Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7782Visninger
AA

7. Stephanie

"Jeg lod ham tro, at han har en chance med mig. Jeg er et frygteligt menneske, Steph. Jeg har det så dårligt med det," fortæller min bedsteveninde, da hun endelig er faldet lidt til ro. Normalt har jeg altid noget at sige, men den her gang er det som om, at jeg ikke kan formulere mig rigtigt. Så jeg betragter hende i stedet. 

De blå øjne, som engang var så fulde af liv, er blanke - tomme. Det lange, brune hår, som jeg altid har været misundelig over, er fladt og livløst, fordi hun ikke plejer det. Hun er tynd, tyndere end normalt, som om hun ikke spiser. Jeg ved, at skyldfølelsen æder hende op indefra, og ikke kun over Harry. Hun har mistet sit lys, og det er tydeligt at se på hende.

Jeg har så ondt af hende, at det gør ondt helt ind til knoglerne. Men jeg ved bedre end at vise det eller fortælle hende det. Det kender jeg hende for godt til at udsætte mig selv for. 

"Jeg er straks tilbage," slynger jeg ud og rejser mig fra sofaen. Jeg tager mine sko og min frakke på og efterlader min bedsteveninde alene i vores lejlighed. Heldigvis har jeg snust nok rundt i Amelias mobil til at vide, hvor de bor. 

Jeg har fået nok af at se min bedsteveninde deprimeret og såret, og nu skal der gøres noget ved det. 

Efter en meget hurtig, og vred, køretur, banker jeg på døren. Det er en meget træt og desorienteret Harry Styles som åbner døren. 

"Hvad laver du her?" Spørger han forvirret. 

"Burde I ikke tjekke, hvem det er, før I åbner døren for fremmede?" Spørger jeg i stedet og skubber fordi ham, imens jeg snakker. 

"Hvad?" Harry kan slet ikke følge med. Jeg ruller med øjnene. Under alle andre omstændigheder var jeg begyndt at hyperventilere over at være i samme rum som Harry Styles. 

"Er du lidt træt efter det der skete tideligere?" Spørger jeg retorisk. Et lys tænder sig i Harrys ansigt, og jeg ved, at jeg har hans opmærksomhed. 

"Så du er Stephanie, går jeg ud fra?" Jeg nikker blot uden at sige noget. "Og du er her vel for at give mig en røvfuld?" Jeg trækker på skulderne. 

"Hvis du har brug for en mere, så vil jeg med glæde gør det, men tro det eller ej, så er jeg her faktisk ikke kun på grund af dig." Harry kigger uforstående på mig. Jeg sukker tungt og fortsætter op ad trapperne. 

"Louis William Tomlinson," skriger jeg igennem gangene, så væggene dirrer. Flere døre åbner men ingen af dem indeholder den person, jeg leder efter.

"Hvad laver du? Hvem er du?" Spørger Liam og kigger mærkeligt på mig. Jeg ignorer ham og går hen til den eneste dør, som ikke er åben. Jeg banker forsigtigt og tålmodigt på til at starte med. 

"Louis, jeg ved, du er der inde." Intet svar, ikke engang én lyd kan høres. Jeg banker aggressivt på døren med en knyttet næve, og jeg hører endelig et enkelt kvalt gisp. 

"Louis Tomlinson, åben denne dør lige nu eller jeg sparker den ned for dig," råber jeg roligt, så han kan hører min trussel. 

"Det kan du ikke," svarer Louis fra den anden side af døren. Okay, måske kan jeg ikke, men det var forsøget værd. Jeg tager i håndtaget, og min teori er bekræftet: døren er låst. 

"Jeg er ret godt med en hårklemme." Jeg hører et suk, og døren åbner. Louis Tomlinsons blå øjne kigger tilbage på mig. Alt det jeg ser, minder mig alt for meget om Amelias nuværende tilstand. Blank, tom, bleg, ødelagt. Men uanset hvad, så er Amelias tilstand hundrede gange værre. 

"Jamen ser du ikke bare godt ud," siger jeg og træder ind ad døren. Louis lukker døren i bag mig og lukker sine bedstevenner ude endnu engang. Jeg kigger mig omkring og bliver positivt overrasket over det, jeg ser. Her er overraskende rent. 

"Nå, hvad vil du mig? Er du her også for at give mig en moralprædiken? Hvis du er, ved du hvor døren er." Jeg kigger uforstående på ham. 

"Er du overhovedet ikke interesseret i at vide, hvordan det går med din egen søster? Er du fuldstændig ligeglad?" 

"Hvis du ikke har bemærket det, så har jeg ikke spurgt dig om, at du skal komme her. Fortæl eller gå." Av. 

"Bare svar mig på ét spørgsmål, og så går jeg. Men ikke før." Louis svarer ikke, så jeg fortsætter. "Hvorfor gør du det? - Hvordan gør du det?" 

"Gør hvad?" Spørger han, selvom vi begge godt ved, hvad jeg snakker om. 

"Bare svar på mit spørgsmål." Louis sukker. 

"Hør, jeg har mine egne grunde, og jeg forventer ikke, at du forstår dem. Du er ikke ret gammel, og det er okay." Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt fornærmet over hans ordvalg.

"Det svarer ikke på mit spørgsmål." 

"Du skal ikke forvente at få svar på det spørgsmål, og ved du hvorfor? Fordi jeg ikke selv kender svaret." Jeg kigger overrasket på ham. "Der har du det - du kender til min mørke hemmelighed." 

"Du laver sjov, ik'?" Louis sukker igen og kører en hånd over sit ansigt. 

"Jeg kan ikke forklare det, okay? Jeg har aldrig snakket med nogen om det." Jeg kigger chokeret på ham. 

"Aldrig? Ikke engang Harry?" Han ryster på hovedet. "Louis..." 

"Jeg ved det, okay? Jeg ved, at jeg burde snakke med nogen om det, men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Jeg har ikke snakket med min egen mor siden den dag, det skete, og jeg har det virkelig dårligt over det, men jeg kan bare ikke få mig selv til at snakke med hende. Jeg har det så dårligt over den måde det hele startede på, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Stephanie, jeg er helt fortabt." Jeg kan se det oprigtige i hans øjne, og jeg får straks medfølelse med ham. 

Jeg tænker over det, og jeg indser pludselig noget: han er også kun et menneske. Han har det også svært med det her, han har det også dårligt over det. 

"Du ved, I to er ikke så forskellige, som I tror, I er," svarer jeg med et lille smil og en lille latter. 

"Hvad mener du?" Jeg fortæller ham alt om, hvordan Amelia har det, og hvordan hun takler presset og tilværelsen. Jeg undlader med vilje at fortælle ham, om det der skete tideligere, fordi det er en historie for Harry at fortælle. 

"Hvis du kigger på dig selv og forestiller det dobbelt så slemt, så er Amelias tilstand værre," kommenterer jeg. 

"Er hun bare helt...?" 

"Helt ødelagt," afslutter jeg. "Der skal mere til end bare 'undskyld' og omsorg for at komme over det her." 

"Hvad kan jeg gøre?" Spørger han. 

"Du er nødt til at tale med hende - forklarer dit synsvinkel på tingene. Jeg ved, at hun vil lytte." 

"Hun tilgiver mig aldrig." Jeg smiler let. 

"Det er jeg nu ret sikker på, at hun gør." Mit smil forsvinder. "Ligeså snart hun lader dig snakke til hende igen." Louis stønner opgivende og falder tilbage på sengen med armene over øjnene. 

"Hun er mere stædig, end jeg er," mumler han. Jeg nikker bare, selvom han ikke kan se mig. 

"Det er hun. Men der er heller ikke andre end dig, der kan komme igennem til hende. I minder så meget om hinanden, at du burde vide, hvad du kan gøre, for at få hende til at lytte. Du skal bare tænke over, hvad du vil reagere på, hvis du er i hendes sko." Efter et par minutter sidder Louis sig op i sengen igen med en ide lysende ud af ansigtet. 

"Jeg ved, hvad jeg skal gøre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...