Dawnbreaker: Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 jul. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Færdig
#Dette er bog nummer 2 ud af 3 i Dawnbreaker serien. Læs gerne "Soulhealer" først, da der vil være mange referencer dertil.

Amy er ikke som mennesker er flest. Faktisk er hun slet ikke et menneske, men hun er heller ikke en dawnbreaker. Ingen ved hvad hun er, mindst af alle hende selv. I størstedelen af sit liv har hun vandret rundt på må og få, forsøgt at finde vejen til dér hvor hendes forældres kærlighed til hinanden resulterede i hendes fødsel: Alaska.

Hun er det umulige barn, jagtet af den maniske gruppe Superi, ledet af Ashley. Dem der var overbevist om at ved at dræbe Amy, kunne de annullere alt hvad der var sket.

I et liv fyldt med sorg, ensomhed og paranoia kan intet trænge ind. Det var hun selv overbevist om.

Indtil den dag et sæt ravgule øjne så ned på hende.

5Likes
0Kommentarer
5144Visninger
AA

11. ~ 11 ~

Jeg fulgte med ham tilbage mod dalen, fuldstændig i chok over hans “angreb” hvis man kan kalde det dét. Vi havde ikke ytret et ord til hinanden siden, i hvert fald ikke indtil vi nåede tunnelen. Jeg stoppede op med et suk, musklerne i mine ben var fuldstændig syret til, specielt i det der stadig var ved at hele. Hvordan kunne jeg ha’ troet at jeg var klar til den lange rejse jeg havde planlagt?

 

“Caleb.” Han stoppede op og vendte sig om, mens jeg stod foroverbøjet og masserede let mit ene lår med hænderne så godt jeg kunne. Jeg hadede at spørge ham, jeg var for helvede endelig kommet af med gipsen, men var stadig afhængig af andre.

 

“Ja?”

 

“Jeg kan ikke gå mere…” Jeg bed mig i underlæben i frustration. Jeg behøvede ikke at sige mere, eftersom han med et skævt smil gik over mod mig og ned i knæ. Han lagde en arm bag ved mine knæhaser og rejste sig langsomt, mens jeg lagde armene omkring hans hals. Mit ansigt var få centimeter fra hans og han så sultent ned på mine læber. Jeg vendte ansigtet og så mod tunnelen i stedet.

 

Mine følelser var ét stort kaos. Jeg havde ikke tænkt mig bare at rulle om på ryggen med benene i vejret og lade ham tage det hele. Uanset hvor meget den anden del af mig havde lyst til det - næsten bogstaveligt talt.

 

Mørket var faldet på da vi kom ud i dalen og jeg vendte mig i hans favn for at se mod Abigail og Jeremiahs hus da vi gik forbi det.

 

“Hey, stop! Jeg skulle af dér.” Han strammede grebet omkring mig og fortsatte ufortrødent.

 

“Jeg slipper dig ikke af syne.” Knurrede han og skubbede hårdt til sin hoveddør med hoften så den gik op. Jeg fik mig presset ud af hans favn og kom ned og stå på mine egne ben.

 

“Caleb! I går ville du ikke kendes ved mig overhovedet. For helvede, jeg har ikke set skyggen af dig i næsten en måned, og så kommer du her med dit kald, praktisk talt overfalder mig og forventer at jeg bare retter ind?”

 

“Ja.” Svarede han kort. “Enten kan du gå frivilligt med ovenpå, eller jeg kan smide dig over skulderen. Du bestemmer selv.” Jeg fnøs af hans ultimatum. Det var lige før jeg savnede den Caleb der var før han… Og så tænkte jeg på det igen. Kysset. Mine kinder blev varme og jeg vendte rundt på hælen og gik op af trappen. Dels for at føje ham (jeg ville ikke give ham den tilfredsstillelse at han skulle smide mig over skulderen), dels så han ikke kunne se at jeg rødmede. Han fulgte efter som en hund i kort snor, dét mentale billede hjalp med at skubbe mindet fra tidligere væk.

 

Jeg gik ned af gangen og var ved at dreje ind i rummet på venstre hånd, hans gæsteværelse, da jeg praktisk talt gik ind i hans arm som blokerede indgangen.

“Du kan tro nej. Du sover hos mig i nat.”

 

“Caleb.” Min stemme dryppede af irritation. “Jeg er træt - det har været en lang dag, og helt ærligt vil jeg bare gerne sove.”

 

“Samme her.” Sagde han med en skuldertrækning, mens armen stadig blokerede døråbningen.

 

Jeg sukkede dybt og masserede den øverste del af min næseryg med øjnene presset hårdt i. “Det nytter ikke noget at diskutere det, gør det?” Spurgte jeg retorisk.

 

“Niks.” Afsluttede han og rakte ind i gæsteværelset efter døren og lukkede den. Han vendte mig blidt omkring og guidede mig ind i hans rum i stedet. Jeg trak vejret dybt ind og slap det i et suk. Han lukkede døren efter sig og gik ind til den anden side af den store seng. Mindet fra den nat hvor han lå blødende og forslået i selvsamme seng stod stadig klart for mit indre øje.

 

“Hvad tænker du på?” Jeg blinkede nogle gange og så op. Han havde taget sin trøje af og var ved at træde ud af sine bukser. Synet fik mig til at rødme endnu engang.

 

“Ikke noget.” Mumlede jeg og så ned i jorden. Jeg trak jakken af og smed den over i hjørnet hvorefter jeg sparkede mine sko af.

 

“Jeg kan læse dig som en åben bog, Amy. Så jeg prøver lige igen, og denne gang forventer jeg et svar - hvad tænker du på?”

 

Jeg lod mig selv falde tungt ned i hans seng - som var blødere end hvad den så ud til - mens jeg med et frustreret udbrud gemte mit ansigt i hænderne. “Undskyld, er Caleb derinde et sted? Jeg vil rigtig gerne snakke med ham. Du går mig på nerverne.” Han grinede af min udmelding.

 

“Øhh, kom igen??” Jeg nikkede vidende.

 

“Caleb der hadede mig. Jeg synes at han var noget nemmere at have med at gøre.” Han så pludselig irriteret ud. “Hvad?” Spurgte jeg.

 

“Jeg hadede dig ikke.” Han lagde sig ned på sengen på siden, og løftede sin arm for at holde hånden bagved hans kind så han kunne se ned på mig.

 

“Hvad kaldte du det så? Nej ved du hvad, glem det, det er ligemeget. Kan vi ikke bare sove?” Hans blik skiftede imellem mine øjne mens han så ud til at vurdere mine ord. Han så derefter ned af mig.

 

“Du har alt for meget tøj på.” Mumlede han.

 

“Til hvad?” Spurgte jeg med et løftet bryn. “Skal vi ikke bare sove?”

 

“Jo…” Gav han mig ret. “Men du får det for varmt. I det mindste tag trøjen og bukserne af, ellers vågner du senere og skal gøre det, og jeg tænker ikke at afbrudt søvn er dét du har mest brug for lige nu.” Jeg blinkede et par gange i forbløffelse - hvem fanden var han og hvad havde han gjort af Caleb?! Jeg tror faktisk at det var den længst sammensatte sætning han nogensinde havde sagt til mig. Med et irriteret suk satte jeg mig op og hev trøjen over hovedet, lagde mig ned på sengen igen og løftede hoften op fra madrassen for at skubbe bukserne ned.

 

“Så’n. Glad?” Han nikkede med et tilfreds smil. Jeg himlede med øjnene og lagde mig om på siden, væk fra ham.

 

Han lagde blidt et tyndt tæppe over mig og lagde en hånd på min hofte og lagde sig helt op til mig i ske.

 

“Godnat.” Mumlede han og lagde sig yderligere til rette bag mig. Aldrig i mit liv havde jeg været så frustreret og irriteret som jeg var lige nu - det blev så bestemt heller ikke gjort bedre af alle de modstridende følelser i mit hovedet. For samtidig med at jeg mest af alt havde lyst til at stikke ham en lige højre (Som Damien havde lært mig), og løbe min vej, havde jeg også lyst til at vende mig rundt og mærke hans læber mod mine igen. Min fantasi løb løbsk og forestillinger af hvad der kunne være sket efter kysset fløj forbi.  

 

“Ikke endnu engel… Når vi er klar.” Hviskede han, som om han kunne læse mit sind. Jeg sukkede frustreret og overgav mig til søvnen der lagde sig som en tung dyne ind over mig.

 

~ * ~

 

Jeg vågnede, alene i sengen. Et øjeblik følte jeg et stik af skuffelse - hvor var han henne? Jeg rystede på hovedet af mig selv, og prøvede i stedet at nyde dette øjeblik alene til at tænke tingene igennem.

 

Fakta var at jeg var forelsket i ham. Men var han forelsket i mig? Jeg var godt klar over at han var underlagt det her forbandede kald, men var det dét hele? For det havde han jo kunne holde sig fra i godt nogle måneder - hvem sagde at han ikke kunne gøre det igen? Hvad skulle afholde ham fra at forlade mig hvis han en dag blev træt af mig, og så ville jeg stå der forladt, endnu engang, efter at have givet alt hvad jeg har at give. Og det ville mit hjerte ikke overleve endnu engang.

 

Jeg sukkede dybt og masserede mine tindinger. Gik alle normale mennesker denne proces igennem når der var kærlighed indblandet?! Jeg var næsten godt klar over at de fleste ikke havde en hvalp med ejerfornemmelser rendende efter sig, men jeg følte mig mest af alt som en sindsforstyrret person - mere end hvad jeg plejede.

 

Jeg blev revet ud af mine tanker da døren blev åbnet nedenunder. Jeg fløj ud af sengen og åbnede nogle skuffer i en kommode for at få noget mere tøj på. Jeg hev en klump stof op der heldigvis viste sig at være en t shirt som jeg smed over hovedet. At stå i kun en tank top og trusser føltes pludselig meget nøgent.

 

Caleb åbnede stille døren ind til værelset, sikkert i tilfælde af at jeg stadig sov. Hans blik fæstnede sig ved mit og han åbnede døren helt og gik ind. Jeg havde en stærk følelse af at mit hjerte stak af og pulsen larmede i mine øre. Han så op og ned af mig flere gange med et smørret smil.

 

“Mit tøj klær dig. Dog tænker jeg at du gerne vil have noget andet på? - Vi skal op til Abigail og Jeremiah.”

 

“Ok? Hvad sker der?” Caleb nøjedes med at ryste på hovedet, og et kort øjeblik syntes jeg at han så skræmt ud. Han vendte rundt og gik nedenunder igen. Jeg fandt mine bukser og min egen t-shirt og skiftede om. Jeg redte mit hår så godt jeg kunne med fingrene men gav til sidst op. Jeg ændrede frisuren til en kort pixie, men beholdte min egen hårfarve og tekstur. Jeg så mig selv an i spejlet - det var faktisk ikke så tosset endda.

 

Jeg snørede til sidst mine sko inden jeg gik nedenunder til Caleb der stod afventende ved døren.

 

“Det skal jeg altså vænne mig til.” Mumlede han for sig selv.

 

“Hvad?”

 

“Det du kan. Hvor længe har det været sådan?” Han tog min hånd og vi gik ud af døren. Et øjeblik var jeg distraheret af berøringen, og den varme der spredte sig.

 

“Så længe jeg kan huske. Jeg har så til gengæld ingen normale dawnbreaker kræfter -” Jeg kunne se ud af øjenkrogen at der var en let trækning omkring hans læber ved ordet “dawnbreaker”. Han havde stadig svært ved det - men det var noget han selv måtte lære at håndtere og acceptere hvis han nogensinde skulle have noget at gøre med mig, så jeg fortsatte. “Andet end min krops funktioner. Eksempelvist tror jeg ikke noget normal menneske kunne ha’ overlevet snestormen dengang - eller på så lidt mad.” Igen kunne jeg mærke at han blev frustreret. Jeg stoppede op og så strengt op på ham.

 

“Hvis du spørger mig om noget må du jo forvente engang imellem at du får et svar du ikke bryder dig om. Det kan ikke nytte noget at reagerer sådan!”

 

“Jeg…” Han lukkede munden, og så tænksomt på et punkt bag ved mig. “Du vil aldrig mere skulle sulte eller fryse. Jeg blev vred på mig selv fordi jeg ikke tidligere har kunnet passe på dig.” Dét havde jeg ikke forventet. Uden at ane hvad jeg skulle svare, begyndte jeg at gå igen.

 

Vi bankede på døren, og Jeremiah åbnede den og vinkede os ind. Jeg så forvirret fra Abigail som stod med korslagte arme og stampede utålmodigt med den ene fod i jorden, mens Eve og Drake sad i den ene sofa.

 

Hvad foregår der her?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...