Det Sidste Lys

Naomi var ikke en mere usædvanlig pige med mere usædvanlige problemer end andre unge. Faktisk havde hun på mange måder meget tilfælles med alle andre, men det vidste hun bare ikke selv. I hvert fald ikke dengang.
Hvis hun havde vidst det, havde det måske ændret hendes beslutninger i livet.

4Likes
10Kommentarer
206Visninger
AA

1. Det Sidste Lys


Der er mere smerte end glæde, mere mørke end lys og mere ensomhed i hverdagen end kærlighed i livet. Derfor er dette mit allersidste farvel”, skrev Naomi så langsomt, at hendes hjerne næsten slugte ordene, inden hun havde skrevet dem. Ordene var utydelige, og hendes hænder var rystende, da hun kiggede på det lille stykke papir, som lå foran hende.
Hendes øjne var stadig ildrøde, og huden var ødelagt af alle de tårer, som for længst havde forladt hendes ømme kinder.
Hun betragtede ordene stille, imens hun genlæste dem igen og igen, og den snedige tvivl sneg sig langsomt op i hendes baghoved. Var det nu det rigtige at gøre? Skulle hun måske stoppe, før det var for sent? Naomi nægtede som altid.
Det var kun 10 minutter siden, at hun havde været fuldstændig klar i sin beslutning om, hvad hun skulle gøre. Eller rettere sagt, blev nødt til at gøre. Faktisk var det for hende den eneste udvej.

Sengelampens svage lys blinkede af og til, og snart var lyset blevet slugt af mørket, der fyldte hendes lille soveværelse. Skyggerne fra træerne søgte ind på hendes værelse, og de krogede grene kravlede hen over gulvet og begyndte at forme sig som alverdens monstre. Det gøs i hende, og kuldegysningerne begyndte at sprede sig over hendes lille spinkle krop, som nu næsten kun bestod af knogler og få muskler.
Naomi ønskede mere end noget andet at få alt den fedt tilbage, som hun før i tiden var besat af at tabe.
For et halvt år siden havde hun flere gange listet ud midt om natten, når hendes forældre sov, for at kaste alt den mad op, som hun havde indtaget i løbet af dagen.
Når hun havde mad i maven, følte hun sig frastødende og magtesløst, som om maden var med til at svulme hendes krop op, men når hun havde kastet dagens indtagelse op, følte hun sig endelig i kontrol over sin egen krop. 
Hun havde følt sig helt alene i sit ejet univers i den periode, og selvom hun havde masser af veninder at henvende sig til, var de så langt væk fra den ”virkelige Naomi”, fordi de kun så den facade, som hun altid puttede på. Der var ingen af dem, der vidste, hvad der virkelig foregik i hendes hoved, og hvilke problemer hun gik rundt med indeni. Men hvorfor skulle de også? Hvorfor skulle de bekymre sig om hende, når de havde deres egne problemer at se til?

Hendes forældre havde heller ikke ligefrem nogen ide om, hvad der foregik i deres barn liv, men det var ikke fordi, at Naomi ikke fortalte om det, men simpelthen fordi de ikke interesserede sig nok for deres datters liv.
Moren havde i en periode prøvet at spørge en masse ind til hende og følge med, fordi hun mente, at de havde brug for mere mor-datter tid sammen, da hun ikke havde haft meget tid til det. Men inderst inde vidste moren godt, at det var for sent, og det var egentlig bare en dum undskyldning for ikke at drukne sig selv i alkohol hele weekenden, så hun kunne tænke over alt det, hun inderligt fortrød ikke have gjort.

De kraftige smertestillende piller, som hun havde stjålet fra hendes mors ”forbudte skab”, stod kun få centimeter fra hende. Men de få centimeter begyndte at føles som lange meter, og uanset hvor meget Naomi prøvede at fokusere, svævede pillerne langsomt væk.
Minderne kom susende ind over hende som tordenvejr og trak hende ned i et dybt sort hul, som hun hellere end alt andet ville undgå at falde i. Kvalmen og den stikkende følelse sneg sig op i hendes krop og mindede hende om alt det, hun helst ville glemme.

 

Naomi smækkede døren hårdt i efter at have brugt utallige timer på at græde på sit værelse. Det var ikke noget nyt, for ensomheden ramte hende tit og gravede det tomme hul i hendes mave dybere.
Solbrillerne dækkede hendes havblå øjne, som nu var oversvømmet af uendelige strømme fyldt med tårer. Skyerne lå tungt over hende, og solen havde været væk i flere dage, men det skulle ikke stoppe hende for at tage solbrillerne på.
Festen var startet for en halv time siden, men at komme til tiden var ikke hendes stil. Hun ville helst undgå den akavede stemning, som der altid var i starten af festerne, og når der var mange, var der ingen der ville lægge mærke til hende. Håbede hun.
Naomi ville helst stå alene over i et hjørne, hvor ingen ville se hende, men det fik hun aldrig lov til.

Hun kunne høre den larmende musik flere gader væk, og Naomi kunne mærke, at det ville blive en meget lang aften. Forhåbentligt havde folk allerede drukket så meget, at de var for optaget af dem selv og deres egen vodka til at bruge tid på hende. Men sådan var det aldrig til sådan nogle fester.

Den syrlige alkohol lugt var begyndt at trænge op i hendes små næsebor, og det gav hende altid en underlig følelse af ubehag. Naomi kiggede rundt i håbet om at finde en bagdør, som hun kunne snige sig ind ad. Men der var ikke andre muligheder end hoveddøren, og det betød, at alle ville vide, at hun var kommet. Det lovede ikke godt.
Forsigtigt trak hun den tunge dør op, og nu ramte lugten hende for alvor. Cigaretternes lugt var så kraftfuld, at hun nærmest kunne smage røgen i sin mund. En tom ølflaske trillede hen over det fedtede gulv, mens andre tomme dåser lå spredt i forskellige hjørner. Alkoholen dryppede fra dåsernes lille åbning, og man skulle se sig for, hvis man ville undgå at træde i det. Det var kun en time siden festen startede, men det lignede allerede komplet kaos.
Naomi havde overhovedet ikke lyst til at være der, og hun kunne mærke utilpasheden lægge sig tungt i hendes mave.
Selvom hun længtes utrolig meget efter at gå, inden nogen ville lægge mærke til hende, vidste hun inderst inde, at det ville være værre at gå. Hvis hun ikke dukkede op til festerne, ville hun blive udstødt fra den såkaldte ”inderkreds”, og det betød, at hendes chancer for at opnå noget som helst socialt ville være fuldstændig ødelagte.

Der gik ikke lang tid, før øjne begyndte at stirre på hende og følge hendes mindste bevægelse. Hun var ligesom et bytte, som alle rovdyrene ventede på at springe på.
Først var der helt stille, imens folks blikke studerede hende fra top til tå. Hun havde taget en splinterny kjole på, som sad helt stramt hen over hendes lille krop og kun gik til hendes tynde lår. 
Dømmende blikke lagde sig tungt på hendes skuldre, og flere grupper af piger sad fnisende og hviskede, imens deres øjne lå på Naomi. Hun havde næsten lyst til at grine over deres forsøg på at være diskrete, for det gik ikke særlig godt.
Et par drenge piftede efter hende, imens de smilte slesk. Hun prøvede at holde hovedet højt og kigge lige ud, men det var svært ikke at give op og synke sammen i kroppen.

En høj muskuløs dreng nærmede sig, og nervøsiteten spredte sig over hele hendes krop. Han var i hvert fald langt over de 16 år, som hun var, og helt sikkert en eller andens vens ven, som ikke var inviteret.
Naomi trådte 2 små skridt tilbage, imens hun sank en klump i halsen.
Han var tydeligt stangstiv, og da han var helt tæt på hende, røg hans drink ud over hendes røde kjole. Det var lige det der manglede, tænkte hun.
”Hov baby, lad mig lige tørre det væk for dig”, hviskede han ind i hendes øre, og hårene på hendes blege krop rejste sig. Hendes hjerte hamrede af sted i fuld fart, og et øjeblik troede hun, at det ville eksplodere.
Hun stod musestille, imens han tog sin hånd op ved hendes bryst og begyndte at røre det. En hurtig refleks susede igennem hendes krop, og hun løsrev sig hurtigt fra hans alt for store hænder. Han rynkede brynene og trådte et skridt nærmere, hvor han så lagde sine arme rundt om hendes hofter, så han kunne holde hende fast.
De varme fingre borede sig ind i hendes kolde hud, imens han bevægede dem op og ned ad hendes krop. Hun blev presset hårdt op ad væggen, og han var for stærk til, at hun kunne gøre nogen modstand.
Naomi lukkede sine øjne hårdt i, og en tåre trillede ud af hendes ene øjenkrog og videre ned over kinden, imens ubehaget fyldte hendes krop.
”Hey Carlos, du skal lige tjekke den her pige ud”, råbte en stemme ud gennem rummet, og Naomi kunne næsten forstille sig hans smørret grin.
Carlos stoppede op og kiggede rundt efter stemmen i lokalet, men han slap ikke grebet på Naomi.
”Mate, jeg er lige i gang med noget”, råbte han tilbage, i forsøget på at overdøve musikken.
”Men den her pige har altså den sygeste krop”. Carlos tog et kig på Naomi, og løsnede så grebet på hende og forsvandt ud i det dunkle mørke.
Lettelsen bredte sig i hendes krop, og hun kunne endelig mærke hendes stramme muskler løsne sig. Hun tog en dyb indånding helt ned i maven og pustede langsomt ud.

En høj pige med blondt hår kom gående over mod Naomi, efterfulgt af 3 piger, som gik lige i hælene på hende. Deres ansigter stirrede iskoldt på hende, og hun kunne nærmest mærke den kolde sky af vinter svæve ind over hende.
Det var Silvia og hendes lille slæng, som var på vej over mod hende. Naomi fortrak dog at bruge ordet ”slaver”, om de 3 piger som altid adlød Silvias mindste ordre. Men det var ikke fordi, at de 3 piger var modbydelige som Silvia. De var bare bange for at blive smidt væk fra flokken, så de kunne blive efterladt alene. Naomi bearbejdede dem ikke for det, for ensomheden kunne være så mægtig, at man ville gøre alt for at gemme den nede i en kasse. Den følelse kendte hun alt for godt.
Silvia stoppede brat op foran hende, så hun kunne grave sine øjne ind under Naomis hud. Naomi prøvede at undgå alle former for øjenkontakt med hende, men det var svært når hun havde fæstet blikket på hende.
Silvia trådte et skridt nærmere, og hun virkede som et monster, der skulle til at sluge hende.
Der var kun få centimeter mellem deres ansigter, og Naomi tog modet til sig og kiggede hende direkte ind i øjnene.
”Luder”, råbte Silvia ind i hendes hoved, og alle stoppede op for at kigge på dem. Spyttet fra Silvias mund ramte Naomis øje hårdt, og den svigende smerte dukkede langsomt op.
Silvia vente sig hurtigt om og gik sin vej, imens hun slog til sit krøllede hår. Vreden og arrigskabet kravlede hele vejen op igennem hendes krop, og brølede ud, som når en drage spyer med ild. Naomi var blevet så træt af, at blive behandlet på den måde hver evige eneste gang, og så lade hende slippe så nemt af sted med det. Det skulle høre op fra i dag.

Naomi løb hen imod Silvia, imens ilden brændte tydeligt omkring hende. Folk stirrede intenst på hende, imens deres øjne fulgte Naomis raserianfald. I få sekunder havde stilheden besat rummet, indtil helvede brød løs.
I løbet af nul komma fem, var Naomi nået hen til Silvia, hvor hun hårdt tog fat i hendes hår og hev med alt hendes kraft. Silvia ramte gulvet hårdt, og nu havde hun for alvor sluppet fanden løs.
Silvia fór op med et og ramte tilbage med en slagkraftig knytnæve lige i hovedet, som væltede Naomi bagover. Da Naomi forsøgte at slå igen, blev hendes arm stoppet af en stor fyr, som stod lige bag hende. Han tog fat i begge hendes arme, og vred lynhurtigt hendes arme om på ryggen. Hun forsøgte at rive sig løs, men han var alt for stærk til, at det var en mulighed.
Mængder af folk begyndte at kredse rundt om dem, indtil der var dannet en kæmpe cirkel omkring dem. Alle øjnene hvilede på Naomi, og hun følte, at deres øjne skar gennem hendes krop, som om de kunne se direkte igennem hendes sjæl.
Silvia så nedladende på hende og havde det glimt i øjet, som altid hang på hendes ansigt, når hun hånede sine byttedyr. Og i dag var Naomi byttet.
”Søde ven. Tror du virkelig, at du kan lægge dig ud med mig?” Silvia talte med den tone, hvor man virkelig fik lyst til at kvæle hende, og det værste var, at hun gjorde det med vilje.
Naomi var musestille og hendes blik faldt ned på jorden, imens skammen bredte sig over hende.
”Indse det nu bare. Du er svag, tåbelig og et kæmpe nul. Ingen vil have dig!” Tårerne pressede på, og selvom Naomi ikke ville græde foran dem, kunne hun ikke lade være.
Silvia hev solbrillerne af hendes ansigt, så alle kunne se hendes tårefyldte øjne.
”Lille pattebarn”, spyttede Silvia ind i hovedet på hende og skubbede hende væk. Flere fulgte efter og begyndte at gøre det samme. Folk råbte grimme ting af hende, imens hun blev skubbet og presset ud af døren.
Til sidst blev døren smækket hårdt i hovedet på hende, og hele hendes verden ramlede sammen foran hende.
Vreden havde forvandlet sig til en ensomhed, som gjorde ondt i hendes mave, og hendes hoved dunkede af smerte fra den knytnæve, der tidligere havde ramt hende.
Hun sank sammen i kroppen og satte sig ned foran døren, så hun kunne læne hovedet tilbage. Tårerne var forsvundet fra hendes ansigt, og nu kiggede hun tomt ud i det bælgravende mørke.

Tankerne flød væk, og hun svandt ind i en bedre verden. En verden uden sorg og smerte. En verden hvor kærlighed rent faktisk eksisterede.

 

Minderne sad på hendes krop som små tæger, der ville suge alt hendes blod ud og æde hendes sjæl langsomt op. De klistrede til hendes blege hud, og uanset hvor meget hun prøvede, var de umulige at ryste af. Kun døden ville for alvor sætte en mur mellem hende og hendes fortid.

Hun kiggede ind i det lille spejl, der hang på hendes sorte væg, så hun kunne se sig selv en allersidste gang. Hendes glatte hår faldt blidt hen over hendes nøgne ryg og stoppede ved hendes lille talje. Enderne var slidte, fordi det ikke var blevet klippet i flere år. Hun strøg forsigtigt sin hånd igennem det blanke hår og fik for sidste gang fornemmelsen af det, inden totterne røg til jorden. Små hårlokker faldt en af gangen ned på gulvet, efter saksen havde klippet dem over.
Hun aede skånsomt sin hovedbund, og følelsen af de små dun, der var tilbage, kildede på hendes håndflade. I spejlet så hun sine læber forme et lille smil, og det var meget længe siden, at det var sket.
Håret og dets minder var væk for altid, og den tunge byrde på hendes skuldre lettede en lille smule.

Pillerne lå blidt i hendes kolde håndflade, imens hendes åndedræt blev mere og mere uroligt. Hendes fingre rystede, og det bredte sig hurtigt til hele hendes krop. En ukendt følelse dukkede op i hendes sind og fik tvivlen til at vandre tilbage til hende. Naomi var bange. Nej. Ikke bare bange, men hunderæd og skræmt fra vid og sans. Det åd hendes hjerne op og stjal alt fornuften fra hende.
Modstridende følelser kæmpede lange kampe imod hinanden, imens hun overvejede, hvad hun skulle gøre. Selvom hun havde lyst til at leve og være lykkeligt mere end alt i verden, kunne hun ikke. Det var bare så svært at leve og så let at give op.
Hvis hun gav op nu, ville alt smerte forsvinde, og de ulidelige dage ville være forbi. Åh, hvor havde hun dog lyst til det, og hvor hun dog længtes efter det.
Døden havde allerede lagt sine arme omkring hende, og det var for sent at stoppe nu. Hun kunne ikke klare ensomheden mere, og det tomme hul i hendes mave, som aldrig ville blive fyldt igen. Det hele skulle slutte, og det skulle være nu.

Forsigtigt tog hun sin hånd med pillerne op til hendes lyserøde mund, og tåren faldt blidt fra hendes øje. Hun vidste, at en stor overdosis ville føre til døden, og det var lige præcis, hvad hun havde planlagt at gøre.
Hun tøvede i et sekund, men så fortsatte hun, og lagde pillerne på tungen. En sidste indånding blev taget, og så blev pillerne slugt.

Stilhed. Tomheden fyldte rummet og nåede de dybeste hjørner. Naomi kiggede rundt, imens nervøsiteten bredte sig.

Så kom den stikkende følelse. Den gjorde hende svimmel, og farver hoppede og dansede foran hende. De var så smukke, at hun længtes efter at blive i et med dem. I forsøget på at gribe fat i dem, faldt hun.
Hun faldt ned i et dybt sort hul, hvor ingen ende fandt sted. Uendeligheden havde slugt hende, og slynget hende ind i et sted, hvor hverken tid eller sted fandtes.
Pludselig lysnede bunden op, og ligefremme kunne hun se enden. Men det var ikke, hvilken som helst ende, men slutningen på livet.
Lyset var så smukt og fredfyldt, og roen bredte sig over hendes sind. Enden kaldte på hende, selvom det sugede hende til sig som et sort hul.

Hun ramte enden hårdt, men alligevel blidt som en pude. Og så var der ingenting. Kun mørke og atter mørke.

 

Lyset blindede hendes øjne i hendes forsøg på at åbne dem. Alt var sløret, og lyde skar igennem hendes hoved, som kridt der skær mod en tavle.
Naomi kiggede rundt og forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Pludselig dukkede hendes mor op ud af det blå, og fortvivlelsen ramte hende hårdt. Den fyldte hendes krop, som begyndte at ryste.
Moren tog hende blidt på kinden, og aede hende forsigtigt, imens hun smilte sødt til hende.
”Er jeg død?” Tårerne trillede ned af hendes kinder, og hun kunne intet gøre for at holde dem tilbage.
”Nej, skat. Du har været så heldig at få en ekstra chance i livet. Denne gang lover jeg at gøre det bedre. Jeg lover det”. Moren græd også, og Naomi vidste, at hun for første gang talte sandt.

Måske havde moren ret. Måske havde hun fået en ny chance i livet. En chance hun ikke måtte spilde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...