Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5184Visninger
AA

4. ~ 4 ~

Første gang Abigail kom med en tallerken mad til mig kastede jeg mig over det. Aldrig havde jeg fået så lækkert og så meget mad på én gang. Havde det været enhver anden ville de sikkert ha' set på mig i afsky og forbløffelse, men ikke Abigail. Hun betragtede mig blot med et smil, og havde kommenteret at det var godt at jeg kunne lide hendes mad.

 

Sådan var hun bare. En ufattelig hjertevarm og glad person der ikke lod sig mærke af noget. Det var anderledes for mig at være i selskab af, eftersom at jeg var hendes direkte modsætning.

 

Hun kom 3 gange om dagen med mad til mig. Hun havde taget ved lære af første gang jeg vågnede og sørgede for at komme alene. Det satte jeg stor pris på, omend jeg aldrig sagde noget. Mens jeg spiste ville hun fortælle om løst og fast - jeg svarede sjældent og fortalte intet om mig selv. Det accepterede hun. Jeg spekulerede lidt på hvorfor hun kom og talte med (eller ja, til) mig, da det ærligt virkede som om hun ikke havde andre at snakke med. Jeg havde tilladt mig at spørge hende en eftermiddag hvor hun første gang siden jeg havde lært hende at kende så ned med et trist blik.

 

"Siden..." Hun tav og tyggede lidt i sin underlæbe. "Vi har ikke mange venner i dalen. Efter angrebet blev mange fremmedfjendske. Både Jeremiah og jeg er ikke sådan, og på grund af det har mange vendt ryggen til os. Vi er vel næsten på tålt ophold kan man vist godt kalde det." Hun grinede let af den sidste sætning og så op i loftet med et svagt smil. "Heldigvis behandler de ikke vores børn med samme distance. Jeg ville ikke kunne holde ud at hverken drengene eller Aria skulle udsættes for det."

 

Jeg havde stiftet bekendtskab med tvillingerne, Drake og Ash. De var 17, blot 1 år yngre end jeg selv og de var som nat og dag. Ash havde arvet sin fars ravnsorte hår (Jeg havde som en joke spurgt til om det var derfor han hed Ash, hvor Abigail, der netop havde taget en slurk af sin vand, havde spyttet det ud igen og spruttet af grin. Den del havde hun åbenbart aldrig tænkt over.) og han var meget frembrusende og impulsiv hvor Drake havde arvet sin mors blonde hår og var velovervejet og tilbagetrukket.

 

Aria, efternøleren på små 5 år, var hele familiens øjesten. Jeg havde ladet mig fortælle at selv Caleb havde hun snurret om sin lillefinger. 3 uger efter at jeg var vågnet havde Abigail tilladt at hun måtte komme ind og snakke lidt med mig. Hun havde praktisk talt hængt mig om halsen og tigget mig om at vise hende noget sejt. Jeg havde smilet skævt og ændret min hårfarve til en pastel blå hvor hun til svar havde hvinet i fryd. Jeg ved ikke helt om det havde været en god idé eftersom hun nægtede at gå før vi havde været igennem samtlige farver.

 

Caleb havde jeg set nogle gange. Der ville som regel aldrig gå mere end 1½ døgn før han sjoskede ind af døren og satte sig i lænestolen overfor sengen. Når han kom var der noget i mig der faldt til ro. Jeg havde aldrig haft det sådan før, og følelsen efterlod mig mere forvirret og irriteret for hver dag der gik. Han sagde aldrig noget, sad bare og stirrede på mig med det der uudgrundelige blik. Jeg stirrede som regel stædigt tilbage til enten vi var blevet afbrudt af Abigail eller at jeg var faldet i søvn.

 

I og for sig var alt det midlertidigt. Så snart mit ben var helet og jeg kunne gå igen var jeg væk. Nu havde jeg set ulvene, havde besøgt dem. Jeg nærede et lille håb om at jeg kunne nå at se én forvandle sig før jeg rejste, men det var ikke et krav.

 

Jeg havde allerede været her for længe! - Længere end noget andet sted jeg nogensinde havde været før. En lille måned var gået siden jeg var vågnet da Abigail havde skaffet nogle krykker til mig og jeg støt men roligt havde bevæget mig rundt i huset. Jeg var stoppet foran spejlet i deres gang for at se mig selv første gang siden butiksruden i Anchorage. Det var længe siden at jeg havde set så sund ud - mine kinder var runde, generelt havde jeg fået væsentligt mere sul på kroppen end nogensinde før og jeg havde en varm glød. Jeg måtte bare nyde det så længe det varede.

 

"Skal du ha' hjælp?" Spurgte Drake - Jeg var faldet i staver mens jeg stod ved toppen af trappen ned mod underetagen.

 

"Det tror jeg at jeg er nødt til. Ellers brækker jeg sgu nok bare benet igen." Han havde trukket på smilebåndet, løftet mig op i sin favn og båret mig ned af trapperne mens jeg selv holdte krykkerne. Da vi nåede det sidste trin hørte vi en knurren der fik alle mine hår til at rejse sig, jeg havde en følelse af at jeg blev taget på fersk gerning i et eller andet.

 

Caleb stod i døråbningen, netop kommet ind udefra, og sendte Drake øjne som kunne dræbe. Han havde nøjedes med at sætte mig roligt ned og gå derfra uden at trække en mine.

 

Caleb stirrede fortsat Drake i nakken til at han var ude af syne. Jeg kunne ha' svoret på at hans øjne havde ændret sig til en klar orange indtil han virrede med hovedet og så på mig igen med det hadfyldte, ravgule blik som altid.

 

"Næste gang, kalder du på mig." Han stormede forbi mig og ind i køkkenet og efterlod mig med munden åben. Altså, hvem fanden troede han lige at han var, og hvorfor måtte Drake nu ikke hjælpe mig?! Abigail kom gående ud derfra - hun havde set det hele men havde det samme smil som altid.

 

"Vil du ind og sidde lidt?" Hun gik ved min side mens jeg humpede afsted ind mod deres stue. Der var to sofaer samt en lænestol som stod omkring et sofabord. En pejs var lidt derfra og på toppen af den på kaminen stod en masse billeder. Mine øjne scannede uinteresseret over dem - billeder af børnene, et enkelt af Caleb som yngre og... Mit hjerte gik i stå og jeg var nær snublet i min iver for at komme derover.

 

"Hvad så?" Abigail så bekymret på mig, og var nødt til at holde hårdt fast i min arm for at standse mig. "Du bliver nødt til at spørge om hjælp, hvis du brækker benet så tidligt igen vil det tage endnu længere tid for det at hele."

 

"Billedet..." Hun så forvirret fra mig og op mod pejsen igen.

 

"Ja vi har billeder af hele familien." Hun støttede mig mens jeg i et roligere tempo nærmede mig målet.

 

"Nr 2 fra højre" Hviskede jeg. "Må jeg se det?" Jeg satte mig tungt i lænestolen mens hun tog billedet og blidt kærtegnede det med sine fingre.

 

"Jeg nåede desværre aldrig at lære dem ordentligt at kende, men alligevel betyder de så meget for mig." Hun rakte mig billedet og jeg stirrede på det til jeg ikke kunne undgå at blinke.

 

Det var mor, der var ingen tvivl om det. Hun stod i en svag rosa kjole med håret flettet op, og smilede som jeg aldrig har set det før. Ved hendes side stod en høj mand, med mørke krøller og så forelsket ned på hende.

 

"Billedet blev taget da de blev viet." Hun satte sig på stolens armlæn og så ned på billedet med et sørgmodigt blik. 

 

"De havde boet her i skoven i næsten 4 måneder før da."

 

"Ved du hvor det er? Hvor de boede??" Hun så forvirret på mig.

 

"Hvorfor vil du dog vide det?" Kunne jeg betro mig til hende? Indtil nu havde hun ikke vist mig andet end god vilje og tålmodighed. Måske var det på tide at jeg gengældte det.

 

Jeg trak vejret dybt og scannede stuen med øjnene. Ingen andre var i nærheden.

 

"Jeg...." Jeg stoppede, hvordan skulle jeg forklare det? "Det er min mor..." Hviskede jeg mens jeg lod en finger kærtegne hende på billedet. Abigail rejste sig fra armlænet og satte sig på et knæ ved siden af stolen så vi var i øjenhøjde. Hendes øjne var store.

 

"Og han må være min..." Jeg fuldførte ikke sætningen. Det måtte være ham, hvem kunne det ellers være? Kunne det virkelig være min far??

 

"Han hed Jake." Begyndte hun mens hun så undersøgende på mig. "Du har hans øjne.. Sjovt at jeg ikke har set det før." Hun studerede nøje mit ansigt og jeg så ned da hendes blik blev for intenst. "Og du har din mors læber. Jeg ser så meget af Cait i dig." Et savn jeg ikke havde tilladt mig selv at føle i så mange år tog hårdt fat om mit hjerte og klemte til. "Hun var så ufattelig smuk, jeg troede ikke mine egne øjne da jeg så hende første gang. Så graciøs men samtidig forsigtig. Så vidt vi ved var dawnbreakers ikke i stand til at få børn? Hvordan...?"

 

Jeg trak på skuldrene. Den del af det kendte jeg meget lidt til selv.

 

*

 

Caleb var irriteret. Mere end han plejede at være. Lige siden at han havde hentet pigebarnet med til dalen havde han haft det af helvede til.

 

Han havde hentet en flaske vand i køleskabet da han hørte at de sænkede stemmerne. Han bevægede sig tættere mod døren ind til stuen og spidsede øre. Ærlig talt følte han sig lidt ussel ved sådan at smuglytte til deres samtale. Mest af alt på grund af Abigail - han skyldte hende så meget. Pigen var en anden snak.

 

"Det er min mor..." Han lænede forsigtigt sit hovedet ind for at se hvad de havde gang i. Hun holdte et billede mens Abigail sad på knæ ved hendes side. Han så op mod kaminen for at konstatere hvilket der manglede. Blodet frøs til is i hans åre da hans bange anelse blev bekræftet.

 

"Og han må være min..." Han knyttede hænderne og måtte få hold på sig selv for ikke at knurre højt. Han vidste det, han vidste det! Hun var en dawnbreaker! Måske ikke fuldblods, men stadig.

 

Og hvad så? Ulven i ham prikkede til ham, tydeligvis fornøjet over hans irritation. Det er hende vi vil ha'.

 

Nej! Jég vil ikke have hende! Han gik tilbage i køkkenet og satte sig på en stol med ansigtet i hænderne.

 

Det er ligegyldigt og det ved du. Ligemeget hvor længe du kæmper imod vil du indse det til sidst. Før eller siden acceptere du mig, og så vil vi blive ét. Så kan vi endelig tage det der er vores! Så kan vi gøre krav på hende! Han spændte hver en muskel i sin krop mens han beherskede sig nok til ikke at råbe op. Ulven i ham vidste præcis hvilke knapper han skulle trykke på.

 

Min kære ven. Startede han. I hvor mange år har du ikke efterhånden forsøgt at styre mig? Hvornår vil du indse at det ikke lader sig gøre? Jég bestemmer, jég har magten, og jeg skal fandme nok selv bestemme hvem jeg vil elske! Han rejste sig beslutsomt og gik ud af huset.

 

Som Caleb, den hvide ulv, havde han nok kvindelige beundrere i dalen til at han kunne tage hvem han havde lyst til. Hvis det var hvad der skulle til for at lukke munden på idioten i hans indre var det dét værd!

 

Da han trådte ind på mødestedet, et hus i midten af dalen hvor alle var velkomne og kunne få et godt glas til ganen og en god snak, scannede han lokalet efter sit bytte. Tilfældigheden var næsten for stor da han fandt hende.

 

Eve sad på en barstol og lænede sig op af baren med ryggen til den. Hun var enhver ulvs drøm: frodig, smuk og kæk som ind i helvede. Som en af de få fra en fuldblods slægt, og oven i købet datter af alphaen, var hun i sandhed privilegeret. Hendes familie og efterkommere ville altid have de bedste huse, det bedste mad. Det bedste af alting. Det største problem hun nogensinde havde haft i sit liv var den ene ting hun ikke kunne få. Ham. De havde haft en kort fling da de begge havde været omkring 18, men det var aldrig blevet til mere da han havde mistet interessen for hende.

 

Hun rejste sig og gik mod ham med vuggende hofter.

 

"Længe siden Caleb..."Startede hun med forførende stemme. "Det skulle vel aldrig være mig du leder efter?" Hendes stemme lovede hede fantasier. Hun stoppede foran ham og lagde hænderne på hans skuldre. Hans krop reagerede stærkt på hende, mere på grund af hvor længe siden det havde været sidst end fordi han egentligt tændte på hende, men ulven i ham var uinteresseret. Du spilder din tid. Havde den sukket.

 

"Det kommer an på så meget." Svaret kom bag på hende og hun gjorde store øjne.

 

"Mener du det?" Hun så op på ham med bedende øjne.

 

"Ja." Sagde han kort, og tog hendes hånd og trak hende med sig.

 

"Du aner ikke hvor længe jeg har ventet på denne dag!" Sukkede hun bag ham, mens han hev hende over mod en tom lagerbygning. Det gik op for ham at hendes stemme irriterede ham, og frustreret satte han tempoet op. "- Ja jeg kan heller ikke vente." Hendes stemme var som en forstyrrende summen.

 

Så snart de kom ind af døren løftede han hende op og kyssede hende hårdt. Hun tog gladeligt imod og hev og sled i både sit eget og hans tøj for at få det af.

 

Han satte hende ned på et bord hvor han hev bukserne af hende, og hun spredte dem villigt som den hore hun var - sådan tænkte han i det øjeblik. Han nøjedes med at åbne sine bukser uden at trække dem synderligt langt ned. Hendes indre var varm og snæver og hun stønnede højt ved hvert stød som tog til i styrke.

 

Hun trak sine røde negle ned af hans overarme så han fik rifter men han ænsede det knap. Han havde håbet at drive alle tanker om pigen på afstand, at tvinge hende ud af sit sind. Ikke på vilkår at hun nogensinde skulle blive hans mage. Arrigskabet over det hele byggede sig op i ham til hans syn sløredes og pludselig var ikke det længere Eve der lå og tog imod hans intensitet - det var pigen, og hendes søde støn vakte en flamme i ham han ikke før havde kendt til. Han løftede hende op fra bordet og lagde sig ned på gulvet hvor hun begyndte at ride ham. Hun vred sig i begær og kastede hovedet tilbage da han tog fat om hendes baller og hjalp hende med ride ham hurtigere. Små perler af sved lå på hendes bryster og ned af hendes mave. Synet af hende alene var hans undergang.

 

Han kom så voldsomt at han lå længe med lukkede øjne for at få styr på sin vejrtrækning. Det var alt for længe siden sidst.

 

"Åh det var skønt." Han åbnede øjnene og konstaterede til sin skuffelse at det var Eve der lå ovenpå ham. Han blev overrasket over sin egne følelser - hvorfor var han skuffet? Det var dét her der var meningen! "Har du tænkt dig at mærke mig allerede, hvide ulv?" Hun vendte hovedet til siden og blotlagde sin hals til ham. Han ønskede sådan at mærke hende, men at tro at det kunne ændre noget som helst var naivt. Det var netop gået op for ham. Han sukkede dybt da han rejste sig, og hun faldt af ham. Han havde håbet at hans ulv havde overgivet sig, at kaldet til pigebarnet ikke havde været så stærkt når de var splittet. Men han tog fejl.

 

Hvad sagde jeg? Grinede ulven i hans sind. Han skar tænder af frustration og fandt sin trøje og hev den ned over hovedet igen.

 

Du fik mig til at se hende, gjorde du ikke?

 

Måske... Men husk hvor stærkt du reagerede på det. På hende. Det er jo ikke for sjov at hun er vores...! Der var ingen vej udenom.. Det eneste han kunne gøre var at kæmpe imod så længe han var i stand til det - for evigt hvis det var nødvendigt!

 

"Hvad fanden har du gang i?" Eve var kommet op at stå og prikkede ham i brystet med en pegefinger. Hun så arrigt på ham, men han kunne ikke ha' været mere ligeglad.

 

"Desværre." Han så ned på hende, dels i medynk, dels i irritation. "Du er ikke den rigtige for mig." Han vendte sig om og gik mod døren.

 

"Hvad fanden skal det betyde?!" Råbte hun vredt af ham. "Du sagde at du ledte efter mig! Jeg troede at du havde hørt kaldet!!" Hun fulgte efter ham og slog ham hårdt på skulderen. Han vendte sig og greb hendes hånd da hun prøvede at slå ham endnu engang.

 

"Jeg sagde intet om at jeg havde følt kaldet, og slet ikke at det var til dig." Han så ned af hende i foragt. Hendes store bryster og smalle talje var noget mange mænd sukkede efter, og havde også tændt ham engang, men nu var han ligeglad.

 

"Jeg er ked af at jeg har udnyttet dig." Det var en ringe trøst, det vidste han godt, men ikke desto mindre var det sandheden. Det havde været et forsøg og det var mislykkedes. Det var helt tilfældigt at det lige netop var hende det var gået ud over.

 

Hendes arm faldt ned langs siden i overgivelse. Hun så ynkelig ud.

 

"Men du..." Hviskede hun. Den irriterende summen var tilbage og han knurrede lavt.

 

"Kun en tåbe ville gøre krav på dig." Han forlod hende der, nøgen, alene og forpint. Havde det sidste været nødvendigt? Nok ikke, men vreden over sig selv, sin ulv og det mislykkede forsøg havde taget overhånd og ordene var over hans læber før han kunne stoppe dem.

 

Hun ville sikkert løbe hjem til sin far og klage sin nød - han var nødt til at tage ét problem af gangen. Lige nu havde han brug for at føle vinden og han forvandlede sig til den hvide ulv og løb mod tunnelen der førte ud i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...