Dystre tanker

Om at være ensom blandt andre og føle at verden kæmper mod dig
- Mit bidrag til konkurrencen "Piger 2018" under emnet; ensomhed

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. Dystre tanker

Der er 7,5 milliarder mennesker i verden, 25 af dem går i klasse med mig. Alle ved de at jeg eksisterer, men ingen af dem ser mig. Jeg er et snefnug i en snestorm og et sandkorn i en ørken, en ligegyldig detalje i det store billede, der viftes væk eller bliver trådt ned i forbifarten.

Jeg ryster tankerne af mig og vender tilbage til geografitimen, som for størstedelen af mine jævnaldrende er ligegyldig. For en uge siden sad de alle i dyb koncentration og frygtede den kommende skolehjemsamtale, nu er de erklærede uddannelsesparate og er dermed faldet tilbage i den sædvanlige rolle som ligeglade teenagere.

Kun jeg stirrer mod tavlen, hvor ting som befolkningspyramider og børnedødelighed bliver forklaret i en ligegyldig tone. Selv lærerne har givet op, så hvorfor skulle jeg ikke gøre det samme? Men jeg holder fast, klamre mig fast med det yderste af neglene for at fastholde en illusion af normalitet. Så længe jeg koncentrere mig om timen, ser jeg ikke de andres smil og hører ikke deres hvisken i krogende. Jeg mærker ikke den isnende kulde, der er ved at samle sig i mit indre, og føler ikke den kvælende mur af rygge omkring mig.

Vores lærer sender mig et smil, da han opdager mit blik og mener uden tvivl, at jeg er den eneste der ikke er gået helt fra forstanden, men han skulle bare vide. Jeg er måske ikke gået fra forstanden ud fra hans definition, men jeg er helt sikkert heller ikke normal. Ellers ville de andre da se mig, ville de ikke?

Spidsen på min blyant knækker og gør mig opmærksom på at jeg er holdt op med at skrive noter og i stedet bare presser blyanten hårdt mod min blok. Jeg rækker om i min taske efter en blyantspidser, men i stedet for hård plast finder mine fingre kanten af et sammenfoldet stykke papir. Jeg behøver ikke se det for at vide hvad det er.

Resultatet af min sidste samtale med vores kontaktlærer, hvor jeg prøvede at forklare mine følelser, var en øvelse, hvor alle skulle skrive en god ting om alle på nogle personlige papirer. Da de blev sendt på omgang kunne jeg se at de andres papirer var dækket af små anonyme, men personlige historier og komplimenter, men mit havde kun fire varianter. De tre mest populære var; ”Du er klog”, ”Du virker venlig” og ”Du er sød”. Tre upersonlige komplimenter, der på hver sin måde tydeligt fortalte at de ikke kender mig. Nummer et er dissideret løgn. Mine karakterer er middelmådige, ikke noget der ikke forventes af en hvilken som helst anden dreng eller pige på min alder. Nummer to er bedre, men det lille ord ”virker” sender et tydeligt signal om ligegyldighed. Nummer tre er bare åndsvag, en kliché der tydeligt fortæller, at de bare ikke vil have ballade. Det fjerde kompliment opstod kun en gang; ”Din evige ro er utrolig” og denne lille besked er den eneste grund til at jeg stadig har papiret. For selvom støvregn og uvejr slås om pladsen i mit indre, og ro er det sidste jeg vil påstå at være i besiddelse af, er denne besked anderledes.

Jeg slipper papiret og det lille lysglimt forsvinder ned i blyantspidseren, da jeg gør mit spinkle skjold klar igen og retter det mod papiret.

 

Da det endelig ringer ud sætter jeg kursen mod døren uden at sige et ord, og fortsætter tavst gennem skolen mod udgangen og min cykel. Her står jeg et øjeblik og fumler med mine nøgler mens de andre elever siger farvel, krammer deres venner og ønsker hinanden god weekend. 25 af dem går i min klasse, alle ved de at jeg eksistere, men ingen af dem ser…

”Din evige ro er utrolig” en let pigestemme lyder bag mig og først tror jeg det er en joke, jeg vender mig og vakler langsomt baglæns mod min cykel. Men pigens øjne, der møder mine, stråler og et lille nervøst smil spiller på hendes læber. Armene hænger slapt ned langs siden og hendes blik flakker. Så gentager hun sætningen langsomt for sig selv, og jeg smiler. Et lille svagt smil, men det er længe siden sidst jeg har smilet. Hendes smil vender tilbage, og hun smiler bredere.

Der er 7,5 milliarder mennesker i verden, 25 af dem går i klasse med mig. Alle ved de at jeg eksisterer, og en af dem ser mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...