Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5114Visninger
AA

8. ~ 8 ~

Alaska, Denali

 

Der var kun få uger tilbage med gipsen på, og jeg kunne ærlig talt ikke vente! Jeg havde forsøgt at foreslå for Abigail at der jo var en chance for at jeg helede lige så hurtigt som min mor. Hun ville dog ikke høre tale om at tage gipsen af før, uanset hvor meget jeg argumenterede.

 

Så jeg var fortsat afhængig af andre for at komme op og ned af trapper. Nu siger jeg godt nok andre, men jeg mener Caleb. Han kom hver morgen for at bære mig ned af trappen, og hjalp mig op igen hver aften. Jeg endte med at se frem til den kortvarige kontakt der var imellem os, også fordi jeg ellers ikke så meget til ham. Han havde holdt sig endnu mere for sig selv siden den nat i sammenligning med før - han kunne godt ha’ narret mig til at tro at han gemte sig for mig, men hvorfor kunne jeg ikke helt finde ud af.

 

Abigail havde fået mig til at love at jeg blev i deres hus så længe jeg havde gipsen på - de var taknemmelige over at jeg fundet Caleb den morgen, men jeg skulle ikke overanstrenge benet mere. Jeg sad i lænestolen og sukkede dybt mens jeg bladrede igennem en bog for at få tiden til at gå.

 

“Vil du ha’ en kop kakao?” Jeremiah stod i buen ind til stuen og smilede.

 

“Jo tak.” Jeg gengældte hans smil og lukkede bogen. Vi havde haft små stunder her og der den sidste måned hvor vi havde talt med hinanden.

 

Den første gang vi havde siddet sammen i stolene ville han vide hvad der var sket med mine forældre - om jeg vidste noget som helst. Jeg havde trukket undskyldende på skuldrene.

 

“Mor brød sig ikke om at tale om de dage. Ærligt ved jeg næsten ingenting. Det første jeg husker er at vi bliver angrebet af andre dawnbreakers. Da jeg var 5 år efterlod hun mig hos Damien. Hun tiltrak os for meget opmærksomhed, det er min tanke i hvert fald, også fordi vi i årene efter ikke oplevede angreb overhovedet. I hvert fald ikke indtil jeg blev 10.” Jeg havde trukket vejret dybt og stirret ud på regnen der piskede mod ruden.

 

“Hvem er Damien? Og hvad skete der da du blev 10?”

 

“Damien var min mors ven… Nok den eneste reelle far jeg nogensinde har kendt.” Jeg havde smilet ømt ved mindet om ham der sang for mig hver aften. “Men ja. Vi blev angrebet… Endnu engang... Damien holdte dem hen så jeg kunne flygte og gemme mig, og de fangede ham. Jeg har ikke set ham siden.”

 

Han stirrede lidt perplekst på mig. “Så du har været alene siden du var 10?”

 

“Ja… Jeg har klaret mig selv.”

 

“Det forklare hvorfor du så ud som du gjorde da du kom hertil. Det er dog rart at se at du har fået noget mere sul på kroppen. Ærlig talt er jeg glad for at du endte netop her hos os. Når gipsen bliver taget af er du velkommen til at blive boende på gæsteværelset. Og du kan altid komme og snakke hvis du har brug for det, ok?” Han havde rejst sig og lagt sin hånd på min skulder og givet den et klem.

 

De forventede at jeg blev - men jeg havde selvfølgelig heller ikke givet dem grund til at tro andet. Jeg var lige så stille begyndt at forberede mig på min afrejse - taget forbindinger, kiks, småting der ikke blev fordærvede eller savnet, og gemte det i en taske under min seng. Det var dog noget værre as og mas at komme til den taske hver gang.

 

Og Caleb… Tanken om ikke at skulle se ham igen efterlod en tung sten i min mave.

 

“Hvad tænker du på?” Jeremiah hev mig tilbage til nuet da han rakte mig koppen med kakao og satte sig i lænestolen overfor.

 

“Tak.. Ikke noget særligt. Hvad med dig?” Det var tydeligt at se på ham at han kæmpede en indre kamp, og han åbnede munden flere gange for at tale, men lukkede den igen.

 

“Der er noget jeg mangler at fortælle dig... Om dine forældre... Da jeg så dem sidste gang.” Jeg spidsede øre og satte mig frem i stolen.

 

“Det var dagen de blev viet.” Mine øjne gled automatisk op til billedet af dem fra netop den dag. “Hen på aftenen blev vi angrebet af dawnbreakers.” Mit hjerte stod stille. Jeg var selv klar over hvilken skade de kunne forvolde. Hvad var der sket?

 

“Vi kæmpede imod det vi kunne, dine forældre kæmpede selv bravt med os. Men vi var omringet til sidst, og din mor bad mig om at stoppe. Hun bad mig om at passe på min familie og Abigail.” Han knyttede næverne så hans knoer blev hvide.

 

“De tog dem med sig, hvorhen ved jeg ikke. Men før du kom, har vi intet hørt hverken fra dine forældre eller fra andre dawnbreakers. Jeg tænker at når Cait var alene sammen med dig…” Hans stemme forstummede, og han så ned i gulvet.

 

“Jeg har altid antaget at han var død.” Sagde jeg med en let skuldertrækning. Jeg virkede sikkert kold i det øjeblik, men jeg havde aldrig kendt ham. Som lille havde jeg syntes det var uretfærdigt at jeg ikke kendte min far, men de “barnlige” følelser blev lagt bag mig da jeg fik vigtigere ting at koncentrere mig om, overlevelse. “Som du selv antyder, er det dét eneste der giver mening.”

 

“Ja…” Han så sørgmodigt op på billedet. “Han var en god ven - jeg har altid haft et håb om at de begge klarede den. At grunden til at de ikke vendte tilbage var fordi de så bare ville bringe dalen i fare endnu engang.” Han så alvorligt på mig og fortsatte. “Efter angrebet fandt vi ud af hvor store tab vi havde lidt. 4 blev dræbt, og mange sårede.” Han satte sig tilbage i stolen og masserede sine tindinger.

 

“Iblandt de 4 var Calebs forældre.” Det sagde klik i mig. Pludselig forstod jeg ham - pludselig forstod jeg det had han måtte føle. Min slags, eller, min mors slags havde dræbt hans forældre. Jeg vidste selv hvordan det var at vokse op uden, de sår det efterlader på ens sjæl.

 

“Det er derfor at han hader mig…” Sagde jeg eftertænksomt for mig selv mens jeg så ud  af vinduet. Det havde regnet næsten nonstop de sidste mange uger.

 

“Han hader dig ikke.” Protesterede Jeremiah. Jeg så på ham med et løftet bryn.

 

“Ikke?” Han nikkede hovedet fra side til side mens han så i loftet for at formulere sin næste sætning.

 

“Han er bare… Forvirret, lige nu. Det skal nok gå over.” Lige nu?! Jeg havde været i dalen i snart 3 måneder, og jeg var ikke blevet mødt med andet end passiv aggressivitet fra hans side af. Det eneste tidspunkt han havde sænket sine parader var den aften efter slagsmålet - jeg havde stadig ikke fået talt med ham om det. Jeg var bange for at han ville blive sur, og med den sparsomme kontakt vi havde i forvejen kunne den næsten ikke blive mindre.

 

“Han har brug for tid.” Afsluttede Abigail der stod i døråbningen og tørrede en kop af. Hun havde lyttet stille med og så hen på Jeremiah. De smilede begge indforstået. Jeg sad og så forvirret fra den ene til den anden. Hvad vidste de som jeg ikke gjorde?

 

*

 

Gå derover.

 

Nej.

 

Gå nu bare, din tumpe. Hvor længe tror du selv at du holder til det her? Ulven lød mere ligegyldig end reelt bekymret mens han lå i sengen. Den konstante hovedpine han efterhånden havde tog kun til i styrke for hver dag der gik.

 

Det eneste tidspunkt på dagen hvor han var i nogenlunde balance var de tidspunkter hvor han bar hende op og ned af trappen. Der slappede han for alvor af. Det var dog blevet sværere for hver dag der gik at slippe hende igen, specielt om aftenen. Han fik mere og mere lyst til at ligge sig i sengen hos hende, men han var stædig. Om det så skulle slå ham ihjel ville han ikke give sig. Det havde i hvert fald været hans tanke til at starte med.

 

Han knugede lagnet da endnu en smerte rystelse gled ind over ham. Det her var ved at tage livet af ham, tro til hans tanker. Han hørte døren gå nedenunder og rejste sig modvilligt.

 

“Hvem der?” Vedkommende svarede ikke, han kunne høre at der blev gået lidt frem og tilbage. Han gik forsigtigt ned af trappen mens han støttede sig til gelænderet. Af alle mennesker var hun den sidste, den allersidste han orkede at se på lige nu.

 

“Ja, du ligner jo lort.” Konstaterede Eve tørt med armene over kors og et olmt blik. Han stoppede foran trappen og lænede sig op af væggen uden at svare. Sådan stod de lidt og så hinanden an før Eve sukkede og lod sine arme falde ned langs siden. Hun så utilpas ud.

 

“Du... Jeg er ked af det.” Han løftede et bryn af hende.

 

“Af hvad?” Spurgte han tørt. De vidste begge godt hvad det var hun hentydede til, men han nød at pine hende. Hun så strengt på ham.

 

“Det ved du sgu da udmærket godt, din stodder. At jeg sendte de drenge efter dig.” Han lo kort for sig selv. De havde godt nok blot været drenge i sammenligning med både hans og Eve’s alder, men de havde kunnet gøre noget skade alligevel.

 

“Hm. Jo tak.” Svarede han og så ligegyldigt på hende. Hun havde endnu ikke sagt det hun var kommet for at sige, det var tydeligt at se på hende som hun stod der og så sig usikkert omkring.

 

“Giv os en chance.” Han kunne ikke andet end at se forbløffet på hende. Hvad var der at give af når, for det første, han ikke elskede hende - aldrig havde elsket hende, og dernæst når han havde følt kaldet til en andet.

 

Selvom du har følt kaldet har du jo ikke gjort en skid ved det endnu. Er det noget at sige til at hun kommer og tigger på sine knæ? Spurgte ulven. Og han havde ret, det vidste Caleb.

 

“Hvorfor?” Spurgte han reelt interesseret. Det var utopi at tro at de nogensinde kunne få det til at fungere sammen. Og det var så her hun gjorde det interessante, det han aldrig havde set før.

 

Dette stærke kvindemenneske, der ikke engang fældede en enkelt tåre da han forlod hende dengang, og slet ikke da han havde udnyttet hende for ikke engang en måned siden, stod nu fuldstændig knækket foran ham. Tårerne gled ned af hendes kinder mens hun holdte en hånd foran munden for at dæmpe sig selv.

 

“Jamen du godeste, Eve.” Han gik hen til hende og stod lidt fra hende, lidt usikker på hvad pokker han skulle gøre. Hun tog selv initiativet og omfavnede ham hvor hun fandt trøst. Caleb stod selv og så lettere perpleks ned på hende, som så ud som om hun skulle til at gå i opløsning. Han havde ikke energi til at diskutere med hende, ærligt havde han mest lyst til at hun skulle gå. Han førte dem over mod sin sofa hvor de satte sig.

 

“Caleb…” Startede hun med en lille stemme.

 

“Jeg er gravid.”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...