Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5148Visninger
AA

15. ~ 15 ~

Alaska

 

“Hey, du skal op nu.” Amy rystede på hovedet og krammede puden tættere ind mod sit bryst.

 

“Jeg har morgenmad klar..” Lokkede Caleb og lagde sig ned i sengen til hende.

 

“Hvis du gør det der, falder jeg i søvn igen…” Mumlede hun ned i puden, stadig med øjnene lukket.

 

“Det ved jeg snart ikke - der er pandekager.” Hun slog øjnene op og nærmest sprang ud af sengen, til stor fornøjelse for Caleb.

 

“Hvorfor sagde du ikke det noget før!” Skældte hun halvvejs nede af trappen mens han stadig lå i sengen og klukkede.

 

Den sidste uge havde han fokuseret på at de skulle lære hinanden at kende, tilbringe en masse tid sammen og lave nogle af de ting de hver især godt kunne li’. Sjovt nok var det hendes egne spørgsmål der havde givet ham idéen.

 

Blandt andet havde han fundet ud af at hun har et svagt punkt overfor pandekager. Hun vidste det heller ikke selv før han på anden dagen havde lavet dem til morgenmad og hun næsten havde fortæret en hel portion for sig selv.

 

Da dagens portion var spist tog de begge en jakke på og gik mod tunnelen ud til skoven.

 

“Hvad skal vi så i dag?” Spurgte hun og satte farten op så hun kunne følge med Caleb. Han havde svært ved at holde et roligt tempo i bar’ spænding.

 

“Ud på eventyr.” Svarede han med et skævt smil.

 

“Ligesom alle de andre dage.” Svarede hun med en lettere irriteret stemme, men hun kunne ikke skjule sit smil. Indtil videre havde han ramt plet med hver eneste “udflugt”, og det føltes som om at de for hver dag kom tættere på hinanden.

 

I går da de havde siddet nede ved søen i græsset og studeret fiskene havde hun lagt sit hovedet på hans skulder.

 

“Jeg kan godt se din pointe med fiskene. De er smukke.” Havde hun mumlet og set op på ham. Hun havde lænet sig tættere på og hendes læber havde blidt strøget over hans. Det havde krævet alt hans selvkontrol at holde sig i skindet, men det var et skridt i den rigtige retning.

 

De var kommet ud i skoven fra tunnelen og nået op til de sidste store træer op af bjergsiden inden trægrænsen.  

 

“Ok og hva’ så nu?” Spurgte hun afventende med armene over kors.

 

“Ja det må du fortælle mig, jeg har aldrig klatret i træer.” Amy så over på ham med et løftet bryn og et stort smil. Uden at spilde et sekund gik hun over mod det nærmeste træ, de laveste grene var mindst 2 meter oppe af stammen, men hun bøjede let i knæene og hoppede op og nåede den nederste gren uden problemer. I løbet af ingen tid havde hun, næsten som en kat, klaret helt op i toppen.

 

“Kommer du herop?” Kaldte hun leende.

 

“Hvad får jeg hvis jeg gør?” Prøvede han. Han stod med hænderne på sin hofte og spejdede op mod hende.

 

“Lige hvad du vil ha’” Lovede hun. Med et skævt smil hoppede han op på samme måde som hende, og fulgte hendes sti op ad træet. Inden længe nåede han den store gren hun sad på inden de tyndede for meget ud i trætoppen. Vinden fik stammen til at svaje roligt frem og tilbage.

 

Han satte sig forsigtigt ved hendes side og hans blik fulgte hendes. Fra deres plads havde de udsigt over det meste af skoven, samt den lille by som lå i udkanten af reservatet. Hun så henført ud over landskabet.

 

“Tak.” Sagde Amy og så kort over mod Caleb.

 

“Det var så lidt.” Han ville gøre hvad end det skulle være for at få hende til at smile og føle sig tilpas.

 

“Det har været dejligt at komme tættere på dig. At lære dig bedre at kende.” Fortsatte hun. Hun lagde sin hånd over hans, og deres fingre flettede sammen. Sådan sad de længe og så ud over landskabet, indtil nogle mørkegrå truende skyer gled ind over skoven.

 

“Vi må hellere gå tilbage inden det uvejr starter.” Konstaterede Caleb med et suk. Han havde ikke lyst til at vende hjem endnu, og normalt elskede han regnvejr, men han ville ikke have at hun skulle blive våd og syg. Med ét fik hun et djævelsk smil og blinkede til ham. Han så på i forvirring da hun skød sig fremad og lod sig falde ned.

 

“Amy!” Råbte Caleb og kastede sig ud efter hende. De var næsten 10 meter oppe i træet! Med uhyggelig hast forvandlede han sig i luften og landede på jorden før hende for at kunne afbøde hendes fald. I stedet greb hun fat i et af de sidste tykke grene for at sænke hendes fart, og landede ved siden af ham med ynde.

 

“Som jeg sagde, jeg er professionel til at klatre i træer. Også når jeg skal ned.” Sagde hun med latter og gik over mod den hvide ulv.

 

Der kunne være sket dig noget!!! Tænkte han irriteret, og knurrede lavt.

 

“Årh hold op, jeg havde styr på det.” Hun kløede ham bag ørene og han puffede til hendes hånd med hovedet for at bede hende om at fortsætte.

 

“Din pels er så blød.” Sagde hun henført og lod sine fingre glide ned af hans ryg. Da hun til sidst stod bag ham forvandlede han sig igen. Det meste af hans tøj var gået i stykker under forvandlingen, kun den øverste del af hans bukser, fra knæet og op, havde overlevet.

 

“Det dér!” Han trak vejret dybt og kontrolleret. “Det gør du aldrig igen.” Han havde svært ved at skjule vreden i sin stemme. Hun kunne ha’ brækket benet igen, eller endnu værre nakken!

 

“Hvorfor?” Spurgte hun, mens hun korslagte sine arme og så afventende på ham.

 

“Fordi jeg ikke vil ha’ at der sker dig noget! Jeg ville ikke kunne bære at du kom noget til!” Nu er din chance! Tænkte han for sig selv.

 

Han tog et skridt mere og stod helt foran hende. Hans fingre gled igennem hendes hår og trak det bag hendes øre hvor han hvilede sin hånd. Hun lænede sig ind mod hans krop og slappede af. Det her føles så rigtigt.  

 

“Fordi... Jeg elsker dig Amy.” Hans hænder var på hendes hofte. Aldrig i sit liv havde han følt noget så stærkt som den kærlighed han følte for hende lige nu. Så snart hun blev mærket ville hun kunne føle hans sind og han hendes. Han kunne snart ikke vente længere!

 

Før hun nåede at svare ham blev hun afbrudt af et tordenskrald, og kort efter begyndte regnen at sile ned. De blev begge gennemblødt på få sekunder. Amy så op mod himlen med lukkede øjne og et smil, hun så ud til at nyde regnen lige så meget som ham selv. Hun grinede da regnen tog yderligere til og hun var nødt til dreje hovedet nedad igen.

 

De så på hinanden, i noget der for ham lignede en evighed, hvorefter hendes fingre blidt kærtegnede hans kind.

 

“Og jeg elsker dig Caleb.” Hun stillede sig på tæer og smed sine arme omkring hans nakke mens hendes læber fandt hans i et sultent kys. Hans hænder kærtegnede hendes ryg og lænd mens han med et taknemmeligt suk fandt hendes tunge. Hun trak sig væk først og hendes blik var fæstnet med hans.

 

“Mærket.. Jeg er klar.” Sagde hun med et forsigtigt smil.

 

“Er du sikker?!” Til trods for meget han havde glædet sig til dette øjeblik, ville han ikke tvinge hende til noget.

 

“Jeg har aldrig været mere sikker på noget i mit liv.” Forklarede hun og så til mens Caleb gik i knæ.

 

*

 

“Jeg vil beskytte dig, værne om dig og elske dig til evig tid.” Han havde taget mine hænder i sine og kyssede nu blidt mine knoer. Han havde virkelig lagt sig i selen den sidste uge for at godtgøre for alt den tid vi havde mistet. Der var stadig nogle punkter vi skulle arbejde med (feks hans dominante side som kunne drive mig til vanvid) men generelt set synes jeg vi var kommet langt.

 

“Smerten er kortvarig og hurtigt ovre.” Mindede Caleb mig om. Jeg nikkede til svar, min snak med Abigail havde beroliget mig.

 

“Jeg..” En pludselig generthed fik mig til at tie. Hvor pokker skulle det mærke være? Som om han havde læst mine tanker vendte han min højre hånd med håndfladen opad og kyssede blidt på håndleddet.

 

“Jeg tænkte her… Et minde om din slægt?” Jeg vidste præcis hvad han hentydede til, og kunne ikke lade være med at smile. Vi var i sandhed kommet langt når han ikke længere var skræmt af tanken om min familie og fortid.

 

“Gør det.” Nikkede jeg, og spændte alle muskler i min krop mens jeg ventede. Han kyssede blidt på håndleddet som lå i begge hans hænder. Langsomt åbnede han munden og jeg kunne mærke hvordan hans hjørnetænder brød igennem huden.

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   “Aaav..” Hvæsede jeg mens jeg knyttede min anden hånd i hans trøje. Det var hurtig ovre, som lovet. Han kyssede blidt mærket og rejste sig igen. Jeg følte mig ikke anderledes og så på ham i forvirring.

 

Jeg skulle til at åbne munden for at konstatere det for ham, da en brændende fornemmelse løb igennem min krop, som ild i mine åre. Jeg skreg op da smerten tog til. Calebs øjne udvidede sig i rædsel, som bekræftede mig i at hvad der skete var ikke normalt.

 

Mit hjerte ræsede afsted imens det føltes som om min krop var ved at brænde op. Jeg kunne intet høre, kun se at Caleb bevægede munden og talte til mig, mens han forfærdet holdte mig i sine arme.

 

Der kom en hvid krans i mit syn som snart overtog det hele, og før jeg vidste af det var jeg blind. Det eneste jeg kunne høre var mit eget desperate åndedrag.

 

Er jeg død? Jeg var omkranset af et gennemtrængende mørke der lukkede alt ude. Rædslen fyldte mit sind, og et sted langt borte kunne jeg fornemme at der skete noget med min krop, men.. Det var som om jeg stod udenfor, som om min krop og sind var adskilt.  

 

Et gyldent lys brød mørket og bevægede sig tættere på.

 

Hvem er du?

 

En ven. Lyset pulserede roligt i takt med stemmen.

 

Hvor er jeg? Jeg følte mig ikke længere bange, der emmede en varme fra lyset der svøbte sig om mit sind som et tæppe.

 

Et sted hinsides det du kender.

 

Mener du… som himlen? Spurgte jeg skeptisk.

 

Nej, ikke i skyerne. Vi kalder det åndedalen.

 

Vi? Mens vi talte følte jeg mig tiltagende omtåget, som om at jeg langsomt faldt i søvn.

 

Der er ikke tid til at forklare barn! Du er nødt til at træffe et valg, du er døende. Spørgsmålet er simpelt. Ønsker du at leve?

 

Svaret burde være nemt for mig - havde jeg været i denne, meget underlige, situation for blot 1 år siden havde jeg takket nej, jeg havde taget imod det kolde mørke med åbne arme. Men nu… Der var pludselig så mange ting at leve for.

 

Caleb… Jeg må tilbage til ham! Jeg vil leve!

 

Som du vil….

 

Jeg trak vejret med et gisp og åbnede med besvær mine øjne… Jeg troede jeg havde set de mest underlige ting… Mine muskler var ømme og jeg gispede mens jeg med besvær kom op at stå. Det hele så.. Anderledes ud? Jeg prøvede at åbne munden for at tale, men ingen ord kom ud. Havde jeg mistet stemmen?

 

Jeg så omkring mig for at finde Caleb, og fandt ham stående nogle meter væk. Han trak vejret i dybe stød og så mistroisk på mig. Han stod med knæene let bøjet og håndfladerne mod mig i en beroligende gestikuleren. Det så nærmest ud som om han stod klar til at forsvare sig. Men mod hvad?

 

Jeg følte noget smyge sig op af mit sind, nærmest som følelsen af silke mod hud. Caleb tog langsomt nogle skridt tættere på og satte sig ned på det ene knæ foran mig.

 

Calebs stemme talte pludselig i mine tanker.

 

Amy?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...