Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7761Visninger
AA

15. Fødselsdagen

Fødselsdag. Det er den dag, man venter på hele året, som kun juleaften kan hamle op med. Som barn hadede jeg altid, at min fødselsdag og jul ligger på samme tidpunkt. Jeg gik altid rundt og troede, at jeg ville få mindre gaver end mine jævnaldrende af den grund. I sidste ende havde jeg selvfølgelig aldrig ret. Uanset hvor psykotisk min adoptivmor end er, så har der aldrig været tvivl om at hun holdte af mig - om end så ikke materielt. Jeg ville få de største gave, gaver jeg ikke vidste, at jeg ønskede mig - måske gjorde jeg ikke, men jeg skænkede det ikke to tanker, da jeg var yngre. Nu hvor jeg bliver 21, så kan jeg godt se, at de måske købte min kærlighed nogle gange.

Før jeg efterlader det tomme værelse, jeg deler med Louis, trækker jeg i et par leggins og en stor striktrøje. Jeg sætter min lange, brune hår op i en stor knold på toppen af mit hoved. Jeg efterlader værelset med uldsokker på mine fødder og et makeup frit ansigt, så man kan rigtigt se den mangel på søvn, jeg har samlet sammen over de sidste tre måneder.

Jeg går ned af trapperne uden nogen forventninger til, hvad der kan ske. Der er aldrig blevet gjort noget ud af min fødselsdag ud over en imponerende mængde af gaver, så jeg forventer ikke, at den her gang er meget anderledes - ud over at jeg ikke får et hav af ubrugelige gaver.

Jeg træder ind i stuen og ser, at hele familien af samlet omkring kaffebordet, og de smiler stort, da de ser mig.

”Godmorgen, sovetryne, det tog dig langt nok tid,” kommenterer Louis og rejser sig fra sin plads. Han giver mig et varmt kram, som jeg returnerer med et lille smil på mine læber.

”En pige er jo nødt til at få hele hendes skønhedssøvn; jeg ser ikke sådan her ud ved at stå tideligt op.”

”Du ser frygtlig ud, tøs. Den ekstra søvn har gjort intet godt for dig,” svarer han med et slag med håndleddet. Jeg ruller med øjnene. Jeg kigger hen på min mor, og hun sender os et stort, opmuntrende smil. Jeg sender et lille smil hendes vej. Jeg ved, hvor glad hun er for, at Louis og jeg snakker sammen igen.

”Tillykke med fødselsdagen, Eli!” Udbryder mine søstre i kor og omfavner mig på forskellige højder.

”Tusind tak, piger,” svarer jeg og smiler en smule større.

”Åben min gave først!” Hviner Daisy og suser af sted mod kaffebordet, hvor der er stablet omkring ti gaver ovenpå hinanden, efterfulgt af sin tvillingesøster. Jeg får en mærkelig følelse indeni, da Daisy og Phoebe overrækker deres gaver til mig. Jeg smiler det største smil, jeg længe har haft, og jeg sidder mig hen på sofaen med Louis ved min side. Jeg kigger hen på Louis og ser, at han kigger på sine gaver fra tvillingerne med et blik der ligner mit.

”Åben dem!” Hviner de utålmodigt på samme tid. Jeg henleder min opmærksomhed mod de to gaver i min skød fra mine otte årige søstre. Jeg åbner den bløde pakke og ser en hvid trøje; jeg ser, at Louis har en magen til også i hvid. Jeg løfter den op og griner et kort, overrasket latter. På trøjerne står der i rødt: ”Yeah, that’s my twin … believe it or not.” med en pil som peger mod hinanden.

”Vi har selv designet dem,” kommentere Daisy og Phoebe på samme tid med et identisk stolt udtryk i ansigtet.

”Jeg elsker den,” svarer Louis og jeg på samme tid ved et tilfælde. Jeg smiler et lille smil. Jeg skal til at krølle gavepapiret sammen, da jeg opdager et lille objekt i hjørnet af papiret.

”Hvad er der her?” Spørger jeg ud i rummet og tager tingen op, så jeg kan se det.

”Der er et armbånd, vi har lavet til dig.” På armbåndet er der en række bogstaver som danner sætningen: ”We believe in you.” med blå bogstaver - min ynglings farve. Jeg mærker den mærkelige varme følelse igen, og jeg mærker tårerne presse på bag mine øjne.

”Åh, nej, nu skal hun til at græde,” mumler Louis. Jeg slår ham på armen og smiler et tilfreds smil, da han mumler et lille ’av’. Jeg rejser mig fra sofaen og sidder mig på hug foran mine yngste søstre.

”Tusind tak piger, det betyder mere end I aner,” siger jeg og slår mine arme om dem begge to.

Resten af morgenen indeholder åbningen af resten af gaverne (en bog fra Fizzy og Lottie, et ur fra Jay, og en halskæde fra Louis med en lilje som vedhæng) og morgenmad, hvorefter Louis og jeg ænder ude på verandaen i vinter sko og store jakker.

”Tusind tak for halskæden, Lou, igen.” Louis smiler bag sin cigaret og udånder tungt.

”Du behøver slet ikke at takke mig, A, det er det mindste, jeg kan gøre. - og så syntes jeg, at den var så tilpas ironisk, at jeg ikke kunne lade være med at købe den til dig.” Vi griner samme, hvorefter vi bliver omfavnet af en behagelig stilhed. Jeg piller ved det armbånd tvillingerne gav mig med et lille næsten usynligt smil på læben.

”Nå, skal vi gå ind og tage vores fantastiske, identiske trøjer på?” Spørger Louis med et smil. Jeg griner og nikker. Sammen går vi tilbage til huset med Louis’ arm omkring mine skuldre og min arm omkring hans talje.

Det blev til den bedste dag i mit liv. Det er var synd, at det ikke ændrede på noget. Dagen efter julemorgen, begyndte Louis og jeg at skændes.

”Kom nu, A, det er ikke så svært - du skal bare skrubbe, skrubbe, skrubbe indtil alt skidt er væk.” Jeg fnyser og ruller med øjnene.

”Jeg kan godt finde ud af at vaske tallerkener, Louis,” svarer jeg irriteret.

”Hvorfor er den her så ikke ren?”

”Fordi den ikke er blevet vasket endnu,” råber jeg og tager irriteret tallerkenen ud af hans greb. Jeg skrubber tallerkenerne og glassene voldsomt og aggressivt, og i min iver over at blive færdig, så jeg kan komme væk fra Louis for en stund, tager jeg et af glassene på gulvet, så det splintret.

”Amelia, hvad laver du?”

”Hvad ser det ud til, jeg laver? Jeg går ud med skraldet,” råber jeg af min tvillingebror jeg bukker mig ned for at samle det knuste glas sammen.

”Lad mig, A,” siger Louis og kommer ned på mit niveau. Han efterlignet mine bevægelser og begynder selv at samle glasset sammen.

”Lad vær, Louis, jeg kan sagtens klare det selv,” svarer jeg fjerner hans hænder fra gulvet.

”Nej, lad mig nu gøre det -”

”Lad vær, når jeg siger det.” I mit forsøg på at samle glasser op selv, skærer mig min finger, så jeg får en dyb rift i min tommefinger.

”Amelia, hvad laver du?” Gentager Louis endnu engang og holder sin finder frem foran sig. Jeg trækker den voldsomt til mig og rejser mig fra gulvet. Tårer løber ned ad mine kinder, imens jeg går ind på i mit delte værelse. Med Louis lige i hælene skynder jeg mig ind på badeværelset. Før jeg kan smække døren i hans ansigt, løber han ind ved siden af mig.

”Louis, skrid,” vrisser jeg ad ham og holder min finger ind under det rendende vand.

”Nej, lad mig nu hjælpe -”

”Jeg har ikke brug for din hjælp, kan du ikke forstå det? Jeg kan sagtens klare mig selv.” Det virkede til, at det var det, der skulle tit. Louis kigger på mig med et konfliktet blik i sine blå øjne, før han lader mig være alene på badeværelset. Jeg sukker, da døren lukker i efter ham. Jeg kigger på mig selv i spejlet og ser, at tårerne endnu ikke at holdt op med at løbe. Jeg snøfter og finder et stykke plaser i et af skabene.

Efter den seance blev det ikke bedre mellem Louis og jeg - tværtimod. På et tidspunkt blev det så slemt, at Jay var nødt til at blande sig, og det har hun ellers ikke gjort før, fordi hun gik ud fra, at vi kunne styre det selv.

Louis og jeg står overfor hinanden med et irriteret og skulende blik i vores identiske blå øjne. Jay står og kigger frem og tilbage mellem os.

”Se lige på jer to; i skændes konstant, og I går og er sure på hinanden over ingen verdens nytte. Hvad er der dog sket, der var så slemt, at I blev sådan her?” Louis og jeg begynder at snakke i munden på hinanden, men Johannah stopper os med en høj lyd og et vift med sin ene hånd.

”Jeg vil ikke hører på, at I skyder skylden på hinanden. Jeg ved, at der ikke er nogen grund til, at I er sådan her, og jeg ved, at I begge snart skal hjem igen, men før nogen af jer forlader dette hus, vil jeg se, at I er blevet venner igen. I er voksne mennesker, så det er på tide, at I opfører jeg som det.”

Derefter efterlod Jay, Louis og jeg alene i stuen til at rode ud i vores problemer, og lad os bare sige, at det ikke gik så godt, som hun troede, at det vil gøre. Ingen af os sagde et ord, vi stormede blot i hver vores retning - Louis ud af huset, og jeg smækkede værelsesdøren i bag mig. Vi snakkede ikke sammen resten af den tid, vi var der.

 

Jeg sidder på min seng tilbage i LA i et par short og min hvide tvillingetrøje med rød skrift. Jeg fumler med halskæden, jeg fik af Louis, i mit skød. Jeg kigger på liljen i sølv og sukker. Jeg ved ikke, hvad der gik galt mellem Louis og jeg - det er bare som om, at der er noget, der forhindre mig i at have et ordentligt forhold til ham. Jeg ved, at han tog tilbage til LA dagen efter, jeg gjorde, og jeg ved, hvad han laver takket være USA’s reporterer som ikke har andet at lave end at følge One Direction rundt som små hundehvalpe. Ikke at jeg klager - uanset hvordan tingene ser ud mellem Louis og jeg lige nu, så savner jeg min lillebror utrolig meget. Jeg havde lige fået ham tilbage, også ødelægger jeg det for mig selv. Jeg synes, at han er så irriterende, men det kan jo bare være, fordi han er min tvillingebror - det er meningen, at jeg skal synes, at han er irriterende og trættende en gang i mellem, men ikke hele tiden. Men jeg føler mig så tom uden ham ved min side, som om jeg er tilbage til den onde cirkel, jeg var i, før jul, og det har jeg ikke lyst til igen. Det er som om, han er lyset i mit mørke, og at jeg er tiltrukket til ham som et møl til en flamme, men jeg brænder mig, hvis jeg kommer for tæt på.

Det var det øjeblik, jeg besluttede mig for at lade ham hjælpe mig med at komme ud af min mørke spiral og ind i det lys, jeg kan dele med min tvillingebror. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...