Lifeline

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2017
  • Opdateret: 5 aug. 2017
  • Status: Igang
Et hemmeligt russisk firma forsøger at tilintetgøre sine løse ender, men to insidere - Sascha og Alik Romanov - sætter en stopper for de meningsløse drab.
FIRMAET finder frem til Romanov familien og Saschas og Aliks liv er i fare.
I nattens mørke, må de flygte fra Rusland til Rumænien, hvor de slår sig ned. Et par måneder efter føder Sascha en pige, Sonja. Kort efter Sonjas fødsel, indser Sascha og Alik, at FIRMAET stadig er efter dem og at de må handle hurtigt, hvis de vil gøre sig nogen forhåbninger om at leve.
En drastisk beslutning bliver truffet og Sonja bliver sendt til Storbritannien, hvor en af Aliks kontakter vil beskytte hende.
Sonja skifter navn til Sofia Stone og vokser op nær Oxford, uden at kende til sine forældre.
På Sonjas 21 års fødselsdag møder hun Tristan Hinsky, der hurtigt får charmet sig ind på hende med drinks og dyre smykker, men alt er ikke som det ser ud til.
Alt for sent går det op for Sonja, hvem den charmerende Tristan i virkeligheden er.

3Likes
8Kommentarer
770Visninger
AA

5. A bouquet of roses and a piece of jewellery

 

27.2.17 - The Savoy, Strand, London WC2R 0EU, Storbritannien - 10:39

Langsomt blinkede jeg mine øjne åbne. Det knagede og bragede i mit hovede.

"Uff," stønnede jeg og lukkede øjnene igen. Voldsom hovedpine var ikke, hvad jeg havde behov for. 

Jeg lå på siden, ude af stand til at bevæge min arm. Den sov, tungere end jeg nogensinde havde gjort.

Jeg åbnede øjnene igen, og rullede om på den anden side, for at få liv i armen. En summende fornemmelse spredte sig i mine fingre. 

"Endelig," sukkede jeg og rejste mig fra sengen. 

Med tunge skridt gik jeg over til vinduet, for at beundre synet.

Solen oplyste Themsen, der kastede genskær over det lille stykke af byen, jeg kunne se. Der sejlede stadig små både, men der var ikke lys i dem længere. 

Genskæret fra solen rev i øjnene og gjorde kun hovedpinen værre.

Jeg vendte mig væk fra vinduet, og tog mig til maven. Uden nogen advarsel begyndte aftens alkohol at vende sig. Med lange skridt styrtede jeg mod badeværelset, og kastede mig over håndvasken. 

Galden lavede gule pletter på håndvaskens hvide belægning.

Med rystende fingre, åbnede jeg for hanen og lod vandet vaske håndvasken ren.

"Sofia, du er 21, kom ind i kampen," vrissede jeg af mig selv, flov over hvor meget jeg havde drukket, og hvordan det påvirkede mig. 

Jeg trak mig væk fra håndvasken, og rettede blikket mod spejlet. Chokeret trådte jeg et skridt tilbage, da jeg så, hvordan jeg så ud. 

Mascaraen sad i store klatter under mine øjne, og jeg havde tværet læbestift ud på det halve af min kind. Prikken over i'et, var den savlstribe, jeg havde nedad halsen. 

"Satans," mumlede jeg, og prikkede til min hud. Chancen for, at det var en drøm og ikke en realitet, at jeg lignede definitionen af 'Walk of Shame', var ikkeeksisterende.

Opgivende forsøgte jeg, at kante mig ud af kjolen, jeg stadig havde på. Den føltes tungere nu, end aften forinden. 

Da jeg endelig havde fået armene vristet udad kjolen, faldt den til jorden. Som den lå der, så så den vældig ynkelig ud. Den var helt slatten og formede ikke andet, end sig selv.

Forsigtigt trådte jeg over den og tændte for bruseren. Vandet skyllede min skam af mig og fjernede alle tegn på savl, læbestift og klattet mascara.  

 

27.2.17 - The Savoy, Strand, London WC2R 0EU, Storbritannien - 12:06

Badet havde dulmet på hovedpinen og den ubehagelige kvalme. Varmt vand er en gave, tænkte jeg og smilte til mit spejlbillede. 

Med fødderne solidt plantet i mine tanker, registrerede jeg næsten ikke, at der blev banket på min dør.

Forvirret stak jeg hovedet udad badeværelset og lyttede efter. Stilhed. Det var sikkert ikke vigtig. Jeg vendte tilbage til spejlet.

Min hånd havde netop grebet fat om hårbørsten, da der igen blev banket på min dør. Denne gang var jeg ikke i tvivl, der var nogen på den anden side. 

Jeg listede over til døren og åbnede den, men det var ikke en person, som stod bag den. Faktisk var der ingen bag døren. Mit blik faldt på gulvet og opdagede den smukkeste buket roser, jeg nogensinde havde set. Jeg bukkede mig og greb fat om det brune papir, der var bundet om roserne. Forsigtig bar jeg dem ind på værelset og lukkede døren efter mig.

Da jeg duftede til roserne, lagde jeg mærke til et lille kort, som lå i toppen af buketten. Nænsomt viklede jeg det ud af roserne og åbnede det. 

Jeg håber du vil tage imod min ydmyge gave og gøre mig selskab i aften.

Jeg venter på dig i lobbyen klokken 19.

- T.H

Et smil spillede på mine læber, da jeg læste, hvem afsenderne var. Tristan Hinsky.

Som en forelsket skolepige, dansede jeg rundt på værelset. Et kort øjeblik havde jeg helt glemt, at jeg ikke var alene afsted. Kunne jeg overhovedet være bekendt at efterlade far på hotellet i aften? 

Jeg lagde roserne på sengen og trak i et par sko. 

Med hår, der var halvt redt igennem, åbnede jeg værelsesdøren og gik mod fars værelse. 

Mine fødder løftede sig knap nok fra gulvet, da jeg gik henad gangen. Jeg skulle kun et par værelser ned af gangen, før jeg fandt hans værelse.

Udefra, så lignede det mit, men jeg tvivlede på, at han også havde et violet sengetæppe.

Varsomt bankede jeg på hans dør, hvis han var i færd med noget vigtigt, så ville jeg ikke forstyrre. 

"Den er åben," lød det dæmpet bag døren. 

Jeg lagde min hånd på håndtaget og trak ned i det.

Værelset, der åbnede sig for mig, lignede mit bortset fra, at det var holdt i blå nuancer. Lig mit værelse, så var der placeret et rundt bord med tilhørende stol ved vinduet. Far sad på stolen og var i gang med at skrive noget på sin computer. Ved hans fødder lå der tre aviser, de var alle foldet sammen og stablet pænt. 

Der gik et øjeblik, før det gik op for mig, at han var stoppet med at skrive og holdte øje med mig.  

Han flyttede på sig. "Er der noget i vejen?" 

"Jeg havde bare et spørgsmål." Vores øjne mødtes.  

Skiftevis flyttede jeg vægten fra den ene fod til den anden. 

"Spørg løs," sagde han, og lukkede computeren sammen. Jeg var begyndt at tro, at han skjulte noget for mig. Han havde også virket så afvisende, da jeg nævnte Sonja, hvem end hun så var. 

Jeg kradsede mig på skulderen. "Jeg ville bare spørge om det var okay, at jeg gik ud i aften." 

Han havde korslagt sine arme. "Alene?" Han så skeptisk på mig. 

"Nej, med en jeg mødte i går, da jeg sad alene nede i baren." Jeg skød hoften til side og krydsede mine arme.  

"Aha, javel ja," nikkede han, og kiggede ud ad vinduet. Jeg fulgte hans blik og så en måge flyve forbi, den havde et eller andet grønt i munden. Jeg rystede på hovedet, føj. 

"Gå du bare ud i aften, vi finder på noget i morgen." 

Han vendte ikke sit blik væk fra vinduet.

Siden vores samtale var slut, drejede jeg om på hælen og gik tilbage til mit værelse.   

 

27.2.17 - The Savoy, Strand, London WC2R 0EU, Storbritannien - 18:57

Der var ikke mange i lobbyen, da jeg trådte udad elevatoren. Der var et par enkelte gæster, en receptionist og en piccolo.

Jeg spejdede efter Tristan, da to hænder blev lagt om mine øjne. Jeg stivnede.

"Gæt hvem," hviskede en hæs stemme i mit øre. 

"Hm, hvem kan det dog være? Far?" Spurgte jeg drillende og fjernede hænderne fra mine øjne. 

Jeg vendte mig rundt, og så ind i et par grønne øjne. 

Han grinte og tog min hånd."Så langt er vi vist ikke i vores forhold, Sofia." 

Som han ledte mig ud gennem hotellets dør, bemærkede jeg, hvor varm og blød hans hånd var. Det stod helt i kontrast til den kølige februar luft, der raserede udenfor. Luften brændte mine kinder, og den fik mig til at ånde små tågeskyer. 

Spørgsmålet om, hvor vi skulle hen og hvad vi skulle lave, gnavede i mig. Jeg åbnede mund, for at spørge ham, men det var som om han havde læst mine tanker.  

Tristan blinkede til mig. "Det er en overraskelse." Hans øjne glimtede i gadelygternes skær. 

Jeg nikkede, stadig uvidende om, hvad der ventede mig, når vi nåede endestationen. 

Vi nåede et fodgængerfelt og hans greb om min hånd strammedes en anelse. Mærkeligt som det var, så følte jeg mig sikker.  

Jeg kiggede til siden og lod mærke til et par piger, der skævede til os. Da de opdagede, at jeg kiggede på dem, stak de hovederne sammen og løb nedad gaden.

Jeg gik videre i mine tanker og lod ikke mærke til, at Tristan var stoppet op. Vores arme var strakte, og vi lignede nogen, som skulle til at tage et billede til Instagram.  

Jeg gik et par skridt tilbage til ham. "Hvorfor stoppede du op?" 

Han løftede sin hånd og kørte en tot hår bag mit øre. "Luk øjnene." 

Et øjeblik overvejede jeg, før jeg lukkede dem. 

"Sørger du for, at jeg ikke falder?" 

Hans fingre flettede sig ind i mine. "Selvfølgelig." 

 

London eye, Lambeth, London SE1 7PB, Storbritannien - 19:29

Tristan stoppede op, og førte mig et skridt til siden. "Åben øjnene." 

Jeg slog blikket op og stirrede lige ind i London eye. Forbløffet tabte jeg kæben, hvad i alverden lavede vi her? Pariserhjulet kørte ikke rundt som det plejede, men der var lys i det. 

"Tristan, hvad er det her?" Spurgte jeg, og vendte mig mod ham.  

Genert kørte han sin sko i cirkler på asfalten. "En lille gave." 

Jeg lagde min hånd om hans nakke og trak ham ind i et kram. "Det er den bedste gave," hviskede jeg i hans øre. 

Han trak sig ud af krammet, og tog fat i min hånd. "Kom, vi skal der op," sagde han, og pegede på den øverste vogn.  Med raske skridt fulgte jeg efter ham. Det her var den bedste fødselsdagsgave jeg længe havde fået, på trods af, at det ikke var min fødselsdag længere. 

Da vi gik tættere på hjulet, dansede vores hår med vinden, det hele virkede så uvirkeligt. Flere gange tog jeg mig selv i at skæve til ham. Et eller andet sted, så var jeg bange for det hele forsvandt, hvis jeg kiggede væk. 

Vi nåede foden af London eye. Tristan bad mig vente, mens han talte med ham, som styrede hjulet. Jeg kiggede mig omkring, der var ikke særlig mange mennesker, men det var også februar. Det var de færreste, som vovede sig ud i kulden. 

"Sofia," kaldte Tristan, og vinkede mig hen til sig. 

Sammen gik vi ind i kuplen. Den begyndte at køre, så snart vi havde sat os på den lille bænk, der var i midten. Jeg kiggede på vores hænder, der var flettet sammen. En umiskendelig lykkefølelse spredte sig i min krop. 

Mine øjne fulgte byen, og så hvordan den blev mindre, jo længere mod toppen vi kom. Det hele var så overvældende. Udsigten og Tristan. 

Vi havde nået toppen, da hjulet pludselig stoppede. Jeg stivnede, og strammede mit greb om Tristans hånd.

"Tag det roligt," sagde han og viklede sin hånd udad min. 

Jeg stirrede på ham, da han stak sin hånd ned i sin lomme. Hvad havde han gang i?

"Det her virker måske lidt spøjst, og meget over the top," sagde han og trak en mørkerød æske op fra sin lomme. På æskens låg stod der, i kursiv, Cartier. Han holdte æsken foran mig. Forsigtig tog jeg den, og løftede låget. 

I æske lå der et halvmåneformet armbånd i hvidguld, med en diamant i toppen. Jeg gispede og havde nær tabt det, hvis ikke Tristan havde lagt sin hånd på min.  

"Kan du lide det?" 

Jeg vendte blikket mod ham. "Jeg elsker det, men det er alt for meget." 

Jeg lukkede låget i og skulle til at give ham det tilbage, da han holdte sin hånd op. 

"Sofia, jeg insisterer, behold det." 

Jeg bed mig i læben. "Er du sikker?" 

"Ja," sagde han og kiggede på æsken. 

Nænsomt åbnede jeg den og tog armbåndet ud. Jeg vejede det i mine hænder, en smule tungere end jeg havde forventet. Jeg trak op i mit ærme og lod armbåndet glide ned på mit håndled. 

"Tak, Tristan," sagde jeg, og kyssede ham på kinden. 

London eye begyndte at køre ingen, og langsomt gled vi nedover byen. 

Jeg lagde mit hoved på hans skulder og lukkede øjnene. Det her er perfekt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...