Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7791Visninger
AA

6. Løsning?

Folk har spurgt mig førhen, om jeg vil ind i musikbranchen igen. Mit svar er altid det samme: ”Hvis det nogensinde bliver muligt for mig igen” med et stort, glad og kunstigt smil. Sandheden er, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde vil ind i branchen igen. Lige nu handler det bare om at få hele verden til at tro, at jeg er kommet videre, - også selvom jeg ikke er - og at det ikke betyder noget for mig mere.

Jeg har tænkt meget over, hvordan livet kommer til at være, når først alt det her har lagt sig igen.

Jeg har tænkt over, om jeg nogensinde kan få et rigtigt arbejde, når alle kender mig som en løgner.

Jeg har indset, at hele den her ”plan” aldrig har været tænkt helt igennem.

Jeg sidder i min egen verden på sofaen i stuen, da det ringer på fordøren. Normalt tjekker jeg altid for at sikre mig, at det er en, jeg kender, - at det ikke er en der vil gøre mig ondt - men den her gang ved jeg ikke, hvorfor jeg ikke gjorde.

”Harry? Hvad laver du her?” Spørger jeg forbavset, da Harry kommer brasende ind efter, jeg har åbnet døren. Jeg kigger febrilsk og hurtigt ud af døren for at sikre mig, at Harry ikke er blevet set.

”Hvad tænker du på? Du kunne have blevet set,” vrisser jeg irriteret og sur. Harry trækker bare på skulderne og tager min hånd i sin. Jeg trækker min hånd til mig og går forbi ham ind i stuen.

”Er det ikke slemt nok, at du er blevet set med mig offentligt så mange gange? Vil du også have, at alle tror, at du er sammen med mig? Vil du virkelig gerne ses på som en medsammensvoren til mine løgne og bedrag? Du har ingen ide om, hvad det gør ved din karriere og dit ry. Harry, du er nødt til at tænke på dig selv-” Jeg bliver afbrudt af Harry læber på mine. Jeg omfavner hans ansigt med mine hænder, og en tåre løber ned ad min kind. Jeg kysser ham tilbage et kort øjeblik, før han trækker sig tilbage uden at slippe sit greb på min talje.

”Du bekymre dig for meget.” Harry smiler sit drenget smil og gav mig ende et lille kys på læberne.

”Du bekymre dig for lidt,” svarer jeg, hypnotiseret af Harrys grønne øjne.

”Det er derfor, vi passer så godt samme.” Jeg smiler sammen med ham og for første gang, kan jeg ikke mærke den mørke sky som svæver over mit hoved.

 

”Hvorfor er du her overhovedet?” Spørger jeg Harry efter nogle minutter i stilhed.

”Er det ikke nok, at jeg ville se dig?” Spørger han med et smørret smil. Jeg griner kort og ryster på hovedet.

”Fjollet, lille dreng.”

”Hey - jeg er kun tre år yngre end dig.”

”Tre år gør meget,” svarer jeg og trækker på skulderne. Jeg vender mig med ryggen til ham for at gå ind i køkkenet. Jeg er næsten nået mit mål, da jeg pludseligt mærker et par arme omkring min talje. Jeg gisper og ligger mine hænder over Harrys arme. Han vender mig i sine arme og løfter mig over sin skulder.

”Harold Styles, sæt mig ned lige nu,” hviner jeg og slår hans ryg med flad hånd. Harry griner bare og begynder at gå den modsatte vej. Jeg bliver smidt tilbage på sofaen, så jeg ligger ned, og Harry støtter sin vægt med sine hænder så hver side af mit hoved.

Jeg griner og slår ham på brystet. Jeg kigger på ham og ser, at han allerede kigger på mig. Der er stille. Jeg læner op og fanger hans læber med mine.

”Men seriøst, hvorfor er du her?” Spørger jeg nogle minutter senere, når vi begge har fået pusten tilbage igen. Harry sukker og hjælper mig op at sidde. Jeg læner mig ind mod ham, så vi sidder ved siden af hinanden.

”Hvad vil du sige, hvis jeg fortæller dig, at jeg har en måde at fixe alt det her?” Spørger han og bider sig i læben med et lille smil. Jeg løfter et øjenbryn ad ham.

”Jeg vil sige, at du er sindssyg.” Jeg rejser mig fra sofaen og går ud med køkkenet med Harry bag mig.

”Hvad? Hvorfor?” Jeg vender mig mod ham med et glas i hånden og trækker vejret dybt.

”Der er ikke noget, der skal fixes, Harry. Der er ikke noget, der kan fixes.”

”Hvad mener du? Selvfølgelig er der det, Amelia.” Jeg sætter glasset hårdt på bordet ved siden med mig.

”Nej, Harry, det er der ikke. Jeg forventer ikke, at du forstår, Harry. Du er også kun en lille dreng.” Harry kigger fornærmet og surt på mig. ”Du kan blive så sur og fornærmet, som du gerne vil, Harry, men det ændre ikke på, at du kun er 18 år gammel.”

”Og hvad så, Amelia? Du er kun 20.”

”Det gør ingen forskel Harry, jeg fylder 21 om nogle få måneder.”

”Alder betyder ikke noget.” Jeg fnyser og ryster på hovedet med tårer i øjnene.

”Måske gør det ikke, Harry, men det betyder noget, at du er min tvillingebrors bedsteven.”

”Louis er ligeglad.” Jeg slår i bordet med en knyttet næve.

”Men der er jeg ikke, Harry,” råber jeg med en enkel tåre trillende ned ad min kind. ”Uanset hvor meget Louis hader mig, så ved jeg inderst inde, at han ikke vil være ligeglad. Jeg kender ham måske ikke så meget, som du gør, men det betyder ikke noget.” Jeg vender siden til ham og fylder vand i glasset. ”Jeg vil have, at du går nu.”

”Amelia-”

”Gå,” råber jeg uden at kigge på mig. Mine øjne fokuserer på det rystende glas i mine usikre hænder. Der er ikke andre lyde end den lyd, døren laver, når den bliver smækket hårdt i.

Først da jeg ikke kan hører bilen mere, lader jeg mig selv knække. Jeg taber glasset i håndvasken og glider langsomt ned ad disken på den modsatte side indtil, jeg ender på gulvet. Jeg er så opløst af gråd, at jeg ikke hører hverken hoveddøren der åbner, eller Stephanies bekymret stemme.

Første en evighed senere er jeg i stand til at åbne mine øjne og kigge på min bedsteveninde. Stephanie sender mig et lille, opmuntrende smil og kun får mig til at bryde grædende sammen igen.

”Shh, shh, det skal nok gå, skatter, det skal nok gå.”

Jeg trækker vejret dybt og snøfter en enkel gang. Jeg fjerner Stephanies arme og rejser mig up fra gulvet. Jeg vakler lidt men finder hurtigt min balance. Jeg går hen til håndvasken og tager glasset med mine rystende hænder. Jeg fylder vand i igen og drikker. Jeg sætter det fra mig igen og går ind i stuen. Jeg finder min taske og tager den pakke servietter, jeg har gemt i mit rod. Jeg tørrer mine øjne og puster min næse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...