At skrive - en guide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 27 okt. 2017
  • Status: Igang
En skriveguide til dig, der søger inspiration, råd og guidelines til at forbedre dine skriverier.

19Likes
5Kommentarer
1822Visninger
AA

5. ✺ Feedback og betalæsere

 

Feedback og betalæsere

Hvis man er passioneret omkring sin skrivning og gerne vil blive bedre, udvikle sig og ende ud med det bedst mulige produkt, er både feedback og betalæsere en vigtig del af processen. Begge dele er en hjælpende hånd i rejsen på at blive en dygtig forfatter, fordi de hjælper dig med at finde ud af, hvad der er det rigtige for din historie, og hvad der fungerer.

 

God feedback?

Feedback kan være virkelig fantastisk. En kommentar, der fortæller dig, at du skriver rigtig godt, men at dine kommaer halter lidt, eller at din hovedperson er virkelig sympatisk, men at starten var lidt langtrukken. Det kan booste forfatterens selvtillid, samtidig med at han eller hun får øjnene op for nogle små ting, som kunne gøres bedre. Problematikken er bare, at feedback også hurtigt kan gå hen og støde nogen. For når du sætter dig ned foran skærmen og skriver en kommentar til en historie, som du synes, var lidt halvdårlig, kommenterer du måske i virkeligheden på en anden persons hjertesjæl. Vi er som mennesker meget forskellige, og derfor kan du aldrig rigtig vide, hvor sensitiv din modtager er – og det er man simpelthen nødt til at tage højde for, når man giver feedback.

Du har måske hørt om sandwich-metoden? Udover at holde tonen og være høflig, som man jo altid bør på nettet, er det en god idé at pakke kritikken lidt ind. Feedback er godt, hvis det både påpeger positive og negative ting ved en historie. På den måde ved forfatteren, hvad der kan gøres bedre, og hvad han eller hun skal fortsætte med. Nu er det bare sådan, at det af en eller anden grund rigtig tit er nemmest af pege de dårlige ting ud. Sørg derfor for at starte din feedback ud med nogle positive ord, skriv så nogle linjer omkring det, der kunne gøres bedre, og slut af med igen at finde noget godt. På den måde bliver forfatteren ikke mødt af en række kritiske ting fra starten og går fra din kommentar med de positive ord friskt lagret i tænkeapparatet.

Det er også en god idé at være konkret og begrunde din kritik. Især når du taler om de mindre gode ting, er det rart, at tingene udpensles lidt. Du behøver ikke nødvendigvis at citere linjerne i historien, men nævn gerne situationen, replikken, beskrivelsen eller karakteren, hvis du kritiserer noget. Der er ikke noget værre end at få at vide, at mange af ens beskrivelser stinker, hvis man ingen begrundelse eller eksempler får.

Er du ude på at gøre din modtager lidt varm om hjertet, skal du vise, at du har sat dig ind i historien, og at du ikke bare har skimmet den. Det kan du gøre ved at nævne hovedpersonens navn i stedet for blot at skrive ’hovedpersonen’ og nævne specifikke scener, miljøer eller samtaler, som du godt kunne lide.

 

Betalæseren er din ven

En betalæser er en person, som læser din tekst igennem for dig. Det er en super mulighed, fordi det kan være med til at give dig et praj om, hvordan din historie bliver modtaget af andre, og samtidig kan det hjælpe dig til at gøre din historie endnu bedre, idet betalæseren kan fortælle, på hvilke punkter noget kan forbedres. Her er et par råd til, hvordan du får den bedst mulige oplevelse ud af at overdrage din tekst til en betalæser.

Vær enige fra starten: Der er mange måder at læse en tekst på. Man kan skimme den, nærlæse den eller bare læse den for underholdningens skyld. Inden du sætter din betalæser i gang med din historie, er det en god idé lige at forventningsafstemme først. Fortæl din læser, hvad du gerne vil høre hans eller hendes mening omkring – hvilke fokuspunkter personen skal have gennem læsningen. Skal han eller hun gå helt ned i detaljer og rette grammatik og tastefejl, eller vil du hellere bare høre noget om dit valg af scener og dine karakterers troværdighed?

Lyt: Når du beder en anden læse din historie igennem, er der altid en risiko for, at personen ikke kan lide dit arbejde. Det er du nødt til at huske på, når du sender dine tekster ud i verden. Du risikerer principielt at få din historie sendt tilbage sammen med en kæmpe bunke lort. Det kan være hårdt at få kritik af noget, man måske har arbejdet på længe og har lagt mange timer i, men det er alligevel vigtigt, at du lytter til din betalæser. Selvom du måske er uenig og føler, at betalæseren er helt ude i skoven i sine meninger, skylder du personen at sætte dig ind i hans eller hendes tanker, nu hvor han eller hun har brugt tid på at læse din historie.

Vent: Skulle det ske, at du efter at have hørt betalæserens kommentarer og meninger føler dig trådt på, uretfærdigt behandlet og fuldstændigt misforstået, er den bedste løsning at lægge det hele fra sig et stykke tid. Afhængig af hvor nært et forhold du har til din tekst, og hvor grov du synes, betalæseren har været, kan du selv afstemme pausen efter behov. Afstanden til kommentaren vil ikke nødvendigvis gøre det hele lettere at høre, men det vil give dig tid til at tænke over tingene og genoverveje, om betalæseren måske alligevel har ret i nogle af sine antagelser og meninger. Det at skrive involverer ofte meget passion og personlige følelser og oplevelser, og derfor kan man let føle sig angrebet, hvis ens skriverier bliver udsat for kritik. Du er bare nødt til at huske på, at betalæseren udelukkende forsøger at hjælpe dig til at blive en bedre forfatter.

Vurdér: Selvom betalæseren ofte har grundlag for det, han eller hun siger, skal du ikke stole blindt på dem. Vi har alle forskellige meninger – én kan rose dig for dit finurlige sprog, mens en anden ikke fatter en skid og kritiserer det – og derfor skal alle kommentarer selvfølgelig tages med et gran salt. Jeg vil dog altid anbefale dig at skrive specifik kritik ned i et dokument, uanset om du er enig eller ej. På den måde kan du genlæse det efter et stykke tid og opdage, at du måske har ændret mening eller i det mindste kan se, hvad personen mener. Derfra kan du altid vurdere, om du vil tage kritikken til dig og ændre i din historie, eller om du har tiltro nok til dig selv og vælger at beholde tingene, som de er, fordi du mener, det er det rigtige. Mere vigtigt er det dog, at du blandt kommentarerne kan se, hvis der er et mønster. Hvis du har holdt fast i, at din hovedpersons forelskelse i nabopigen på ingen måde er unormal, men fire andre læsere påpeger, at det altså går urealistisk hurtigt, er der nok noget om snakken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...