12 med pil op ad

Bidrag til Piger 2018-konkurrencen.Om perfektion.

3Likes
1Kommentarer
109Visninger

1. -

”Må jeg sidde her?” Pigen kiggede op fra den røde skovl med en revne i skæftet, som hun ellers havde stirret intenst på. Solen blændede hende, og hun måtte knibe øjnene sammen til små sprækker for at se, at det var en mand, der havde talt. Han pegede venligt på den tomme stol ved siden af hende, en af de eneste tomme stole tilbage, indså hun med synkende hjerte. Hun havde ikke rigtig noget valg.

”Ja. Ja, det må du vel gerne. Min far skulle egentlig sidde her, men jeg tror ikke, at han kommer.” Solen var en god undskyldning for alle de bekymringsrynker, der prydede hendes næseryg.

Manden satte sig ned igen, og pigen skulle til at vende tilbage til at studere sin røde skovl og tænke over, om der mon fandtes tape stærk nok til at få sat den sammen igen, plaster stort nok til at skjule det minde, Agnes snart ville have om en fremmed mand i hendes fars stol. Og måske undrede hun sig også over, om der overhovedet fandtes noget stærk nok til at stoppe hende i at tænke sådan og bare se en rød skovl, og bare  se en eller anden desperat pige, der havde lyttet nok til uu-vejledere, der skældte én ud for at have fået 02 og børnehavepædagoger der trøstede én for at være faldet til at vide, at det med at komme videre i livet var overvurderet.

”Så du er her alene? For en af dine søskende?” Manden åbnede munden igen, og pigen måtte smile anstrent tilbage.  

”Ja, min lillesøster er med i år. Snart hendes sidste dag i børnehave. Det er lidt skræmmende.”

”Det må du godt nok sige. Jeg er her for min søn. Daniel. Det er ham i den lyserøde T-shirt, derover. ” Pigen fulgte mandens finger med blikket, hen på Daniel, der stod i et hjørne med et så stort smil, at pigen ville have troet, at han ikke kunne være andet end en tændstiksmand på en af de tegninger med lidt for mange farver, hvor man fik lidt for mange tuschpletter på hænderne, hans smil vidnede i hvert fald om, at han endnu ikke vidste, tuschpletterne tidsnok ville blive vasket af hans hænder, fordi han skulle vaske hænder, før de spiste aftensmad og tidsnok erstattet med blodpletter, fordi han bare lige  havde lyst til at komme til at ramme sin pulsårer med barberbladet og bare ikke helt kunne få sig selv til at skære helt ind i til de pulsårer, fordi han stadig bar et indre håb om, at hans hud igen ville være dækket af tusch.

”Han ser godt nok glad ud. Min lillesøster er hende med det røde hår.”

”Hun ser sød ud.”

”Ja,” svarede pigen kort og håbede, at manden nu ville fatte hintet, inden hun blev nødt til at skære det ud i mere pap og flere enstavelsesord.

”Er der noget galt?” spurgte manden efter lidt, og pigen havde mest af al lyst til at råbe af ham. Råbe, at der da var noget galt, når hun blev nødt til at komme alene til sin lillesøsters fest, når hun snart skulle ud af niende og kom til at savne folkeskolen, og ikke helt vidste hvordan hun dog skulle få plads til så meget savn i sig, når hun aldrig var stoppet med at savne børnehaven. Der var altid noget galt, forstod han ikke det?

Forstod han ikke, at hun også fik en lille knude i maven, som nogle ville kalde kærlighed, andre ville kalde menstruationssmerter, og andre igen ville kalde menneskelighed, når hun satte sig ned for at se TV-svisen og så alle de dækninger, af borgerkrige, naturkatastrofer, flygtninge og fucking Trump, hvorefter nyhedsoplæseren gik videre til at tale om vejret og lød mindst lige så bekymret, når han fortalte, at der var 69% chance for regn i det sydvestlig Danmark.

Lyst til at råbe, om alt der var galt, og det essay hun havde liggende i sin taske som hun lige havde fået 12 med pil op ad for.

”Jeg har det fint.”

”Du får det ikke fint af at sige det.”

”Nej, men jeg får det en lillesmule bedre, og du bør respektere det. Tror du ikke din lille Daniel ville sætte pris på, at vi fulgte med i forestillingen?”

Manden sagde ikke noget til det, men vendte sit hoved væk fra hende. Pigen gjorde det samme og lod nu blikket hvile på sin lillesøster Agnes. Hun skulle starte i skole efter sommerferien og traditionen tro skulle hende og alle de andre kommende skolebørn vise en forestilling for forældre og søskende til den årlige sommerfest. Agnes skulle være med i et linedansernummer, og pigen holdt intenst øje med hende nu, velvidende hvor mange dage, Agnes havde brugt på at øve sig, at holde balancen på den dumme line, vel vidende, at de dage hvor hun gjorde sig umage med noget, fordi hun havde lyst og ikke fordi hun tænkte på grønne karakterark, de dage, hvor hun gerne ville leve lykkeligt til sine dages ende og ikke bare uddannelsesparat til sine dages ende, de var snart over.

Agnes var i ført  et lyserødt balletskørt ligesom alle de andre piger (pigen prøvede desperat at begrave sine feministiske tanker om køn der blev trukket ned over hovedet på børn, selvom deres hoved sad fast i halsåbningen, . Begrave dem med en metaforisk rød skovl i den sandkasse fuld af sand og dårlige metaforer og halvt år gammel kattelort, som også var hendes hoved). Agnes så glad ud, som hun stod og ventede på det var hendes tur. Pigerne gik over linen til stort bifald for hver gang en af dem nåede enden.

 Da det blev Agnes tur trådte hun op på linen og pigen blev bange for at kigge for meget, fordi intensiteten af hendes blik kunne gå hen at skubbe Agnes ned. Men da Agnes nåede halvvejs, gled hun. Der skete ikke noget, hendes fødder rørte bar jorden, og hendes kinder blussede op og fik samme farve som hendes hår. To sekunder var hun nede fra den line, før hun trådte op igen, o gpigen måtte modstå trangen til at klappe nu, for hun syntes det, at Agnes var klatret op på linen igen, var langt mere imponerende end alle de andre piger der valset hen til enden, og ville valse gennem resten livet med falske smil, mens Agnes ville komme efter i en klodset polka, og med et meget mindre smil – der i det mindste var ægte.  

Da Agnes nåede enden, klappede pigen dog så højt, så højt, for at gøre Agnes i godt humør, for at ødelægge sine egne ører så hun ikke længere kunne høre den manglende lyd af hendes fars klapsalver ved siden af hende og  pigen blev bare ved med at klappe, klappe, selvom Agnes for længst var vel nede, og hun havde fået ondt i sine hænder, og hendes håndflade brændte mod hinanden, mod verden, mod universet, brændte så meget selv de yderste stjerner kunne varme sig ved bålet.  Hun stoppede først med at klappe, da hun mærkede sine øjne blive blanke, og da hun hørte manden tale til sig.

”Er du sikker på, at du er okay?”

”Jeg har lige fået tolv med pil op ad for mit essay.”

”Tillykke, vel? Det er da ikke noget at græde over.”

”Altså vi fik essays tilbage i dag. Vore sidste stil inden vores skriftlige afgangsprøver begynder i næste uge. Og jeg har aldrig fået tolv med pil op ad før.” Nu rystede hendes stemme også – eller måse var det bare resten af verden, der var midt i et jordskælv, midt i en midtlivskrise, fordi den havde prøvet  sine bukser fra nogle år siden, sin luft for en hel del år siden og fundet ud af at de ikke passede og elastikken og medmenneskeligheden var sprunget. ”Og det er ikke noget at græde over. Tro mig, det ved jeg. Der var en anden pige, der græd over at få 02, fordi hun syntes at hun for en gangs skyld havde gjort sig så umage – men vores dansklærer syntes ikke, at der var nok kommaer og vi ved jo alle sammen udmærket at universet åbenbart ville falde sammen uden kommaer, og hvis den pige der plejer at være en 02-taller får et 4-tal for en gangs skyld.”

”Jamen hvorfor græder du så?”

”Jeg græder ikke… Og du vil alligevel ikke forstå det. ”

”Prøv mig. Det kan godt være, at der er en universel lov om at voksne ikke skal kunne forstå teenagere, men der er også én om at universet vil falde samme, hvis de ikke prøver.”

”Jeg forstår heller ikke mig selv,” sagde pigen og tørrede tårerne væk med bagsiden af sin hånd. Agnes skulle nødig se hende græde, selvom de nu var gået videre til drengenummeret i forestillingen. ”Men du ved, jeg er en 12-tals pige. Jeg er sikker på, at medierne allerede har lært dig en masse om os. Men der er ikke nogle bedre måder at beskrive mig på. Ikke at jeg har byttet 12-tallerne ud med venner, nej, jeg er skam sammen med venner, hvorefter jeg så undskylder mig selv ved 10-tiden for så at gå hjem og lave lektier til klokken 3, sætte de dumme kommaer og står så op klokken 6 for at have tid til lige at tjekke den igennem for kommaer en gang til.  Prøver at nå alt for meget på en gang. Jeg mener, jeg skal ikke klage. Jeg græder over 10-taller, mens den lille dreng fra Afrika græder over 10 dage uden mad, og den anden lille dreng hvis forældre kommer fra Afrika græder over, at der var 10 mennesker inde i BR, der stirrede nedladende på ham, da han kom til at pege på den forkerte farve, da de spurgte hvilken var hudfarve.”

”Men hvorfor lige? Hvad har den pil med det hele at gøre?”

Pilen havde nu vendt sin opmærksomhed helt væk fra forestillingen. Hun registrerede kun meget svagt, at pædagogen nu var i færd med at præsentere drengene, hvis nummer gik ud på at løfte  nogle vægtstænger, der efter sigende skulle veje 200 kilo, men i virkeligheden var lavet af plastik. Nemt. Alligevel gjorde pædagogen meget ud af, at snakke om hvor meget disse drenge havde øvet sig, hvor svært det var. I modsætningen til ved pigerne som rent faktisk havde haft behov for at øve sig, hvor hun slet ikke havde sagt noget. Hun registrerede kun meget svagt, hvor forfærdeligt det var allerwde her var at lade børne lære et sådan hiakere mellem kønsrollerne, kun meget svagt, hvordan Agnes kiggede misundeligt på drengene.

” Fordi jeg gerne vil være perfekt. Selvom jeg ikke tror, at der er muligt. Det perfekte ,altså. Det har jeg aldrig. For for en fattig dreng i Afrika er mit liv i et lille smørhul kaldet Danmark måske ret så perfekt, mens jeg selv skal sidde her til min privilegerede børnehavefest og desperat prøve at holde  tårerne tilbage. Jeg syntes stadig, at mit liv er langt fra perfekt, jeg vil stadig have mere. Og det kunne måske være det, der definerede menneskeheden. En tørst efter mere, om det så var flere frikadeller, flere meter  at linedanse på, flere kys eller bare mere lykke. Men det var stadig ikke nok, stadig ikke, stadig aldrig nogensinde nok, og det perfekte er måske bare den der tørst efter mere. Den røde skovl kan altid være lidt mere rød, det hul i sandkassen, kan altid være lidt dybere elle den her tankerække kan altid være lidt dybere. Det er aldrig nok. Undskyld jeg vrøvler.”

”Du har tydeligvis ikke fået lov til at vrøvle i meget lang tid. Bliv endelig ved. ”

Men heldigvis var der nogle andre kloge mennesker, der havde regnet dette ud og prøvet at sætte en definition på nok.  En definition på undervægtig, en definition på de højeste tal for enden af karakterskalaen, en definitioen på enden af den line, og en definition hvor højt man behøvede at løfte den vægtstang op. Noget man kan opnå. Og du ved, ikke misforstå jeg er glad for min dumme pil, men nu har jeg lige bevist, at det er muligt at få den også, så nu vil 12 ikke være nok. Fordi jeg altid kan få mere. Det samme med niende. Nu skal jeg snart ud af folkeskolen, efter 10 år, og nogle af de år har ikke være særlig gode, men i de sidste par år… jeg elsker virkelig min klasse, men jeg bliver stadig nødt til at forlade dem velvidende, at 10 år, det er, hvad der er i folkeskolen, men hvis jeg vidste, at der var mere….  Jeg vil bare gerne kunne stoppe op og sige, det her er nok. Og det er svært.”

”Sådan har jeg aldrig tænkt på det før,” sagde manden me dhvad der kun virkede som høflig interesse. Men nu havde pigen talt sig varm og eftersom solen var ved at være forsvundet på en sky, måtte hun ty til andre metoder end bare at sidde, hvis hun ikke ville blive forkølet.

”Jamen I bebrejder os for at være Generation Præstention for at gå så meget op i at være perfekte. Den anden dag sagde min far noget med, at da han var ung, havde man så sandelig tid til at have det sjovt. Samtidig med at han nu er blevet til en voksen, der ikke har tid til at komme og se sin datter gå rundt i et lyserødt skørt,  og falde ned fra linen. Men samtidig det er ham, der er med til det, for fanden.  Han tilhører generationen, der fylder vores røv med uu-vejleledere og så mange beslutninger, jeg nogle gange kan stå i køkkenet og prøve at beslutte mig for, om jeg skal have havregryn eller müsli og ende med ikke at tage nogen af delene fordi I har gjort mig så bange for at vælge forkert. Jeg bliver direkte nødt til at vælge det perfekte.”

”Hvad mener du?”

”Jeg mener bare, at for vores generation - det perfekte blevet normaliseret så meget, at det er unormalt, hvis man ikke er perfekt. Det er normalt egentlig at have 1000 venner på facebook, at spise under 1000 kalorier om dagen og gå rundt med stikkende tanker og stikkende ribben om kropsidealerne i dag, men ikke desto mindre leve op til dem. Før var det perfekte noget man stræbte efter. Men nu føler jeg mig fandme utilstrækkelig, hvis jeg ikke får 12, og hvis mit BMI en dag skulle gå hen at blive højere end 15. Og  - jeg ved ikke. Hvis jeg var en voksen, kunne jeg sikkert give en helt masse grunde til det. At det kun er det perfekte, der fremstilles på de sociale medier, at folk kun ligger billeder op af deres grønne salater ikke af deres McDonaldsmad spist efter dage med sorte skygger under øjnene, hen over øjnene, hvor verden ser lidt for grå ud, og selv de gule og røde lyser lidt op op. Men jeg har ikke lyst til at give grunde, bare til at sige at det stinker”

”Måske for alle andre, men behøver du være sådan? Hvorfor følge din generation?” spurgte manden. Pigen ventede et øjeblik med at svare, samlede bare den røde skovl op fra jorden og bankede den åndsfraværende nogle gange mod sit ben.

Hun sad lidt og betragtede børnene i tavshed. Showet hsvde for længst mistet hendes opmærksomhed. Hun klappede blot, når alle andre klappede. Nej, de børn bag dem. En af drengene var faldet på asfalten, havde fået et sår og begyndte at græde på samme fuldkommen desperate måde, som hun havde gjort, da hendes mor var taget hjemmefra en morgen med bilnøglerne og en kopkaffe balancerende i den ene hånd og pigens hjerte i den anden, uden nogensinde at være kommet tilbage med noget af det.

Det tog ham kun et minut, en pædagog, og et plaster at stoppe med at græde, kun én serviet  til at tørre tårerne af sit ansigt og begyndte at smile så bredt, hun ikke ville have vidst, han havde grædt. Og hun minsundte ham. Han behøvede aldrig gemme sine tårer i et i forvejen fugtigt pudebetræk, fordi han vidste, at han ville blive trøste, i stedet for bare tysset på, hvis nogen hørte ham græde. Han sad ikke inde til terminsprøverne og græd lydløse tårer, fordi man ikke måtte forstyrre de andre og mindst af alt de politikere, der sad et sted langt borte og druknede salte tårer fra elever i statistikker og rapporter. Hans problemer kunne altid klares med et plaster – i sær hvis det plaster var med disneymotiv.

”Jeg har ikke lyst til at vokse op.” Pigen havde næsten glemt, at manden sad ved siden af hende, så hun sagde vist mest sætningen til sig selv.

”Det har ingen. Men de gør det alligevel. Du må bare sætte pris på din ungdom, mens du har den. ” Manden smilede bittert -  den slags smil, man gav til gamle damer i bussen, når man sad i sædet forbeholdt ældre mennesker og gerne ville vise, at man skam var den slags person,  der rejste sig for de mest knoklede ben og de mest knoklede savn efter ungdommen, bare ikke lige i dag, fordi man sad så godt. Bare ikke lige i dag.”

”Jamen, jeg har ikke lyst til at sætte pris på ungdommen, på livet, sætte pris på at leve i en verden med Martin Henriksen,. Jeg tror ikke på, det er muligt at leve i øjeblikket, på den måde som instagramhashtags og 90-årige tror – de 90-årige, der sidder og stirrer ud af vinduet og tænker over hvornår ruden mon blev så fedtet, at de ikke kunne se deres eget liv. Jeg vil ikke leve livet som om hver dag var den sidste, som om jeg kunne dø i morgen, for det er fandme deprimerende, når man bruger sin dag på at træde i en kattelort i en sandkasse eller på at blive op til 3 for at forsøge at tjekke det essay igennem for kommafejl, eller ved at sulte sig selv eller ved at vente i 3 timer på at den dreng skriver tilbage for så derefter at vente 3 minutter  på selv at svarebare for at vente lidt ekstra, for ikke at virke desperat. Nej jeg vil leve livet, som var hver dag den allerførste, som om jeg har oceaner af dage foran mig, og at jeg altid kan finde noget bedre at bruge de dage på. Som om jeg har god tid til at få en gravsten, der ikke bare er besøgt af mine katte der undrer sig over, hvorfor jeg ikke har tømt kattebakken, men af alle de mennesker, der græder for mig, ikke bare fordi de har lyst til at blive trøstet men fordi de rent faktisk har lydt til at græde”

Nu var mandens smil blevet overbærende. Men i det mindste lytted e han stadig (og det sagde noget om hvilke værdier det fandtes samfund havde lært hende, at hun var begyndt at mistønke ham for pædofil, bare fordi han stadig lyttede) ”Du vil jo stadig have alle minderne.”

”Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at huske. Jeg er altid bange for det, at der er så mange ting, som jeg ikke kan huske – og hvad nu  der sker en masse gode ting som  jeg slet ikke kan huske. Hvordan ved man, at det kun er de rigtige ting, man husker? Hvordan lille Agnes kommer til at huske i dag? Kommer hun til at huske, hvor sej hun følte sig, da hun nåede af linen og kunne træde ned i sit lyserøde skørt og med sine lyserøde kinder? Eller kommer hun kun til at huske, hvordan det var at snuble på vejen, hvor forfærdeligt det var? Eller kun til at huske sin misundelse over hvordan drengens bifald var meget større end hendes? Dit liv er ikke talt i de øjeblikke det består af, kun de minder du har tilbage, når det er ovre.”

”Det er nu stadig din hjerne. Det er stadig dig, der har kontrollen over, hvad du holder fast i. ”

”Der er grænser. For jeg vil ikke tro, at alle tennagere stod med en ambition om at blive voksne, som alle jer, til det her arrangement, der ikke klapper, men bare filmer med deres iphone – fordi de ikke tænker at deres minder er nok for resten – alle de her voksne, der har brugt timer på at finde ud af, hvordan de kunne holde en time tidligere fri for at være her, kl. 4. Alle de her voksne, der råber af deres teenager for at råbe af dem, alle de her voksne der hører deres teenagere fortælle dem, at de er dårlige forældre men ikke tror på det, for det er bare teenagere der er teenagere, ikke nogen sandhed i det. Og alle de voksne, der har druknet sig selv i en kop espresso, fordi deres blære ikke kan holde til en hel kop kaffe, alle de her voksne, der står og fortæller deres børn, at det bliver bedre for på et eller andet tidspunkt vil alle ens tårer fordampe grundet global opvarmning, og man vil stoppe med at græde over tåbelige ting, aldrig græde over at falde eller over, at man ikke skal have pasta til aftensmad og den tristhed vil bare bygge sig op i en, indtil der ikke er plads til nogen følelser. ” Pigen holdt en pause for at få vejret. Hun havde glemt, at der kunne eksistere andre grunde.

”Så ja, der har sikkert være nogen, der har sat sig ned  til jer dengang I var teenagere og været sådan her er verden for dine fødder værsgo at redde den eller at trampe den ned eller værsgo at træde på alt det græs med skilte om at det ikke må betrædes, alle de hjerter der ikke må betrædes. Og de har sikket ligget på den og tænkt på den hele tiden og været glad for den, lidt bange for at fare vild, men stadig glad, ikke? Og så voksede de op og blev til dem, der lod Martin Henriksen være politiker, Donald Trump være præsident, som lod temperaturen stige, som lod havene stige, som lod ignoransen stige, som vender ryggen til Black lives matter og feminisme og alt det shit, fordi de tror at verden allerede har udviklet sig nok.  Jeg vil bare ønske, at jeg vidste alle voksne ikke var sådan her”

Pigen tav lidt, og tænkte over, hvordan hun var gået fra at have ondt af sig selv, fordi den fremmede mand havde sat sig ved siden af hende til nu at have ondt af manden. Ligesom alle andre voksne. Ligesom på den karrieredag, de havde haft i vinters, hvor de skulle observere voksne på arbejde, på gaden og tænkt, over hvad de selv gerne vil være, når de blev voksne.

Pigen hade bare gået rundt på må og få og havde haft lyst til at have en terapeutisk samtale med alle de voksne, hun gik forbi, alle dem der var på vej til deres arbejde med tilknappede frakker, bøjede hoveder og lukkede mapper. Hun ville have fortalt dem, at de ikke skulle gøre det.  De skulle ikke tage af sted til det arbejde, som de hadede, de skulle holde fri og gøre noget, de elskede, de skulle prøve en rutsjebane, de skulle svømme nøgen i havet, de skulle, de skulle gøre alt andet end bare at tage på deres job.

De skulle tage en globus og deje den rundt og stoppe den med fingeren og tage det sted hen de pegede på, selv hvis det var midt i havet ,og de blev bidt af hajer. De skulle gå ud på gaden og spørge en fremmed om hendes største håb og hendes største frygt.

De skulle sætte sig ned på fortovet og male det over med farvefuldt kridt, de skulle få sovet ud, de skulle sende en mail til en ven, de ikke havde set siden folkeskolen, de skulle rulle deres bukseben op og soppe i havet, selvom det var vinter, fodre egern, selvom der stod på skiltet, at man ikke måtte,  de skulle forsøge at lære et andet sprog. De skulle bare gøre noget, et eller andet, for at overbevise pigen om at det at være voksen ikke stank så meget som de her voksne fik det til at se ud. Så pigen kunne tro på dem, når de sagde, at det var det værd.

Og hun ville gerne tro på dem, det ville hun virkelig, det eneste det krævede var bare at en enkelt voksen stoppede op og smilede til hende, drak rød saftevand i stedet for kaffe, en eneste voksen grinede med, en eneste voksen ikke bare gik videre.

Men det var ikke sket, og pigen var gået fra den dag uden at vide andet, end at hun ikke ville være voksen, når hun blev voksen.

”Det er forbandelsen, er det ikke?” begyndte pigen pludselig igen. For hun var nået til en konklusion og ville gerne have sagt det, inden det begyndte at regne eller at manden begyndte at vise sine pædofile tendenser eller verden begyndte at vise den var et bedre sted ebd hun havde troet eller hendes far viste sig.”  Som heksen, tiden har kastet over vores generation. De røde æble. Vi kan altid lige få ét like mere på instagram, én ven mere på facebook, en en dag længere streak på snapchat, altid lige tabe det ekstra kilo, og undgå at spise de ekstra kalorier og flette en ekstra dreng en i vores ekstra lange hår. Og selv dem som mig, de stille piger, der finder hjørner selv i runde rum og har fedtet hår, og bliver oppe for længe og drikker for meget kaffe, og har undgået at spise så meget mad, o har formet sin krop ind i et to cifret tal, vi tørster stadig efter en pil op ad. Og jeg hader det.

” Jamen hvorfor gør du det så?”

”Det er nu også jeres skyld. Det er jer, der hænger vores karakterark op på køleskabet, det er jer,  der stopper med at hænge dem op, når tallene ikke er tocifrede. Der hvor vores tegninger med så mange farver, at regnbuer fik lavt selvværd plejede at hænge. Det er jer, der helt fra vi er små, fortæller små piger om deres bryllup, som en selvfølge, at selvfølgelig bliver man gift, selvfølgelig, selvfølgelig, velvildende at jeres døtre vil vokse op og begynde at gå ind på hjemmesider, hvor verden har ørlet sig selv op, ned i afløbet, og ikke har lyst til at kigge fordi det har en lysrød kulør og henteronormtiv kosistens og få at vide, alt hvad de har brug for at gøre for at æbdre sig for at få drenge til at kunne lide dem. ”

Og fortæller små drenge, at de endelig ikke må bekymre sig for meget om deres udseende, det er bare bøsset, de skal bare se godt ud og undrer jeg når de drenge vokser op og ingen af dem har profilbilleder på facebook, og nårmødrer lader deres neglelak stå fremme på toilet, og sønnen prøver det på, bare for sjov og beundre sine negle i spejlet i flere timer for  bagefter at fortvivles over, at de ikke tjekkede efter, om der var noget neglelakfjerner i skabet.  Det er jer, der ikke lærer os det nok  og- ”

Pigen blev pludselig afbrudt i sin talestrøm. Forestillingen var åbenbart færdig at dømme efter mængden af klapsalver og lettede forældre, der havde fået ondt i armene efter at af holde deres smartphones og filme dem, så de ikke behøvede se direkte på deres børn. Men det var nu ikke det, der havde fået pigen til at stoppe med at snakke. Det var Agnes, der kom løbende hen mod hende med udstrakte arme, slog armene om hende og knugede hende ind til sig. Uden at bekymre sig om at hendes skørt blev krøllet. Så pigen bekymrede sig ligeledes ikke om det essay, der stadig lå i hendes taske, ikke om snart at skulle ud af niende, ikke om det sæde hvor hendes far burde have siddet, hvor det burde være ham, hun havde talt ham. Hun krammede bare smilende sin lillesøster. Og i lige præcis det øjeblik – så var det mere end nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...