Ingen vej tilbage

Anna lever et perfekt liv, med sin egen pony, sin egen gård og alt hvad der hører dertil, men en dag braser hele hendes verden sammen lige foran hende. Hvad skal hun nu gøre? Opgive? Give det hele en ny chance?

0Likes
0Kommentarer
68Visninger
AA

3. En trist aften

Jeg lå i min seng med hovedet mod puden, og hulkede. Tænk at jeg skulle miste det sted, hvor jeg har boet hele mit liv? Hvad så med elevhestene og min stakkels Diva? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der nu skulle ske, både med os og hestene. Lotte var taget hjem for længst. Da hun forlod huset så hun meget trist ud, hendes øjne var næsten lige så røde og hævede som mine. Alt det sjov Lotte og jeg havde haft her på gården, ville aldrig komme til at ske igen. Luffe vores gamle brune labrador, kom luntende over gulvet og hoppede op i min seng. Han lagde sin våde snude på min kind. Mørket omfavnede gården og mine øjne gled langsomt i.

 

Jeg vågnede ved en lyd af noget bumlende og stort, som kørte ude på gårdspladsen. Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg havde glemt at få mit ridetøj af i går. Jeg løb over til vinduet og kiggede ud. Vejret var gråt og himlen fuld af mørke tunge skyer. Ude på gårdspladsen holdt en stor hestelastbil, en fremmed mand var ved at læsse nogle af elevhestene. Min far stod ved siden af og hjalp til hvis hestene ikke gad ind. Nu var det Mollys tur, hun begyndte at bakke og slå med hovedet. Min far tog et fast greb i hendes træktov og kæmpede med at få hende op. Hun nægtede at gå derind. Men de fik hende alligevel op, da hun opdagede at der lå noget hø derinde. Da alle heste var læsset, rakte min far den fremmede mand hånden. De lukkede bagklappen, manden satte sig ind i bilen og kørte væk. Min mund bævrede, jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere. De gled en efter en ned af mine forgrædte kinder. Bare jeg kunne skrue tiden tilbage, eller i det mindste vinde 1 million i lotto. Det bankede på, døren, min mor trådte ind og sagde stille: “Øhm… Anna.” Jeg vendte hovedet mod hende og svarede surt: “Hvad vil du?!” Jeg dumpede ned i sengen og stirrede tomt på gulvet. Min mor satte sig ved siden af og trak mig ind til sig. “Det skal nok gå, din far og jeg har allerede fundet en lille gård i nærheden, som vi har tænkt os at købe. Vi tager derud senere og kigger på det, vil du med?” Jeg vendte hovedet mod vinduet og stirrede på den tomme gårdsplads. Jeg hulkede og lagde mig tættere ind til min mor. Jeg svarede tøvende og lavt: “Okay.” Jeg måtte jo give det en chance, ellers ville jeg nok være sur resten af mit liv.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...