Pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Igang
Bidrag til konkurrencen Piger 2018 i kategorien ensomhed.
Et frikvarter er en daglig pine for den ensomme. Følg med i 6 minutter af en piges liv, mens hun skal igennem et frikvarter i skolen.

1Likes
2Kommentarer
42Visninger

1. Pause

 

Hun sidder roligt i klassen. Hele hendes opmærksomhed er rettet mod den matematikopgave, der ligger foran hende. Hun forsøger med al magt at få den irriterende andengradsligning til at gå op. En af de andre elever trænger igennem hendes ro, da han kigger op mod uret og spørger læreren ”Hey, er det ikke tid til frikvarter nu?”. Læreren ser på uret og siger til hele klassen. ”Klokken er 10, I må gerne holde en pause” han fortsætter ”I har 10 minutter”.  

Lærerens ord efterfølges af en glad mumlen. Mens alle pakker bøgene sammen, mærker hun den blytunge sten i maven. De andre begynder at samle sig i små grupper. De er glade. De sludrer muntert. Hun bliver siddende på sin plads et øjeblik. Hun er lammet af den knusende følelse af ikke at vide, hvad hun skal gøre. Følelsen lægger sig over hende som en kappe, der gør hele hendes krop tungere. Den holder hende nede i et jerngreb af fortvivlelse.

De andre står i uigennemtrængelige små kredse af venskab og glæde. I en lille ring, med front mod hinanden og ryggen mod resten af verden. Med ryggen mod hende. Det forekommer hende, at alle ser, at hun sidder her alene. Alle ved, at hun ingen har at gå hen til og stå i kreds med og le med. Hendes ensomhed bliver udstillet, og hun blændes af projektørlyset, som alle de stirrende øjne retter mod hende. Lyset skærer hende i øjnene og får det til at svie og brænde.

Hun bryder ud af lammelsen og rejser sig og går i roligt tempo ud af klassen, ned ad gangen, til højre og ind ad døren til toilettet. Hun skynder sig at låse døren bag sig. Tjekker uret hurtigt.

8 minutter tilbage.

Hun lader sig synke ned på det lukkede toilet. Ensomheden gnaver hul i maven. Et stort tomt hul. Men tomheden af det hul vejer så meget, at det er næsten umuligt at bære.  De små rester af selvtillid, hun har fået opbygget gennem dagen, krøller sig sammen til en uendelig lille kugle inden i hende.  Hun gemmer ansigtet i hænderne og forsøger at få styr på vejrtrækningen. Hun ser for sig, hvordan de andre står og hygger sig med hinanden, mens hun sidder her alene. Helt alene.

Hun rejser sig op og kigger sig i spejlet. De fortvivlede øjne, der møder hende, er tørre. Det hjælper ikke at græde. Det lindrer ikke smerten og det heler ikke det tomme, tunge hul i maven. Og måske kan det ses, når hun kommer tilbage til klassen. Tænk hvis nogen opdagede det! Nej det gør intet bedre at græde over den følelse af uduelighed, som har sit faste tag i hende. Hun tjekker hurtigt uret.

5 minutter tilbage.

Hun bør gå ind i sin klasse igen. Det går jo ikke, at hun gemmer sig her ude hele frikvarteret. Det vil bare få de andre til at se hendes ensomhed endnu tydeligere. Det er hun sikker på. Det er hvad hun må gøre nu; Gå ind i klassen og lade som om hun er helt okay og ikke spor ensom. Skjule den stikkende følelse i maven. Hun vil stille sig hen til en af de små grupper. Og hun vil lade som om, hun er en del af den samtale der foregår. Og så vil hun resten af frikvarteret stå sammen med denne gruppe af piger, hun ikke hører til, og høre på en samtale, hun ikke er en del af, mens hun vil forsøge ikke at tænke på ensomheden. Når først timen går i gang, kan hun synke ned på sin plads ligesom de andre, og ikke lægge mærke til ensomheden når hun begraver sig i de faglige opgaver. Alle vil sidde på deres plads, og hun vil ikke skille sig ud. De andre vil ikke se hendes ensomhed, når hun bare sidder ligesom alle andre og lytter til læreren. Men først skal hun igennem de sidste minutter af pausen.

Hun står et ganske kort øjeblik og samler sig om denne udfordring. Så tager hun en dyb indånding og kaster et sidste blik i spejlet med fortvivlede øjne. Masken, der skjuler hendes fortvivlelse, glider på plads hen over hendes ansigt. Hun vender sig om, åbner døren og går ud for at møde verden.

 4 minutter tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...