At skrive - en guide

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2017
  • Status: Igang
En skriveguide til dig, der søger inspiration, råd og guidelines til at forbedre dine skriverier.

13Likes
5Kommentarer
515Visninger
AA

3. ✺ Dialog

 

Dialog

Dialoger er et fantastisk redskab, når det kommer til det at skrive. Gengivelse af tanker og tale tilføjer en ekstra dimension, når man vil skabe en spændende scene, og samtidig fortæller karakterens replikker også rigtig meget om karakteren og dens personlighed. Sagen er bare den, at det at skrive dialoger også er super vanskeligt – først og fremmest pga. tegnsætning og opsætning, men også fordi det er talesprog, vi har med at gøre, og derfor er man nogle gange nødt til at tænke sig lidt ekstra om, inden man får hovedpersonens lillesøster til at kaste om sig med tilfældig slang, du har hørt i en amerikansk Tv-serie.

 

Tegnsætningen

Du har sikkert hørt det hundredvis af gange før, men det er altså ikke til at komme udenom – i en dialog er det bare vigtigt, at tingene er i orden. Det er super irriterende at blive hægtet af i en historie, fordi dialogen ikke fungerer, og man som læser ikke længere fatter, hvem, der siger hvad.

Vi er så heldige at have tre måder at opskrive en dialog. De bygger dog på samme grundlag. Replikker kan enten skrives med anførselstegn, talestreg eller uden nogen tegn.

Anførselstegn: ”Jeg tror, at det har sneet hele natten.”

Talestreg:        - Jeg tror, at det har sneet hele natten.

Intet tegn:       Jeg tror, at det har sneet hele natten.

For at informere læseren om, hvem, der siger replikkerne, bruger man det, der så fint hedder inkvit. Eksempelvis ’sagde hun’ eller ’råbte han’. I forbindelse med det er reglerne de samme. Står inkvit foran replikken, bruger man kolon.

Anførselstegn: Tom sagde: ”Jeg tror, at det har sneet hele natten.”

Talestreg:        Tom sagde: Jeg tror, at det har sneet hele natten.

Intet tegn:       Tom sagde: Jeg tror, at det har sneet hele natten.

Står inkvit bag replikken eller inde i replikken, nøjes man med komma.

Anførselstegn: ”Jeg tror, at det har sneet hele natten,” sagde Tom.

                        ”Jeg tror,” sagde Tom, ”at det har sneet hele natten.”

Talestreg:        - Jeg tror, at det har sneet hele natten, sagde Tom.

                         - Jeg tror, sagde Tom, at det har sneet hele natten.

Intet tegn:       Jeg tror, at det har sneet hele natten, sagde Tom.

                         Jeg tror, sagde Tom, at det har sneet hele natten.

Hvis der er tale om to selvstændige sætninger, vil man dog indsætte et punktum og opdele replikken. På samme måde slutter man replikken af med et punktum, hvis der ikke kommer noget inkvit bagefter.

Anførselstegn: ”Jeg tror, at det har sneet hele natten,” sagde Tom. ”Gårdspladsen er dækket af sne."

Talestreg:        - Jeg tror, at det har sneet hele natten, sagde Tom. Gårdspladsen er dækket af sne.

Intet tegn:        Jeg tror, at det har sneet hele natten, sagde Tom. Gårdspladsen er dækket af sne.

Vi har selvfølgelig også muligheden for at anvende udråbstegn og spørgsmålstegn. De fungerer præcis som komma/punktum og erstatter dem simpelthen bare.

Anførselstegn: ”Jeg tror, at det har sneet hele natten!” sagde Tom. ”Har du set gårdspladsen?”

Talestreg:        - Jeg tror, at det har sneet hele natten! sagde Tom. Har du set gårdspladsen?

Intet tegn:        Jeg tror, at det har sneet hele natten! sagde Tom. Har du set gårdspladsen?

 

Personligt synes jeg, at anførselstegn gør det nemt at se, hvornår replikkerne starter og slutter, og derfor bliver dialogerne mere overskuelige. Det er dog også her, der er flest småting at huske på, mens man skriver, idet tegnene skal komme i den rigtige rækkefølge. Brugen af talestreg er mere enkelt, men til gengæld er der ikke helt faste regler for, hvornår man bruger den. Du lagde måske mærke til, at den ofte forsvandt i mine eksempler ovenfor? Så vidt jeg kan forstå, er reglerne lidt mere lempelige her, og derfor har man egentlig selv lov til at vælge, om man vil beholde den eller ej. Pointen er dog, at replikker på en ny linje altid indledes med en talestreg. Replikker uden tegn kræver en del fokus på inkvit, fordi det ellers kan være svært at registrere, hvornår sætningerne er direkte tale eller blot beskrivelse.

Dette leder mig videre til mit næste punkt.

 

Undgå inkvit

Når jeg skriver, forsøger jeg at barbere det unødvendige i dialogen væk, netop så der er fokus på det, mine karakterer siger. Her mener jeg de her indikatorord, som f.eks. ’sagde han’, ’spurgte Tom’ eller ’svarede moren’. Misforstå mig ikke – jeg synes, det er vigtigt at have små brud i samtalen, hvor man hører om en af personernes kropssprog, eller måden de reagerer på. Det er mere de her overflødige ord, som egentlig bare er til for at oplyse læseren om, hvem, der siger replikken, jeg fører en razzia mod.

Hvis læseren allerede er klar over, hvem der siger noget, er der ingen grund til at indskrive en masse inkvit. Det bryder flowet, hvis man efter hver sætning snubler over et ”sagde han”, som egentlig ikke er nødvendigt. Her kommer lige et eksempel.

Mest muligt inkvit:

Adam og Eva sad i græsset og nød solens varme stråler. Sommeren var på sit højeste, og haven omkring dem stod i fuld flor. Eva trak vejret dybt ind gennem næsen og nød den søde duft af æbleblomsterne.

”Jeg elsker sommer,” sagde hun.

”Jeg kan bedre lide vinter,” sagde Adam. Han tørrede en vildfaren sveddråbe af panden.

”Hvorfor det?” spurgte Eva.

”Jeg kan godt lide sne,” svarede Adam.

”Det er da noget sært noget,” mumlede Eva og rynkede panden.

Mindst muligt inkvit:

Adam og Eva sad i græsset og nød solens varme stråler. Sommeren var på sit højeste, og haven omkring dem stod i fuld flor. Eva trak vejret dybt ind gennem næsen og nød den søde duft af æbleblomsterne.

”Jeg elsker sommer,” sagde hun.

Adam tørrede en vildfaren sveddråbe af panden. ”Jeg kan bedre lide vinter.”

”Hvorfor det?”

”Jeg kan godt lide sne,” svarede Adam.

”Det er da noget sært noget.” Eva rynkede panden.

 

Jeg håber, du kan se, at ved at ændre lidt på rækkefølgen af beskrivelser og replikker får jeg skabt en naturlig forståelse for, hvem der taler.

Når dette er sagt, vil jeg tilføje, at man på ingen måde skal sigte efter at undgå inkvit fuldstændigt. Det er en nødvendig del af det at skrive en god dialog, og selvom jeg kritiserer brugen af ’sagde han’, er der jo rigtig mange gode alternativer, som tilmed også hjælper til at gøre samtalen endnu bedre. Hvis nogen råber, mumler, griner, hvisker, synger eller noget sjette er det jo bare med at fyre nogle inkvits afsted, så dialogen bliver så realistisk som muligt.

 

Hav styr på dine linjeskift

Udover al tegnsætningen er du i dialogen også nødt til at tænke over dit brug af linjeskift. Det er vigtigt, at du skifter linje, hver gang er ny karakter siger noget. Det er vigtigt for forståelsen, og selvom det kan virke lidt irriterende visuelt, at du pludselig har en hel side med huller og tomrum, er det bare en kæmpe hjælp, at dialogen er stillet pænt og ordentligt op.

 

Variér dine dialoger

I eksemplerne med inkvit ovenfor har jeg i det første konsekvent skrevet replikken først og derefter inkvittet. Det bliver kedeligt i længden. Som på mange andre punkter indenfor skrivning vil vi have variation. Byt rundt på rækkefølgen af replikkerne og kropssprog, lad karaktererne afbryde hinanden eller opdel sætningerne, som det er vist i afsnittet med tegnsætning. Der har du eksemplerne på, hvordan inkvit kan stå både før, i og efter replikken.

 

Vær tro mod din karakter

Det fede ved den direkte tale er, at det er et direkte talerør for din karakter. Der er intet filter eller nogen omskrivning. Men også her er der en fælde at falde i. Som tidligere nævnt kan en replik sige rigtig meget om en karakter. Deres ord afspejler i en eller anden grad deres personlighed, og derfor er man nødt til at tænke sig lidt om, når man lægger ordene i munden på dem. Hvor meget slang bruger din karakter? Hvor gammel er han? Bander han? Ændrer hans sprog sig alt efter, hvem han er sammen med?

Det er noget af det sværeste ved at skrive den direkte tale, for selvom det måske er syv forskellige personer, der deltager i samtalen, er det bare faktum, at det er den samme person, som står bag deres replikker. Det er næsten umuligt at undgå, at forfatterens stemme af og til skinner igennem i flere af karakterernes tale – og fred være med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...