Hvem er Ask?

"Hvem er Ask?" er en fortælling om en dreng, som har mistet sig selv gennem traumer fra barndommen.


1Likes
0Kommentarer
26Visninger

1. Hvem er Ask?

Kan det være, at jeg burde dø? Jeg kan allerede mærke, hvordan mit liv forsøger at smage på skyerne. Smagen af, at jeg snart ikke vil eksistere længere, og han endelig vil kunne opgive sin jagt. Han vil slippe grebet på kødøksen.  Han vil opgive ideen om min søster. Han vil blive normal. Slettet ligesom mig, bortset fra, at ingen vil pege på ham, bebrejde ham og dømme ham for, hvad han foretog sig på sit arbejde.

Før jeg opgiver beretningen til dig. Beretningen, som kan give dig eftersmagen af tåre, jern, flæskesteg og den ægte, afskyvækkende ondskab, så fortjener du en introduktion. En let og glat personkarakteristik af den unge Ask. Han er smuk, han er slank, han er perfekt. Sådan vil du opfatte ham, hvis du så ham på gaden. Jeg tror ikke, at jeg er særlig relevant for dig. Det vigtige i denne beretning er Ask. Min krop. Ser du, Ask er bare en krop, som jeg antager det, men min virkelighed er også temmelig fordrejet efterhånden. Jeg føler ikke, at jeg passer ind i denne Ask. Mine tanker ligner ikke en stereotyp Ask. Jeg er selv et billede på noget meget mere skadet og fortabt. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg et lag af plastik. Det som andre også aner og ved. Alt for normal. Tilgiv mig for, at jeg ikke har kunnet forenkle dette som noget mere forståeligt, men tro mig, fordi der er en mening med det her. Jeg vil gengive fortællingen om mit eventyr. Fortællingen, om hvordan og hvorledes jeg mistede mig selv. Følg mig. Skynd dig! Væk! Jeg kan høre hans tunge skridt. Forlad mig ikke…

 Der var engang, hvor det hele startede op så lyserødt, så smukt og så uskyldigt. Dengang, hvor jeg stadig kunne nyde fuglenes vise. Dengang, hvor ikke alt smagte og lugtede af råddent kød. Jeg er ikke så sikker på, hvor gammel jeg egentlig var. Jeg ved, at Bing Bong stadig fandtes dengang. Min fantasiven, som lignede en venlig, fjoget grizzleybjørn. Han blev knust således som min uskyldighed, så jeg antager, at jeg ikke var mere end syv år gammel. Johnnys kone havde forladt ham, fordi hans adfærd og identitet havde smuldret. Hans rene blidhed var bare en fase, som blev langsomt erstattet af en grådig, kødfuld slagter. Jeg husker tydeligt, hvordan fedtet var tilfældigt bundet om hans i forvejen runde krop, og hans hvide, snavsede T-shirt bar på så mange mørke, gustne pletter som hans sind. Den sølle skægstubbe var hans eneste behåring på hans pæreformede ansigt. Hans øjne var ikke andet en to små fordybninger, der var så tomme som hans rolle som onkel og barnligt forbillede. Det var ham, som tvang mig til at se på de ophængte grise, når han løsnede sit bælte en anelse. Det var på grund af ham, at jeg står foran dette ”slot”.

 - Ask, skal du ikke siger hej til din onkel? Skal du ikke vise den flotte tegning, som du så fint lavede til ham? Min mor sagde dette uden panderyk, samt med ingen forventning om, at hun havde tabt sin søn til Helvede.
Min mor var naiv og troede på det gode i folk. Selv i Johnny.

Min lillesøster og jeg betragtede, hvordan himlen gled forbi os, hvordan toget sommetider blev ædt af den skumle mørke tunnel. Min lillesøster, Laura, udstødte nogle små lyse hvin og klyngede sig hårdere til mig, når der ikke var andet end dunkelhed at betragte ud af vinduerne. Når lyset igen ville blænde mit blik, ville hun tørre sine tårer og snot i mit ærme, og hendes smil ville igen gengive hendes lille sorgløse latter. Jeg elskede hende alt for meget end jeg burde gøre. Jeg var villig til at gøre hvad som helst, hvis bare hun kunne beholde sin rene latter.

Mine lunger druknede af den beskidte røg, som lagde sig som en tyk tåge i stuen. Når antallet af ulæste Andersand blade slap op, tog jeg mig selv i at tælle kafferingene på de støvede reoler. Jeg erindrer tydeligt, hvordan den lange uges besøg hos Johnny fik mig til at sætte spørgsmål tegn på, om mon urets viser trak sig selv i den modsatte retning. Laura forsatte dog med at tumle rundt med sin brede fantasi. Når tiden hvilede sig mod skumringens sidste lag af lys, ville Johnnys tunge trin og åndedræt stryge mig over øret som et ekko.
Den rustne jerndør hvinede, når hans faste greb tvang den åben. Poserne, som han havde slæbt på med udvalget af pålæg og tobak, bar Laura og jeg ind i Køkkenet. Køkkenet, hvor tapetet var så robust som toiletpapir, og hvor vaskens stank slangede sig imellem cigaretskoddene. Lyset i køleskabet skar i øjnene, når det glippede. Den såkaldte familiehygge foregik i stilhedens klaustrofobiske rammer. Sommetider sneg han sine sultne øjne og gustne smil som en hilsen og henvendelse til mig. Laura havde stadig hovedet oppe i skyerne og anede intet om, hvad hendes bror snart ville ofre for hende.

Han trak mig bag facaden. Vi var på vej mod hans sande beskidte hensigt bagerst i slagterriet. Johnny insisterede på, at jeg skulle se, hvordan han arbejdede. Det, der var tilbage af grisene, hang på kroge i rækker, som føltes endeløse. Smilet voksede på hans læber, jo længere han kom ind på foredraget om livet på slagteriet. Jeg kunne havde skreget, men frygtens vægt gjorde en ende på min fornuft. Han fumlede med kødøksen og snakkede hurtigere. Hans blik sprækkede af begæret selvom, der var ingen alkohol.
- Jeg overvejer at hænge din irriterende lillesøster sammen med grisene, sagde han og skubbede til en nøgen krog med hans kraftige pølsefingre. Jeg troede, at himlen faldt. Lysten og modet til at løbe væk virkede så fjern. Den tungsindige angst havde tappet mig for mod og energi.
- Sikke du skaber dig, Ask! Du skal bare gøre mig en lille tjeneste, og så skal jeg nok holde mig væk fra lille Laura. Han viftede triumferende med kødøksen, mens hans blik blev mørklangt og vemodigt.
- Jeg har bare brug for lidt af din kærlighed. Det forstår du godt, ikke Ask? Han lod sin tommelfinger skubbe mine tårer væk. Jeg lod mit røde blik svømme og nikkede uden en eneste bagtanke.
- Hvis du vender dig om, så vil du ikke kunne se alt det uhyggelige. Jeg adlød og stod med bare ben bøjet over en skarp jernflade. Kan du mon huske fjogede Bing bong? Min fantasiven der endte som et knust minde? Ham som jeg introducerede dig for tidligere? Da Johnny ihærdigt lod bæltet falde, så jeg stakkels Bing bong hængende blandt grisene. Hans kæbe stod åben, og pelsens spidser var størknet med blodet. Jeg skimtede mit spejlbillede i hans blanke sorte øjne, og jeg opdagede, at jeg havde mistet mig selv.

Hændelsen åndede mig i nakken i flere år, mens jeg forsøgte at samle de små fragmenter af min tabte, perfekte barndom. Ingen troede på mig, da jeg sagde, at han var i nærheden. Laura troede jeg snakkede om Bing bong.

Ved hjælp af alderen blev min egenskab med vold forøget. Jeg skreg højere om natten, men jeg holdt stadig min lille hemmelighed. Jeg blev ført bort som ustabil. Det sidste, som jeg kan huske fra min mor var hendes væmmelse i blikket. Laura lod stadig til ikke at være gammel nok til at fatte den barske virkelighed. Hun vinkede henrykt farvel som om, det hele bare var en af hendes lege. Plejefamilierne var åbne, indtil jeg begyndte at høre de ekkogivende skridt igen. Jeg skræmte dem alle med min egen frygt. Min tante var den sidste, som gav det et forsøg, men som de andre, så fandt hun på en god undskyldning for at slippe af med mig.

- Ja, skolen er meget flot. Jeg nikker anerkendende og holder min kvalme for mig selv. Det er ikke selve skolen, det er mere tanken om min nye store familie, der for mit hjerte til at synke dybere end det burde.
Jeg er en omvandrende byrde, som ingen kan holde ud. Et spild af lidt plads. Jeg ved, hvad jeg burde gøre.

Som du kan regne ud, så vil han snart have mistet sporet af mig. Snart vil jeg være frelst. Han vil aldrig kunne nå mig. Jeg kan garantere dig for, at jeg er lykkelig. Tak, for din tålmodighed.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...