Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle, men Amelia dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, har Amelias liv ændret sig drastisk; og kun for det værre.
Amelia finder ud af, at det næsten er en umulig opgave at finde lyset i mørket. I hvert fald uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen. Hun skal tro på sig selv og på sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, så vil det være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.
*Efterfølger til "På afveje"*

12Likes
3Kommentarer
7742Visninger
AA

17. Oprydning

”Okay, først skal vi have ryddet op i din lejlighed, have den solgt og købt en ny.”

”Hvorfor er det nødvendigt?”

”Det er den lejlighed du boede i, da du var Lily Davis, ikke sandt?”

”Jo…”

”Præcis. Derfor skal den væk sammen med alle andre ting. der har forbindelse til Lily Davis.

”Hvorfor er det nødvendigt, Louis?” Noget af tingene har affektionsværdi for mig. ”Hvorfor skal det ud bare, fordi jeg har rørt ved det iført en blond paryk?”

”Fordi du vil tænke på Lily Davis, hver gang du kigger på det, og det er en periode i dit liv, som du er nødt til at glemme.”

”Jamen… jeg kunne godt lide den del af mit liv.” Louis stopper, hvad han laver og kigger endelig på mig. Vi står i mit værelse i min lejlighed, og Louis er lystigt i gang med at kassere alt, som han ved har været en del af Lily Davis.

”A, du er nødt til at være villig til at give slip på hende. Hvis du vil have verden til at glemme hende, så skal du også selv glemme hende.”

”Det er lidt svært, når hendes musik - min musik - er overalt på internettet, Louis.”

”Nej, det er ej.”

Hvad?” Louis kigger på mig med rynket pande.

”Jeg troede, du vidste det.”

”Vidste hvad, Louis?” Spørger jeg irriteret.

”Det burde virkelig ikke være mig som-”

”Vidste hvad, Louis?” Afbryder jeg med hævet stemme. Louis sukker og lader en hånd køre hen over hans ansigt.

”Kort tid efter du, du ved, blev ”afsløret”, traf dit pladeselskab en beslutning som betød, at de fjernede alt musik nogensinde skrevet, indspillet og optaget af Lily Davis; audio, musikvideo, mp3, koncert - alt. Det er væk, Amelia.” Min verden stopper et kort øjeblik, og jeg snapper efter vejret.

”Hvad mener du med ”væk”?” Hvisker jeg, imens jeg stirrer ned i gulvet.

”Du ved, hvad jeg mener, A.” Selvfølgelig ved jeg, hvad han mener, jeg kan bare ikke fatter det.

”Hvorfor har jeg ikke hørt om det her før?”

”Clarissa fortalte mig, at du havde fået det at vide.” Jeg fnyser og nikker. Jeg trækker på skulderne af mig selv og fortsætter med at smide tøj i plastikposer. Der er så meget af det, at det er helt latterligt.

”Amelia…”

”Jeg har det fint, Louis, ikke tænk på det.” Jeg prøver ikke engang på at få ham overtalt. Jeg er så træt af den familie lige nu. ”Det er bare endnu en ting fra mit gamle liv, som jeg kan glemme.” Vi fortsætter resten af oprydningen af mit værelse i stilhed.

* * *

Det Louis fortalte mig om min musik og familien Beverly har fået mig til at tænke på en helt anden måde; det er som om alt bare står fuldstændig klart for mig. Der er kun én ting, der vil kunne hjælpe mig med at komme videre; ved simpelthen bare at boykotte alle dårlige eller Lily Davis involveret ting, der er sket i det sidste to år af mit liv. Penelope og Ken, alterego Lily Davis og alle hendes ting, og familien Beverly - specielt Matthew. Det er én ting at håndterer det og løse sine problemer, og det er noget andet at have problemer som ikke kan fixes. Mine problemer med Matthew kan ikke fixes, og alt hvad han har gjort imod mig, er ting, som jeg aldrig vil kunne tilgive ham for, og det ved han godt. Derfor er jeg så glad for, at han endelig har givet op og lader forholdet til Stephanie blive alvorligt. Jeg ønsker ikke andet end lykke for min bedste veninde.

Jeg har fået solgt min lejlighed, og det var faktisk lettere, end jeg troede. Den ligger åbenbart geografisk godt for en familie, så det er jo godt.

Stephanie er flyttet i lejlighed med Matthew, så jeg har fået mig selv en passende toværelses lejlighed i centrum.

Der er dog kun én ting, jeg mangler.

”Louis?” Jeg får min tvillingebrors opmærksomhed. Jeg vender mig, så jeg kan så ham på sofaen ved siden af mig.

”Hvad så?” Han efterligner mine bevægelser, så vi kan se hinanden. Jeg sidder med min notesbog i mit skød.

”Jeg har én ting, som jeg gerne vil gøre.”

”Sig frem.” I stedet for at sige det, viser jeg ham blot den færdige sangtekst i min notesbog. Når han kigger op på mig igen, ved jeg, at han har læst den. han sender mig et lille smil og nikker én enkel gang.

”Det tror jeg godt, jeg kan arrangere.”

 

”Er du sikker på det her?” Spørger Louis og kigger bekymret på mig. Johannah, Charlotte, Félicité, Phoebe og Daisy står bag ham og sender mig lignende blikke, selvom Phoebe og Daisy mest af alt virker spændt.

”Ja, jeg er klar.” Jeg holder mikrofonen i et stramt greb og trækker vejret dybt for at få mig selv til at slappe mere af. Det er jo ikke noget, som jeg ikke har gjort før.

”Du kender stikordet, og hvad du skal gøre,” siger Louis, før han forsvinder ud på scenen med resten af sine bandmedlemmer.

”Er du nu sikker på der her, skat?” Spørger min mor og kigger lige bekymret på mig som Louis, men jeg ser også en anden form for forståelse i hende øjne - Louis har den også, hendes er bare anderledes, fordi hun er min mor.

Jeg nikker: ”Jeg er nødt til at gøre det her for mig selv. Hvad de vælger at gøre med det er op til dem.” Jay nikker forstående og forsvinder ud gennem døren med sine døtre. De skal ned foran i publikummet for at se koncerten.

Jeg står omme bag ved til en One Direction koncert, hvad drengene har lovet fansene, at der kommer en helt speciel overraskelse, men hvad de ikke har sagt er, om det er en god eller en dårlig overraskelse. Det er helt op til dem selv, om de synes, den er god eller dårlig.

En lille time senere, da de er færdige med deres første halvdel, og der er en lille pause, tager Harry sin mikrofon op til sine læber igen.

”Vi har jo lovet jer en overraskelse.” Der bliver stille i arenaen, alle er spændt på at finde ud af, hvad den store overraskelse er. Jeg kan mærke nerverne helt ned i mine tæer og ud i mine fingrespidser. Jeg strammer mit greb om min mikrofon endnu en gang. ”Det er en helt speciel person, som betyder noget ganske særligt for os alle samme,” fortsætter han og peger på sig selv og sine venner. Jeg smiler lidt for mig selv. Jeg er så glad for, at jeg kan fået rodet ud i alt rod, der har været i mellem drengene og jeg, og nu er de mine bedste venner. Selvom Harry og Louis dog altid vil have hver deres specielle plads helt tæt på mit hjerte.

”For omkring et halvt år siden skete der noget,” fortsætter Louis, ”noget som væltede vores opfattelse af denne ene person 180 grader. Jeg indrømmer selv, at jeg ikke har været meget støttende overfor denne specielle person, og det kommer jeg til at fortryde resten af mit liv.” Louis kigger hen på mig med et undskyldende blik, og jeg nikker blot én gang med at lille smil. Han smiler endnu en gang et stort smil som smitter af på mig selv.

”Mine damer og herre tag godt i mod min bedsteveninde, og Louis’ tvillingesøster, Amelia Sophia Tomlinson,” siger Niall ind i sin mikrofon. Jeg går ind på scenen, mit lange hår flagrende bag mig, mine stilletter klikker på det glatte scenegulve, med et stort smil på mine rosenrøde læber. En masse samtaler springer ud af One Directions fans, da de ser mig. Jeg går hen til Louis og giver ham et hurtigt knus, hvor jeg siger tak ind i hans øre. Han nikker og skubber mig svagt frem ad. Louis, Harry, Niall og Liam sidder sig på sofaen som står bagerst på scenen.

”Hej alle sammen,” siger jeg ind i mikrofonen, og min stemme runger rundt i arenaen. De fleste af dem bliver stille for at høre, hvad jeg har at sige, men nogen af dem stadig snakker indbyrdes. ”Som Louis sagde lige før, så skete der noget for cirka et halvt år siden som vende op og ned op mit eget liv ligeså meget som jeres opfattelse af mig. Lige siden jeg var lille har jeg elsket at synge, jeg kan huske, at jeg dansede rundt på mit værelse og skreg i vilden sky, indtil min adoptivmor begyndte at råbe af mig,” jeg griner for mig selv, men mit smil forsvinder, da jeg snakker om Penelope. ”Hun har sagt nogle ting, som jeg ved ikke er sandt, men det betyder ikke noget mere. Det eneste der tæller er, at jeg ikke kan forvente, at I nogensinde vil kunne glemme det, jeg har gjort, og det eneste, jeg kan gøre for at ændre jeres mening om mig er ved at undskylde. Undskyld,” hvisker jeg ind i mikrofonen og trækker vejret dybt. Bare hele idéen om, at jeg står så scenen lige nu - som mig selv - uden noget at gemme mig bag ved er skræmmende. Jeg laver et signal og musikken starter. Klaveret begynder at spille.

What have I got to do to make you love me? What have I got to do to make you care? What do I do when lightning strikes me? And I wake to find that you're not there?” Jeg ligger hele mit hjerte i teksten, og da jeg når omkvædets slutning, er jeg tæt på tårer: ”sorry seems to be the hardest word

Når jeg synger den sidste tone, har jeg tårer løbende ned ad mine kinder, og jeg trækker vejret tungt. Først er der ingen reaktion, der er helt stille. Det eneste signal på liv er de telefoner der bliver holdt på for at optage hele seancen.

”Tak for jeres tid,” hvisker jeg ind i mikrofonen og begynder at gå ud af scenen. Jeg bliver dog stoppet af én person, der begynder at klappe. Jeg vender mig rundt og ser min bror stående foran sofaen. Han smiler stort til mig, imens han langsomt - sammen med Liam, Niall og Harry - går frem mod kanten af scenen. Han klapper af mig sammen med de andre drenge. Jeg kigger på publikum, da jeg hører nogen der som også begynder. Min mor og mine små søskende klapper også.

”Yay, Amelia!” Råber Phoebe og Daisy i munden på hinanden med deres arme smidt op over deres hoveder. Inden længe har de fået resten af arenaen til at klappe og huje. Jeg snøfter og kigger uforstående på Louis. Han smiler stort til mig og løfter sin mikrofon til sine læber.

”Giv en stor hånd til min modige storesøster!” Råber han over lyden fra publikum. Jeg griner og slår ham på armen over brugen af ordet ’storesøster’. Det bruger han kun, når han vil have mig i bedre humør. Det virker som regel hver gang. Jeg elsker at kunne sige, at jeg er ældre end ham.

Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg har det lige nu. Det er ubeskriveligt at få sådan en reaktion ud af en flok teenagere som siger, de hader mig. Godt nok er det kun en meget lille del af befolkningen, men hvis jeg kender Directioners rigtigt, så ender videoerne fra i aften på internettet i Japan inden i morgen tidelig. Jeg vil aldrig have mulighed for at kunne betale Louis tilbage for det her - intet i verden vil nogensinde være nok til at kunne hamle op med det, han har gjort for mig i dag. Uanset hvad han selv tror, så har han vist mig mere end rigeligt, hvor meget han holder af mig. Jeg vil aldrig glemme det her. I sidste ende havde jeg ret alligevel; Louis er mit lys, og han vil altid være der for at rive mig væk fra det mørke som luger bag hvert et hjørne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...