Bofælle af Mr. Sherlock Holmes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
KAN OGSÅ HØRES!!!
Det er længe siden jeg sidst har skrevet en beretning om min gode ven og bofælle Mr. Sherlock Holmes, og det vil jeg nu gøre. Dog vil jeg skrive om ham som person og bofælle og ikke som detektiv, da jeg allerede rigeligt har skildret hans kriminologiske genialitet.
Jeres, Dr. Watson

//Kort tekst om det at være Dr. Watson en dag og bo sammen med Sherlock Holmes// //Deltager i Kampen mellem Fandoms Konkurrencen: Sherlock//

Jeg har også optaget denne tekst som lydbog, der kan høres ved at trykke på linket jeg har efterladt som kommentar.

4Likes
1Kommentarer
81Visninger
AA

1. Bofælle af Mr. Sherlock Holmes

Det er længe siden jeg sidst har skrevet en beretning om min gode ven og bofælle Sherlock Holmes. Sagen er den, at han foretrækker at leve et stille og nogenlunde roligt liv og ikke bryder sig om opmærksomhed. Det kan ses som en stor kontrast til hans ejendommelige og spændende eventyr, men jeg ser det mere som et biprodukt. I denne korte beretning vil jeg ikke fortælle om en af hans eventyr, men om Holmes som person. Beretningen begynder en oktober morgen i Bakerstreet.
"Godmorgen, Watson," sagde Sherlock Holmes fra sin magelige lænestol ved kaminen. "Har De sovet godt?"
"Ja, det har jeg da. Hvad med Dem?" spurgte jeg og satte mig til rette i min stol.
"Ja, udmærket. Tak, Billy." Den lille dreng kom nærmest springende ind og overrakte Holmes et gult telegram. Han foldede det ud, og jeg kunne gennem papiret skimte to korte ord. "Godt, så er den sag løst. Så kan vi komme i gang med morgenmaden."
"Den med den blanke avisartikel?"
"Ja, Watson. Og udfaldet var præcist som De sagde." Jeg var beæret over Holmes' rosende ord, som han sjældent brugte. Han var et menneske, men ofte virkede han mere som en maskine, så de få øjeblikke hvor han udtrykte sig mere fra hjertet var mig meget kære.

Ti minutter senere sad vi og spiste. Røræg, brød, mælk og meget mere var dækket op på morgenbordet. Holmes gav ikke en lyd fra sig, og jeg lod være med at prøve på at tale til ham. Gennem mange års erfaring havde jeg lært, at han aldrig talte over maden, medmindre han selv havde startet samtalen. Denne dag startede han ikke en samtale, og efter måltidet satte vi os i vores lænestole og røg på vores piber. Længe sad Holmes i sine egne tanker og så ind i den blafrende kaminild. En gang kom Mrs. Hudson for at lægge mere brænde på ilden. Ellers rørte intet sig. Jeg rakte ud efter morgendagens avis, hvor Holmes allerede havde sat et kryds ved en artikel jeg stærkt antog for at være hans.
"Ja, det er mig, der har skrevet den artikel," mumlede Holmes og besvarede dermed mine tanker. Han havde for vane at gøre dette, og langsomt var min overraskelse ved at fortage sig for hver gang, men jeg kunne trods alt skimte et lille barns glæde i Holmes' øjne, hver gang han overrumplede mig med det. "De så ned på artiklen, så kort på mig og så ned på artiklen igen."
"De ved godt, at De overrasker mig hver gang De gør sådan noget," sagde jeg og bladrede videre.
"De kan spare Dem at se på de personlige annoncer, Watson. Intet spændende i dag," sagde Holmes og så ind i ilden igen.
"Hvis der var havde De nok smidt mig ud af min seng inden klokken slog otte."
"Ja, De har ret. Havde der været noget spændende havde jeg allerede grebet muligheden. Men der sker ikke længere noget spændende i London, Watson. Alle kriminelle efterligner hinanden. Ingen er original. Siden Moriartys død har aviserne manglet krydderi i form af god kriminalitet," klagede han og fjernede ikke sine øjne fra ilden.
"Det kan være, men gaderne er også blevet mere sikre."
"Nej, for det er de ikke. Der har aldrig været mere lommetyveri og anden småkriminalitet end nogensinde før. De hårde nødder at knække, Watson, det er dem, der ikke er farlige for det offentlige, men kun for ganske få mennesker. Og nu da de er væk er der ikke meget spændende i kriminologi for en dygtig kriminolog. Alle er de samme nu til dags." Holmes blev derefter meget stille, og jeg læste fortsat videre i avisen, men fangede mig selv flere gange i at give Holmes ret. Der var ikke nogle originale kriminalsager. Det havde jeg selv kunnet mærke, men jeg havde altid nægtet at tro på det. 

"Der kommer en opera i eftermiddag på teateret. Jeg vil foreslå, at vi tager derhen. Jeg har hørt at den skulle være excellent," sagde Holmes over middagsbordet og så op fra sin fyldte tallerken.
"Det lyder som en god ide," svarede jeg.
"Godt, så gør vi det." Samme eftermiddag gik vi gennem Londons travle gade mylder. Folk gik tæt forbi hinanden. Unge ladies gik ved siden af hinanden og snakkede om vejret. Ældre damer var på indkøb. Mænd på alle aldre gik hurtigt til og fra i forskelligt tøj. Nogle havde det pæneste tweed jakkesæt på, mens andre gik i gamle, lurvede og ødelagte arbejdsbukser. Handsomes bragede afsted på gaden med prustende heste, mens andre kørte stille og roligt forbi hinanden.
Holmes og jeg gik tavst ved siden af hinanden. Vi kendte begge vejen til teateret udmærket, for vi nød begge to en god forestilling. Holmes for skuespillerkunsten, som han selv mestrede, og jeg for historien.

Den aften kom vi sent hjem. Operaen havde været gribende, og Holmes snakkede ivrigt om, hvor fantastisk den var blevet spillet. Han var ikke til at stoppe. Snart gik han over i kunst, og det var umuligt at lukke hans mund. Jeg sad og nikkede ved kaminilden, da han blev færdig med sin talestrøm.
"Watson, jeg antager det for sengetid nu." Han rejste sig op med mere energi end han havde om morgenen. "Godnat, sov godt."
"Godnat," mumlede jeg og stavrede op fra min stol, hvorefter jeg lagde mig til at sove i min seng.

Jeg ved meget vel, at dette ikke er den slags historier I, mine læsere, plejer at forvente af mig. Dog vil jeg med denne historie fortælle om Holmes som person og ikke som detektiv, da jeg selv føler, at jeg ikke selv har skildret ham nok som person i mine beretninger ud af ren og skær betagethed af hans egenskaber som detektiv. Han er dog stadig, og vil altid forblive, den storartede detektiv Mr. Sherlock Holmes, der kan løse selv de mest komplicerede sager.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...