Læs aldrig en død piges dagbog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Igang
Sebastian Millers yndlingsaktivitet var at betragte mennesker fra sit gamle, snavsede vindue. Han kendte ubevidst til alles rutiner, og opdagede hurtigt, hvis der var den mindste ændring. Sommetider kunne det jo ske, at nogle trængte til forandring, men Sebastian var altid hurtig til at gennemskue den nye rutine.
Så hvad ville der ske, hvis nabopigens rutine blev så uregelmæssig, at den var umulig at regne ud? Det fandt han først ud af, da det var for sent. Alt for sent.

4Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

1. Kapitel 1

 

Kapitel 1:

”Ash!”, råbte en velkendt stemme bag mig. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvilken person den tilhørte. Høj? Tjek! Sjove knæk hist og her? Tjek! Hæsheden fra en, der ikke havde sovet i flere døgn? Dobbelttjek! Det kunne ikke være andre end… jeg vendte mig alligevel om for at være sikker. Jo, den var god nok. Clyde Breeze. Min bedsteven siden jeg flyttede til Elmenore med min far for tre år siden. Jeg kan tydeligt huske det.

 

En tidlig december morgen bankede det på døren. Jeg havde ikke engang klædt mig på til skole endnu, hvilket ville sige, at min far knap havde fået sit ene ben ud af sengen. Jeg åbnede derfor døren, for hvor spændende var det ikke lige at få besøg midt ude i ingenting, når man ellers kun fik gæster i sommersæsonen pga. ens gård? Svaret er: utroligt spændende for en 13 årig dreng, som aldrig rigtig vidste hvad der foregik. Men da jeg åbnede døren, stod der et menneske, som selv jeg ikke havde lyst til at lukke ind. Hans mundvige pegede næsten ned til hagen, og hans pande var så rynket, at selv hans rynker rynkede med panden. Jeg kiggede længe på ham uden at sige et ord. Han var høj og skaldet, og lige under hans venstre øje, hyggede der sig en massiv brun vorte. Jeg kunne huske den vorte, som var det i går. Manden mumlede noget med, at han ville tale med min far, og som den overbeskyttende dreng jeg nu var, smækkede jeg døren i hovedet på ham.

”Far!”, råbte jeg, og løb ind på værelset, ”Der er en mand, som vil tale med dig”. Min far rejste sig op, og løftede det ene øjenbryn. Pludselig fik han et udtryk i ansigtet, jeg sent ville glemme.

”Sebastian”, sagde han, ”Smut du i skole nu. Du kan bare tage penge, og købe i kantinen”.

Jeg stod længe og kiggede på ham. Jeg måtte aldrig købe mad i kantinen. Hvad foregik der? Efter flere forsøg på at få mig ud af døren, gik det op for mig, at det måske egentlig var bedst at gøre som han sagde. Jeg forsvandt ud af døren, og da jeg kom tilbage, var alle vores ting pakket ned.

”Vi skal køre i taxa!”, sagde min far i et forsøg på at lyde begejstret. Jeg skar en grimasse, og virkede bestemt ikke ligeså opstemt over situationen.

”Vi har lånt et hus i en by. Tænk engang, nu kan du få en masse naboer, som du kan snakke med hver dag!”. Ligeså forvirret som jeg var, satte jeg mig ind i bilen med ham, og det blev hurtigt starten på et nyt liv - livet i Elmenore. Få timer efter vi var flyttet ind, kom en lille dreng, med det mest kulsorte hår jeg i mit liv havde set, kørende forbi på en græsgrøn cykel. Han kiggede meget længe efter vores hus, indtil det, som man forventede ville ske, når nogen kigger væk fra vejen de kører på i længere tid ad gangen - han væltede over en kantsten. Jeg stod helt stille, og kiggede på drengen, der nu så endnu mindre ud, som han lå ned, og havde næsen fuld af blod. Da der var ingen andre til stede, eller rettere, ingen der så ud til, at de ville hjælpe, gik jeg forsigtigt ned til ham. Hans ansigt var helt presset sammen, og jeg gik ud fra, at det var i smertens tegn. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile lidt. Hans stunt var et grin værd, og det vidste han også godt selv, for han kunne heller ikke lade være med at smile.

”Jackass!”, råbte han, så det gav genlyd i hele kvarteret. Jeg spirrede øjnene op.

”Hvad?”, spurgte jeg forvirret. Drengen rynkede panden sammen, og kiggede på mig med sine smalle sorte øjne, som om jeg var dum.

”Jackass! Har du aldrig set det?”

”Tjah, det har jeg vel” sagde jeg og løj. Jeg havde aldrig set det, men jeg vidste godt hvad det gik ud på

”… men hvorfor siger du det?”. Drengen ændrede sit udtryk fra ”er du dum?” til ”lidt dum har alle da lov til at være”.

”Nårh jo, altså… det er vel det man siger når man laver et sygt stunt?”, svarede han så, og sendte mig et skævt smil. Jeg smilede også.

”Du mener, når man intenst kigger på et hus, og glemmer at holde øje med vejen, så man ender med blod i hele ansigtet?”, spurgte jeg med et smil. Drengen satte sig begejstret op.

”Blod i hele ansigtet? Mener du det?”, spurgte han, og strejfede sit ansigt med sin højre hånd. Hans små øjne, blev hurtigt større ved synet af sin hånd, ”Sygt nok man!”. Jeg rystede på hovedet. Hvis alle i denne by var ligeså stupide som ham, ville det blive forfærdeligt at gå på skolen.

”Mit navn er forresten Clyde, men folk kalder mig altid Chen. Du må selv vælge hvad du gør”, sagde han muntert, og rakte mig sin hånd. Jeg tog imod den, ”Sebastian her”.

”Sebastian? Ordentlig sygt der!” I løbet af få sekunder var Clyde i gang med at snakke om noget, som jeg slet ikke kunne følge med i, og det virkede straks som om han havde glemt alt om styrtet. Jeg var egentlig også ligeglad med det han sagde, for i huset overfor mit, stod der en pige, med det smukkeste røde hår, jeg nogensinde havde set. Det bølgede som havet en stille sommernat, og skinnede som den kønneste solopgang. Jeg nåede ikke rigtig at betragte hende mere, før Clyde puffede til mig.

”Hey dude, hører du overhovedet efter?”, og idet han spurgte, faldt hans blik langsomt også over på pigen. Han lo en smule.

”Nårh, er det Laura Wood der stjæler din opmærksomhed? Glem det, hun er alt for god til dig. Alt for god til nogen”. Jeg kiggede på ham, og rynkede panden.

”Hvem har sagt, at jeg er intere-”, Clyde cuttede mig af, ”Det er alle, man. Men hun er alt for uskyldig og sød til nogen, tro mig”. Jeg grublede over det for en tid, men sagde ingenting til det. Pigen plantede sig blot i mine tanker, og jeg fortsatte snakken med Clyde. Faktisk fortsatte den helt indtil aftensmadtid, og vi lovede hinanden, at ses den kommende dag.

Vi sad stille omkring bordet, min far og jeg. Vi talte aldrig om flytningen, nej faktisk talte vi aldrig rigtig sammen om noget mere. Jeg gik tit og grublede over, hvad det var den skaldede mand havde sagt til min far, der gjorde ham så tavs, at det var umuligt at føre en samtale med ham, der ikke omhandlede den seneste fodboldkamp eller hvordan det gik mig i skolen. Uanset hvad, var det sådan jeg mødte Clyde.

 

”Hey, hva’ så Clyde?”, sagde jeg, i fuld gang med vores obligatoriske håndtegn.

”Det er næstsidste år af High School! Hvad si’r man så?”

”Øhh…”, Clyde havde en evne for at efterlade en i tavshed.

”Du er simpelthen for kedelig, Ashton. Smil lidt, og vær glad! Prøv at tænk på alle de damer du kan score med det smil”. Clyde havde kaldt mig Ashton samme dag som vi blev venner. Han fortalte aldrig hvorfor, men jeg var efterhånden blevet vant til det. 

”Okay, hr. scorekaj, giv mig et eksempel jeg kan forsøge at leve op til”, sagde jeg. Clyde trak på skuldrene, ”Jamen okay så!”. Clyde bevægede sig hen til Rebecca Clark, en senior pige, som for det meste hang ud med alle sportstumperne. Jeg havde altid beundret Clyde for sit mod - på trods af, at han var stemplet som byens nørd, og ikke lagde låg på det med sine star wars t-shirts, der altid var lidt for store til ham, og hans runde briller, han udelukkende valgte, fordi det lignede dem, Harry Potter havde, forsøgte han stadig at charme sig ind på pigerne - for det meste uden held. Det var nok også derfor han aldrig rigtig blev mobbet - han var så ligeglad med hvad folk syntes.

Låst fast i mine egne tanker, nåede jeg kun at se, hvordan Clydes samtale med Rebecca endte - hun lo og rystede på hovedet, imens hun gik videre. Clyde sendte mig et blik, der sagde ”Jeg har totalt meget en chance, så du hvordan hun lo af mine jokes? Jeg er en hver piges drøm!”. Jeg kunne ikke lade vær med at klukke over, hvordan skolen ville reagere, hvis Clyde rent faktisk endte med at score en som Rebecca. Hun havde et meget markant modelansigt, med klare grønne øjne, og tydelige kindben. Hendes hår var krøllet, og hoppede altid i takt med hendes trin, og hendes hud var altid solbrun - som om hun rejste syd på hver anden måned. Og for slet ikke at tale om hendes krop! Lange glatte ben, med en velproportioneret overkrop knyttet til. Og Clyde? Lille og tynd, ja faktisk gik han kun Rebecca til starten af hendes hage. Han var som sagt også den største nørd nogen nogensinde havde mødt. De ville være det mærkeligste par - men hvem ved? Kærlighed handlede vel ikke om udseende og hobbyer, men om… ja, hvad handlede kærlighed egentlig om?

”Hvad griner du af? Hun er totalt skudt i mig!”, sagde han, og puffede til mig.

”Ja da, selvfølgelig. Hvornår er jeres bryllup?”, spurgte jeg, måske en anelse hånende.

”Som om du kan gøre det bedre selv. Ej hov, se hvem der kommer der! Er det ikke en hvis Laura Wood? Det er jo perfekt timing! Go get her, tiger”, sagde Clyde og daskede til mig. Jeg skubbede i én bevægelse hans hånd væk. Clyde vidste udmærket godt, at jeg havde kunnet lide hende siden den dag jeg flyttede hertil. Men det han sagde om hende dengang, havde sat sig fast. Hun var uopnåelig, det vidste jeg. Jeg betragtede hendes rolige gang, og kiggede efter hende, selv efter hun egentlig var forsvundet ind i klassen. Clyde vendte øjne.

”Helt ærligt, dude. Hvorfor siger du det ikke bare til hende?”. Problemet var, at grunden til jeg ikke sagde noget var, at han havde sagt, at det var en dum idé. Men det kunne jeg jo ikke fortælle ham nu. Tænk hvor idiotisk han så ville syntes jeg var. Jeg nøjedes med at trække på skuldrene, og komme med en eller anden åndssvag kommentar om, at der er masser af fisk i havet, og Laura blot var en sild, men jeg gik efter en tigerhaj.

”Hm”, sagde Clyde, ”men hvis der er én ting jeg ved, er det, at du har time med Laura nu. Sæt dig ved siden af hende. Nyt år, nye muligheder! Scor hende, for fanden. Vi ses efter skole”. Jeg nikkede og gik ind til time, men satte mig ikke ved siden af hende. Hun sad allerede ved siden af Alexander. Åh, Alexander. Var han min modstander, havde jeg ikke en jordisk chance. Han var enhver piges drøm. Hans øjne var krystalblå, og fangede alles opmærksomhed. Håret var blond og pjusket, og alt i alt, lignede han, med sin snehvide hud, en engel. Ikke nok med, at udseendet var i orden, var han heller ikke ligesom alle sportsidioterne på skolen - han var genert, men havde så meget på hjerte, og værst af alt, spillede han heller ikke rundt med pigerne, men behandlede dem som mennesker. Gud hvor jeg hadede den knægt. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte blev en anelse tungere af at se dem tale sammen. Jeg vidste godt jeg var paranoid, for kunne jeg ikke bare tage mig sammen til at snakke med hende? Det var i al fald det Clyde mente. ”Bedre held næste gang”, tænkte jeg, og slog mig til sidst ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...