Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5128Visninger
AA

3. ~ 3 ~

Mine øjne missede mod lyset. Jeg blinkede et par gange før det gik op for mig at jeg lå i en seng. Hvor var jeg? Var jeg død?? Sengen var for blød, lagnet for hvidt. Det så simpelthen alt for perfekt ud - sådan noget fandtes ikke i virkeligheden!

 

Jeg prøvede at sætte mig op men min krop var fuldstændig kvæstet og jeg faldt udmattet tilbage i de bløde puder igen. Jeg så ned og registrerede at der sad et plastikrør ind i min arm ved albueleddet. Jeg fulgte slangen med øjnene, og det endte i en pose der hang i et stativ ved siden af sengen.

 

Døren gik op i den anden ende af rummet og en lyshåret kvinde trådte ind. Hun smilede stort til mig.

 

“Ah du er vågen! Hvordan har du det?” Jeg stirrede bare på hende, lidt usikker på hvad jeg skulle sige. Hun var et menneske, så meget kunne jeg fornemme til trods for at jeg ikke havde en føler som min mor. Hun talte til mig som om vi havde kendt hinanden altid. Hendes smil emmede af varme og glæde. Da jeg ikke svarede satte hun sig i lænestolen der stod for enden af sengen op af væggen.

 

“Undskyld - du kender mig jo slet ikke. Så er det lidt overvældende bare sådan at snakke løs.” Jeg løftede det ene bryn. Hun knævrede derudaf til trods for sin egen konstatering.

 

“Jeg hedder Abigail. Du har været væk i en lille uge.” Hun rejste sig og så til posen der hang i stativet. “Først var vi lidt i tvivl om du overhovedet ville klare den. Sjældent har jeg set en så udmagret.” Og hun fortsatte! Det var dog utroligt.

 

“Selvfølgelig også derfor dit ben brækkede så nemt, der var nærmest ingen muskler til at holde sammen på dig til sidst, arme stakkel. Hvor kommer du fra?” Jeg stoppede helt med at høre efter, da hun nævnte det med benet. Havde jeg brækket det? Forvirret så jeg ned af dynen. Hendes øjne fulgte mine og hun sendte mig et forsigtigt smil.

 

“Vil du se?” Jeg nikkede kort, og hun trak dynen let til side så jeg kunne se mit højre ben. Det var fuldstændig klædt ind i noget der lignede et klæde fra midten af låret og ned til min fod. Da jeg rakte ned for at ville røre det var det helt hårdt. “Det er gips. Det holder sammen på dit ben så knoglen kan vokse rigtig sammen igen.”

 

“Gips…” Sagde jeg prøvende. Min stemme var hæs og ru. Før jeg kunne nå at spørge om det tilbød hun mig et glas vand. Jeg prøvede igen at sætte mig op men måtte give op.

 

“Her, lad mig hjælpe.” Hun satte glasset fra sig på natbordet og da hendes hænder nærmede sig mig trak jeg mig væk fra hende.

 

“Bare rolig. Jeg løfter dig bare lidt så du kan komme op at sidde. Ok?” Jeg var ikke vild med berøringen men det kunne vel ikke undgås? Jeg nikkede en enkelt gang som for at give tilladelse.

 

Hun lagde blidt en arm bag min nakke og skulderblad og løftede min overkrop op fra sengen mens hun fik lagt en stor pude bag mit hovedet. Hun rakte mig glasset igen som jeg tog imod.

 

“Du var vist faldet, er det ikke korrekt?” Jeg tømte glasset i én slurk.


“Jo… Jeg-” Sætningen endte i et voldsomt hosteanfald. Det gjorde alt for ondt at snakke.

 

“Lad hende nu bare være.” Lød en hård skældende stemme, men alligevel var der noget i den der fik alle hårene på mine arme til at rejse sig i gåsehud. Ind af døren trådte en høj bredskuldret mand. Hans hår var kridhvidt og klippet kort i siderne mens resten var så langt at det hang løst ned over halvdelen af hans ansigt. Hans ravgule øjne så sig tvært omkring, næsten i væmmelse. Det blev kun forstærket da han fangede mit blik. Han så på mig i afsky, men alligevel blev han i rummet.

 

Det virkede ikke som om at Abigail lod sig mærke af hans fjendtlige fremtoning overhovedet eftersom hun smilede ømt til ham. “I er tilbage. Var det en god tur?” Han gryntede til svar og lænede sig op af væggen med korslagte arme. Det så ud som om at t-shirten kæmpede en brav kamp for ikke at sprække over hans overarme. Kunne man se sådan ud? Han var den smukkeste mand jeg nogensinde havde set, kun ødelagt af hans så afvisende attitude.

 

Min tankestrøm blev afbrudt af et højt hvin og i næste nu løb en lille pige ind af døren. Det så ud som om hun havde tænkt sig at hoppe op i sengen til mig da hun blev grebet i luften af endnu en mand med ravnsort hår og ravgule øjne.

 

“Det må du undskylde! Du er simpelthen sådan en laban, Aria!” Pigen hvinede igen mens manden kildede hende. Pludselig stod der alt for mange personer herinde. Paranoiaen greb fat i mig, og jeg så skræmt op på kvinden. Hun fangede heldigvis hentydningen i mit blik.

 

“Vi må nok hellere trække os. Alle ud.” Hun vinkede med hænderne, men manden med det hvide hår blev stædigt stående.

 

“Jeg bliver her lidt endnu.” Han så ud af vinduet uden at værdige hende et blik. Hun trak blot på skuldrene og vendte sig mod mig en sidste gang inden hun lukkede døren efter sig.

 

“Du kalder bare hvis du har brug for noget, ok?” Jeg nikkede. Hun havde nok ikke lige helt gennemtænkt at jeg knap kunne snakke, men det er vel tanken der tæller?

 

Manden stod fortsat lænet op af væggen. Jeg stirrede åbenlyst på ham. Der var et eller andet ved ham der fascinerede mig, og så var der en udefinerbar følelse og trang til at være tæt på ham. Fuldstændig tosset tænkte jeg for mig selv, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på hvorfor det var sådan.

 

“Gør det ondt?” Ømheden i hans stemme var totalt overraskende for mig, specielt fordi ubehagen fortsat lyste ud af hans øjne.

 

“Ne.. Lidt?…” Svarede jeg lavt. Det var lidt svært at greje præcist hvilken smerte han spurgte til, eftersom jeg havde mange af slagsen. “Hvor er jeg?” Han trak vejret dybt ind og holdte det i et kort øjeblik med lukkede øjne.

 

“I Denali…” Jeg blinkede et par gange. Ja, den del var jeg sgu godt klar over, men der var sgu da ingen steder midt i Denali med et hus bortset fra…

 

“Det vidste jeg godt-” Jeg blev afbrudt af endnu et hosteanfald. “Hvor i Denali???” Han trak gardinet til side som svar.

 

“Kan du se de bjergtinder?” Hans stemme var blevet tvær igen mens han pegede ud af vinduet. Jeg nikkede en enkelt gang. “De er hele vejen rundt om os. Du er i en dal.” Mine øjne blev store da jeg lagde to og to sammen.

 

Jeg var hos ulvene. Jeg havde ingen kontrol over mit ansigt da mine læber bredte sig i et stort smil. Han så forvirret på mig, som en der var faldet ned fra månen, og det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg begyndte at grine. Det gjorde ondt i halsen og i lungerne men jeg kunne slet ikke stoppe igen. De sidste grin endte over i en let hulken mens tårerne trillede ned af mine kinder. Hvorfor græd jeg? Var jeg glad? Lettet? Jeg var ikke selv klar over det. Jeg krammede mig selv mens jeg så ned. Jeg havde været vågen i under 20 minutter og jeg følte mig allerede fuldstændig udmattet.

 

“Du er træt.” Sukkede han og skubbede sig af væggen og gik over til siden af sengen hvor han tårnede sig op og så ubeslutsomt ned på mig. Ville han nu også til at røre mig? Hvad var det med de her mennesker - eller ja varulve - og berøringer?

 

Til sidst rakte han ned og gled en hånd ind under min ryg for at fjerne puden bag mit hovedet igen. Denne gang havde jeg ikke trukket mig væk. Det var næsten som om at hans arm brændte mig, og jeg følte mig fuldstændig omsluttet af den varme der stod ud fra ham.

 

En fremmed følelse tog fat i mit sind, og der gik nogle sekunder før jeg genkendte den. Tryghed. Han duftede af skov og grantræer og det gik op for mig at jeg havde været her før, i hans arme. Det var ham der havde løftet mig op efter faldet og bragt mig hertil.

 

Han lagde mig blidt ned og trak sin arm til sig igen. Han hev dynen op og puttede mig, som Damien gjorde da jeg var helt lille (Dog havde der aldrig været en dyne dengang, højst et tyndt tæppe jeg hurtigt var vokset fra)

 

“Tak.” Hviskede jeg. Han rynkede brynene til svar.

 

“Du behøver ikke takke mig for det dér.” Han havde vendt sig da jeg talte igen.

 

“Nej ikke dét - tak fordi du reddede mig. Hvem er du?” Min stemme var mest af alt en hvisken, men han hørte det alligevel.

 

“Jeg hedder Caleb…” Han tav og rynkede brynene mens han betragtede mig over sin skulder. “Og jeg er ikke din ven.” Med de ord gik ud af rummet. Mit hjerte hamrede derudaf, jeg var på én gang forvirret og fascineret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...