Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7858Visninger
AA

12. Sladderhank

Johannah Tomlinson lavede et løfte til sig selv om at lave et overraskelses besøg hos sin søn, og det løfter har hun tænkt sig at overholde. Efter de havde sagt farvel til Amelia, drog Johannah, Charlotte, Félicité, Phoebe og Daisy videre. Stephanie havde tilbudt at kører dem, fordi hun havde snakket med Johannah på forhånd, om alt, så hun ved, hvad der skal ske.

”Hvor skal vi hen?” Spørger Jays datter, Charlotte, da hun opdager, at de ikke er på vej til lufthavnen.

”Vi skal lige lave et stop, inden vi tager hjem,” svarer Jay og smiler til sin datter. Stephanie sender hende et opmuntrende smil. Selvom hun har det dårligt over det, var Stephanie nødt til at fortælle Amelias mor sandheden om hendes søn og den nuværende situation mellem hendes to ældste børn.

Johannah er ikke skuffet eller sur på ham. Hun er mere forstående, end han tror.

”Er det ikke Lous hus?” Spørger Charlotte begejstret, da de parkerer ude foran det store, bekendte hus.

”Det er lige det, det her, Lottie,” svarer Jay og stiger ud af bilen. Når alle er ude, låser Stephanie bilen og slutter sig til den store gruppe.

”Lad mig finde ud af, om de er hjemme. Jeg vil ikke have, at Louis eller nogen af de andre drenge ser jer lige med det samme - det skal helst være en overraskelse.” Hun siger det sidste mest på grund af pigerne.

Stephanie vender ryggen til familien og ringer på dørklokken, så den muntre melodi runger i hele huset med en skarp kontrast til situationen.

Igen er det Harry, der åbner døren.

”Hvad laver du her?” Spørger han og løfter det ene øjenbryn af hende. Det er ikke hans intention at lyde uhøflig, men Stephanie synes nu, at det er rigtig uhøfligt.

”Er Louis hjemme? Jeg skal snakke med ham.” Harry nikker blot og forsvinder fra døråbningen. Få minutter efter dukker Louis op i stedet. Han træder ud på dørtrinet og kigger bekymret på pigen foran sig.

”Er der noget galt?” Spørger han. Stephanie smiler undskyldende til ham og vender derefter blot blikket hen mod gruppen, der står få meter bag ham. Louis rynker panden i forvirring men følger sin venindes blik. Han er ved at tabe kæben, da han endelig får øje på sin familie. Stilheden trækker sig et par sekunder, før Daisy og Phoebe ikke kan dy sig mere. De hviner, hopper lidt op og ned, og løber derefter hen til deres storebror for at kramme hans ben. Louis kigger tilbage på Stephanie med hundrede spørgsmål i sine blå øjne, før han vender øjenkontakten til sin mor. Han krammer sine mindste søstre tilbage og går derefter hen til Charlotte og Félicité og trækker også hver af dem ind i et langt, genforenings kram. Stephanie fanger Louis’ blik rimelig hurtigt og skynder sig at genne alle pigerne ind i huset, så Louis og Jay kan snakke sammen under bare fire øjne.

”Hvorfor må vi ikke snakke med Louis?” Spørger Daisy og kigger irriteret på den ældre pige.

”Fordi det er så længe siden, Louis har set sin mor, og de har brug for at snakke,” svarer Stephanie.

”Det er da også længe siden, vi har set ham,” protesterer Charlotte og sender Stephanie et flabet blik. Stephanie kigger u-fornøjet på den unge pige og hendes holdning.

”Voksen snak,” uddyber Stephanie, og sender Charlotte et blik der siger, at sagen er lukket. Charlotte forlader fornærmet rummet. Félicité følger efter sin storesøster.

 

Udenfor står Louis og Johannah. Siden Stephanie og pigerne har lukket hoveddøren efter dem, er der ikke blevet sagt et ord. Louis har blandet følelser. Han er selvfølgelig glad for at se sin familie igen, han elsker sin familie, men han er også irriteret på Stephanie over, at hun brød deres aftale.

Jay smiler et kærligt smil til sin søn og folder sine arme omkring hans nakke i et længe ventet kram. Louis kunne bryde grædende sammen i selv samme øjeblik, men han trækker vejret dybt og synker klumpen i sin hals.

”Tillykke med fødselsdagen min søn,” siger Jay og trækker væk fra krammet, så hun kan kigge på sin søn. Louis smiler et lille smil.

”Det er først om nogle uger,” svarer han.

”Jamen jeg ser dig heller ikke før det,” svarer Louis’ mor med tårer i sine øjne. Louis mærker skyldfølelsen falde tungt i maven over tanken om, hvornår han sidst fejrede sin fødselsdag og jul med sin mor og søskende.

”Undskyld,” hvisker Louis og vil ønske, at han er et andet sted end her lige nu. Jay kærtegner sin søns ansigt med en tårefyldt smil.

”Det ved jeg, du er, skat.” Mor og søn sidder sig på trappetrinnet og snakker sammen indtil, det bliver for koldt, hvorefter de går ind til Stephanie og resten af deres familie.

 

Jeg sidder i stuen, da Stephanie omsider kommer hjem. Jeg har for længst spist aftensmad, og nu sidder jeg bare og ser tv.

”Hvor har du været?” Spørger jeg i det, hun træder ind i stuen.

”Hvad mener du? Du ved da godt, hvor jeg tog hen?” Svarer hun med en forvirret latter. Jeg kender hende efterhånden så godt, at hun ikke er så god en skuespiller, som hun gerne vil fremvise sig som.

”Det er fire timer siden, du forlod lejligheden med mor og pigerne. Det tager tyve minutter at kører til lufthavnen og tyve minutter hjem igen,” svarer jeg med en rolig stemme, stadig uden at kigge på hende. ”Det er kun fyrre minutter. Hvad skete der i de resterende tre timer?”

”Jeg blev ved dem indtil deres fly lettede.”

”Jeg kender dig alt for godt til at tro, at det er det, du gjorde. Vi kender dem ikke godt nok til at ville være sammen med dem alene i så lang tid.”

”Du er absurd, Amelia.” Jeg kigger endelig på hende. Som jeg forventede, undgår hun mine øjne.

”Kan du huske Kim og Emily? To af mine veninder fra, da jeg gik på Uni.” Spørger jeg. Stephanie stønner og smider sig på sofaen. Hun sætter sig op og kigger på mig med irriteret øjne. ”Du ville ikke være i samme rum med dem i bare fem minutter, hvis jeg ikke var der, eller hvis der ikke var hundrede andre studerende omkring jer. Nærmest ikke engang der ville du så meget som sidde ved siden af nogen af dem.”

”Det er ikke rigtigt,” protesterer hun med armene over kors, men hun undgår stadig mine øjne.

Men, hvad nu hvis det her?” Udfordrer jeg. ”Du reagerede på samme måde, da hun skulle mødes med Matthew for første gang uden mig - du tog ikke afsted uden mig. Stephanie indrøm det, du lyver for mig.” Jeg modtager intet svar. Jeg stirrer tålmodigt på hende, indtil hun sukker tungt, og jeg ved, at jeg har vundet.

”Yay,” kommenterer jeg med det største smil længe. Jeg smider hurtigt mit smil igen, da hun kigger på mig for første gange. Jeg har se hendes splittet følelser i hende øjne, og jeg ved, at det er noget stort.

”Jeg tog med Johannah og pigerne ud til Louis,” svarer hun langsomt og kigger godt efter min reaktion. Bare synd at hun ikke får en. Da jeg ikke svarer, fortsætter hun med at forklarer, ”Jeg burde overhovedet ikke sige det her, fordi jeg lovede Louis, at jeg ikke ville fortælle det til Johannah, og da slet ikke dig. Jeg har fortalt det til Jay, og nu fortæller jeg det til dig, fordi jeg er dårlig til hemmeligheder, og fordi jeg er et dårligt menneske.” Hun siger det hele i én lang kører.

”Træk vejret, Steph,” siger jeg og trækker vejret dybt med hende. Stephanie nikker og trækker vejret dybt med et bekymret blik. ”Fortæl mig så det hele fra starten.” Det gør hun. Hun fortæller mig alt fra den dag, hun efterlod mig grædende i vores lejlighed indtil i dag, hvor de alle troppede op foran Louis’ hus. Hun fortæller mig endda, at Louis fortryder alt, han har gjort, men, ”han har ikke nosser nok til at gøre noget ved det”, som hun siger.  

”Hvorfor fortæller du mig overhovedet det her? Ud over at jeg skal huske, at du ikke kan holde hemmeligheder.”

”Jeg har snakket med Jay om det. Hun synes, at du skal vide det, og nu hvor hendes søn ikke kan gøre det, så synes hun, at jeg burde sige det til dig.”

”Og hvad skal jeg så bruge den her information til?” Spørger jeg forvirret. ”Det er meget rart, at du synes, at jeg skal have det at vide, men jeg kan ikke se, hvordan det overhovedet kan ændre på noget?” Stephanie trækker på skulderne.

”Jeg er ikke tankelæser. Gør med det hvad du vil.” Og så rejser hun sig og går. Hun efterlader mig med den sidste kommentar.

”Hvad kan jeg dog bruge det til?” Råber jeg efter hende. Jeg modtager intet svar. Jeg stønner og falder tilbage på sofaen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...