Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7775Visninger
AA

5. Følelser

Harry og jeg sidder på en café i centrum. Normalt forlader jeg ikke min lejlighed, fordi jeg ikke kan lide den måde folk kigger på mig. Jeg ved, at de dømmer mig - jeg kan se det i deres øjne, når jeg får øjenkontakt med nogen af dem. Men i dag har jeg gjort en undtagelse, og den undtagelse er, at Harry troppede op ved min hoveddør for to timer siden og tvang mig med ham. Heldigvis for os begge to, fik jeg noget til at gøre mig selv præsentable. Jeg er ikke en stor favorit i medierne i forvejen, og hvis jeg ikke gør mit bedste for at se pæn ud - at se sund og glad ud - bruger de det imod mig. Det vil også se dårligere ud for Harry end det gør i forvejen, hvis jeg ikke er præsentable. Han leger med ilden bare ved at blive set sammen med mig på gaden.

”Hvorfor skal vi netop være i centrum?” Spørger jeg med dirrende stemme og kigger nervøst omkring mig. Jeg fanger Harrys blik, og han smiler til mig. Han ligger sin hånd ovenpå min hånd som ligger på bordet. Jeg kigger fortvivlet ned på vores hænder og trækker min hånd mig uden et ord. Jeg kigger væk fra mig, men jeg kan mærke, at han kigger på mig.

”Hvorfor er vi hér, Harry? Prøver du at bevise noget?” Jeg prøver at omformulerer mit spørgsmål, så han kan forstå det.

”Jeg er ikke noget at bevise, Amelia.” Jeg kigger på ham og undgår med vilje den øjenkontakt, jeg ved, han gerne vil have. Jeg mister min tålmodighed.

”Hvorfor er vi her?” Råber jeg, men jeg fortryder det også med det samme. Jeg kigger nervøst omkring mig, men jeg ånder lettet op, da jeg indser, at der ikke er nogen der kigger hen på os. ”Hvorfor er vi her?” Spørger jeg igen, denne gang lige over en hvisken.

”Jeg vil bare gerne se dig.” Harry smiler fredfyldt til mig og fortsætter med at kigge på mig med sine klare, grønne øjne. Jeg svarer ikke. Jeg kigger ned på mine hænder på bordet.

”Jeg har hørt at du og Matthew ikke er så talefod, hvad er der med det? Jeg troede, du kunne lide ham?” Jeg kigger forbløffet og lidt irriteret op på ham.

”Jeg kan ikke se hvilken relevans det har for noget lige nu. Hvordan ved du det overhovedet?” Spørger jeg og ignorerer det sidste, han sagde. Harry trækker på skulderne.

”Ser du aldrig nyhederne eller tjekker de sociale medier?” Han smiler til mig. Jeg løfter et øjenbryn og tager min mobil ud af min lomme.

”Nej, jeg har ikke haft tid-” Jeg åbner min Twitter applikation og stopper idet, jeg ser, hvad Harry snakker om. Alt hvad Harry sagde, står lige her, højt og larmende, så min startside. Jeg tager mig til hovedet - Stephanie kommer til at hade mig. Min telefon bliver taget ud min hånd og erstattet med en anden. Jeg fjerner min hånd fra mit ansigt og kigger på vores sammenknyttet hænder. Denne gang fjerner jeg ikke min hånd. Jeg kigger op på Harry og smiler et lille trist, oprigtigt smil. Denne gang lader jeg ham trøste mig.

Få timer efter træder mig ind i den lejlighed, jeg deler mig Stephanie og ånder lettet op, da jeg opdager, at hun ikke er hjemme. Jeg tager mine sko af og hænger min frakke op på knagen. Jeg tager min taske med ind i stuen og smider den ved siden af mig selv på sofaen.

”Troede du, at jeg ikke var hjemme?” Jeg hopper en halv meter fra sofaen og fjerner mine hænder fra mit ansigt. Jeg kigger hen på døren til badeværelse, hvor Stephanie står i døråbningen.

Jeg ryster på hovedet. ”Næh,” svarer jeg og trækker på skulderne. Jeg tager fjernbetjeningen og tænder for tv’et, alt imens jeg tænker over de trøstende ord, Harry sagde til mig: ”Selvfølgelig har hun set det, hun er en pige.” Jeg er ikke sikker på, hvad det overhovedet skal betyde, og jeg spurgte heller ikke. Jeg er heller ikke sikker på, om jeg overhovedet vil vide, hvad han mener med det.

Tv’et tænder på den sidste kanal, den har været indstillet på, og selvfølgelig er den en sladderkanal. En der omhandler berømtheder for at være helt præcis. Denne gang er det en lille opfrisker af det, jeg gerne ville have undgået.

”Forleden dag blev Amelia Tomlinson spottet sammen med veninden Stephanie Cameron. Sammen med dem var sønnen til Clarissa og Benjamin Beverly. Matthew Beverly er sagt at være den der står bag udspredelsen af sandheden om Tomlinson liv og motiver. Vi har fået fortalt af en pålidelig kilde, at Cameron og Beverly snakkede, delte historier og grin sammen, imens forhenværende sanger og skuespiller blot sad og lyttede til musik på min mobil.

Er vore alles Amelia Sophia Tomlinson så knust og ødelagt, at hun ikke engang kan opretholde en rigtig samtale med sine venner?

Tideligere på aften har vi fået fortalt, at Tomlinson og Beverly delte en temmelig hed samtale ude foran caféen netop før, vi ser dem sammen med Cameron.

Hvad foregår der mellem Matthew og Amelia? Er der følelser i klemme efter sandheden kom frem? Her på redaktionen er ved enige om, at parret blot opholder en fjendtlig facade for at skjule for det faktum, at de er vildt forelsket i hinanden.

Skriv den mening til os op vores hjemmeside, så vi kan diskutere og sladre om dette pars hemmelige liv.”

Kvinden smiler et smørret smile med et glimt i øjet. Jeg kigger til med åben mund.

”Sanger og skuespiller, huh?” Jeg fjerner mit blik fra reklame pausen og får øjenkontakt med Stephanie.

”Jeg ved godt, hvad de mener,” kommenterer jeg og trækker på skulderne, så jeg foregiver, at jeg er kold og ligeglad, når jeg i virkeligheden har mere lyst til at grave mig ned og dø.

”Du skal ikke lade som om, at det her ikke betyder noget,” råber Stephanie ad mig. Jeg kigger på hende med ondt øjne.

”Hvad anden kan jeg gøre? Det tror alligevel, at jeg er skurken i alt det her - hvilket jeg er, så det gør ingen forskel, om det betyder noget eller ej.” Jeg kigger ikke på hende. Jeg kigger på reklamerne i tv’et, mens jeg bider indersiden af min kind for ikke at begynde at græde.

”Giver du bare op?” Jeg rejser mig fra sofaen og kigger på hende med tårefyldte, hårde øjne.

”Jeg gav op for lang tid siden, Stephanie. Hvis du ikke har lagt mærke til det, så har jeg intet at skulle sige til det, de beskylder mig for. Ved du hvorfor? Fordi alt de siger er sandt. Jeg har løjet og manipuleret mig vej op ad ranglisten. Jeg har løjet for min egen bror, fordi jeg var bange for hans reaktion. Ved du hvorfor, jeg var bange? Fordi jeg for én gangs skyld vidste, hvem jeg var, og hvor jeg hørte hjemme i verden. Jeg var bange for, at han ikke ville acceptere mig for den løgner, jeg var. Og ved du hvad? Jeg havde ret i, at jeg skulle være bange. Nu har jeg mistet ham, og jeg kan aldrig få ham tilbage igen.” Jeg tager mig til hovedet og trækker vejret dybt, alt imens jeg prøver at blinke tårerne væk. Jeg tørrer tårerne væk fra mine kinder og trækker vejret dybt endnu en gang. Stephanie kigger på mig med tårer i sine egne øjne.

”Hvorfor fortæller du ham ikke det? Jeg er sikker på, at han vil forstå.” Stephanie ligger en trøstende hånd på min skulder og sender mig et smil fyldt med medlidenhed.

Jeg griner humorløst og fjerner hendes hånd fra min skulder. ”Tror du virkelig, at jeg ikke allerede har prøvet det? Tror du virkelig, at han ikke bare slog mig i ansigtet med mine egne løgne bag efter? Lad mig svarer for dig med et stort rungende ’ja, det er sket’. Tror du virkelig, at han overhovedet gider, at se på mig igen?” Spørger jeg retorisk. ”Nej, selvfølgelig gør han ikke det. Jeg vil ikke have lyst til at se eller snakke med mig igen, hvis jeg var ham.” Jeg vender ryggen til Stephanie og går ind på mit værelse og lukke døren i bag mig.

 

Hos One Direction er stemningen lige så trykket efter, at de har set den samme sladderkanal som de to veninder. Harry kigger hen på min kammerat med et trist blik i sine smaragd grønne øjne. Louis kigger ikke op fra sin skød, selv efter udsendelsen er slut. De to andre drenge, Niall og Liam, sidder og kigger ud i luften, alt imens de ønsker sig alle andre steder hen end netop her.

”Louis…” Starter Harry, men han ved ikke, hvad han skal sige.

”Det er fint, Harry, jeg har det fint,” siger Louis og kigger op på Harry med røde øjne men ingen tårer. Harry ved, at Louis er ked af det, men han ikke, hvad han kan gøre ved det - hvis der overhovedet er noget at gøre som ikke kræver Louis.

”Mate, det ved vi godt begge to ikke er sandt.”

Louis rejser sig og kigger surt på sin bandkammerat. Han siger, ”Jeg har det fint,” og går. Harry sukker men vælger at følger efter ham. Døren til Louis’ værelse bliver smækket i, og Harry banker stille på den.

”Louis, jeg ved, at vi ser forskelligt på nogen ting, og at vi ikke altid er enige, men jeg ved, at vi kan blive enige om én ting: Det kan godt være, at det Amelia gjorde ikke er okay, men det er din reaktion heller ikke. Det er selvfølgelig forståeligt, at du føler dig såret og forrådt, men overvej hvordan Amelia har haft det, det sidste halve år. Hun er også kun et menneske. Hun er bare så uheldig, at hendes menneskelige fejl kom til udtryk for resten af verden. Du ved, hvordan det er, Louis. Du har også lavet noget lort, som du ikke har kunnet rode dig ud af selv. Du har haft Liam, Niall, Zayn og jeg til at hjælpe og ligger nogle gode ord ind for dig i medierne. Det har Amelia ikke. Hun har kun Stephanie til at hjælpe hende, men det er ikke nok. Hun har brug for sin familie, hun har brug for dig, Lou.”

Harry ved ikke, at Louis sidder lige på den anden side af døren. Han sidder med sit ansigt i sine hænder og græder stille for sig selv, fordi Louis ved, at Harry har ret. Vi er alle mennesker, og det skal vi huske, når vi er hurtige til at dømme hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...