The Hard Game...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 16 sep. 2017
  • Status: Igang
Den 18 årige Skyla Brookes, (Madison Beer) er og har altid været rigtig gode venner med den verdenskendte popstjerne, Justin Bieber, faktisk bedste venner. Justin er midt i en tid, hvor han har et meget specielt on/off forhold med sangeren, Selena Gomez. Justin kommer ind i en svær fase, hvor han pludseligt ud af det blå, får stærke følelser for barndomsveninden, Skyla. Gad vide, om Skyla også har nogle skjulte følelser for den lækre Justin, eller om der pludseligt kommer jalousi i deres venskab, som måske bringer dem sammen, eller længere fra hinanden. (Denne historie indehold BTW engelske udtryk, ord, you name it, så det skulle bare lige siges.) Og historien foregår i nutiden, men Justin ligner sig selv i 2015 agtigt. Jeg håber, at I vil nyde denne historie.

22Likes
17Kommentarer
8866Visninger
AA

3. HE'S ALWAYS THERE

 

CHAPTER THREE: HE'S ALWAYS THERE

 

Jaer. Nu er det så rimelig sent, og min far kom hjem for et par timer siden. Jeg sidder oppe på mit værelse, og vil egentlig bare gerne væk herfra. Altså, det lyder nok sådan vildt voldeligt, og det var det bestemt også. Min far kom hjem, og han begyndte bare at læsse alt muligt lort af til mig, og brokkede sig helt vildt. Jeg er stadig pissesur på ham, så jeg siger, at han skal holde kæft, for jeg siger altså bare tingene ligeud, og af den grund, har jeg også mistet ret mange venner. Men efter jeg siger det, tager han så hårdt fat i min overarm, og svinger mig rundt, så jeg falder ned på gulvet. Jeg ved ærligt ikke, hvad fuck for en psykisk fucking sygdom, den mand fejler, men der er en. Jeg græd virkelig meget, og jeg græder stadig en smule. Jeg løb op på mit værelse, og nu vil jeg bare væk. Han skal ikke være i mit liv længere. Jeg har fået et mærke på min overarm, hvor han holdt, der både er rødt, blåt og lilla. Jeg har så meget lyst til at sende en snap til Justin, for han ved altid, hvad jeg kan gøre, hvis der er noget. Plus, han er også den eneste i min vennekreds, der ved noget, om min fars opførsel, så det er oplagt, at jeg nok skal sende noget til ham. 

 


Måske er det lidt drama queen-agtigt, men jeg har bare brug for nogen, jeg kan tale åbent med, og han er en, der virkelig bare kan lytte til, hvad man har at sige, hvad end det er. 

 


 


 


 


 

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad jeg har gjort, siden han altid er der for mig? Jeg lyder pisse utaknemlig - Det er jeg ikke! But I don't get it! Hvorfor vil han altid hjælpe mig, selvom klokken er 21:30 om aftenen? Hvorfor bekymrer han sig sådan om mig, når jeg egentlig bare kunne være ligegyldig for ham? Han er min bedste ven, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme. Jeg har bare et eller andet, hvor jeg ikke føler, at jeg ligesom er god nok, til at hjælpe andre i situationer, som den, jeg står i nu, og det er forfærdeligt. 

 


 


 


 


 

Jeg går over til vinduet. Jeg ser, at han står nede i baghaven, og jeg vinker lidt. Skal jeg? Skal jeg springe ud af vinduet? 

 


 

Jeg åbner vinduet, og tager mit venstre ben ud på taget. Hvor er det vanvittigt, altså. "Justin, du er syg i hovedet. Hvordan gør jeg det her?" Råber jeg ned til ham og griner lidt. "Du sætter foden der ved siden af vinduet, og så sætter du det andet lige over tagrenden," råber han, og jeg kan lige ane, hvor han peger hen. Det er bælgmørkt, men der er lys på mit værelse, så jeg har lidt lys, til at se, hvor jeg skal sætte fødderne. Jeg gør som Justin siger, men idet, jeg giver slip på vinduet, for at rette mig op, falder jeg ned. Jeg skriger, og det føles forfærdeligt. Og ganske rigtigt, falder jeg direkte ned i Justins favn. Dog ikke i brudeløft, som det nu er i film, men mere sådan, at jeg lader i hans arme, og så falder mine ben ned, så jeg med det samme står på benene, men det er egentlig bare lidt "tanken," der gælder jo. 

 

Okay, for at være ærlig, havde jeg ikke regnet med, at han rent faktisk ville gribe mig, som han skrev. "Wow! Hvordan greb du mig?" Udbryder jeg, så snart jeg ligesom rejser mig. "Hmmh? Jeg gjorde det bare," svarer han, men mumler lidt. "Er du egentlig okay, Sky?" Tilføjer han, og lægger en arm om mig. Rigtig romantisk, faktisk. Men nej nej nej, der sker ikke noget. "Ja, det tror jeg, jeg er nu. Men det var lidt værre end normalt," svarer jeg, og jeg bliver virkelig følsom nu. Jeg bryder mig ikke om det, at han er sådan overfor mig, når jeg ikke så tit hjælper ham, altså Justin.

 

Vi når ud til hans bil, der er parallelparkeret lidt ned ad vejen, så mine forældre ikke opdagede, at han kom. Han holder om mig, og i dette øjeblik, er jeg virkelig let til tårer. Jeg føler mig så svag. 

 

Vi sætter os ind i hans bil. Den er så fed, men jeg har godt nok også kørt i den mange gange, selvfølgelig som passager, men ja. "Nå. Vil du fortælle mig om, hvad der skete? Jeg kan ikke lide at se dig være ked af det, Sky," siger han, og jeg bliver ret rørt. "Jaer. Altså han kom hjem klokken 19, og så begyndte han bare at brokke sig op i hovedet på mig, og... Og," begynder jeg, men jeg kan ikke fortsætte, da jeg simpelthen bare bryder ud i gråd. Jeg hulker som en vanvittig, og Jay hiver mig ind i en omfavnelse, jeg virkelig bare havde brug for. Mit hovede hviler på hans skulder, og han aer min ryg blidt. "Så så. Det skal nok gå, Sky. Du kan bo hos mig i et par dage, og så finder vi ud af noget, ik'?" Siger han vildt beroligende... Faktisk ret pædagogisk, på en måde. Jeg nikker, og han kan nok godt mærke det, for vi vrider os ikke ud af krammet. 

 

Han trøster mig, og vi kører hjem til ham. Vi snakker lidt på vejen, og jeg fortæller, hvad fuck, der lige skete. Han er ret forstående, og han er der altså bare for mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...