Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5140Visninger
AA

16. ~ 16 ~

Jeg blinkede med øjnene, forvirret.

 

Caleb, hvad sker der?! Han studerede mig, forundret.

 

Amy?

 

Ja, det er mig! Svar mig nu for pokker, du gør mig bange. Han stod fortsat og studerede mig uden at sige noget. Han forvandlede sig til den hvide ulv og gik over mod mig.

 

Du kan mærke mig, mit sind. Ikke? Jeg nikkede en enkelt gang - Det var tydeligt at mærke at vi var smeltet sammen på et højere plan - følelsen var rar, beroligende.

 

Fokusér på mig, luk alt andet ude. Jeg gjorde som han bad om, og et kort øjeblik så jeg verdenen gennem hans øjne. Der var intet menneske at se i miles omkreds, i stedet…. Jeg fokuserede alt hvad jeg kunne og holdte forbindelsen med hans sind. Han blev mit spejl.

 

Foran ham stod en rødbrun ulv med orange øjne.

 

Er det…? Spørgsmålet blev hængende i luften mens jeg gled tilbage i mit eget sind igen. Jeg så ned af mig, og hvor jeg før havde hænder var der nu to store poter. Panikken tog fat i mig, og jeg begyndte at hyperventilere.

 

Caleb! Hvad er jeg?!

 

Rolig, Amy, rooolig..

 

Jeg kan IKKE være rolig! Skældte jeg, og blev overrasket over den knurren der kom fra min strube.

 

Du kan ikke forvandle dig tilbage, hvis du ikke er rolig…

 

Jeg ved virkelig ikke…

 

Du er en dygtig skinchanger! Afbrød han mig..

 

….En dygtig hvad?! Jeg havde ingen idé om hvad pokker det var han kaldte mig.

 

Skinchanger… Det er i hvert fald hvad jeg vil kalde din kraft. Du har kunnet ændre dit udseende, i hvor mange år nu? Det her er ikke meget anderledes.

 

Det var med udgangspunkt i at jeg var menneske! For pokker Caleb, det her er noget HELT andet!

 

Ikke hvis du tænker over det.. Forestil dig din menneskeform, se det for dig hvordan musklerne i din krop reagerer ved bestemte bevægelser, fokusér på dét. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at gøre hvad han bad mig om.

Sådan. Han forvandlede sig tilbage til menneske igen, langsomt, så jeg kunne få en fornemmelse for hvad det var han gjorde. Forvandlingen startede fra benene, og sluttede ved hovedet.

 

Lad mig hjælpe… Stemmen fra før hviskede et sted fjernt i mit sind og hjalp mig med at fokusere på opgaven, og transformationen begyndte. Jeg hylede ud i smerte da min lårbensknogle brækkede, og samledes på ny igen. Hver eneste knogle rokerede rundt og mine ulvehyl ændrede sig langsomt til smertens skrig, mens Caleb aede mig blidt på hovedet. Det sidste der forsvandt var pelsen ved nakken.

 

“Den første forvandling er altid den værste.” Hviskede han og kyssede mig blidt ovenpå håret. Jeg lå sammenkrøbet, med hovedet i hans skød, og rystede grundet smerten.

 

“Hvordan kan det her lade sig gøre?” Spurgte jeg med klaprende tænder.

 

“Vi må spørge Nanna. Men først, bliver vi nødt til at komme hjem.” Han løftede mig blidt op i sin favn, og hans hud brændte mod min. Jeg så ned af mig selv, og det gik op for mig at mit tøj var gået i stykker, med undtagelse af bukserne - de var dog revet over fra knæene, og det der var tilbage var ikke i en særlig god forfatning.

 

Tidligere ville jeg ha’ været forlegen, men… Jeg følte mig så anderledes, så tryg nær Caleb. Mens han bar mig tilbage mod tunnelen kærtegnede jeg arret efter mærket.

 

Burde det være helet allerede? Han så ned, forvirret over mit spørgsmål.

 

Nej.... Endnu et spørgsmål til Nanna. Udmattelsen kom hurtigt og det føltes mest af alt som at møde en kold mur.

 

“Caleb…?” Min stemme var nærmest kun en hvisken inden jeg mistede bevidstheden.

 

*

 

“Du bliver nødt til at komme med!” Han havde ikke tid til at stå og diskutere med hende, og blev kun mere nervøs som sekunderne gik.

 

“Fenris, jeg er gammel, jeg kommer ikke på husbesøg! Det har jeg ikke gjort de sidste 100 år.” Frustreret kørte han begge hænder igennem sit hår mens han prøvede at vælge sine ord med omhu.

 

“Der er sket noget.. Med Amy.” Den gamle kone sad fortsat foran pejsen, umiddelbart uinteresseret i samtalen mens hendes fingre kærtegnede perlerne omkring hendes hals.

 

“Åh?”

 

“Jeg kan ikke… Nanna for helvede, kom nu bare med!” Hun så strengt på Caleb, og vinkede ham nærmere.

 

“Du skal ikke hundse mig med! Muligt at du deler skæbne med Fenris, men…” Hendes stemme forstummede da hun rørte hans overarm, og hendes øjne faldt i. Hendes øjne fór vildt frem og tilbage under de lukkede øjenlåg og hun åbnede dem pludseligt med et gisp.

 

“Du godeste!” Hun rejste sig resolut fra stolen og gik ind i et baglokale - Caleb blev overrasket over at hun i det hele taget var så førig, han havde været på nippet til at løfte hende ud af stolen og bære hende over til hans hus hvor Amy lå på sofaen i stuen, fuldstændig ukontaktbar.

 

Nanna kom tilbage kort efter med en mindre taske af læder. “Giv mig din arm.” Beordrede hun, og de gik tilbage mod hans hus mens hun støttede sig til ham.

 

Han havde svært ved at gå i et nogenlunde roligt tempo så den gamle dame kunne følge med, og hun måtte af flere gange rykke let i hans arm for at sætte tempoet ned. Da de endelig nåede hoveddøren frigjorde han sig fra hendes hånd, og løb hen mod sofaen hvor Amy fortsat lå. Hun trak knap vejret.

 

“Det skete efter mærket… Hun trak ikke vejret, jeg kunne ikke…. Jeg troede at jeg havde mistet hende.” Han gjorde plads til Nanna som nu nærmede sig sofaen.

 

“Fortsæt.” Bad hun, mens hun åbnede lædertasken og tømte indholdet på sofabordet, én ting af gangen.

 

“Hun lå i mit skød, mens jeg sad og forbandede Fenris langt væk, råbte på enhver der måtte høre mig om at gøre en ende på mit liv da... “ Han rynkede brynene og børstede blidt håret væk fra Amys pande. “Det skete langsomt. Pelsen brød frem på hendes krop og hun forvandlede sig. Det var... Forunderligt smukt at overvære, jeg har aldrig set en så ren forvandling. Pludselig var hun vågen igen, men hun forstod ikke hvad der var sket.. Jeg fik guidet hende til at forvandle sig tilbage til menneske igen, og på vejen tilbage besvimede hun.. Og nu… nu…..” Han trak vejret i dybe stød mens han fra sin plads bagved sofaen, så Nanna kunne komme til, blidt holdte hans hånd ved Amys kind.

 

Han følte sig så magtesløs, så fortabt. Følelsen mindede ham om dagen hans forældre døde. Han knyttede næven og slog den ned i sofaryggen.

 

“Jeg kan ikke miste hende! Høre du! Du må gøre noget!!” Nanna holdte en hånd op for at tysse på ham.

 

“Stille..” Skændte Nanna mens hendes fingre masserede mærket på Amys håndled. Hun vendte sig om til sine medbragte ting på sofabordet og lagde nogle af tingene i en mørtel.

 

“Jeg kan ikke gøre meget - Jeg kan kun påvirke hendes omgivelser. Resten må hun selv klare.” Caleb sukkede dybt og raspende, han kæmpede en brav kamp med sig selv for ikke at ødelægge samtlige ting i hjemmet.

 

“Bare… Hjælp hende.” Nanna nikkede en enkelt gang, hvorefter hun hældte indholdet fra mørtlen over i en skål, hvor hun satte ild til det. En tyk røg fyldte stuen, og han satte sig på kanten af sofaen.

 

Caleb tog Amy’s hånd i hans og klemte den blidt mens han med den anden trak tæppet tættere omkring hendes krop.

 

“Kom tilbage til mig…”


 

*

 

“Vågn op” Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede mod stemmen. En kvinde i en lang hvid kjole, med rødbrunt hår rakte sin hånd ned til mig. Jeg lagde min hånd i hendes og hun hjalp mig op at stå.

 

Jeg var lettere omtåget mens jeg så mig omkring. Der stod træer omkring os indhyllet i en tæt tåge. “Hvor er vi?”

 

“I åndedalen, som jeg fortalte dig om tidligere.” Jeg slap hendes hånd og tog et skridt bagud for at se mig yderligere omkring. Der var træer så langt øjet rakte - det var ikke en skov jeg nogensinde havde set før.

 

“- Det er fordi du aldrig har været her.” Svarede hun på min tænkte konstatering med et smil.

 

“Hvad skete der?” Hun begyndte at gå i en tilfældig retning, og jeg gik op på siden af hende for at følge med.

 

“Da din mage gav dig mærket tog dit sind kontakt til os hér. Jeg besvarede dit kald og blev inviteret ind.”

 

“Så det var derfor at jeg var en ulv?” Hun nikkede til svar.

 

“Det er sådan det fungere for alle varulvene. Når de når den rette alder finder deres sind en ulv hér - det gør dem i stand til at forvandle sig.” Den larmende stilhed udover vores stemmer var til at tage og føle på. Der var ingen fugle, end ikke lyden af vores fødder der rørte skovbunden.

 

“Det er aldrig sket før at et hunkøn har taget kontakt til os. Det er spændende tider vi træder ind i, meget spændende endda.” Hun nikkede for sig selv med et smil.

 

“Det er meget fint alt det der.” Jeg stoppede op og lagde mine arme over kors. “Men hvad laver jeg her?” Hun smilede ømt til svar, og vendte sig så vi stod med fronten til hinanden.

 

“Normalt tager vi blot bolig i sjælen uden at gøre væsen af os - Fenris’ overtagelse er den eneste der afviger fra dette. Og ja, så min, men jeg syntes at du, som den første af din slags, gjorde dig fortjent til en forklaring.” Jeg løftede et øjenbryn og afventede at hun fortsatte.

 

“Sidst vi talte gav jeg dig et valg. Ved at takke ja til dette har du accepteret mig, og jeg er nu en del af dig. Du vil kunne forvandle dig på lige fod som de andre varulve.”

 

“Og hvad så med dig?” Hun rystede på hovedet, og rakte sin hånd frem igen.

 

“Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg får lov til at leve igen sammen med dig, mere kunne jeg ikke be’ om. Tag min hånd.” Mine arme faldt ned langs siden, og jeg løftede langsomt min hånd for at tage hendes.

 

“Tak. Jeg får lov til at leve med min Fenris igen.” Alt omkring os sløredes langsomt, og jeg følte det som om at jeg atter engang blev trukket tilbage til det virkelig liv.

 

“Din… Fenris?” Hun nikkede og smilte ømt, og da hun talte sidste gang blev alt mørkt.

 

“Mit navn er Saphira”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...