Anskuelig Anemone

En beretning om en gennemsigtig pige, der lever udenfor realitetens rammer.

Bidrag til Piger 2018, som centrerer om ensomhed.

0Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. Anskuelig Anemone

Pigen lod sig svæve. Hun troede, at hun kunne strejfe skyernes fjer. Hendes hjertes klageslang forekom dog så skinger, at det efterlod en dyb sprække i hendes brystkasse. Panikken ruskede i hende, indtil hun mødte den nyfødte morgen. Langsomt flygtede drømmen fra hendes hule hukommelse. Noget der undrede hende var, at hun stadig bevarede sin besynderlige gennemsigtighed. Ikke længere kunne hun følge solens opgang som alle andre unge på hendes alder. Alene befandt hun sig i et endeløst tomrum, hvor virkeligheden blev svær at skildre fra opdigtning.  Var hun havnet i den kaotiske blanding mellem fakta og fiktion? Det var umuligt at drømme, men hun åbnede aldrig øjnene igen.  Morgnernes regelmæssighed famlede, mens urets visere ikke længere spadserede over hverdagen.

Hun blev indlagt efter hendes gennemsigtighed blottede hendes sind. Lægerne blev mere fortvivlede efter adskillige prøver. De trak sig sammen i væmmelse, hver gang, de så, hvordan nålen stadig var synlig under hendes kød. En stor del af personalet nægtede derfor at omgås hende.

Han sagde, at de kunne blive venner. Manden som jævnligt besøgte hende med de rektangulære briller og en notesblok. Han udspurgte tit om hendes navn, men hun svarede altid så enkelt: ”Undskyld, men jeg har tabt det”. Frustrationen malede ham rosa, mens håret på hans hoved visnede til en blank halvmåne. Dette fik hende altid til at fnise for sig selv. Hun vidste, at de aldrig kunne blive venner, hvad end det så betød.

Sygeplejersken hjalp hende med at binde bogstaverne sammen. ”A-n-e-m-o-n-e” stod der skrevet. Efter denne hændelse døbte personalet deres projekt  ”Anemone”. Hun syntes, ordet smagte så mærkværdigt, fordi det var så genkendeligt. Det vækkede noget i hende. Længslen forblev tung, og det nagede hende, at tågen aldrig stilnede hen. Det fik hende til at hyle. Tårerne kunne svagt anes. De var nærmest et med hendes gråhvide kinder. Hun forsøgte at smage på følelsen og vejede den i hendes tanker. Hendes blik strejfede en slidt tøjdukke, som lå i et støvet hjørne. Den manglede en arm, og dets malede, brede smil var en anelse udtværet. Dens stille gråd var blevet overdøvet af dagenes travlhed. Hun bøjede sig ned, samlede dukken op, og lod den hvile i hendes arme. Dukken fortalte hende, at dens tidligere eger langsomt fodrede den til glemslen. ”Jeg har ikke længere nogen mening. Jeg er ubrugelig,” hulkede den.

Solen stod aldrig op, men hun opsøgte stadig svar på hendes defekte tilstand. Hun så, fornemmede og talte til en virkelighed, der ikke synliggjorde sig for andre end hende selv. Ligesom hende var skabningerne fanget i en uendelig limbo. Deres apparitioner afhang af sporernes slid. Fremadbøjet betragtede de ofte sovende patienter. Ofte var det de patienter uden besøg, kort og blomster. Patienterne som ingen strejfede en tanke, så støvet havde dannet et beskyttende lag på deres kroppe. De sukkede og diskuterede tit, hvor mon udgangen ville bringe dem hen. De ville endelig kunne flygte fra deres grumme realitet midt i den øde ligegyldighed.

Anemone tog ordene fra en ældre dames mund i brug. ”Ingentingen finder os en dag, men man kan stadig nå det”. Under lyspærerne, som glippede i mørket, instruerede kvinden flugten fra pinslerne. ”Forsvind herfra.” ”Se ikke tilbage ellers kommer det og tager dig!”. ”Oplev skumringen før du falder i søvn!”. En ukendt tilstedeværelses hvæsende åndedrag strejfede svagt Anemones kind. Tiden var ved at sluge hende.  Væggene kunne ikke stoppe hende længere. Hun løb lige igennem det tunge beton og mødte den glødende skumring, der erstattede døden med udsprunget liv.

Livet lå på hendes tunge og lod hende se bag de brede gardiner. Hun mødte solens gennemborende blik, og spillefilmen i sepia kradsede hende på nethinden. En flerfarvet festlighed fyldte de dage med nærvær, hvor to skikkelser holdte hende tæt. De smilede og gav aldrig slip, de vidste, at hun var noget særligt. Stemmerne var som utydelige fjerne ekkoer. Hun kunne dog stadig fornemme den tungsindige, uopnåelige længsel.  Hendes hjerte begyndte at svige af arrighed. Hvordan kunne de gøre det? Hvorfor lod de hende blive her? Vil de ikke have hende? Hader de hende, bare fordi hun har en underlig hud? Hvordan kunne de…?

Idet vreden og forvirringen forsøgte at placere den sidste manglende brik, flygtede tårerne fra den visnende Anemone. Ingentingen forklarede hende blidt, at tiden havde nået sit endelige punkt. Den dækkede hendes blanke blik med sin krogede hånd. Hun nåede dog at se, hvordan løvtræerne begyndte på ny.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...