Læs aldrig en død piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Igang
Sebastian Millers yndlingsaktivitet var at betragte mennesker fra sit gamle, snavsede vindue. Han kendte ubevidst til alles rutiner, og opdagede hurtigt, hvis der var den mindste ændring. Sommetider kunne det jo ske, at nogle trængte til forandring, men Sebastian var altid hurtig til at gennemskue den nye rutine.
Så hvad ville der ske, hvis nabopigens rutine blev så uregelmæssig, at den var umulig at regne ud? Det fandt han først ud af, da det var for sent. Alt for sent.

5Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Kapitel 2:

Musikken dunkede, og bassen gav genlyd i mit hoved. Det fik mig til at spekulere over, om der egentlig var noget inde bag mit kluntede ansigt. Dog var jeg tilfreds med mine høretelefoner. De isolerede alt lyd, og det var, i modsætning til Mrs. Thompsons timer, meget brugbart. Alt jeg hørte var en svag summen, men pludselig blev den svage summen til en mumle, og før jeg vidste af  det, var mine høretelefoner ikke på mit hoved, men i Mrs. Thompsons hænder. Med øjnene blændet af forvirring, så jeg op på hende. Hendes normalt stramme læber, var nu så stramme, at jeg blev bekymret for, om de ville sprække.

”… alt vel, Mrs.?”, spurgte jeg, og knugede min blyant til mig. Mrs. Thompson var ikke en lærer man skulle lave sjov med. Hendes blik rettede sig langsomt ned mod mit, og så snart vi fik øjenkontakt, kunne jeg mærke en stikken i hele kroppen. Hvis der var et blik der kunne dræbe, ville det være hendes.

”Jeg formoder du allerede ved alt der er at vide, om lydbølger?”, spurgte hun, uden at røre en muskel på sit ansigt. Jeg var næsten helt imponeret.

”Mener du musik fysik? Kære Elisabeth, det skulle vel ikke være gået din næse forbi, at musik er det eneste jeg studerer når jeg er hjemme?”, sagde jeg, i håbet om, at hun ville glemme hvor meget hun afskyede mig. Planen gik desværre i vasken, og hendes blik var fortsat i gang med at slå mig ihjel med hud og hår.

”Øhh… jeg mener, ja Mrs. Thompson. Jeg ved alt”. Det virkede ikke helt som om jeg havde overbevist hende. Hun gik med målrettede skridt hen til kateteret, åbnede en skuffe, og låste mine høretelefoner inde.

”Meget vel, hr. Miller…”, sagde hun og rettede på sine briller, ”hvis du kan vise resten af klassen, hvordan man laver en pickup, skal du nok få dine ørefordærvende højtalere tilbage - hvis ikke, må jeg ulejlige Dem med, at De har eftersidning resten af ugen”. Jeg rynkede med panden, og nikkede så. Jeg formodede, at Mrs. Thompson regnede med, at jeg ville sætte mig på knæ, og håbløst bede hende om, ikke at lade mig lave et forsøg alene, og bare give mig de eftersidninger jeg skulle have, men hun havde fanget mig på det helt forkerte tidspunkt - lydbølger var det jeg vidste allermest om. En udfordring? Jeg var næsten helt tændt.

 

Efter time, mærkede jeg en varm, rund hånd på mine skuldre. Jeg gik ud fra, at det var Clyde, og jeg skulle lige til at slå hånden væk, da en blød stemme bag mig, fik min krop til at stivne. Det var ikke Clyde, men Laura. Laura Wood. 

”Sebastian?”, sagde hun, og jeg vendte mig uroligt om. Hun havde aldrig sagt mig ved navn. Jeg var faktisk overrasket over, at hun overhovedet vidste hvem jeg var - også selvom vi praktisk talt var naboer.

”Øh, hej Laura!”, sagde jeg i et forsøg på at kontrollere min stemme. Det lykkedes ikke. Laura løftede et bekymret øjenbryn.

”Er der noget i vejen?”, spurgte hun, og jeg rystede ivrigt på hovedet.

”Nej, overhovedet ikke! Hva’ så?”, smilede jeg, selvom jeg godt kunne fornemme, at mit alt for falske smil, bekræftede det modsatte.

”Jeg ville bare sige, at jeg synes det var sejt, det du gjorde i dag. Der er ikke mange der tør sige Mrs. Thompson imod på den måde”, sagde hun, med lysende havblå øjne. Jeg smilede skævt, et ægte smil denne gang, og rynkede lidt på næsen.

”Sagde jeg hende imod? Jeg følte jeg bekræftede hendes spørgsmål. Det kan man da ikke andet end at blive glad over”, forklarede jeg. Laura fnes, og jeg kunne ikke lade være med at smile af hendes latter. Man skulle tro den var dalet ned fra himlen som en anden engel, blot forklædt som hendes vidunderlige lyd.

”Du kender hende tydeligvis ikke. Det var hendes måde, at få dig ned på, men du stod ved dig selv, og endte med at vinde kampen. Det er altså ikke let”, klukkede hun, og klappede mig på skulderen.

”Virkelig? Jeg må have en form for superkraft så”

”Ja, du er skolens Batman”, smilede hun.

”Rent faktisk har Batman ikke som sådan nogen superkræfter, han er bar-”, begyndte jeg, men blev afbrudt,

”Åh gud, du har været alt for meget sammen med Clyde!”, sagde hun, og det fik os begge til at le.

”Hvad så, snakker I om mig?”, spurgte en knasende stemme, og vi vendte os lynhurtigt om.

”Åh, hej Clyde! Faktisk var det lige netop det vi gjorde. Kun pæne ting selvfølgelig!”, forklarede Laura, og lukkede nogle små fnis ud. Jeg kunne heller ikke lade være med at klukke lidt.

”Hm”, sagde Clyde, og løftede et øjenbryn, ”men det er vel godt I har det sjovt”. Han lød næsten helt trist. Det var ikke noget der skete tit. Clyde lød aldrig nogen trække sit humør ned.

”Kom nu Clyde, det er ingenting”, sagde Laura, og klappede ham på ryggen, men Clyde gav udtryk for, at det bestemt ikke var noget han brød sig om, at hun gjorde. Laura rynkede panden sammen, og gav mig, til min overraskelse, et kram.

”God snak, Sebastian. Vi ses i morgen”, sagde hun, og forsvandt derefter ned ad gangen. Mine øjne fulgte hendes gang, og Clyde puffede til mig.

”Så du fulgte mit råd, hva’? Jeg føler mig som en stolt mor!”, sagde han, og viste alle sine tænder i et smil. Hans tænder var i modsætning til mine, helt lige. Hvis ikke jeg kendte ham, ville jeg tro, at han havde gået med bøjle halvdelen af sit liv.

”Det ved jeg nu ikke helt… hun kom på en måde hen til mig. Helt af sig selv!”, sagde jeg, med et snert af stolthed i stemmen.

”Jamen det var jo det jeg sagde. Du kan score så mange damer med det smil!”, sagde han og lo, ”Hvad snakkede I så om?”. Jeg trak på skuldrene.

”Åh, du ved. Skoleting”, sagde jeg. For det var jo sandt. I hvert fald på en måde.

”Hm. Jeg anede ikke, at du syntes så meget om skolen, at det kunne få dig til at bryde ud i latter på den måde”. Clydes stemme knækkede på en hjerteskærende måde, og jeg var ikke sikker på hvorfor.

”Hvad snakker du om? Jeg bryder da tit ud i latter”, sagde jeg, og prøvede at lyde overbevisende. Jeg havde en sær form for skyldfølelse tætsiddende i mit bryst, og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg havde jo ikke gjort noget forkert… vel?

”Du har sikkert ret. Nå, nok om det. Jeg må hellere skynde mig ind til næste time. Vi ses!”, sagde han, og løb væk. En masse tanker snurrede rundt i hovedet på mig. Jeg burde have spurgt om der var noget i vejen. Jeg havde kendt Clyde i lidt over tre år nu, og aldrig før havde jeg set ham så nede. Det var ikke engang fordi han lød trist, men der var et eller andet over det, der fik mig til at glemme min glæde for, at have ført en samtale med Laura, og i stedet trække mig ned til der, hvor tankerne æder alt det gode, og efterlader mig i tvivl.

 

Jeg udvekslede kun få blikke med Clyde den dag. Vi sås ikke engang efter skole, som vi plejede. Det vred sig i mit hjerte, og selvom dagen havde forløbet sig som en rutsjebane, som på en eller anden måde var gået i stå, var jeg alligevel kommet igennem den.

*****

Jeg sad en smule ubekvemt, i min brede, gamle vindueskarm, som kunne knække sammen hvert sekund det skulle være. Det var dog ikke fordi jeg havde en skræk for, at det ville ske. Jeg havde siddet præcis det samme sted hver dag efter skole siden vi flyttede hertil. Dengang var synet af naboer helt nyt. Jeg plejede nærmest at mase min snotbefængte næse op mod den beskidte rude, som nok ikke havde været vasket i flere år. Hvis jeg så et menneske, var min første reaktion at vinke. Det blev dog hurtigt kedeligt i længden, da ingen alligevel kunne se mig. Derefter begyndte jeg at betragte de forskellige mennesker, der kørte på arbejde, kom hjem fra skole osv. Nogle kunne finde ro i at male, andre at læse, men at betragte mennesker fra mit snavsede vindue på første sal, var det der gjorde mig allermest salig. Naturligvis, fandt jeg også en hvis ro, når jeg spillede guitar. Den havde trodsalt været ved min side, siden min mor forsvandt, Gud ved hvorhen. Men det at sætte sig op i en gammel vindueskarm, og kigge ud over menneskehavet, som i dette tilfælde nok nærmere var en lille å, var så ligetil, at det var til at skamme sig over. Det var ikke fordi jeg havde i sinde at lure på folk - det ville aldrig falde mig ind. Jeg betragtede mængden som en helhed. Det var altid de samme mennesker der kom forbi, og de havde en rutine, jeg ubevidst kendte til, og vakst fulgte med i. Jeg spottede hurtigt, hvis der var en uregelmæssighed, og den uregelmæssighed lagde jeg tit vægt på, og tænkte over, hvad der mon grundede denne ændring. Som regel var det fordi der var nogen der havde gæster, og andre gange var det en permanent ændring, som dannede sig en ny rutine. Den eneste store forandring jeg havde oplevet var, dengang familien Joseph flyttede ud. Noget med Mr. Josephs arbejde. Det var i hvert fald det der blev sagt.

Mine øjne fulgte Aaron, som boede i huset ved siden af mig. Ingenting havde ændret sig. Hjemme omkring 15.00-tiden som sædvanlig. Alexander Nobleman, som boede et par huse væk, kom gående hjem idet hans far (som altid var iført et nyt jakkesæt) var på vej ud af døren. Stakkels dreng, tænkte jeg, da jeg tvivlede på, at de befandt sig i samme bygning mere end et par timer ad gangen. Hans far kom altid sent hjem, og når han så var hjemme, var Alexander allerede taget i skole. Men jeg skulle nødig snakke - psykisk havde jeg ikke været i samme bygning som min far siden vi flyttede ud. I samme øjeblik, som Alexander kom gående, travede Laura raskt forbi. Jeg kunne se, at hun stoppede op. Det samme gjorde Alexander. Jeg rynkede lidt med næsen, og pressede øjnene sammen. De begyndte at snakke. Jeg begyndte at tælle hvor længe de snakkede, men da jeg nåede til ti minutter, gav jeg op. En irritation voksede sig langsomt større som tiden gik, men jeg vidste udmærket godt, at det ikke var noget jeg skulle blande mig i, for i virkeligheden var jeg bare en ækel person, der iagttog alle i kvarterets handlinger. Jeg havde dog aldrig tænkt at der var noget galt i det, indtil en dag, hvor Clyde spurgte, hvad det var jeg altid lavede i mit vindue.

”Det er fandme mærkeligt, dude”, havde han sagt, hvortil jeg svarede, at det da ikke kunne være så mærkeligt, da det bare var folk der gik rundt i offentligheden. Han så ligeså mange mennesker om dagen som jeg gjorde, bare fra en anden vinkel. Det var jo ikke fordi jeg rendte rundt med en natkikkert, og begloede folk fra deres vinduer når mørket faldt på. Det gav han mig heldigvis ret i, men siden den dag havde jeg altid en form for skyldfølelse hver gang jeg så et menneske fra mit vindue. Dermed ikke sagt, at jeg havde i sinde at stoppe, for uden den ro jeg fandt i det, vidste jeg ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg satte mig til at lave lektier i stedet, men tanken om Alexander og Laura gik mig på, og jeg lagde det hurtigt fra mig igen. Jeg så lidt ud af vinduet igen, og til min lettelse, var Laura nu på vej ind til sig selv. Jeg tog mig selv i at smile, og slog derfor mig selv i panden. Jeg lød som en besat fangirl. For at være ærlig, tænkte jeg aldrig over hvem Laura var sammen med. Hun havde også haft en kæreste i de tre år jeg havde boet her. Dingo Dean, som jeg kaldte ham, da han oprindeligt kom fra Australien, og havde den tykkeste australske dialekt, verden havde set magen til. Jeg tror de var kærester i det meste af det år han var udvekslingsstudent, og deres forhold endte naturligt, idet han skulle tilbage til Australien. Jeg kunne meget godt lide Dean. Jeg tror endda vi udvekslede et par dybe samtaler i alkohollens tegn. Derfor forstod jeg ikke hvorfor, at Alexander gik mig så meget på. Måske var det det faktum, at han boede tæt på, og ikke skulle flytte lige foreløbig, eller også var det, at han var den dreng, som alle pigerne eftersigende sukkede efter. Hvis han fik Laura under sine kløer, stod hun ikke til at redde. Så ville jeg aldrig få en chance. Men hvad så, hvis jeg fik en chance? Jeg havde haft masser af den slags, men aldrig udnyttet dem. Jeg satte pris på, at Clyde støttede mig i at blive ved med at prøve, men jeg vidste, at han inderst inde syntes, at jeg skulle give op. Uheldigvis havde jeg aldrig været den opgivende type. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...