Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5187Visninger
AA

13. ~ 13 ~

Jeg vågnede tidligt, solens stråler der brød igennem gardinet var det der vækkede mig. Jeg så mig først forvirret omkring, var jeg ikke faldet i søvn på sofaen? Caleb lå lige bag mig, med en arm om mit liv. Jeg vendte mig forsigtigt og stod ud af sengen og væk fra hans arm. Han gryntede utilfreds i søvne, og lagde sig om på ryggen.

Han måtte ha’ båret mig herop. Uanset hvordan jeg vendte og drejede det havde han hele vejen igennem bekymret sig for mig, og hjulpet mig, selv da han kæmpede med sig selv. Tæppet vi havde haft over os dækkede nu kun halvdelen af hans krop og gav mig god mulighed for at studere ham.

Sårerne og de blå mærker fra slagsmålet var for længst helet og væk. Hans bryst hævede og sænkede sig langsomt i takt med at han trak vejret. Mit blik gled ned af overkroppen mod de krusede mørke hår der ledte vejen fra hans navle og ned mod… Jeg rødmede voldsomt og vendte mig for at min fantasi ikke skulle løbe løbsk.

Forsigtigt åbnede jeg et af skufferne og ligesom dagen forinden tog jeg et af hans T-shirt og smed over hovedet. Jeg måtte simpelthen ha’ fat i noget mere tøj, jeg havde fortsat kun det ene sæt Abigail havde foræret mig. Jeg tog mine egne bukser på og listede ud af soveværelset og nedenunder. Dér tog jeg mine sko på og snørede dem inden jeg gik ud af huset.

Mærket… Så snart det var sket ville jeg ha’ overgivet mig til ham fuldstændig. Var det overhovedet klogt? Jeg var stadig ikke helt sikker på at det var smart at blive, men Abigails ord fra den forgangne dag lød stadig klart i mit hovedet.

Ville det være så slemt at slå sig ned? At få en familie? Som Abigail også havde sagt til mig betragtede de mig allerede sådan, så den del var måske ikke så svær.

Noget helt andet var alt det med Caleb. Var jeg i det hele taget klar?! Alt for mange spørgsmål og for få svar.

Inden længe stod jeg foran deres dør og bankede let på. Det var stadig meget tidligt, men alligevel åbnede Abigail døren med et stort smil. Hun stod med en kop kaffe i hånden.

“Amy! - Hej, kom indenfor.” Jeg nikkede tak og gik ind i stuen. “Vil du ha’ en kop?”

“Ja tak.” Svarede jeg og vred nervøst mine hænder mens jeg blev stående til hun kom tilbage igen og rakte mig den varme kop. Bønnerne duftede herligt af morgen - indtil for et halvt år siden havde jeg aldrig smagt det. Nu havde jeg svært ved at undvære det. Det var ikke rigtig morgen uden.

“Jeg ville gerne spørge dig om…” Jeg stoppede og satte mig i lænestolen, prøvede på at formulere de rigtige ord.

“Ja?” Hun satte sig i sofaen ved siden af, og trak sine ben op ved siden af sig.

“Mærket…” Hun nikkede vidende.

“Ja den var en svær én at sluge. Der gik en hel måned før jeg gik med til det med Jeremiah.” Hun smilede ømt ved mindet.

“Må jeg se det?” Hun rystede let på hovedet med et undskyldende smil.

“Et mærke er meget privat, det vil det også blive for jer, men jeg kan fortælle dig om det.” Jeg nikkede ok til hendes kompromis. “Som Caleb nok har forklaret dig kommer mærket af at manden bider kvinden.”

“Ja det har han fortalt.”

“Det gør ondt. Det vil jeg ikke prøve at bilde dig ind at det ikke gør. Men jeg er sikker på at dit brækkede ben forvoldte dig langt større smerte end mærket nogensinde ville kunne.”

“Ja det kunne du godt bilde mig ind. Kan du forklare sådan mere, rent praktisk, hvad der sker under og efter?” Hun rynkede brynene og tog en slurk af sin kop.

“Det er godt nok ved at være mange år siden, men det er vel noget man aldrig glemmer.” Sagde hun med et smil. “Øjeblikket han bider gør det naturligvis ondt. Efterfølgende.” Hun så sig tænkende op i loftet. “Jeg ved ikke om det vil være anderledes for dig, men jeg oplevede det sådan at mit sind blev ét med Jeremiahs. Jeg… ja, jeg følte mig komplet? Det var en meget sær oplevelse.”

“Så det er kun biddet der gør ondt,” Hun nikkede mens hun tog endnu en slurk. Jeg gjorde det samme. “Sexen var også bedre.” Jeg spruttede kaffen ud, hvilket fik Abigail til at grine.

“Du må ikke sige sådan noget mens jeg drikker!” Skændte jeg.

“Eller i det hele taget?” Spurgte hun med et blink. Jeg svarede ikke, så bare surmulende ned i min kop. “Den eneste grund til at jeg ved det er fordi jeg havde en tidlig debut med en kæreste da jeg stadig boede hos mine forældre i Seattle.” En skygge gled ind over hendes ansigt, og hun så væk for at maskere hendes så tydelige følelser, men jeg nåede at lægge mærke til det.

“Inden du spørger...” Startede hun med et suk. “Jeg ved ikke hvordan min familie har det, hvor de er henne i dag, om de nogensinde ledte efter mig, men gav op? I og for sig er du heldig. Du blev aldrig kidnappet, du forelskede dig i Caleb naturligt uden at kaldet blev tvunget på dig, som ellers er kutyme.”

“Hvordan vidste du…?” Hun smilede vidende til mig, stadig med et trist blik i hendes øjne. “Du har sendt lange blikke efter ham lige så længe som du har været her. Det har bestemt ikke været svært at lægge to og to sammen” Hun fik et mere bestemt udtryk i ansigtet.

“I alle tilfælde, vent til du er klar. Både med henhold til mærket, men også til sex.” Jeg prøvede at se alle andre steder hen end på hende, det blev en tand for pinligt for mig - men hun havde ret.

“Tak for kaffe. Og for snakken.” Fik jeg mumlet mens jeg rejste mig og satte min kop ud i køkkenet.

“Ja selv tak.” Inden jeg gik ud af døren kom jeg i tanke om mit andet spørgsmål til hende.

“Øhm, Abigal?”

“Mmh?” Hun nikkede og satte koppen fra sig på sofabordet.

“Har du evt noget aflagt tøj jeg kan overtage? Jeg er ved at ha’ slidt det andet sæt ned.” Hun smilede og rejste sig.

“Selvfølgelig. Jeg tror jeg har lidt af hvert herude. Kom med.” Jeg fulgte hende ud i deres bryggers. Hun lagde noget tøj ned i en pose til mig. Til slut holdte hun et par jeans op der havde set bedre dage.

“Hmm. De er ved at være godt hullet. Jeg kan klippe benene af og lave dem til et par shorts?”

“Jo, mon ikke det går?” Hun nikkede med et smil, og fandt en saks frem.

“Så kan jeg vaske det du har på nu. Det trænger det vist til.” Foreslog hun mens hun holdte det færdige resultat af de afklippede shorts op foran sig.

“Jo tak.” Jeg trak bukserne af og lagde dem i vasketøjskurven og tog imod shortsene fra Abigail. Det var hun faktisk sluppet ret heldigt fra, det lignede endda noget jeg havde set i nogle butiksruder sidste sommer.

“Tusind tak Abigail. Jeg må hellere komme tilbage.”

“Ok, hils.” Sagde hun med et kækt smil. Jeg tog imod posen med resten af tøjet hun havde foræret mig og gik ud af døren. Dalen var lige så stille ved at vågne, det var helt idyllisk. Jeg kunne måske godt vænne mig til at bo her, var tanken om at slå sig ned for alvor virkelig så forfærdelig?

Jeg kom ind af hoveddøren og satte posen fra mig på gulvet. Der var stadig helt stille i huset, sov han virkelig endnu? Jeg sparkede mine sko af og listede op af trappen og åbnede stille døren ind til hans værelse. Sengen var redt men der var ikke skyggen af Caleb nogle steder. Jeg skulle lige til at gå ud og lede i nogle af de andre rum da døren til badeværelset gik op og Caleb kom ud. Han havde øjensynligt været i bad og havde ikke set mig endnu. Han tørrede sit hår med den ene ende af håndklædet, mens den anden ende lige præcis dækkede…

“Undskyld!” Jeg vendte mig om i et ryk og så ned i gulvet. Mine kinder og øre blev varme.

“Du behøver ikke undskylde.” Sagde han med grin i stemmen. Jeg hørte lyden af kommodeskuffen der blev åbnet og lukket igen.

“Hvad er det du har på?” Spurgte han pludselig lettere oprevet. Jeg kiggede mig over skulderen med et løftet bryn. Han havde taget sweatpants på og stod lige bag mig med et stridt blik.

“Tøj?” Konstaterede jeg mens jeg så ned af mig selv. Hvad var problemet? Først da gik det op for mig at hans t shirt kun lige præcis dækkede de shorts jeg havde på, og det derfor lignede at jeg ikke havde noget på under.

“Jeg har shorts på.” Korrigerede jeg og løftede t shirten lidt. Han trak vejret skarpt ind, og jeg så forvirret op.

*

Han gik fra at være rasende over at andre kunne ha’ set hende i det antræk til at blodet kogte i hans åre. Han trængte til hende, og det blev værre for hver dag der gik! Hun lignede mest af alt et dyr fanget i billygternes skær.

Han var ligeglad med at give hende tid og plads, lige nu havde han brug for at mærke hende mod sig, blot for et minut. Han løftede hende op med et utålmodigt opråb, og plantede hende mod væggen mens hans kyssede hende sultent. Hun havde hvinet overrasket, men der gik ikke længe før hun rev i hans hår for at få ham tættere på. Med et suk åbnede hun munden og deres tunger mødte hinanden. Han nød at mærke hende så tæt på, nød at høre hendes små lyde af tilfredshed. Han tog fat i bunden af hans t shirt hun havde på for at trække den op over hendes hovedet.

“Vent, vent!” Hun afbrød kysset forpustet og han trak sig modvilligt tilbage.

“Jeg har lyst til dig.” Beklagede han sig, og kyssede hende blidt bag øret. Med et støn vendte hun ansigtet den anden vej for at give ham bedre plads, mens hun skød brystet frem mod ham.

“Og jeg har lyst til dig…” Hun satte sine håndflader på hans bryst og skubbede ham blidt væk fra sig. “Men ikke endnu.” Han sukkede dybt og lænede sin pande mod hendes.

“Ok.” Han kyssede hende blidt og tog et skridt tilbage så hun kunne stå selv igen.

Han måtte feje benene væk under hende, vise at han vil gøre alt for hende. Og så, ville hun forhåbentlig endelig blive hans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...