Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5134Visninger
AA

6. ~ 6 ~

Jeg bandede mit brækkede ben langt væk mens jeg humpede så hurtigt jeg kunne tilbage til Abigail og Jeremiahs hus, hvilket ikke var helt smertefrit.

 

“Hjælp!” Råbte jeg så snart jeg var kommet ind af døren mens jeg stod og hev efter vejret. “ABIGAIL!” Råbte jeg endnu højere da der ikke blev reageret første gang. Jeg hørte et bump ovenpå der indikerede at hun kom ud af sengen og i næste nu løb hun ned af trappen.

 

“Hvad er der sket?!” Jeremiah fulgte skarpt efter og så afventende på mig.

 

“Caleb er kommet til skade… Kæmpe slagsmål… Han har brug for hjælp” Gispede jeg. Abigail vendte rundt på hælen og gik ud i bryggerset hvor hun hurtigt samlede nogle ting i en taske. Jeremiah gik i forvejen over mod Caleb’s hus og jeg fulgte med så hurtigt jeg nu kunne. Jeg tænkte for mig selv at jeg ville nå at dø af iltmangel inden dagen var omme hvis jeg skulle ud på ret mange flere ture som denne.

 

Abigail kom løbende forbi mig kort efter, og da jeg endelig nåede til Calebs hus igen var Jeremiah ved at løfte ham op af trappen mod overetagen. Jeg så spejdende op af den, den kunne jeg ikke selv komme op af - det var et rent held at jeg ikke var faldet ned af trappen da jeg var på vej over mod Caleb da jeg hørte larmen fra slagsmålet.

 

“Skal du med op?” Jeremiah stod på øverste trin og afventede mit svar.

 

“Ja tak…” Jeg var flov og rasende på mig selv over at stoppe dem i deres vigtige arbejde, blot så jeg kunne få hjælp til at komme af den skide trappe…

 

“Tak.” Sagde jeg efter han havde båret mig op, og jeg fik arrangeret krykkerne så jeg kunne gå med dem, han var allerede på vej ind på et værelse igen - der var ingen tid at spilde.

 

Jeg humpede forsigtigt ned af gangen, og holdte mig så langt over til den ene side jeg kunne så jeg ikke ville være i vejen.

 

Jeg stoppede i døråbningen, Abigail var allerede godt i gang med at få vasket de forskellige sår, og få syet hullet i hans pande. Jeremiah hentede hvad end hun bad om. Jeg fortsatte ind i rummet og stillede mig ved den ledige side af sengen.

 

Abigail lynede cardiganen ned han havde på og klippede den op så hun kunne få den af ham uden at løfte på ham. Jeg gispede ved synet. Hele hans overkrop havde mange ar, og nye sår og mærker fra kampen.

 

Det var tydeligt at han havde været igennem så meget. Ligesom mig selv.

 

“Flot at du havde stoppet de værste blødninger.” Abigail talte til mig uden at se op fra hendes arbejde. “Ved du hvad der er sket?” Jeg rystede på hovedet til svar.

 

“Jeg hørte bare larm herover, og da jeg kom lignede underetagen et bombekrater med Caleb i midten af det.” Hun rynkede brynene af mine forklaring.

 

“Hvad har du nu lavet…” Hviskede hun henvendt til Caleb.

 

“Er det her sket før?” Jeg satte mig i stolen der stod op af væggen. Hun sukkede først og hendes øjne fandt kort mine.

 

“Caleb havde det… svært, som dreng.” Hun klippede det sidste tråd af da hun var færdig med at sy såret sammen. “Efter angrebet…” Hun tav og drog et dybt suk, før hun så over på mig. “Jeg synes at han selv skal have lov til at fortælle dig det.” Hun smilede ømt mens hun hvilede oversiden af sin hånd på hans pande.

 

Jeg rynkede brynene. Hvad var der sket? Og hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om ham? Han var trods alt kun en bekendt - og det var nok meget sagt.

 

“Han…” Jeg stoppede og bed mig selv i læben. Skulle jeg fortælle om den anden stemme jeg havde hørt fra ham? Det han havde sagt? Jeg ville gerne vide hvad det betød, men måske jeg skulle spørge Caleb direkte i stedet.

 

“Ja?” Abigail så op.

 

“Ikke noget… Er han ok?” Hun lukkede sin taske og vendte sig om mod mig med et smil.

 

“Det bliver han i hvert fald. Lige nu skal han hvile sig og -”

 

“Jeg vil gerne blive.” Afbrød jeg. Hun nikkede med et lille smil, og åbnede sin taske igen for at lægge nogle ting frem på natbordet.

 

“Ok - når han vågner må du gerne tjekke til disse bandager.” Hun pegede på hans pande og højre overarm. “Hvis de er blødt igennem skal de skiftes. Kan du klare det tror du?”

 

“Sagtens.. Gå i bare tilbage og sov lidt mere.” Jeg satte mig lidt bedre til rette i stolen. Abigail gik ud og ned af trappen mens Jeremiah blev stående og så mig an med hovedet på skrå.

 

“Passer det?”

 

“Hm?”

 

“Er du Caits datter?” Jeg så ned i jorden.

 

“Ja…” Han grinede let til svar.

 

“Det var sgu da utroligt… Hvis du vil, kan vi tale om dem senere? Jeg vil også gerne høre hvad du har at fortælle.”

 

“Det kan vi godt finde ud af.” Svarede jeg. Vi havde ikke talt meget om dem i går, Abigail og jeg da Caleb var stormet ud, og ikke lang tid efter var tvillingerne kommet brasende ind. Det kunne være rart at tale med en som kendte min far og kunne fortælle lidt om ham.

 

“Super. Vi ses senere.” Han gik ud af værelset og ned af gangen. Da jeg hørte døren gå nedenunder en sidste gang tog jeg krykkerne og kom op at stå igen. Jeg satte mig på sengen ved siden af Caleb og studerede ham. Hans normale sammenbidte og irriterede ansigtsudtryk var væk, og var afløst af et der udtrykte smerte hvert andet øjeblik. Hans brystkasse løftede sig roligt for hvert åndedrag.

 

Det var lidt frækt af mig, men jeg kunne ikke dy mig. Mine fingre svævede et kort øjeblik over et af hans ar, og da jeg rørte hans hud løb en summen gennem mine fingre. Det føltes… rart. Ved berøringen sukkede han blidt og vendte sit hovedet til den ene side. Jeg kærtegnede blidt hvert af hans ar, mit hjerte truede med at hoppe ud af mit bryst så hårdt bankede det.

 

Der var en forbindelse imellem os, det kunne jeg hverken afvise eller overse. Gad vide om han også følte det? Og hvis han gjorde hvorfor var han så, så fjendtlig?

 

Hvad var det for et angreb Abigail blev ved med at referere til? Jeg havde så mange spørgsmål og lige nu sov han. Et kort øjeblik fantaserede jeg om hvordan hans læber mon føltes mod mine da jeg måtte ryste på hovedet af mig selv. Jeg rejste mig atter engang og satte mig tilbage i stolen.

 

Jeg måtte vente tålmodigt på at han vågnede. Der lå et tæppe på kanten af stolen som jeg trak over mig, og lagde mine ben op på en fodskammel. Jeg kunne lige så godt sidde behageligt. Der gik ikke længe før jeg faldt i søvn.

 

*

 

Han vågnede langsomt - Det føltes som om han var blevet ramt af et tog. Minderne fra hvad der var sket kom tilbage mens han med sin ene hånd tog sig til hovedet. Han konstaterede at han havde fået bandager på - pigen havde åbenbart hentet Abigail.

 

“Godmorgen.” Abigail kom ind af døren med en bakke med mad. “Eller ja, nok nærmere god middag. Du havde brug for søvnen.”

 

“Hvordan ser det ud?” Spurgte han mens han fik kæmpet sig selv op at sidde.

 

“Ikke værre end hvad det plejer. Kender jeg dig ret er dine sår helet indenfor et par dage.” Han tog imod bakken og satte den på sit skød. Et let suk fik ham til at se over mod den anden side af sengen, og der sad hun. Halvt nede i hans lænestol med fødderne oppe, tæppet var faldet ned af hende mens hun havde sovet og dækkede nu kun hendes ben.

 

“Hun har været hos dig indtil nu. Endda skiftet dine bandager i hvert fald en gang.” Han gryntede.

 

Det er derfor vi har sovet så godt. Sukkede hans indre ulv.

 

“Hvor lang tid skal der gå før du fortæller hende det?” Abigail krydsede sine arme foran brystet og så på ham med rynkede bryn. “Og du kan godt glemme den der “fortælle hende hvad” attitude.”

 

“Der er ikke noget at fortælle.” Sagde han mens han så ned. “Hvorfor skulle det lige være hende?” Spurgte han retorisk og så over på hende igen. Han havde ikke lyst til at overgive sig, men en anden del af ham havde lyst til at løfte hende op og tage hende med i seng, omend bare for at mærke hendes hud mod sin.

 

“Fordi det er sådan det er .” Sukkede Abigail. “Du ved godt hvor omvendt det her er ikke? Normalt er det kvinderne der har brug for tid til at vende sig til det hele.” Han fnyste af hende men kunne alligevel ikke lade være med at smile af ironien.

 

“Uanset hvad føler hun intet for mig.” I og for sig var han også ligeglad. Eller, det troede han da. Hvad var lige sket i løbet af natten? Var det resultatet når han var i nærheden af hende for længe? Hans uvilje blev mindre for hvert sekund.

 

“Det vil jeg nu ikke være så sikker på. Jeg har været der selv som du nok ved.” Mindede hun ham om. “Og hvis der ikke havde været noget tror du så at hun ville være blevet hos dig? Hun skal bare have hjælp til at indse det. Ligesom du skal.” Med de ord vendte hun rundt på hælen og gik ud igen.

 

Måske… Han så ned på maden og dernæst over på hende og kunne ikke lade være med at spekulere på at hun måtte sidde forfærdeligt. Med et suk satte han bakken fra sig på natbordet og gik ud af sengen. Hans krop var øm så mange steder, men det her var han nødt til at gøre. Havde hun ikke hentet Abigail havde han lagt nede i stuen endnu, eller halvvejs over mod Abigails hus for selv at hente hjælp.

 

I og for sig havde hun reddet hans liv, også selvom det måske var så meget sagt da der skulle væsentligt mere til at få kål på ham. Men det havde taget væsentligt længere tid for ham at hele hvis han ikke havde fået hjælp i tide. På en måde var de vel kvit nu.

 

Han gled armene ind under hendes skuldre og knæhaser og løftede hende op fra stolen. Et kort øjeblik nød han hendes krop mod sin, og hun sukkede blidt i søvne og vendte sit ansigt ind mod hans bryst.

 

Ulven i hans sind truede med at slippe igennem igen, og det tog al hans viljestyrke at løfte hende ind i det andet værelse og lægge hende i gæstesengen uden at der skete mere. Nænsomt trak han tæppet op over hendes krop og studerede hendes ansigt.

 

“Tak…” Hviskede han og i et øjebliks svaghed overgav han sig til sine længsler, bøjede sig ned og kyssede hende på panden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...