"Som en 5-årig"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Igang
Historien var en jeg skrev i sammenhæng med skole. Efter jeg havde afleveret den til min lærer syntes jeg bare ikke den var helt færdig. Har siden skrevet på den, og det her er så hvad den har udviklet sig til:))

Men historien handler ihvertifald om den her dreng der lever i 1999. Hans forældre gennemgår en skilsmisse, hvilket påvirker ham voldsomt. Da hans mor mister barnet og ender på hospitalet pågrund af ham, mister han kontrollen som der fører til endnu en ulykke.

Det skal lige siges historien er en erindring og derfor er det mig der fortæller min historie udfra hvad jeg oplevede for 5 år siden.

0Likes
2Kommentarer
65Visninger
AA

1. "Som en 5-årig"

Som en 5-årig

Torsdag d. 16. maj 1999

Nu råber han til sin mor: “Skrid! Lad mig være!” Nu skælver hans læber, bag den lukkede, smækkede og tavse dør. Nu græder han, rasende, fortvivlet, forvirret.

”Men lille skat,” siger moderen og vil tage fat i ha, ”græder du over en kop te?” Så råber han med sin lyse stemme, defensivt, ordene snubler over hinanden og giver ingen mening: Te, sukker, faderen, at hente en kop, at han bare ville.

 

Mandag d. 13. maj 1999

At faren havde forladt ham gjorde ham ikke så meget. Han havde aldrig rigtig haft et forhold til ham. At se faderen forlade dem var bare endnu et af de tidspunkter i sit liv, hvor han måtte hjælpe sin mor igennem den svære tid.

Selvom han længe havde set den komme, havde han nu stadig et enkelt spørgsmål kørende rundt i sit hoved. ”Hvorfor nu? Hvad var grunden til, at faderen valgte at forlade dem nu?” Om blot en uge skulle moderen føde deres barn. Det var selvfølgelig grunden til, at hun var helt fra den, da faderen gik.

 

Tirsdag d. 14. maj 1999

Baren var åben, selvom det var tirsdag, og det var det eneste sted hvor han kunne slippe væk. Slippe væk fra alt det drama derhjemme, som i øjeblikket fyldte mest i hans liv. Selvom han kun var 14 år gammel, havde moren aldrig sagt noget dårligt om, at han drak. Det eneste han kan huske hun har sagt er ”Børst tænder før du snakker til mig” eller ”Fra 1-10 hvor fuld er du så?”

Drukturene plejede han før i tiden at tage på sammen med hans far. De plejede hver lørdag at tage ned på Pillen og drikke sig stive.

 

Onsdag d. 15. maj 1999

Lyset i bussen var slukket. Gaderne på den ene side af bussen var slidte. Store huller spredte sig ud over den grå asfalt. Skilte, der var sat skævt ned, markerede noget vejarbejde, der må have været der for lang tid siden. Der lugtede af benzin og olie. Tågen, der var i luften, skjulte bygningerne, der var bag pighegnet. Bussen kørte langsomt gennem kvarteret. Han sad bagerst i bussen og tænkte på det rivegilde, han havde været i tidligere med Verner. Han tænkte på, om han mon havde sagt nogle lidt for grimme ting. Han havde før fået at vide, at han godt kan være lidt bramfri. Han følte samvittigheden trænge op gennem ham. Ham og Verner havde jo været bonkammerater, siden de var 4 år gamle.

 

Da han steg ud af bussen, var der ikke langt hjem. Han var hjemme 3 min efter. Han var så træt, at han gik direkte ind på værelset. Han var flere gange ved at falde. Tømmermændene var endnu ikke helt ude af hans krop. Da han mødte sin mor sin mor på vej ind på sit værelse, kunne han se, at hun ikke havde det så godt. Han tænkte, at der ikke var noget, han kunne gøre ved hendes humør, men da han var på vej forbi hende, faldt han. Kommoden væltede. Moren lå nedenunder og havde svært ved at trække vejret. Hun hev efter været og rakte ud efter hans hånd. Han trak i hende for at hjælpe hende op. Han fik fjernet kommoden, og kunne nu hjælpe hende helt op. Halvvejs oppe sluttede det. Hans håndflader var så glatte på grund af, at han svedte så meget, og moren faldt. Ned på gulvet og landede lige på maven. Hun skreg ”neeeeeeeej”. Han panikkede og ringede efter 112. De kom med blinklys efter 14 minutter. Det var de 14 længste minutter i hans liv. Da ambulancen kom, blev de begge kørt på hospitalet. Ved ankomsten blev han sendt hen til en anden afdeling, end den hans mor blev kørt over i. Han gik fuldstændig i panik, da han kom ind på afdelingen og så alle de gamle, døende mennesker, der lå i sidegangene. Hivende efter vejret fik han fremstammet: ”Slip mig! Hjææælp! Jeg skal redde min mor…” Ingen hjalp ham. Ingen gjorde noget. Andet end at føre ham væk. Væk fra sin mor.

 

Torsdag d. 16. maj 1999

Vrede. Raseri. Frygt.

Det var alt hvad han følte torsdag morgen. ” Hvordan kunne hans mor vælge at få et barn med sådan en idiot af en far at være? Hvordan kunne hun gøre det mod sig selv. Og mod ham? Hvordan kunne han være sådan en idiot af en søn og falde ind i sin mor? Hvordan kunne han gøre det mod hende? Hvordan kunne han bare på få sekunder tage hendes barn fra hende?” 

 

Tiden gik. Klokken nærmede sig 13, men han havde stadig ikke hørt fra nogen. Lidt længere hen af eftermiddagen kom en sygeplejerske ned til ham. Da hun kom ind af døren opstod der en stemning. Ingen sagde noget, ingen blinkede, ingen bevægede sig. Tavsheden blev brudt, da hendes mund åbnede sig og sagde hurtigt: ”din mor venter”. Den lille, runde sygeplejerske vendte om, og han fulgte efter. Han blev ført op af nogle lange gange. På gangene lugtede der af gamle mennesker, og i smug trak han hurtigt trøjen over næsen. Mens han gik bag sygeplejersken, blev hans hoved igen fyldt med tanker. Tanker fyldt med vrede, raseri og frygt.

 

I virkeligheden vidste han ikke, hvorfor han fulgte efter sygeplejersken. Meningen var jo, at han skulle se sin mor, men alt han havde lyst til var egentlig bare at sidde derhjemme og se tv i stuen. Den manglende lyst til at se sin mor gjorde ham endnu mere vred. Han fik lyst til at råbe. Men i og med der ikke var nogen mor, han kunne råbe af måtte han vente til, at han kom op på værelset.

 

Døren var stor. Lige ude ved siden af døren stod der kander med te og kaffe i. Han gik forbi kanderne og ind på værelset. Han så sin mor ligge i sengen. Hendes mave var mindre, og man kunne se, hun havde grædt. Han gik over til hende. Han skulle til at sige noget vredt, men alt hans vrede forsvandt, da han så hende i øjnene og så, hvor såret hun var. Han prøvede at kigge væk, men der var ikke andre steder at kigge hen. Stilheden i lokalet var uudholdelig. ”Vil du have en kop te?” spurgte han så sin mor. ”Så du sød, tak” sagde hun med en anstrengende stemme. Han gik tværs gennem lokalet ud til tekanden. Inde på værelset kunne han høre sin mor havde rejst sig og havde sat sig over i lænestolen. Da koppen var fyldt, gik han ind med den. Han gik koncentreret med koppen i hånden, og anstrengede sig for ikke at spilde. Han var næsten fremme, da han faldt over dørkarmens kant i gulvet. Teen røg ud af koppen og landede på hans mor. Den dårlige samvittighed var der ikke. Han havde aldrig nogensinde været så vred på sig selv eller på sin mor. Hans mor rejste sig fra stolen og teen ryger ned på guldet. Hun tager et tæppe, der ligger på sengen og kommer over for at hjælpe.

 

Men nu råber han til sin mor: “Skrid! Lad mig være!” Nu skælver hans læber, bag den lukkede, smækkede og tavse dør. Nu græder han, rasende, fortvivlet, forvirret.

”Men lille skat,” siger moderen og vil tage fat i ha, ”græder du over en kop te?” Så råber han med sin lyse stemme, defensivt, ordene snubler over hinanden og giver ingen mening: Te, sukker, faderen, at hente en kop, at han bare ville. Han kan ikke snakke. Han løber over og lægger sig i sengen og græder. Moren kommer over til ham og lægger sig ved siden af ham. Hun spørger igen ”græder du over en kop te?” Han kigger op på hende og siger så ”det er min skyld det hele. Det er min skyld far gik, det er min skyld du mistede barnet, det er min skyld du er fyldt med varm te” han snøfter og kigger så ned igen. Hans mor løfter hans hoved, og kigger ham dybt i øjnene. ”Jeg elsker dig. Det må du aldrig tvivle på. Intet af det her er din skyld. Det er livets gang. Sådan er det. Og uanset hvad så har jeg ikke brug for endnu et barn. Så længe jeg har dig er alting godt”. De ord der lige kom ud af hendes mund var nok til at få hans vrede væk. Tryghed og glæde var de følelser han følte da han som en 5 årig puttede sig ind til sin mor sagde ”jeg elsker også dig mor”.

                                                 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...