Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 6 nov. 2017
  • Status: Igang
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
2634Visninger
AA

1. ~ 1 ~

10 år senere.

 

“En gang til Dami!” Amy hang på ryggen af Damien med armene omkring hans hals mens de gik igennem skoven. Hun var for længst blevet for stor til at sidde der, og det handlede mere om at de begge synes at det var hyggeligt, end at Amy var træt.

 

“Prøv nu at hør Amy, det vil være 4. gang i dag at jeg fortæller den historie!” Hun grinede og lænede sit hoved frem og hvilede på hans skulder.

 

“Det ved jeg! Men den er bare så god.” Damien sukkede opgivende med et smil. På mange måder mindede Amy ham om Cait da hun var helt ung. Selvfølgelig havde hun ikke været så ungdommelig af sind som Amy, da hun var mere menneske end dawnbreaker på dét punkt, men hendes nysgerrighed og især stædighed var et karaktertræk hun havde arvet.

 

Hun havde ikke været ret gammel, før det gik op for dem at hun ikke var helt almindelig. Amy havde evnen til at ændre på sit udseende bare med en tanke. Hun kunne ændre hårfarve, tekstur i hår og hud, øjenfarve og endda hudfarve. Det havde hun selv haft en del sjov med, og hun testede sig selv konstant. Ikke kun dét, men de kunne ikke fornemme hende - eftersom hun var en hybrid var hun skjult for dem. Damien husker især én dag hvor hun som 3-årig var stukket af fra dem, og de brugte det meste af dagen på at lede efter hende. Tanken om hvad der kunne have været sket hvis de aldrig havde fundet hende igen, efterlod en stor knude i hans mave.

 

Til gengæld kunne alle fornemme Cait. Det havde resulteret i at de op til flere gange måtte flygte i sidste øjeblik, og til tider kæmpe deres vej ud. Det var kun på grund af Caits kræfter, som da var blevet en cocktail mellem soulhealer, elathian og hunter, at de havde været i stand til at overvinde de forskellige hunters de efterhånden havde mødt; Men de vidste begge at angrebene kun ville blive hyppigere efterhånden som tiden gik. Cait ønskede intet andet end at skærme sin datter fra den brutalitet de så fra Vendetes - holdene der blev sendt ud for at gøre det af med Amy.

 

Det var en tidlig oktober morgen da Damien var vågnet til at Cait stod og pakkede sine ting sammen.


“Hvad har du gang i?” Han rejste sig og lagde en hånd på hendes skulder. Hun krøllede sig næsten sammen mens hun hulkede stille.

 

“Så længe jeg er her, er hun i fare!” Svarede hun stille imens hun fortsatte med at pakke ting ned i en gammel rygsæk. “Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skulle skulle ske hende noget.” Hun tog den på ryggen og gik ud i regnen.

 

“Jamen for helvede Cait, du kan sgu da ikke bare gå uden at sige farvel til hende!” Det styrtede ned og hun var allerede gennemblødt da hun vendte sig for at stå ansigt til ansigt med Damien. Hun så fortabt ud.

 

“Jeg kan ikke…” Hun tav, smerten var tydelig i hendes øjne. Han vidste godt at det sidste hun ønskede var at gå fra Amy, men der var ingen anden udvej. Han gik hen og stod foran hende. Hun var stadig det lille uskyldige væsen han havde elsket fra dag 1. Selv som hun stod der med vådt hår der klistrede sig til hendes ansigt og øjne der var røde af tåre, var hun stadig ubeskrivelig smuk.

 

“Jeg skal nok passe på hende.” Hun havde sendt ham et lille smil og kysset ham blidt på kinden. Før han vidste af det var hun væk, og han stod med en brændende fornemmelse dér hvor hendes læber havde rørt hans kind.

 

“Hvor skal mor hen?” Amy stod i døråbningen og gned sine øjne. Damien gik mod hende og løftede hende op i sine arme.

 

“Det behøver du ikke tænke på lille skat. Du burde sove.” Han kyssede hende blidt på panden og hun faldt hurtigt i søvn igen med hovedet på hans skulder.

 

Det var nu 5 år siden, og Amy nærmede sig sin 10 års fødselsdag med hastige skridt - ikke at de havde fejret fødselsdage på nogen måde; generelt set var Damien lidt flov over, at han ikke havde været i stand til at give hende en mere rolig opvækst. De var på farten konstant, blev aldrig ét sted mere end højst 2 dage. Amy tog det dog i stiv arm - hun beklagede sig aldrig og omstillede sig til de nye situationer i løbet af ingen tid. Damien havde utrolig stor respekt for hende.

 

De havde ikke snakket om Cait siden den morgen, men Damien var ikke i tvivl om at Amy godt vidste hvad der foregik - hvis han ikke vidste bedre ville han tro at hun også havde arvet evnen til at læse tanker, men hun havde aldrig fortalt ham om det.

 

“Kunne det ikke være sjovt hvis jeg kunne ændre dit hår også?” Hendes ord rev ham ud af hans tanker. Hun gik ved hans side og sparkede til diverse sten de mødte på vejen. Han fnøs af hende med et smil.

 

“Det ved jeg snart ikke frøken. Jeg bryder mig ikke om lyserød.” Hun rakte tunge af ham eftersom han hentydede til hendes eget hår, som hun i øjeblikket havde ændret til en skarp pink. Hun voksede på samme måde som almindelig mennesker i hvert fald kropsmæssigt. Han var af den overbevisning at hendes sind var fuldt udviklet nu, men igen det var kun en fornemmelse. Det var svært at sige med sikkerhed. Han kunne ikke læse hende, heller ikke ved berøring, eller sende tanker til hende.

 

“Pjat med dig.” Hun klukkede let af ham. Hun havde alle dage kaldt ham Dami - hendes kælenavn for ham. Han havde fortalt hende om hendes rigtige far, det han nu vidste om ham, hvad en dawnbreaker og mennesker var for en størrelse. Han havde været hendes lærer om livet. På mange måder mindede det ham om de århundreder han tilbragte på Antarktisk med at være lære for kuldene. Nu havde han kun én elev og hun havde spørgsmål nok for 10.

 

Hun havde en enkelt gang hørt Cait nævne ulvene oppe nordpå og deres dal, men han vidste ikke nok om dem til at kunne fortælle hende noget yderligere, og på grund af det, var det et konstant tilbagevendende emne for hende. På en måde irriterede det ham lidt, for han vidste jo ikke mere om dem nu, end han gjorde for en uge siden hvor hun havde spurgt sidst. Cait havde nået at fortælle hende om den hytte hvor hende og Jake havde boet. Damien vidste kun at den lå i Denali park et eller andet sted tæt på ulvenes territorium.

 

Han vidste at hun havde store problemer med at finde sig selv - finde ud af hvem hun var. Eftersom hun hverken var dawnbreaker eller menneske hvad var hun så? Selv Damien havde ikke svaret på det spørgsmål de gange hun havde stillet ham det med desperation i blikket.

 

En gren der knækkede i nærheden fik dem til at stoppe, og de satte sig begge ned på knæ mens Damien smed en føler ud. Siden Cait var taget afsted havde de mirakuløst undgået alle Vendetes; Indtil nu.

 

“LØB!” Damien hev hende op at stå og de løb i den modsatte retning. Amy var fantastisk adræt, hoppede over nedfaldne træer og træstubbe som var hun en kat. Trods det halede de ind på dem.

 

Amy var frygtløs som hun styrtede derudaf, uden at kigge sig tilbage eller se over mod ham. Det var kun et spørgsmål om tid før de havde fanget dem, og han vidste at de havde ordre til at dræbe Amy på stedet. Han lukkede øjnene kort med en dyb vejrtrækning. Han vidste hvad han var nødt til at gøre.

 

Han standsede og vendte sig mod angriberne. De ville være fremme om mindre end 1 minut.

 

“Hvad laver du?!” Amy var stoppet op lidt længere fremme da hun havde hørt Damien ikke længere løb.

 

“Fortsæt! Jeg holder dem hen!” Hun så på ham med et vildt blik.


“AMY! De kan ikke fornemme dig, og du kan kamuflere dit udseende - De vil aldrig vide hvad de skal lede efter! Løb! nu!!”

 

Hun så først lidt ubeslutsomt fra ham og mod den retning hvorfra angriberne ville komme. Hun nikkede dog til sidst. “Farvel Damien…” Hun vendte rundt på hælen og fortsatte, hendes hår og hud gled langsomt over i en grønlig-brun farve der matchede omgivelserne. Damien spændte alle muskler i kroppen, da han kort efter fornemmede den første dawnbreaker der nærmede sig.

 

Hun landede hårdt på jorden foran ham med et skævt smil.

 

“Jamen dog, det er jo Damien!” Hun så sig søgende omkring og han kunne se hun koncentrerede sig om sin føler.

 

“Hvor er barnet?” Han matchede hendes smil og stillede sig klar til kamp.

 

“Langt væk fra jer. I finder det aldrig.” Hun rullede øjne af ham.

 

“Jeg vil så lade dig blive i troen - jeg må løbe.” Hun gjorde sig klar til at hoppe op i træerne igen for at fortsætte sin jagt da han kastede sig frem og greb fast om hendes ankel og kylede hende ned i jorden igen.

 

“Du skal ingen steder!” Hun var hurtigt på benene og en voldsom kamp gik i gang, kun gjort værre da flere og flere dawnbreakers kom. Den eneste grund til at Damien kunne holde stand imod dem, var fordi de hver især styrtede imod ham uden en plan i stedet for at arbejde sammen. Men da holdets hunter kom vidste han at det var slut. Hun placerede et hårdt spark i ryggen af ham der sendte ham kurende hen af skovens bund. Et hold kun bestående af kvinder - det måtte være Ashleys ide.

 

“Så er det nok!” Hunteren hev Damien op i håret. “Hvor er barnet?”

 

“Væk” Hostede Damien. Hun tog fat om hans hals og kastede ham op af det nærmeste træ. Truende holdt hun en kniv mod hans ansigt.

 

“Vi finder det før eller siden, hvis du samarbejder kan jeg beskytte dig. Jeg giver dig én chance til. Hvor.Er.Barnet?” Han spyttede en klat blod ned i skovbunden. Aldrig i livet om han ville hjælpe dem og han kunne ikke være mere ligeglad med om han døde - han havde holdt dem hen længe nok, og ud fra deres spørgsmål anede de ikke om de skulle lede efter en pige eller en dreng, ej heller hvor gammel hun var. Han havde skjult hende fuldstændig i sit sind, til trods for at holdet alligevel kun bestod af hunters og soulhealers.

 

“Det bliver over mit liv. Men jeg forstår dig godt - jeg vil nødig være den der kommer tilbage til Ashley med det næstbedste.” Hun råbte vredt til svar. De havde sikkert været på “færten” af dem længe, og at være så tæt på og alligevel fejle, var nok ikke noget der ville falde i god jord hjemme i Superi. Hun svingede kniven ned over Damiens ansigt og en sviende smerte fulgte. Hun slap taget i ham og han faldt ned på jorden. Blodet slørede synet i det venstre øje og han slog arrigt ud efter dem der nærmede sig.

 

Der gik ikke længe før én fik fat i hans arm og fik den vredet om på ryggen af ham. De fik bundet hans håndled sammen bagpå ryggen og slæbte ham med sig.

 

Damien trøstede sig med at de trods alt kun fik ham, og at Amy var i sikkerhed.

 

*

 

Jeg så til på afstand mens de slæbte Damien med sig. Jeg var nu helt alene og måtte tage vare på mig selv. Hvad ville der ske med ham?

 

Jeg trak vejret dybt, og sneg mig afsted for ikke at knække nogle grene i skovbunden, eller lave anden larm der kunne afsløre min position. Jeg havde puttet mit tøj i rygsækken som jeg holdte foran mig, så jeg kunne gå fuldstændig i ét med omgivelserne.

 

Mor? Kaldte jeg i mine tanker, selvom jeg vidste at det var nytteløst.

 

Mor, jeg er alene. De tog Damien.. Hvad skal jeg gøre?? Ikke overraskende kom der intet svar, blot vindens susen i trætoppene.

 

Det eneste sted jeg kunne komme i tanke om, var den hytte mor havde fortalt mig om. Dér hvor hun havde boet med den far jeg aldrig havde mødt.

 

Jeg tager til Alaska mor.. Find mig dér.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...