New Sights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hejsa. Navnet er Nova Campbell. Jeg er 19 år, og nej min yndlings radiokanal er ikke Nova fm.
Jeg har mistet flere mennesker det sidste års tid, deriblandt min far og bedste veninde. Far er flyttet, min veninde er død. Jeg trænger bare til forandring.

Nova beslutter sig for at flytte hjem til sin far i England for et stykke tid, og lad os bare sige, at det skaber problemer, drama og uforudsigelige situationer.
Nova får viklet sig ind i yderst komplicerede forhold, med unikke personer af begge køn. Og da Nova finder ud af en omvæltende nyhed, har hun brug for sine nye venners hjælp, til at finde hvad hun søger. Og så er der jo også den der forbandende ting, kaldet følelser, der ikke laver andet end mere rav i den. Især når man ikke har styr på familierelationerne. Hverken sine venners eller egne...

// I denne Movella er Zoe 24 år og ikke 27. Dermed er Joe 22 i stedet for 25. Ellers er alt som i nutiden, bortset fra at Joe også bor i Brighton//

20Likes
22Kommentarer
2694Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Clubbing with benefits

Clubbing with benefits

England Brighton. 22:29

 

Sekundet klokken slår 22:30, træder jeg udenfor i gadelygternes skær. Byron holder allerede klar i hans overklasse bil. Jeg tripper hoftevrikkende hen mod ham og det røde lyn. Jeg sender ham et krævende blik og glor derefter forarget på bildøren. Han fnyser irriteret og sender mig et nægtende blik.

Jeg vender øjne ad ham og stiger overlegent ind i bilen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg underholder mig gevaldigt, ved at leve mig ind i den snobbede verden. Især overfor Byron. Der er noget yderst tilfredsstilende i at drille ham.

 

"ID," hører jeg et bredskuldret tårn brumme, igen og igen, et par bygninger væk, til den lange kø af unge, berusede folk. Han ligner en blanding mellem en rocker og en familiefar. Yderst spøjst syn.

Jeg stiller mig ind bag en lav, mørk pige, med kort krøllet hår. Hun lugter som et helt værtshus, og stiletterne i hånden og hendes svajende veninde ved hendes side, sætter straks fantasien igang. Især den mystiske plet på hendes bluse, der kunne komme fra alt mellem ketchup og en blodig massakre, vækker min interesse.

Byron tager min hånd og trækker mig ud af køen, før jeg bliver færdig med min historie om de to piger. Han ser overlegent og beskyttende på mig, som var jeg en forklædt antilope blandt løver på vildmarken. Hmpf, jeg fik det grønne bælte i karate i 4. klasse, så jeg kan sagtens smadre nogle testikler hvis det bliver nødvendigt.

Jeg strider en anelse imod, mens han trækker mig forbi den grinende, lugtende kø. Lige inden vi når vagten, slipper han min hånd og går ubesværet, næsten ubemærket, ind i det neonbelyste kaos. Mit 10-årige jeg, ville have sværget på, at han havde lånt Harry Potters usynlighedskappe. -Og hun havde også flækket ham, for selv at få fat i den.

"ID!" Vagtens brummen er mere en pustende brølen på tæt hånd. Han har vist fået kylling i karry her til aften og... Jeg snuser ind et par gange mere.. - Hvidløgsbrød!

Han stopper mig vredt ved at ligge hånden på mit bryst. Jeg begynder at fumle forvirret med min taske, i søgen på mit kørekort, men bliver stoppet af Byrons kommanderende stemme;

"Hun er med mig."

Mere behøver han ikke at sige. Vagten giver mine bryster et perverst klem, men træder straks til siden og lader mig passere. 

"Hvad handlede det lige om?" spørger jeg højt, men musikken sluger min stemme, og Byron rynker bare spørgende brynene.

"Hvad handlede det lige om?" skråler jeg igen, langsomt og mimende. Vi er omringet af blæste mennesker, med øl i den ene hånd, og en anden persons kropsdel i den anden.

"Lad os bare sige, at det at være mig, har sine fordele." Han ler kækt og trækker mig ind i den dansende menneskemængde.

Hvad skal det nu betyde? Hvorfor skal han være så lusket? Kan vi ikke bare cutte til der, hvor jeg finder ud af alle hans hemmeligheder, og beslutter mig for, om jeg bryder mig om ham eller ej?

 

Byron prikker en tilfældig på skulderen og tager hans øl fra ham. Den stakkels, fulde fyr, gør ingen modstand, sender bare Byron et venskabeligt håndtegn og vælter videre derudaf, nu med begge hænder fri til kropsdele.

"Til dig, min egen." siger han hæst og rækker mig den halvdrukne øl - hvor romantisk. 

"Du ejer mig ikke," vrisser jeg syrligt og skubber med en flad hånd dåsen tilbage mod ham selv. Han trækker bare på skuldrene og bunder den.

"Jeg havde ikke regnet med, at du var den kedelige type," håner han og stjæler atter en fordrunken persons alkohol, og nøjagtig som sidst, får han ikke mere protest end et overrasket blik.

"Mig, kedelig? Jeg er aldeles ikke kedelig. Jeg er skyld i flere knuste hjerter på en enkelt aften, end du kan tælle på to hænder, mine søde ven."

Jeg fnyser spidst, vender mig hårdt omkring og river en vodka-drink ud af hånden på en fnisende pige. Hun protesterer (til min forbavselse) derimod arrigt og griber fat i en tot hår. Jeg skriger i smerte, men også frustration over Byron's satiriske grin bag mig.

Jeg trækker en lussing helt nede fra gulvet af, og sender med et klask pigen i favnen på sin ven. Hun bryder straks ud i tårer, og en flok strømmer ynkende til. Jeg rynker næsen i væmmelse, ved synet af hendes ene hånd, fuldstændig vinklet ind i mit brune hår.

Jeg vender mig triumferende mod Byron og bunder kruset, hvilket efterlader en brændende følelse i min hals. Nu mener jeg så, at det er relevant at opdatere på, hvordan alkohol påvirker mig -Nova, svagdrikkeren fra DK.

Byron nikker anerkendende og bevæger sig hastigt mod baren. Han griber perverst fat om den første pige vi støder på's røv, tvinger hende fast til et kys, inden hun furiøst skubber sig fri. Sådan forsætter han med tre-fire andre piger, inden vi når baren, hvilket resulterer i en rødglødende kind og en flabet smil på hans læber.

"Hvad sku' det til for?" vrænger jeg en anelse beruset og puffer ham fjoget på skulderen.

"Lidt sjov skal jeg da have," brummer han hæst og rækker mig en af bartenderens hurtigt sammenbiksede drinks. Måske var jeg bare uopmærksom, men jeg mindes ikke at se ham betale.

"Hvis det morer dig, så slå dig løs," fniser jeg og danser baglæns tilbage ud mod dansegulvet, mens jeg giver tegn til, at Byron skal følge med. Men han bliver bare stift stående og betragter min kiksede dans og mit smørrede grin. Jeg trutter fornærmet munden og rynker brynene, mens jeg kaster mig tilbage mod ham og giver mig til at trække i hans krydsede arme. Han rykker sig stadig ikke.

"Jeg vil gerne introducere dig for en ven," mumler han tæt mod mit øre, og en fnisen forlader automatisk mine læber.

"Okaaaaay," synger jeg fjoget og tager Byrons drink fra ham og bunder den, før han når at protestere. Han ler rustent og ryster opgivende på hovedet. Han virker helt upåvirket af alkoholden.

Med et råb og et vink, genner Byron en spinkel fyr over mod os. Den fremmede virker kun en anelse beruset, men måske er han bare glad, det er ikke til at vide.

"Hey, hvem er du?" smiler den fremmede gut og lader blikket flakke mellem Byron og jeg, med et smørret smil.

"Jeg hedder.." jeg tøver fnisende, mens jeg kigger på Byron.

"Jeg hedder Willow Mcfluffy." Jeg griner hysterisk og bliver endnu mere glad indeni, da fyren ler med.

"Hun hedder Nova, og nu er hun dit ansvar - gør med hende hvad du vil, Joe. Hun er fuld nok til at du kan udnytte hende, hvis det lyster." Byrons hæse grin lyder, og med ét, er han forsvundet ud i mørket. Spinkel-fyr ruller øjne af Byron og fnyser smilende.

"Jeg hedder Joe, rart at møde dig Nova. Din accent lyder speciel, hvor er du fra?"

"Danmark!" skråler jeg med den tykkeste accent jeg har i mig. 

Jeg smiler leende og slynger armene om halsen på ham, giver ham et kindkys, og danser energisk væk. Spinkel-fyr griner og danser efter mig.


"J... Joe?" fremstammer jeg mumlende og kæmper en hård kamp, mod mine tunge øjenlåg.

"Ja?" ler han, kraftigt beruset.

"Jeg.. ømh.. " mumler jeg tåget og fisker ud efter hans hånd.

"-Jeg har det ik' så godt," konstaterer jeg og formår at holde opkasten tilbage, men jeg kan tydeligt mærke, at jeg ikke kan gøre kunsten efter igen. Og det kan Joe vist også mærke. Han tager en dyb indånding og får en seriøs mine. Han hjælper mig støttende ud på det nærmeste toilet og når lige at gribe mit hår tilbage, inden jeg vælter ned på knæ foran toilettet.

Brækket vælter ud i ustoppelige strømme, men ikke et øjeblik flytter Joe sig en millimeter. 

 

"Er du færdig?" spørger han, mere i kontrol over sig selv end for 10 minutter siden.

Jeg nikker, kridhvid i ansigtet, og trækker mig væk fra kummens stinkende mareridt. Joe trækker mig ud til siden på fliserne, og placerer mig lænet op ad en væg.

"Bliv her, jeg henter noget vand," mumler han og tumler ud fra rummet. Han vælter over dørtrinnet og griner fjoget, mens han tager sig til hovedet. Helt tip top er han sku ikke.

Der går ikke længe, før han kommer tilbage med et enormt plastikkrus fyldt med vand.

"Drik op," kommanderer han og rækker mig glasset. Jeg tager to-tre store slurke og rækker ham det tilbage.

"Det hele." Han smiler og fører kruset op til min mund. Han puffer blidt til krusets bund, for at tippe alt vandet ned i min mund, men han puffer ved et uheld for hårdt, og det sidste ender ud over mig i stedet. Han dumper grinende ned ved min side og skubber mit hovede ned på hans skulder. I takt med, at min tinding rammer hans skulder, lukker mine øjne hårdt i, og de er næsten ikke til at åbne igen.

 

 

Mit hovede letter en smule, og med støtte fra Joe, får jeg rejst mig op.

Det dunker kraftigt i mit hovede, mens vi bevæger os tilbage ud i kaosset. Mens Joe kigger væk, bunder jeg en ny drink. Dog spilder jeg halvdelen ud over mig selv. Min hvide bluse er efterhånden så gennemblødt at jeg flasher min bh til alle. Og alligevel, er jeg langt fra den mest slutty pige i lokalet.

Jeg begynder at danse med Joe og glemmer så småt følelsen af de millioner af små hamre, der banker torturerende i mit kranie.

Det hele er en farverig, blinkende pløre for øjnene, men jeg formår alligevel at få øje på Byrons skikkelse i det fjerne, der lusket følger efter en langhåret pige, op ad en trappe. Jeg er fuld, meget fuld, men jeg får tvunget Joe efter mig, gennem larmen, og efter Byron. Han er ude på noget...

 

Jeg falder over de første trin, og må hoppe op på Joes ryg. Med stort besvær, får vi kæmpet os op ad trappen. Mig, som pukkelen til hans dromedar. Okay, det kunne misforståes, men lad vær med det.

 

Der kommer proteserende pigeskrig fra et toilet, og jeg kaster mig ned fra Joes ryg og flyver fortumlet hen til døren. Jeg flår den op, og til syne kommer Byron, lænet truende ind over pigen. Jeg ved ikke engang hvordan hun er kommet her ind, hun ligner ikke én, der er en spytklat over 15.

"Byron!" hvæser jeg arrigt, efterfulgt af et hik. 

"Hvad fanden har du gang i mate?!" følger Joe efter og træder truende hen mod Byron, der ikke har rykket sig det mindste. Hans hænder er som limet til væggen på hver side af den stakkels piges hovede.

"Slap nu af, vi hygger os bare, ikke sandt?" brummer han hæst og roligt, og lægger hovedet langsomt mod pigens hals og kysser hende forsigtigt. Hendes øjne er rødsprængte, og hun har mascara i hele krydderen. Hun ryster forskræmt, som en lille chihuahua, der står over for en rottweiler.

"Så er det nok!" brøler Joe forarget og stormer tonsende forbi mig. Han flår Byron væk fra pigen, men hun kniber bare øjnene hårdt sammen og bliver dirrende stående.

Byron fnyser opgivende af Joe og river sig ubesværet ud af hans greb.

"Tag hjem," trøster jeg pigen og ligger min hånd aende på hendes skulder. 

"-Og pas bedre på en anden gang," tilføjer jeg, mens hun tumler ud fra toilettet.

"Hvad fanden var det?" hvæser Joe skuffet og slår stort ud med armene.

"Jeg ved det ik' mand. Jeg har det sku ikke så fedt," svarer Byron lavt. Han tager sig sukkende til hovedet, og skubber både til Joe og jeg, på sin vej forbi os.

 

"Der er noget der går ham på. Sådan noget ville den Byron jeg kender aldrig gøre," mumler Joe bekymret og kører sin hår igennem det svedige hår.

"Tjaa. Nu ved jeg godt, at jeg slet ikke har kendt ham så længe, men for at være ærlig, kommer det ikke bag på mig. Den Byron jeg har lært at kende i dag, kunne helt sikkert finde på det der," fnyser jeg dømmende  og strækker mig diskret.

"Jeg er nødt til at finde ham, kan du selv komme hjem?" spørger Joe omsorgsfuldt og ligger sin hånd på min lænd.

Det forpulede dunken i hovedet forværes med lynets hastighed, og sorte prikker danser for mine øjne. Langsomt flyder musikken nedenunder ud i en sløret larm, blandet med en skærende pivelyd.

"Nova?!" At høre på Joes høje tone og frustration i stemmen, har han sagt mit navn flere gange, men jeg har ikke hørt det.

"Mhhh," sukker jeg i en udmattet udånding. De sorte prikker bliver større og større, og dækker næsten hele mit syn. Rummet begynder at dreje omkring mig, og kvalmen syntes også, at han er blevet inviteret. Jeg har hermed bestemt at kvalme er hankønnet.

"Nova!" udbryder Joe som det sidste jeg hører, da det hele lukker ned, og mine ben knækker sammen under mig.


Pling...

Pling, pling.

Jeg åbner blinkende øjnene, der er klistret sammen af søvn. Mit hovede føles tungt, og min ryg klager sig arrigt, over mit skrækkelige valg af sovestilling.

Der går lidt tid før lynet McQueen her opdager, at hun ikke befinder sig et velkendt sted. Jeg har det for dårligt til at stille flere spørgsmålstegn ved min situation og fumler i stedet ud efter min telefon. Ud over 14 missede opkald, er der en masse beskeder fra far.

'Nova, du skulle have været hjemme for 20 min siden, er du på vej? :)'

'Nova, vi er ved at blive lidt bekymrede, svar venligst'

'Unge dame, det er ikke sjovt længere! Svar mig så, hvor er du!?'

'Hvis du ikke giver lyd fra dig snart, så ringer vi efter politiet!'

'Nova skat, vi er forfærdeligt bekymrede, ring venligst når du ser dette.'

Jeg får ondt i hovedet af at kigge på de små dansende ord på skærmen, så jeg skynder mig at fumle et svar afsted.

'Undskyld for igår, det blev vildere end forventet, men jeg har det fint. Kommer hjem snart.'

Jeg kigger mig forundret omkring i lokalet, der vist skal ses på som en stue. I den anden ende er der et køkken, og så kan jeg se en dør ud til en trappe. Hvor er jeg? 

Jeg starter tredje verdenskrig mod min krop, i kampen om at komme op at stå. Jeg vinder på et hængende hår.

"Hallo?" spørger jeg forsigtigt ud i det tomme rum.

"Nova! Er du oppe?" hører jeg en mandlig stemme svare gennem lejligheden.

"Ja..." råber jeg forvirret tilbage. Hvor er jeg, og hvem er jeg sammen med? Hvad fanden lavede jeg i går?

Mit blik flyver spændt mod trappen, da jeg hører skridt bevæge sig på den. En spinkel fyr kommer traskende ned iført en kaki-grøn hættetrøje, med noget hvidt skrift på brystet.

"Hvordan har du det?" spørger han henkastet og hælder et glas juice op til sig selv fra køkkenet. Han siger mig noget, men jeg kan ikke huske hvem han er.

"Emh. Faktisk..." begynder jeg og ler anspændt, mens jeg bevæger mig over mod ham. Jeg har virkelig klokket i den.

På tæt hånd, opdager jeg, at han har et meget fesent overskæg. Problemer med at gro ansigtsbehåring? Poor kid.

"Jeg ved ikke helt hvad der sker - hvor jeg er, eller hvem du er." Jeg sætter mig på et sort barstol, på modsatte side af køkkenøen. Han ler og sætter lænende begge hænder på kanten.

"Waow. Nogen må have drugget dig i går." konstaterer han en smule anspændt. Han åbner køleskabet og rækker spørgende juicen mod mig. 

"Ja tak," mumler jeg, og han finder straks et glas frem og begynder at hælde op.

"Nå, men jeg vil da introducere mig igen så," ler han og skubber glasset over mod mig.

"Jeg hedder Joe, og ham der tog dig med til klubben, han .." Jeg afbryder mig selv midt i en slurk juice, for at afbryde Joe.

"Byron!" udbryder jeg lettet over, at min hukommelse ikke er helt tiltet. Pyha, ingen psykoanstalt til mig - endnu.

"Så han var værd at huske på, men ikke mig? Av," ler han og snøfter sarkastisk, mens han tager sig til brystet. Jeg trækker undskyldende på skuldrene og smiler.

"Sorry."

"Kan du huske hvad der ellers skete. Hvis du tænker dig godt om?" han kigger håbefuldt på mig, og læner sig intimiderende ind over bordet. Jeg arbejder altså ikke godt under pres, mate. Relax.

Men jeg gør dog som han siger, og graver dybt ind i hjernen. Det er som om, at jeg går i en lag gang, uden at komme nogle vegne, men lige pludselig er der en dør foran mig, der fører til alle svar.

"Jo! Byron... Han... Pigen," forsøger jeg akavet med nogle håndfagter, hentydende til, at jeg ikke har lyst til at snakke om det. Gud velsigne Joe for at fatte det. Han nikker bare.

"Og dig - Du hjalp mig med at ørle," konstaterer jeg alt for tilfredst og ler, mens jeg retter mig op i stolen.

"Korrekt," klukker han, traumatiseret over den intime oplevelse. Men du ved hvad man siger; Man er ikke venner før man har hjulpet den anden med at ørle. Eller var det kun mig og Ofelias motto? 

"Nå, jeg skal nok til at smutte hjem. Hele nabolaget savner nok deres dronning," forklarer jeg sippet og rejser mig fra stolen. Jeg når at tage et par selvsikre skridt, før jeg må vende mig spørgende mod Joe.

"Denne vej," griner han og viser mig sjokkende vejen ud.

"Det var rart at møde dig endnu engang," griner han en smule hånligt og stiller sig i den åbne dør.

"I lige måde, men jeg skal lige hjem og bedømme om du nu også er værd at huske på," vrænger jeg flabet. 

"-Ej, tusinde tak for at passe på mig," tilføjer jeg stille og smiler taknemmeligt til ham. 

"-Det var fandeme en boss-handling," tilføjer jeg yderligere med min mest mandlige stemme og slår ham med knyttet næve på skulderen.

"Vi ses Nova," sukker han opgivende og ryster smilende på hovedet ad mig, mens jeg bevæger mig mod en elevator.

"I dine drømme baby!" skråler jeg efter ham, lige inden han lukker døren i. 

Scenen med Byron, der overfalder den lille pige, er ikke til at flå ud af hovedet. Først kunne jeg ikke huske det, men nu kan jeg ikke se andet. Jeg skal aldrig se den kæmpe stodder igen. Føj for satan. Jeg foretrækker ikke at blive voldtaget, tak.

 

"Nova. Du aner ikke hvor mange problemer du er i!" skælder min far oprevet, mens han tripper frem og tilbage hen over gulvet. Jeg når kun lige at åbne munden, før han styrter hen og omfavner mig.

"Hvor er jeg glad for, at du er okay," pruster han lettet og tager fat om begge mine skuldre og kigger intenst på mig, søgende efter den mindste skræmme. Kan man tale om humørsvingninger? Er det dig eller mig, der er på sin mens lige nu far?

"Hvor er Abigail?" prøver jeg snedigt, for at skifte en af hans yndlingsemner.

"På arbejde, hvilket du også burde. Zoë ringede, jeg fik flyttet din vagt til om en times tid. Gør dig klar." Hans hårde tone i stemmen er nu atter tilbage.

"Mhkay sherif," snerrer jeg overgivende og sjokker med armene over hovedet op over hovedet, op ad trappen.

"Miss Nova okay? Du lang tid væk," spørger Jia-Lin bekymret, da jeg passerer hende på gangen, i færd med at pudse et spejl.

"Jeg har haft en hård nat," forklarer jeg søvnigt og tager mig til hovedet.

"Ahhh. Miss Nova fest alkohol?" spørger hun fnisende. Jeg kan fint forstå almindeligt engelsk, men jeg må koncentrere mig meget, når jeg snakker med Jia-Lin. Hun lyder som

"Ja, Jia," sukker jeg og sjokker videre ind på værelset. Jeg stiller mig med ryggen til sengen og laver et tillidsfald, med armene strakt ud i titanic-position. Sengenkanten borer sig ind i mit underlår og skubber mig tilbage forover, og ned på knæene på det irriterende glatslibede trægulv. Jeg tager mig ømt til baglåret og bander lavmælt. Du har hermed mistet min tillid, seng. For altid.

 

 

Det blev dælme' et langt kapitel, jeg fik bikset sammen der, og det undskylder jeg for, til jer der bedre kan lide små kapitler. Men jeg syntes ligesom, at tingene der skete i kapitlet passede så godt sammen, så nu bliver det sådan her. Håber i kan kæmpe jer igennem det! xD

Hvad siger i til hele 'Byron' situationen? Er han en af de gode eller slemme? Jeg vil elske at høre jeres teorier, for jeg har planlagt stort set hele storylinen til denne historie på forhånd, så det vil være interessant at se hvad I mener der vil ske! <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...