Faithful dreams

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2017
  • Opdateret: 29 jul. 2017
  • Status: Færdig
kan drømme være virkeligheden?

¤Et oneshot om uægte kærlighed¤

0Likes
0Kommentarer
29Visninger
AA

2. ¤ONESHOT¤

¨Godaften.’’

Den høje, velfriserede mand kom hen til mig, og satte sig ved siden af mig. Jeg følte vi altid havde kendt hinanden, selvom det kun var i denne verden han fandtes. Denne drømmeverden. Han havde en hvid skjorte på, og et par sorte bukser. Hans sorte laksko skinnede fra solens stråler, der stod lavt på himlen. Det var ved at blive mørkt. Det var snart tid til at sige farvel.

’’Hvorfor er du kommet så sent?’’ spurgte jeg ham frustreret. Han havde endnu ikke fortalt mig sit navn, end ikke hans alder eller hvor han kom fra. Men han var så fortryllende smuk at se på. Så fantastisk at lytte til, og være sammen med. Hans tilstedeværelse fik kuldegysningerne frem på mine arme, og gjorde mig ør i hovedet. 

Han ignorerede mit spørgsmål, og tog i stedet beslutsomt fast i en af mine flugtsomme hårlokker. Han kluklo. ’’Ikke så utålmodig, love. Det hele skal nok gå.’’

Det var sjældent jeg forstod budskabet af hans ord, og hvor han ville hen med hvad han sagde. Men hans stemme… hans bløde, hæse stemme gjorde hvert et lille ord betydningsfuldt og smukt.

Jeg sukkede, frustreret over ikke at kunne forstå hans ord. ’’Hvad mener du?’’ ’’Hvorfor betyder det noget? Nyder du ikke mit selskab længere?’’

Mit ansigt skiftede udtryk. ’’Jo. Bliv her.’’

Han tog min hånd og flettede forsigtigt vores fingre sammen. Det føltes så ægte, men jeg vidste selv i søvne at det her blot var en håbløs fantasi. Han smilede til mig, og viste mig atter sine dybe smilehuller. ’’Jeg bliver her. Det lover jeg.’’

Jeg lagde mit hoved på hans skulder, og mærkede hvordan hans mørke krøller kildede min kind. Han legede med det silkebløde min kjole var lavet af.

’’Du er vidunderligt smuk, Lucy. Lad ikke andres ord ændre dig.’’

’’Det lover jeg.’’ ’’Godt.’’

Vi så hvordan solen gik ned til havets kant. Jeg begyndte at gå i panik. Han kunne ikke bare gå nu. Jeg havde brug for ham.

Men han rejste sig. Kyssede min pande farvel, og forsvandt ud i horisonten. Men denne gang var det anderledes. Denne gang vendte han ikke tilbage igen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Badet i sved og tårer vågnede jeg op i svimmelhed og forskrækkelse. Denne gang havde drømmen været mere sand, mere livagtig, mere ægte. Jeg tog mig til panden. Det ville aldrig ske i virkeligheden. Bare tanken om det, gjorde mig ufatteligt ked af det. Ingen ville holde af mig, som den mand gjorde. Og han var så perfekt.

Klokken var fem om morgenen, og det var mit kald til at stå op. Jeg kunne umuligt falde i søvn igen. Ikke efter den drøm. Jeg skiftede sengetøjet, tog et bad, og fik tøj på. Jeg forlod min lejlighed hurtigt, dog med en kop friskbrygget kaffe i hånden og søgte ud imod Londons gader. Jeg nød Englands smukke sommermorgner, og gik mig en frisk tur ned ad gaderne. Jeg studerede de ældre forbipasserende, dem der cyklede, og de morgenfriske der var nede og løbe. Jeg undgik alt offentlig transport, og søgte i stedet hen i den park, hvor jeg havde mit frirum. Min bænk lå i et hjørne, lige midt i rosenhaven. Her kunne jeg sidde og tage en pause fra alt og alle, når det hele blev for meget. Eller når min fantasi løb af med mig igen, som den netop havde gjort. Det var beroligende for mig, at vide han ikke ville vende tilbage. Men skræmmende, fordi jeg netop nød hans person så meget.

Da jeg nærmede mig min bænk, som altid var fri på denne tid om morgenen, så jeg den ikke var fri. Jeg undrede mig, men gik nu alligevel derhen.

En ung mand sad der. Hans vildfarende krøller blæste vildt i morgenvinden, og han havde en flot frakke på. Jeg synes nu alligevel han havde klædt sig for godt på, men nu kendte jeg ham jo heller ikke. Genert, måske også lidt bange satte jeg mig på bænken, længst væk fra ham.

Jeg kiggede trodsigt ind i det orange rosenbed, og nægtede at kigge over på ham, selvom han virkede bekendt. Han sideprofil var endda utrolig flot at se på.

’’Kan det passe at jeg kender dig?’’

Jeg gispede da jeg hørte stemmen. Det var drømmen. Langsomt vendte jeg mit hoved imod ham. Hans grønne øjne skinnede endnu kraftigere end i drømmene, og hans lyserøde, lidt skæve læber passede perfekt ind i hans ansigt. Det var ham. Jeg måtte nive mig selv hårdt i armen for at overbevise mig selv om, at det var virkelighed.

Han smilede til mig. ’’Jake. Jeg er lige flyttet hertil, men jeg synes nu bare at jeg har set dig før.’’ Han rakte mig sin hånd. Jeg… jeg skulle røre ham. Den virkelige ham. Langsomt trykte jeg den. Hans hånd var bred, og hans fingre lange. Han havde ringe på.

 Jeg måtte rømme mig inden jeg svarede ham. ’’Lucy.’’ Jeg smilede lidt. Jeg kunne jo ikke sidde her og svare ærligt på et spørgsmål som det her, når han stadig var en vidt fremmed.

’’Jeg tror ikke vi er mødtes før,’’ svarede jeg stille.

Han nikkede. ’’Okay. Bor du her, Lucy?’’

’’Derovre. Ikke langt herfra.’’

Han knep øjnene sammen. Imens jeg søgte enhver detalje i hele hans ansigt, opdagede jeg endelig den store forskel imellem ham og drømmeversionen af ham. Hans arm var dækket af diverse tatoveringer. Og de klædte ham fantastisk.

Jeg kunne høre en velkendt adresse komme ud af ham, og inden jeg havde set om mig, havde jeg svaret ham. ’’Vi er naboer. Utroligt.’’

Han løftede øjenbrynene og grinede. ’’Ej hvor sjovt. Må jeg byde dig på en kop kaffe? Eller… altså måske senere, du har jo en i hånden nu.’’ Han pegede på min kaffe.

Jeg frydede mig. Han var min nabo jeg smilede stort. ’’Jeg tror det ligger i sin smag, at det er mig der inviterer dig. Men jo, selvfølgelig kan vi det.’’

’’Super… hvad med i eftermiddag? Du banker bare på når du lige har tid.’’

Han sagde alle de ting jeg burde sige.

’’Okay. Vi ses, Jake.’’ Jeg rejste mig. ’’Jeg bliver nødt til at gå.’’ Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men jeg måtte hjem og tænke over det der lige var sket.

​-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Da jeg bankede på hans dør 7-8 timer efter, var mit hoved en racerbane og en forvirret høne på samme tid. Hvad tænkte jeg dog på? Tænkte jeg overhoved?

Døren åbnede næsten med det samme. Han lyste op i et stort smil med det samme. ’’Kom ind!’’

Jeg gik ind i hans lejlighed. Jeg kunne med det samme se, at den var identisk til min. ’’Bor du her alene?’’ spurgte jeg ham.

Egentlig ville jeg bare vide, om han mon havde en kæreste eller om han måske godt kunne gå hen og bruge tid med mig.

’’Jep. Lidt ensomt det ved jeg, men jeg ville hellere bo for mig selv, end på et fællesværelse.’’ Han sendte mig et forsigtigt smil.

’’Har du brug for hjælp til at pakke ud? Jeg kunne hjælpe med køkkenet?’’

Han lyste op. ’’Gider du? Det ville være skønt!’’

Sådan brugte vi tid sammen den eftermiddag, og lærte hinanden at kende. Det var mærkeligt at han havde en personlighed, i forhold til hvordan drømmeversionen af ham havde talt i tåger og vildelse. Men han var lige så perfekt som ham i drømmen. Det gjorde mig stadig ør i hovedet at tænke på.

Da jeg var færdig med køkkenet, og han med stuen, gik vi ud af lejligheden og ned ad gaden.

’’Vi skulle have den kaffe, ikke?’’ som han havde sagt. Vi gik og grinede og snakkede som et gammelt vennepar. Det føltes bare som om vi havde sagt klik med hinanden. Vi kom ind på en lille kaffebar, hvor vi hver især bestilte en kop kaffe.

’’Lucy? Er du helt sikker på, at vi to aldrig har mødt hinanden før?’’ hans skinnende øjne mødte mine.

Jeg smilede. ’’Ja. Helt sikker.’’

’’Ville det være vanvittigt, hvis jeg sagde at jeg havde set dig i en drøm? Og tilmed kysset dig i drømmen?’’

Min kæbe ramte bordet, og mine øjne trillede ud af hovedet. Det kunne ikke passe.

Han kiggede fortvivlet ned i sin kaffe. ’’Undskyld. Jeg tænkte bare at… at måske altså. At jeg kunne tillade mig at spørge dig men… nu må du vel tro at jeg er en forvirret tosse, gør du ikke?’’

Jeg nev mig selv i armen, men det var sandt. Han havde lige sagt det. ’’Har du også drømt om mig?’’ spurgte jeg stille.

’’Har du drømt om mig?’’ spurgte han forbavset.

Jeg nikkede. ’’Ja jeg har. Flere gange.’’

’’Og… kyssede jeg dig? Sagde jeg at…. At jeg holdte af dig på en særlig måde?’’

Hans lyserøde læber var adskilt let, og hans øjne skinnede af begær.

’’Du kyssede aldrig mine læber. Du… nej. Ikke rigtig.’’

Han kiggede skuffet ned i bordet. ’’Nå.’’ Sagde han tamt. Bare et simpelt nå.

Jeg tog forsigtigt i hans hånd. ’’Jeg ved det virker skørt, måske endda forkert. Men måske… måske kunne vi gøre det til virkelighed.’’ Tænk jeg virkelig turde sige det højt. Det føltes så forkert og dumt. Bare det, at jeg turde røre ved ham.

Han smilede til mig. Han strøg mig blidt over håret, og jeg rykkede tættere på ham. ’’Det ville jeg elske. Hvis vi bare kunne give det et enkelt skud. Du er så bedårende smuk, Lucy.’’

Jeg følte mig for en gangs skyld værdisat. Og pludselig var mine drømme ikke i mit hoved, men her i levende live foran mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...