Hverdagens Ondskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er en kort historie om, hvordan ondskab kan repræsentere sig i flere forskellige former. Vi møder en ung dreng, hvis hverdag er præget af druk og psykisk vold. Kan en sådan hverdag overhovedet ændres til det bedre?


1Likes
0Kommentarer
47Visninger
AA

1. Hverdagens Ondskab

En flaske knustes mod væggen bag mit hoved. Lugten af sprit hang i rummet, da min fars ord ramte mere præcist end flasken.

- ”Du minder om din mor” snerrede han med afsky i stemmen.

Et voksende savn i maven truede med at gøre mig dårlig. Jeg vidste godt, at hans ord ville gøre ondt, men jeg havde ikke forventet, at tanken om min mor ville være så forfærdelig.  

- ”Du er ikke værd at have som søn”

Et sort tomrum opstod i mit indre, og mørke syntes pludselig at spredes i rummet. Han var fuld som ind i helvede, men der var en ærlighed bag ordene, som for alvor kom til udtryk.

- ”Farvel” jeg ville smække døren bag mig, og finde et sted til han blev ædru. Men situationen tog en drejning.

- ”Hvis du går, så er det her ikke længere dit hjem” sagde han med kold og overraskende rolig stemme. Jeg stoppede, min hånd hang rystende over dørhåndtaget. Han mente det ikke, det gjorde han aldrig, men der var noget, som var anderledes ved denne gang. En hadefuld bebrejdelse skjulte sig bag ordene.

- ”Vi ses far” jeg forlod huset og tog chancen.

 

Jeg havde holdt øje med mit hjem fra afstand. Min jeep stank også af alkohol, men denne gang var det min egen ånde. Jeg druknede mine sorger, præcis som ham, og jeg hadede mig selv for det. Lyset havde været slukket i flere timer, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind. Vi burde begge være mere ædru inden jeg vendte tilbage, ellers ville vi blot ende i endnu en karambolage. Jeg savnede den far jeg havde haft, inden min mor forlod os. Efter det havde sorgen sat sit spor i os begge. Min far var den første til at tabe kampen til alkohol, og jeg fulgte kort efter. Vi hjalp ikke hinanden igennem tabet men levede nærmest i to forskellige verdener. Jeg tog endnu en slurk af flasken, og alkoholen brændte ikke længere, da den løb gennem halsen. Med et ørt hoved forlod jeg bilens trykke rammer og gik med vaklende skridt op ad havegangen.

 

Døren åbnede sig med et klik, da min nøgle endelig fandt hullet, og jeg trådte ind i et velkendt, men alligevel forandret, hjem. Flasken, og dens indhold, var ikke længere spredt ud over køkkenet, og der var ikke længere spor efter tomme flasker og dåser, der ellers havde præget alle hjemmets overflader.

 

- ”Far… ” kaldte jeg lidt forsigtigt. Min stemme overraskede mig - den var hæs og virkede for højlydt til det ellers lydløse hus. Intet svar fulgte, men et lys tændte længere nede af gangen. Jeg lænede mig op ad spisebordet, da alkoholen truede med at vælte mig omkuld, og ventede på, at min fars skridt ville nå rummet.

- ”Hvem er du? ” han stod i døren. Der var intet tegn, på den alkohol han havde indtaget, han virkede derimod lettere skræmt og yderst forvirret, da hans øjne faldt på mig.

- ”Du ved sgu da, hvem jeg er” jeg snublede over ordene, og først der indså jeg, hvor påvirket jeg egentlig var. Han trak spørgende på det ene øjenbryn, men jeg sagde ikke mere, jeg stod der bare og ventede på hans respons.

- ”Du er fuld” konstaterede han. Jeg fik lyst til at slå ham, for han skulle nødigt snakke. I de to år hvor vi indtil videre havde været alene, havde jeg knap nok set ham ædru. Jeg kiggede ham i øjnene og så ikke længere det samme had, der havde været der den forrige aften. Faktisk var der slet ikke nogen genkendelse i hans øjne.

- ”Jeg tror, det er bedst, hvis du går… lige nu”. Hans stemme var fuld af seriøsitet, og hans ansigt fortrak ikke en mine.

 

Det første stykke tid havde jeg troet, at det var en joke. En ond joke, hvilket ikke ville have været noget nyt, når det kom fra ham. Han var generelt ikke en særligt sød mand. Jeg havde presset mig selv forbi ham, og med ham i hælene havde jeg nået mit værelse. Men det var ikke længere mit værelse, alle mine ting var forsvundet, og i stedet havde jeg fundet et ganske simpelt kontorrum. Jeg må have stået målløs temmelig længe inde på værelset, for pludselig var der en hånd på min skulder, og jeg blev eskorteret ud af en mand i politiuniform.

 

Parken var næsten mennesketom, bortset fra et kærestepar på en bænk langt væk fra der, hvor jeg havde sat mig på en halv-våd, slidt bænk. Det store, robuste træ over bænken, hvor jeg sad, skærmede for den blide regn, der faldt lige så stille og gjorde dagen endnu mere grå. Ikke nok med at min far ikke længere kunne huske mig, men jeg havde oveni den værste omgang tømmermænd, jeg havde haft længe. Min far havde jo sagt ordene, men jeg havde ikke troet dem. ”Hvis du går, så er det her ikke længere dit hjem”. Ordene rungede i hovedet på mig, og tårrene pressede sig på, da jeg indså, at det muligvis var min egen skyld det hele. Jeg var gået midt i det hele… og havde ikke lyttet. Burde jeg være blevet? Ligesom alle de andre gange, hvor han havde været ligeså fuld… men var jeg overhovedet bedre selv?

 

- ”HALLØJ DU”. Jeg næsten hoppede på stedet, så stort et chok fik jeg, da en fremmet mand havde sat sig ved siden af mig.

- ”Øh… Hej?” svarede jeg lettere nervøst og forvirret. Hvorfor havde han sat sig ved siden af mig, når der var tomt på stort set alle andre bænke i parken? Manden var klædt i umiddelbart almindeligt tøj, men der var stadig noget ved ham, som var anderledes. En form for fornemmelse når man kiggede på ham. Hans øjne borede sig ind i mine, og han holdt øjenkontakten i længere tid, end hvad jeg synes var behageligt, og normalt for den sags skyld.

- ”Du ser lidt trist ud, min ven… og lidt smadret også!” han lo af sine egne ord, som var det en fantastisk joke – på min bekostning. Jeg blev lidt fornærmet, men indså, at han nok havde ret – jeg måtte ganske enkelt se helt og aldeles forfærdelig ud efter den dag, jeg havde haft. Han fortsatte med at snakke, da det var nyttesløst at vente på et svar fra min side af.

- ”Jamen dog, det var jo ikke ment som en fornærmelse, min ven, nærmere en konstatering. Jeg forstår dig skam godt… det er ikke helt nemt, når ens nærmeste ikke længere ønsker at huske en. I dit tilfælde har det vist været så slemt, at universet har valgt at skille jer ad. Men tro mig, når jeg siger, at universet altid arbejder til ens fordel” hans stemme var stadig munter, og han snakkede som om, at det var allemandsviden. Jeg rykkede langsomt væk fra manden, længere og længere hen ad bænken.

 

Det var i hvert fald det, jeg ville ønske, der var sket. Jeg ville ønske, at universet arbejdede til min fordel, men sådan var det bare ikke altid. Når jeg gang på gang fortsat kom hjem til en fuld far, og et hjem hvor jeg ikke brød mig om at være, mistede jeg langsomt troen på, at min situation automatisk ville blive bedre. Hvis man vil forbedre sin situation, må man selv kæmpe for det – kun sådan kan man slippe bort fra hverdagens ondskab, der kommer i mange former. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...