Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7788Visninger
AA

3. Se frygten i øjnene

Dagen efter kunne Stephanie ikke styrer sin nysgerrighed mere.

”Kom nu, Amelia! Kom nu!” Sådan blev hun ved, indtil hun endelig knækkede mig. Jeg fortalte hende alt, hvad der skete dagen i forvejen.

”Så han stod bare der og så dumt til?” Jeg lader med vilje detaljerne om nærkontakt ude af min tilståelse. Jeg ved, at hun kan lide ham, jeg vil ikke gøre det imod hende, så jeg nikker bare.

”Kan du lide ham?” Jeg blinker og kigger på hende, som har hun vokset to ekstra hoveder.

”Fik du virkelig ikke andet ud af min historie end det?”

”Så du kan lide ham?” Stephanie presser på. ”Jeg vil ikke bebrejde dig, hvis du gør – jeg mener – har du set ham?”

”Steph.” Jeg afbryder hende i hendes lille tale. ”Kan du huske, da jeg fortalte dig, at han ikke er min fætter?” Stephanie kigger forvirret på mig. Jeg tænker mig om; fortalte jeg hende nogensinde om det? Har jeg nogensinde fortalt hende om mit liv, før jeg flyttede?

”Du har ikke sagt noget?” Jeg løfter et øjenbryn og kommer pludselig i tanke om noget.

”Jeg fortalte dig, at han er min fætter, og du tænker ikke engang to gange over det, inden du direkte spørger mig, og jeg er forelsket i ham?” Jeg kigger forvirret og forfjamsket på hende.

Stephanie rødmer. ”Det var ikke mærkelig for mig. Jeg har selv før prøvet, at –”

”Hør, jeg vil ikke engang vide det.” Stephanie rødmer endnu mere og fniser. Jeg ruller med øjnene.

”Så, er du?” Spørger hun. Jeg ryster på hovedet.

”Nej, han er ikke min fætter og nej, jeg kan ikke lide ham – overhovedet,” indrømmer jeg blankt.

”Hvad? Er han ikke din fætter?” Jeg kigger chokeret og overvældet på hende. Jeg tror, at jeg er mere chokeret over hendes reaktion, end hun er over nyheden.

”Er du helt seriøs lige nu? Hørte du ikke et ord af det, jeg sagde for 30 sekunder siden?” Hun kigger forvirret på mig.

”Sagde du noget der? Jeg må have tænkt på Sebastian.” Hun bider sig i læben og kigger ud i luften igen. Jeg slår mig selv på panden og rejser mig op fra sofaen. Det ser ud til at have vækket hende fra sin lille fantasi.

”Hvor skal du hen?”

”Jeg går i seng.” Jeg begynder at gå op ad trapperne.

”Men klokken er kun tre!”

”Jeg går i seng!” Råber jeg tilbage til hende og smækker min værelsesdør i bag mig.

Endnu en dag glider langsomt forbi, og jeg er tilbage til mit ligeglade, zombieagtige jeg.

Jeg sidder i stuen med Stephanie og ser en serie på Netflix, da min telefon ringer ved siden af mig. Uden at tage øjnene fra tv’et, acceptere jeg opkalder og tager telefonen op til mit øre.

”Hallo?”

”Amelia, hej!” Jeg sukker, da jeg hører Clarissas stemme på den anden ende af opkaldet.

”Hej, Clarissa, hvordan går det?” Spørger jeg retorisk, fordi jeg er får høflig til at lade være.

”Jeg har det fint. Hør, skat, jeg har fået nogle henvendelser fra tv shows. De vil gerne –”

”Nej,” afbryder jeg hende. Jeg ved allerede, hvad hun har tænkt sig at sige, og jeg er ikke interesseret i at give hverken udtalelser eller dukke op i fjernsynet.

”Amelia, bare hør!” Jeg sukker og lader hende tale. ”Ellen DeGeneres har kontaktet mig vedrørende et kort interview der bare handler om, hvordan du har det.” Jeg løfter et mistroisk øjenbryn.

”Ikke andet?”

”Ikke andet.”

Jeg tænker over det. Hvad er det værste der kan ske? Lige ud over at Ellen bliver vist for hele landet at se på, på samme tid, så ser jeg ikke noget skadeligt ved det. Jeg kan godt lide Ellen, og hvis hun gerne vil snakke på tv, så skal jeg give hende en snak.

”Okay, jeg gør det.” Der er stille et øjeblik. Stephanie sender mig et forvirret blik, men jeg trækker bare på skulderne.

”Virkelig?” Jeg ruller med øjnene og giver hende en godkendende lyd. ”Fantastisk! Jeg kommer og henter dig om en time!” Hun ligger på, før jeg kan nå at protesterer.

”Hvad?” Skriger jeg og springer op fra sofaen. Stephanie hopper og tumler til gulvet, hvorefter hun stønner af smerte.

”Hvad? Hvor brænder det?” Jeg fortæller hende det, Clarissa lige har fortalt mig, og det eneste hun gør, det er at tage fat i mit håndled og hive mig med op ad trapperne til sit værelse.

Den næste time er så tumult og forvirrende, at jeg ikke er helt klar over, hvad der overhovedet er sket. Men før jeg ved af det, sidder jeg i bilen sammen med Clarissa og Stephanie på vej til min vise død.

”Hvorfor er du taget med Steph? Det er slemt nok, at du kan se det i fjernsynet, behøver du at se med live?” Stephanie nikker bare med et uskyldigt smil. Jeg stønner og lukker øjnene.

Da vi ankommer, tjekker jeg lynhurtigt min makeup i spejlet og sukker. Stephanie har fået mig til at ligne Lily Davis, og jeg ved, at det er med vilje. Det ser så mærkelig ud uden de grønne øjne og det blonde hår. Jeg tager min solbriller på igen og lukker bildøren efter mig. Jeg går ind i studiet lige i hælene på Clarissa og Stephanie. De virker til at komme ufatteligt godt ud af det med hinanden.

”Du behøvede ikke at få mig til at ligne en klovn,” vrisser jeg ad hende, men jeg får bare en latter smidt lige i hovedet.

”Op med humøret, A!”

”Ingen kalder mig A.” Kun Louis.

Apropos Louis…

”Amelia?” Jeg kigger langsomt op på ham igennem mine solbriller.

”Louis.” Jeg nikker kort og vender mig om for at gå.

”Hvad laver han her?” Spørger Stephanie. Hun prøver at lyde, som om hun væmmes over ham, men jeg ved, at hun er begejstret for endelig at se One Direction tæt på. Hun er nemlig en kæmpe fan. Men hun prøver, og jeg kan ikke forlange andet.

Ingen svarer, men Clarissa ser skyldig ud. Jeg stopper og kigger på hende. Jeg tager mine solbriller af.

”Hvad har du gjort?” Spørger jeg hårdt og bittert. Hun udånder tungt og mumler noget, jeg ikke kan høre, alt imens hun fumler med sin vielsesring. Jeg beder hende om at gentage det, og hun sukker tungt med et skyldigt ansigt.

”Jeg fortalte dig ikke hele sandheden, Amelia.” Jeg vender mig om for at gå ud af bygningen, men Clarissa tager fart i min overarm og hiver mig tilbage til hende. ”Kom nu, Amelia, du er nødt til at se din frygt i øjnene.” Jeg kigger ondt på hende i et kort øjeblik, før jeg vender ryggen til hende og går nærmere ind i bygningen til det sted, hvor jeg skal være. Stephanie og Clarissa følger lydløst efter.

Jeg har været her før, så jeg ved lige præcis, hvor jeg skal hen.

Jeg går ind i det lokale, hvor der står mit navn på døren. De andre to følger efter mig og lukker døren efter sig. Jeg bliver mødt af Lou Teasdale, One Direction’s stylist.

”Er jeg gået forkert?” Spørger jeg forvirret. Jeg kender Louise fra de få One Direction koncerter, jeg har været med til i den korte tid, jeg har kendt dem. Hun er en bekendt.

Lou griner. ”Nej, søde, jeg er her for at gøre dig klar til showet.” Jeg går langsomt hen til stolen foran det store spejl. Jeg kigger på alt makeuppen foran mig og kigger på Lou i spejlet. Hun smiler til mig.

”Jeg har bare tænkt mig at fixe dig hår en lille smule.” Jeg nikker bare og spiller et spil på min telefon.

”Burde du ikke være sammen med One Direction?” Spørger jeg. Jeg kan ikke holde den bitre klag ude af mine ord.

”Jo, det burde jeg måske, men jeg har allerede fuldført mit arbejde, så jeg valgte at være her med dig.”

”Oh.” Louise Teasdale smiler kun et varmt smil til mig.

Døren åbner, men jeg kan ikke se, hvem det er. Først når personen dukker op ved siden af Louise, ser jeg, at det er Harry og Lux. Harry og jeg får øjenkontakt, men Harry er den første til at bryde den ved at vender sig mod Lou.

”Du kan ligge hende på sofaen,” siger Louise og peger på sofaen i hjørnet. Harry bærer den sovende baby hen til sofaen og ligger hende stille ned. Han kommer hen ved siden af Lou igen og begynder at snakke med hende. Stephanie kommer hen til mig og sidder sig ned i stolen ved siden af mig. Hun skæver op til Harry og kigger spørgende tilbage på mig. Jeg ryster diskret på hovedet, og hun nikker selv én enkel gang.

Fem minutter efter bliver jeg kaldt på scenen. Jeg står ved siden af scenen uden for synsvinkel sammen med Harry, Niall, Liam og Louis bag mig. Jeg kigger ud på Ellen i sin stol ved siden af en lang sofa. Jeg får en tungt følelse i maven, og jeg skrifter vægten fra den ene fod til den anden, tydeligt ubekvem.

”Nervøs?” Spørger Niall. Jeg kigger på ham og nikker kort, hvorefter jeg kigger væk igen.

”… Giv en stor hånd til Amelia og One Direction!” Jeg trækker vejret dybt og går ind på den store scene med et kæmpe, falskt smil.

”Velkommen!” Ellen giver mig et kram.

”Tusind tak, fordi vi måtte komme!” Siger jeg med kunstig begejstring. Jeg ønsker intet andet end at ligge derhjemme på sofaen med en pose chips og en serie.

”Drenge! I har lige udgivet jeres nye album, ikke sandt?” Spørger Ellen og kigger på de fire fyre ned siden af mig. Jeg har sat mig på pladsen tætteste på Ellen, og fordi jeg er vildt heldig i mit liv, sidder Louis ved siden af mig.

”Ja, det har vi, og vi er meget begejstret,” siger Liam med et stort smil. Jeg smiler selv et lidt mindre smil, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt trist over tanken. Jeg vil så gerne selv være i gang med musik hver dag, men det kommer ikke til at ske, fordi jeg har ødelagt det for mig selv.

”Vi kan jo ikke nægte grunden til, at vi sidder her lige nu. Amelia.” Jeg kigger op på hende med et lille smil. ”Kan du fortælle os, hvad der skete?” Jeg kigger på de fire drenge, ud mod publikum og tilbage til Ellen.

”Selvfølgelig, øhm.” Jeg trækker vejret dybt og tænker kort over den rigtige måde at takle situationen. ”Jeg har altid villet ind i musikindustrien. Jeg lavede covers på YouTube, og jeg elsker at synge. Men jeg har aldrig rent faktisk vist mit ansigt på nogen af de videoer. Måske er der nogen som kender de videoer, og måske er der ikke, men sagen er, at jeg ikke er bekvem ved at alle ved, hvem jeg er.” Louis fnyser hånligt over der her, og jeg modstår trangen til at rulle med øjnene. Ellen lader det dog ikke passere.

”Louis.” Han kigger på hende. ”Du virker ikke helt overbevidst?” Louis trækker på skulderne.

”Jeg vil bare sige, at det så måske ikke er det rigtige sted for hende.” Publikum reagerer i klap og råb af enighed. Jeg smiler et bittert smil og blinker tårerne væk.

”Men alligevel sidder jeg her.” Jeg trækker på skulderne.

”Men Louis, Amelia er din familie? Selvfølgelig kendte du til dette, ikke sandt?” Jeg trækker vejret dybt og forsøger at synke klumpen i min hals, men det bliver bare større. Jeg kigger op i loftet og blinker tårerne væk. Og jeg som troede, at pladserne var det værste, som skulle ske i dag.

”Sandheden er, at jeg kun kendte til Amelia ganske før alle andre.” Gisp bliver hørt i publikum, og jeg griner en kort, humorløs latter.

”Er det rigtigt, Amelia?”

”Jeg vidste ikke Louis var familie, før mine adoptivforældre dukkede op der, hvor jeg boede og fortalte mig det.”

”Så du kendte til det før Louis?”

”Jeg kendte til det, lang tid før jeg mødte Johannah.” Louis trækker vejret dybt ved siden af mig. Der er så mange ting, som han ikke vidste. Det var ikke lige sådan et tidspunkt, jeg havde regnet med, at han ville få det at vide.

”Det var alt vi nåede i dag, -” Jeg hører ikke efter, hvad hun siger. Det er kun, når jeg ved, at jeg må gå, at jeg styrter ud fra scenen. Jeg løber ind i rummet med mit navn på, og det er først der, jeg lader mine ben falder sammen under mig, og jeg græder mit lille hjerte træt. Stephanie og Clarissa kommer selv løbende ind og prøver at trøste mig.

”Det er okay, Amelia, du vidste det ikke.” Jeg rejser mig op fra gulvet, og jeg sender Clarissa onde øjne. Hun tager et skridt tilbage.

”Det er ikke okay! Det er din skyld, at det her skete, og jeg tror aldrig, at jeg kan tilgive dig for det!” Jeg går hen til det store spejl og begynder at fjerne min makeup med hurtige, vrede bevægelser.

”Jeg ved, at det er min skyld i dag, men jeg prøvede kun at hjælpe!”

”Hjælpe?!” Nærmest skriger jeg og vender mig mod hende. ”Ved at udstille mig på landsdækkende tv? Ved at sætte mig i en frygtelig situation med dem? Det udstillede mig som den onde i det her! Det er nok, at jeg allerede er den onde, men det her har kun gjort det hele værre!” Skriger jeg ad hende. Jeg vender mig for at fjerne resten af min makeup, da en stemme pludselig skærer igennem stilheden med en kniv.

”Du har ret.”

”Hvad vil du, Louis?” Jeg behøver ikke et ansigt for at vide, hvem det er.

”Hvorfor fortalte du det aldrig til mig?” Jeg sukker og ligger den beskidte vådserviet på bordet. Jeg er alligevel færdig.

”Det var aldrig min ting at sige,” kommenterer jeg og sidder mit hår op i en rodet knold på toppen af mit hoved.

”Du har grædt.” Det er ikke et spørgsmål. Jeg sukker tungt og tager mine solbriller i den ene hånd og min taske i den anden. Jeg vender mig mod ham.

”Er du overrasket over, at jeg faktisk har følelser?” Louis sukker og tager sig til hovedet. ”Er du overrasket over, at jeg faktisk er et menneske og ikke bare en robot til programmering?”

”Det er ikke det, jeg mener Amelia.”

”Det er ligegyldigt, hvad du mener, Louis. Du hader mig; du hader det, jeg har gjort; og du ønsker ikke at være i nærheden af mig. Det har du gjort rimelig klart.” Jeg træder et skridt nærmere og kigger op på ham.

”Du kender mig ikke, Louis, du ved ikke, hvad jeg har været i gennem. Ikke kun i den sidste måned, men i det sidste år. Det havde du ikke tænkt på, havde du vel, lillebror?” Jeg tager mine solbriller på og slynger min taske over min skulder. ”Vær venlig at flytte dig.” Louis skynder sig til siden, og jeg forlader bygningen med Stephanie og Clarissa i hælene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...