvilken drenge der var pæne, og hvilken der bare ikke var pæne nok til os. Jeg savner det venskab vi havde, jeg savner hende, men hun skal ikke have en mere chance for at knuse mig, hun får ikke en mere petron til hendes pistol, det kan være hun rammer igen, glem det!

 

“Hvordan går det så med at spise?” Spurgte Hr. Anderson igen en af sine mange spørgsmål

 

Jeg kiggede hurtigt over på min mor, og fik hurtigt fat i hendes øjne der var tomme af håb, hun håbede på et mirakel, en sund og rask datter, istedet fik hun mig..

“Jeg prøver da, som vi aftalte..” Sagde jeg med et falsk lille smil.

 

“Det er også det vigtiste at du prøver! Følger du din kostplan, som vi udarbejdede over på riselunden?” Spurgte han - Btw, Riselunden er et pænere navn for galeanstalten.

 

“Det gør hun ikke! Selvom jeg siger hun skal, hun spiser ikke det op jeg servere og nægter at spise kød stadig væk..” Hulkede min mor til Hr. Anderson

 

Oh gud please, i 5 år har min far og hende ikke givet en shit for mig, jeg har ikke haft nogen regler, og vi har ikke haft noget familie relation, min far har ikke engang nosser nok til at se mig, så han bruger sit job som undskyldning hver gang jeg er hjemme! Og så ligepludselig på grund af min sygdom, vil min mor spise familiemiddag, og sørge for hvad jeg spiser, jeg må ikke gå udenfor uden hendes tilstedeværelse, fordi hun er bange for at jeg vil løbe eller noget andet form for motion…

 

“Jeg spiser ikke kødet, fordi det er klamt. Og jeg vil ikke være afhængig af en eller anden lorte madplan, nu når i tvinger mig til at spise, vil jeg da også gerne selv bestemme hvad jeg så spiser! Jeg er et menneske, ikke en fucking dukke der gør alt hvad i siger! Hvis jeg har lyst til at sulte, så fucking sulter jeg, hvis jeg har lyst til så at DØ af sult, så er det forhelvede det jeg vil gøre! Og i kan ikke stoppe mig, for jeg har selvbestemmelses ret, så selvom jeg ikke er 18 endnu, kan i ikke bestemme hvad jeg indtager og hvad jeg ikke gør.. Far og dig har ikke givet en crap om mig de seneste år, fordi arbejde var for vigtigt, og ikke tid til familiemiddag og alt det som jeg faktisk havde brug for.

Nu når jeg så ikke har brug for det, eller gider, så vil i ligepludselig lege happy family? Fandme nej, om jeg vil være med til at være jeres forsøg på at redde jeres stolthed!” Jeg skreg den sidste del, og skubbede stolen bagved mig ud, og farede op på mit værelse.

 

Jeg gik igennem den kolde ufølsomme gang, og ind til mig værelse, der kunne jeg slappe af.. Jeg låste døren, og fandt min mappe frem med thinspiration, alle de flotte piger, hvor man kunne se knoglerne så nemt, jeg ville vædde med at man kunne skære sig på deres knogler, det er sådan jeg vil se ud! Perfektion!

Det er slut med at gøre ting, for at behage andre, jeg prøvede at stoppe mit goall, for at behage min far og mor, men nej. Jeg vil være perfekt, jeg vil være den bedste version af mig, og ingen kan stoppe mig.

Jeg vågnede, jeg var åbenbart faldet i søvn. Min mave knurrede, den var sulten. Men lysten til mad var ikke til at finde i mig, jeg rejste mig op for at gå ned efter et glas vand, men ligeså hurtigt jeg rejste mig op, jo hurtigt kom jeg ned og sidde igen. 

Mit hoved dunkede, og snurrede rundt. Det var et tegn på sejr! Min krop, hungrede efter mad, men den kunne tro nej, dette betød at nu skulle kroppen forbrænde mit fedt, for der er ikke mere mad den kan forbrænde, jeg elskede denne følelse, viden om at det er mig selv der har frembragt denne følelse, det er det største rush at vide at man har så meget selvkontrol, at man kan sulte sin egen krop så meget at den skriger efter mad.

Jeg prøvede igen, og kom så op på benene igen. Jeg sleb mit ene ben og så det andet.  Jeg må sige, at det er et lidt hårdere arbejde, når ens krop ikke har den rigtig mængde næring, den skal bruge for at bevæge sig, men jeg klarede det da. Jeg gik hen af gangen igen, og drejede ind mod køkkenet. Min mor sad ved bordet, og så ih så ulykkelig ud.

Hun kiggede op på mig og skulle til at spørge mig om noget, men lod vær. Måske havde hun endelig fattet at hun ikke kunne bestemme over mig? det kunne ihvertfald være dejligt. Jeg gik hen til vasken, og tændte vandhanen, og lod den løbe imens jeg tog et glas. is koldt vand, er altid bedst når man er sulten. Glasset kom under vasken og blev fyldt op, jeg bundede det hurtigt og fyldte det op igen. Min mor kiggede op, jeg blinkede og gik ind på mit værelse igen.

Jeg tog en plakat under min seng, af en thinspo. Thinspo er en pige, der er goals. Man kunne se alle hendes knogler, og hun var så flot! jeg hang hende op på min væg, og beundrede hende. Mit hoved var lidt ørt, så jeg lagde mig i sengen og kiggede igen på pigen, jeg kom til at se sådan ud en dag!  

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej i skønne læsere! Jeg håber i vil tage godt imod min nye Movella

Jeg ved godt det første kapitel, ikke er så spænende, men tro mig det bliver så godt!

Gerne like og fav, og self vis den til jeres venner - Kys M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...