Lyset i Mørket

Det sidste år har været en prøvelse for dem alle sammen, men Amelia Sophia Tomlinson dumpede med et brag. Efter hendes adoptivmor, Penelope, invaderede hendes liv endnu engang, og Matthew afslørede hendes dybeste hemmelighed for hele verden, er Amelias liv blevet ændrede drastisk; og kun for det værre.
Udfordringen ved at finde sig selv i et mørkt rum, vil Amelia hurtigt finde ud af er en næsten helt umulig opgave uden hjælp.
Hun skal finde sin selvtillid frem igen og tro på sig selv og sine egne beslutninger. Uanset hvor svært det kommer til at blive, vil der altid være de samme personer som hænger fast lige til det sidste.
Også selvom hun ikke vil have det.

12Likes
3Kommentarer
7794Visninger
AA

8. Besøget

Jeg burde skrive alt det ned som er sket for mig de sidste to måneder, bare så jeg kan huske, hvad der er sker, hvornår. Jeg har ikke snakket med Clarissa, Benjamin eller Kenneth siden den mislykkedes middag for nogle uger sider. Jeg har ikke snakket med Louis siden interviewet med Ellen. Jeg har ikke i sinde at hverken svarer på Harrys opkald eller se ham i øjnene i det næste lange stykke tid efter det, jeg gjorde imod ham forleden. Det eneste tidspunkt jeg ser Matthew er, når han kommer for at se Stephanie, og selv der svarer jeg blot med et civilt og høfligt svar med hverken for meget eller for lidt sagt.

Stephanie er stoppet med at forsøge at få mig til at snakke med hende. Den eneste måde hun kommer ind over emnet er, at hun vil have mig til at snakke med en psykolog. Jeg insisterer hver gang, at jeg bestemt ikke har brug for en psykolog. Jeg hverken forstår eller tror på idéen bag psykologi, og hvordan dets smarte tricks kan hjælpe mig på nogen måde. Desuden tror jeg ikke på, at jeg kan finde en psykolog der ikke allerede kender til mig situation eller har sine egne holdninger om det. Og uanset hvor professionelle de mener, de er, så kan de som regel ikke forholde sig hundrede procent objektive. Især ikke når det kommer til problemer som mine. Og så er der hele ’min psykotiske adoptivmor truede mig’ situationen, som jeg ikke har tænkt mig at åbne op om med nogen - specielt ikke med en psykolog. 

Penelope har ikke gjort noget for at kontakte mig, og det er også bedst, hvis det bliver sådan. Hvis der er noget, der har brug for en psykolog, så er det hende og ikke mig. Hvem vil sine fulde fem kunne nogensinde sinde finde på at adopterer et barn, opdrage det til at blive en vel-fungerende voksen, hvorefter de smider det hele på gulvet som om det ikke betyder noget og afpresse sagte barn til det har intet tilbage? Det er bare én af de ting, jeg har indset på det sidste, nu hvor jeg har en passe fritid. 

I den sagte fritid, sidder jeg for det meste på mit værelse og stirrer ind i væggen, hvorefter jeg skriver idéer til tekster ned i min notesbog. Jeg kigger ned i min notesbog og en bølge af nostalgi skylder ind over mig. Jeg bladrer gennem siderne i den gamle notebog og smiler et lille smil, når jeg finder en helt bestemt tekst. Én af de første sange jeg nogensinde har skrevet. Jeg læser tekster og griner stille for mig selv, imens én enkel tåre løber ned ad min kind. Jeg tørre den væk, hvorefter den blot bliver erstattet af en ny, så jeg holder op med at prøve at holde tårerne inde. Jeg græder over den tekst som betyder mest for mig; den sang jeg aldrig udgav; og den sang jeg aldrig fortalte nogen om. 

Jeg trækker vejret dybt og finder min guitar frem fra under min seng. Jeg lader mine fingre glider over træet, og jeg smiler et lille smil på trods af mine tårer. Jeg tænker tilbage til den dag, Matthias overraskede mig med den. Han er den eneste som kendte til den, da han var den eneste, jeg havde fortalt om min forkærlighed for musik på det tidspunkt. Stephanie ved stadig ikke hvor længe, jeg har spillet på hverken guitar eller klaver, og jeg føler heller ikke, at det er vigtigt mere. 

Mit smil falmer i det mine tanker glider over på Matthew. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er kommet til den konklusion at uanset, hvor meget jeg prøver, og hvor meget jeg har lyst, så kommer jeg aldrig til at kunne tilgive ham for det, han gjorde den dag. 

Jeg kan selvfølgelig godt se det fra hans synsvinkel; han havde kun lige fået det at vide nogle uger før, det var hans første gang i offentligheden med Lily Davis, og han var forelsket i Amelia og ikke Lily. 

Uanset hvordan man ser på, og uanset hvor meget han undskylder, er det sket, og der er ikke noget, hverken han eller jeg kan gøre ved det. Det er bare en af de ting, der ikke kan tilgives fra min side. 

Jeg spiler et par akkorder og stopper. Jeg kniber øjnene lukket, og jeg trækker vejret helt ned i maven. Så begynder jeg at spille melodien og langsomt som tiden skrider frem, kan jeg mærke smilet på mine læber og lysten til at synge. 

Og det er præcis det, jeg ender mig at gøre. For første gang i hvad der føles som en evighed synger jeg. For første gang længe har jeg glemt, hvad der foregår omkring mig. Efter en evighed - selv bare et lille øjeblik - er jeg glad. 

Selvfølgelig vare det ikke længe, før livet haler ind på mig, og jeg igen bliver mindet om, hvilken løgner og bedrager jeg er. 

”Amelia, hvorfor kommer du ikke med ned i stuen et øjeblik? Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om.” Jeg kigger mærkeligt på min bedste veninde. 

”Kan du ikke bare sige det her?” Spørger jeg og ligger lukker min bog i. Jeg lagde min guitar under min seng igen i det sekund, jeg hørte, at Stephanie igen er hjemme.

”Du har godt at bevæge dig engang mellem,” havde hun sagt, før hun rev mig ud af mit eget værelse. Jeg følger forvirret mig, men jeg stopper med det samme, så hun er ved at falde, da jeg hører andre stemmer i huset end vores. 

”Hvem er her?” Stephanie svarer mig ikke, hun kigger ikke engang på mig. Der er tydeligvis noget, hun ikke har fortalt mig. 

”Hvem er her, Stephanie?” Spørger jeg igen og træder et skridt tættere på hende. End ikke det får hende til at røbe, hvem der er i mit hjem. 

”Du må selv finder ud af det,” svarer hun bare og krydser sine arme over sit bryst, stadig uden at kigge på mig. Jeg står og kigger på hende et øjeblik uden at sige noget, hvorefter jeg kigger mig i spejlet bag Stephanie. Jeg løfter et øjenbryn af det, jeg ser og græmmes. Jeg ligner lort. Selvom jeg er passende klædt på med et par sorte jeans og en grå hættetrøje, har jeg intet makeup på, og mit hår er slasket. Jeg ligner døden selv. 

Jeg trækker på skulderne og tænker for mig selv, de er i mit hjem uden mit sammentykke, så det er sådan, det må blive. 

Jeg træder forbi Stephanie som har stået og kigget på mig og går langsomt ned ad trappen på sokkeklædte fødder. Det syn som møder mig er et syn, som jeg aldrig havde troet, at jeg nogensinde vil komme til at se i hele mit liv. Jeg står i et stykke tid og betragter den uden at sige noget, og uden at de ved, at jeg er her. Endelig tropper Stephanie op ved siden af mig og renser sin hals for at få flokkens opmærksomhed. Fem hoveder vender sig mod os, og jeg kan kigger straks ned i jorden, så jeg ikke behøver at kigge ind i de dømmende øjne fra min familie. De eneste af dem jeg kender er Johannah og Charlotte, og Charlotte har jeg kun snakket med én gang lang tid før alt der her rod startede. Louis havde lige fået at vide, at han endnu en søster har, og tilværelsen var nemmere på daværende tidspunkt. 

”Familien Tomlinson, det her er Amelia.” Stephanie prikker mig i siden med sin albue, og jeg kigger op. Jeg sender dem et lille smil, hvorefter jeg kigger væk igen. 

”Åh, Amelia, skat, hvor er du blevet tynd,” siger Jay pludseligt og trækker mig ind til sig i det varme, moderlige kram som jeg så længe har manglet. Jeg krammer hende tilbage lige så tæt og fælder en enkel tåre. 

”Jeg har savnet dig,” svarer jeg lavt. Jeg kigger over hendes skulder og ser, at mine søstre kigger på mig med forvirret og modstridende følelser. Jeg trækker væk fra Jays kram og kigger på hende med et lille smil. Johannah smiler sødt til mig og tørre min tåre væk med sin tommelfinger. 

”Er du okay?” Spørger hun og kigger mig direkte i øjnene. Jeg kan mærke deres øjnene på mig, så jeg nikker bare med mit lille, kunstige smil. Jay kigger længe på mig, som om hun debatterer med sig selv over mit svar men beslutter sig for at ignorer det for nu. Jeg holder fast i min talje, da hun vender sig rundt, så vi begge vender mod de andre. 

”Amelia, jeg vil gerne præsentere dig for mine døtre og dine yngre søstre. Vi har de yngste, Daisy og Phoebe. Den anden yngste, Félicité, og du kender Charlotte, den ældste.” Johannah peger på dem, som hun siger deres navn. ”Piger, det her er Amelia, og hun er jeres ældre søster. Tag godt i mod hende og behandl hende pænt.” De nikker blot uden at sige noget. ”Godt, har I så nogen spørgsmål?” Daisys hånd flyver i vejret. Selvom Daisy og Phoebe tydeligvis er enæggede tvillinger tager det mig ikke lang tid at finde en forskel. Der er som regel altid selv den miste forskel. 

”Ja, Daisy?” Spørger Johannah og smiler til sin datter. 

”Så Eli er vores nye søster?” Jeg smiler et lille, oprigtigt smil over Daisys valg af kælenavn.

”Ja, det er hun i hvert fald.” Daisy smiler et kæmper stort smil. Hun løber hen og krammer mine ben, hvorefter hun løber tilbage til sin tvillings side. 

”Hvor gammel er du?” Spørger Félicité og kigger på mig. 

”Jeg er 20 år,” svarer jeg i en lille stemme. Phoebe vågner op. 

”Så dig og Lou er tvillinger ligesom mig og Daisy?” Jeg nikker bare til hende spørgsmål, og det virker til at være nok, da hun begynder at snakke begejstret med sin tvillingesøster. 

”Hvorfor har du aldrig fortalt det?” Jeg kigger over på Lottie og ser, at hun kigger på sin mor. Johannah går hen til sine to store døtre og begynder at fortælle dem den historie, og jeg allerede har hørt. Daisy og Phoebe er i deres egen verden, og jeg har også på fornemmelsen, at de er ligeglade med hvorfor og hvordan. 

Jeg vender mig mod min bedsteveninde og ser, at hun allerede kigger smilende hen på mig. 

”Hvorfor?” Spørger jeg bare og dropper mit smil. Stephanie trækker bare på skulder, og hendes smil falmer en lille smule, men det er der stadig. 

”Hvorfor? Jamen, hvorfor ikke, Amelia? Er det ikke der, du gerne vil have mulighed for? - at møde din familie, hvis bare en enkel gang?” Jeg kigger på min veninde og sukker så. Jeg nikker og sender hende et lille smil. Stephanie sender mig et kæmpe smil og skubber mig blidt i retningen mod min familie. 

”Gå - nyd det. Jeg tager hjem til Matthew, så kan I være alene,” siger hun og forsvinder ud af rummet. Jeg kigger efter hende, indtil jeg hører hoveddøren lukke, hvorefter jeg kigger tilbage på min familie. Jeg har kun én tanke, da jeg går over for at være deltage i deres samtale; vi mangler et medlem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...