Det Sidste Menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2017
  • Opdateret: 23 aug. 2017
  • Status: Igang
Da væsner fra hele universet overtager jorden og omdanner det til en verden af sjældne genstande, vælger de at udrydde menneskeheden, dog gemmer de en. Det sidste menneske.

0Likes
3Kommentarer
337Visninger
AA

1. Minder Slettes Når Virkelighed Skiftes.

Turen havde været lang, buret føles mere trangt, var det altid så tæt? Jeg kan trækker mine arme ind til mig, her er koldt, det kan kun betyde at det er blevet nat. solen stråler forsvinder fra min kind, men dog efter noget tid, kommer den første stjerne frem.

Vi stopper, et af skabningerne giver mig noget vand og føde. Jeg indtager af de forsyningerne gav mig, bliver ikke mæt, dog er ikke sulten mere. Det er en risiko at tage, dog spørger jeg et af væsnerne med mig udtørrede og lyse stemme. -

"Er vi der snart, vi har rejst i ti dage", et af væsnerne hvæser af mig, den anden signalere et ja tegn. Lidt efter går væsnerne til ro, jeg tager min bog op og begynder at skitsere dem.

Deres små, tykke fire ben. Deres lange kroppe der krumer sig ind. Deres to besynderlige lange arme. Øjne, der er så store og kan se alt omkring dem.

Et af væsnerne vågner, de sover kun få timer af natten, som regel udnytter jeg dem til aktiviteter de ikke godkender. Alle er nu rejst sig og turen gentager. Jeg kæmper for at holde mine øjne åbne, dog falder de over hinanden og af det næste jeg ved, sover jeg...

Med et sus vågner jeg, det er fortroligt, kun nogle hundrede meter væk fra by-indgangen. Der er tårne der næsten rammer de få skyer der befinder sig.

Jeg gaber, da gabet er færdigt ser jeg en skabning ved indgangen, den minder mig om min form, men der er stadig noget anderledes omkring den. Da vi kommer tættere lægger jeg mærke til den har kappe og maske på. Pludselig ser den at jeg stirre og vi får øjenkontakt med hinanden.

Min gruppe, eller mere transpotere, og jeg kommer op ved siden af det mystiske væsen. For et minut glemte jeg at jeg var i buret, jeg var bare fanget i tanker. Dette er et væsen jeg aldrig har set før. Den er ikke formælt, da den har huller og revner gennem kappen og mærker i masken. dog er den ikke af den nedre klasse, hvis den opsøgende denne by.

"Du må være den nye forstilling, sikke en ære at møde din før åbningsdagen", Kom der ud af dens maske, jeg kigger bare på den med et forvirret ansigt. efter jeg mistede focus om den og kiggede ned i bunden af buret, sagde den

"Hvad er det nu det første du husker"...

Det første jeg husker?

Jeg husker at falde hårdt, og efter vågne op i et kæmpe, uigenkendelig rum. Et skaldet blåt væsen med ligne af min figur, men med fire arme, kom ind og sagde.

"jeg er prins af dette skip og snart din verden, jeg har bragt dig for at en af jeres skabninger kan studere os og vores grunde for at være her. du, min kære, skal være her for at blive vores "ven", som i nu siger". Alt før og efter det er sort. Hvorfor husker jeg intet mere?

Pludseligt åbner dørene sig, og vi rykker ind i byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...