Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7863Visninger
AA

13. Spontan ide

Det er jul. I dag er det den 23. december, og i morgen er det min fødselsdag. Louis’ og min fødselsdag, hvis det skal være helt præcis. Hvor er det dog en deprimerende dag at være i live.

Stephanie er på ferie hos sin egen familie, jeg vil ikke være hos familien Beverly, og jeg har fået at vide i gennem medierne, at Louis holder jul med familien. Derfor sidder jeg alene i min ikke-dekoreret lejlighed i L.A. med 25 grader. Jeg har aldrig i mit liv følt mig mindre i julestemning, end jeg gør lige nu. Normalt elsker jeg juletiden, men normalt er jeg også glad og elsket.

Julen er familiernes fest. Jeg synes nu bare, at det er ironisk.

”Hvorfor tager du ikke bare til England og holder jul?” Spørger Stephanie over Face Time. Hun sidder der med sin nissehue og rigtig sne i vinduet i baggrunden.

”Det ved du godt, at jeg ikke kan,” svarer jeg. Stephanie sidder i en julesweater, imens jeg har en hvid top og korte shorts på.

”Selvfølgelig kan du det, Amelia.” Jeg hører en andet sprog i baggrunden, og Stephanies hoved vender sig i retningen mod stemmen. Hun svarer med det samme sprog og kigger undskyldende på mig.

”Gå, nyd din tid med din familie. Jeg ved, at du ikke ser dem så tit.”

”Du burde se din egen familie. Vær den storesøster du ved, du er. Au revoir chéri. Joyeux anniversaire.” Hvorfor tog jeg ikke fransk med hende? Så havde jeg måske forstået, hvad hun sagde ud over farvel. Hun afslutter opkaldet, og jeg er efterladt i stilhed.

Jeg tænker over det, hun fortalte mig for nogle uger siden; at Louis fortryder sine gerninger. Hvorfor kan han ikke bare fortælle mig, hvad der foregår? Jeg vil kunne forstå det. Jeg kan sagtens sætte mig selv i hans sko, da jeg nok ville have reageret på samme måde. Hvis bare han vil snakke med mig.

Lige i det sekund jeg har den tanke, kommer jeg i tanke om noget andet.

Jeg har ikke prøvet at snakke med ham overhovedet. Jeg har aldrig givet ham en chance for at forklarer sig selv. Selvom han ikke gør det nemt for mig, burde jeg alligevel ikke være så afvisende.

Det er i det øjeblik, at jeg beslutter mig for én ting, jeg beslutter mig for at gøre noget virkelig skørt og spontant. Jeg tager det næste fly til Englang og holder jul med min familie uden noget af dem ved, at jeg kommer. Så må det briste eller bære.

 

Jeg sidder i flyet nogle timer efter. Jeg pakkede en kuffert med nok tøj til et par uger og tog til lufthavnen med det samme. Jeg er kommet med på en afbudsrejse, og jeg er ligeglad med, at jeg er i den ende, hvor der næsten ingen plads er, og hvor sæderne er dårlige. Det er dagen før jul, og der er ikke flere fly, der flyver, før efter nytår.

Jeg tænker over det, jeg har gang i, og jeg kommer i tanke om en meget vigtig detalje.

Jeg ved ikke, hvor de bor.

Jeg kan sagtens finde vej til Doncaster men ud over det, så har jeg faktisk aldrig fået at vide, hvor de bor. Det er første gang, at jeg skal hjem til dem, og de ved ikke, at jeg kommer. Godt tænkt, tænker jeg for mig selv og stønner mentalt, frustreret.

Jeg kan måske bare ringe til min adoptivfar. Han har aldrig gjort mig noget, så måske er han villig til at hjælp mig. Bortset fra, at jeg ikke ved, om han ved, hvor de bor. Det er da forsøget værd.

 

 

Cirka tolv timer senere, sidder jeg i en taxa, med min kuffert i bagagerummet, mod Doncaster. Jeg tænker ikke så meget over, hvor meget alt der her i virkeligheden koster mig både mentalt og materielt. Det burde ikke være et problem. Jeg har knap nok lagt mærke til folk der stirrede og pegede på mig, da jeg gik gennem lufthavnen i både LA og London.

Jeg har ringet til min adoptivfar, Ken, og han var glad for at hører fra mig. Han fortalte mig, at han er blevet skilt fra Penelope, og at han er henrykt over, at jeg rækker ud til ham. Han ved ovenikøbet hvor familien Tomlinson bor, da han åbenbart kender dem. Jeg fortalte ham der, at jeg ikke er interesseret i at hører mere om det, og det forstår han fuldt ud. Han gav mig deres adresse og fortalt mig, at jeg er velkommen til at komme og besøge ham, nu hvor jeg alligevel er hjemme.

Tre og en halv time senere bliver jeg vækket af taxachaufføren, som holder parkerer ude foran et ubekendt men hjemmeligt udseende hus. Det er stort, men det skal der selvfølgelig også være, når der har boet syv mennesker på samme tid. Jeg takker ham, aflevere de penge jeg skylder ham og får min kuffert ud af baggagerummet.

”Glædelig jul, frøken,” siger chaufføren med en tyk britisk dialekt og sender mig et stort smil. Jeg smiler et lille smil tilbage til ham og nikker kort, før jeg ruller min kuffert efter mig igennem sneen. Det er helt afgjort koldere, end jeg husker det.

Jeg kigger op på huset og ser, at der kun er ét enkelt lyds tænkt, og jeg kan se en skikkelse gå forbi vinduet lige i det, jeg kigger op. Jeg kigger ned på mit armbåndsur og indser, at klokken er knap seks om morgenen. Hvem skulle dog gide at være op så tideligt i en ferie og dagen før jul?

Jeg trækker på skulderne og går op til fordøren. Jeg banker på tre gange og venter. Jeg gaber og indset pludseligt, hvor træt jeg egentligt er. Det må være tidzonerne der leger med mit sovemønster.

Døren åbner kort efter, og jeg kigger op lige i det, jeg hører et lavt gisp.

”Amelia?” Gisper Jay og trækker mig ind i varmen. Jeg stiller min kuffert ved siden af døren og kigger på min mor.

”Godmorgen,” svarer jeg med stemmen fyldt af søvn.

”Hvad laver du her?” Spørger hun overrasket og forvirret. ”Ikke fordi jeg ikke er glad for at se dig - det er jeg - men hvorfor fortalte du mig det ikke?”

”Jeg vidste ikke selv, at ville komme,” svarer jeg, ”Det var en spontan ide, jeg fik efter, at jeg snakkede med Stephanie i går eftermiddags.” Jay siger ikke noget et øjeblik, hun kigger bare på mig med et varmt smil.

”Hun fortalte dig det, gjorde hun ikke?” Jeg nikker bare, og Jay folder sine arme omkring mig igen i et varmt kram.

”Det er så godt, at du besluttede dig for at komme, jeg er så glad for at se dig.” Jay diagerer mig med ind i køkkenet. ”Jeg kender fem andre som også bliver glad for at se dig.” Jeg smiler af idéen om at se mine søstre igen. Min smil forsvinder dog hurtigt igen.

”Tror du, at han vil snakke med mig?” Jay hvem med det samme, hvem jeg snakker om.

”Selvfølgelig vil han det. Jeg kender min søn, og jeg ved, at han ikke kan være sur på sin familie, det er hans svaghed,” svarer Jay med et smil og et glimt i øjet. Jeg griner en lille, oprigtig latter og nikker kun uden at svarer.

”Mor, hvem taler du til? Hvorfor er du allerede oppe? Klokken er lort om morgenen.” Jeg vender mig rundt og ser min lillesøster Charlotte komme gående ned ad trappen med pyjamas og morgenhår. Jeg fniser, og det får tydeligvis Lotties opmærksomhed.

”Amelia? Er det virkelig dig?” Spørger hun begejstret og lysvågen. Jeg smiler et træt smil og nikker. Jeg åbner mine arme for hende, og hun løber direkte ind i dem.

”Jeg er også glad for at se dig, Lottie,” hvisker jeg og giver hende et lille kys på toppen af hendes hoved.

”Hvorfor er du her? - ikke at jeg ikke er glad for at se dig - men hvorfor har du ikke sagt noget?” Spørger hun i én lang kører, og jeg griner.

”Jay har lige spurgt om præcis det samme, da jeg kom for ti minutter siden.” Charlotte hviner og krammer mig endnu en gang. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

”Shh, Lottie, du vækker hele huset.” Men da Johannah siger det, er det allerede for sent. To minutter senere er jeg omfavnet at tre yngre piger, og jeg får øjenkontakt med min tvillingebror for første gang i hvad føles som en evighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...