New Sights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hejsa. Navnet er Nova Campbell. Jeg er 19 år, og nej min yndlings radiokanal er ikke Nova fm.
Jeg har mistet flere mennesker det sidste års tid, deriblandt min far og bedste veninde. Far er flyttet, min veninde er død. Jeg trænger bare til forandring.

Nova beslutter sig for at flytte hjem til sin far i England for et stykke tid, og lad os bare sige, at det skaber problemer, drama og uforudsigelige situationer.
Nova får viklet sig ind i yderst komplicerede forhold, med unikke personer af begge køn. Og da Nova finder ud af en omvæltende nyhed, har hun brug for sine nye venners hjælp, til at finde hvad hun søger. Og så er der jo også den der forbandende ting, kaldet følelser, der ikke laver andet end mere rav i den. Især når man ikke har styr på familierelationerne. Hverken sine venners eller egne...

// I denne Movella er Zoe 24 år og ikke 27. Dermed er Joe 22 i stedet for 25. Ellers er alt som i nutiden, bortset fra at Joe også bor i Brighton//

20Likes
22Kommentarer
2670Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Work, work, work, party?

 

Work, work, work, party?

 England, Brighton. 7:57

"Nova, er du ved at være klar?" skråler far nede fra stuen af. Jeg kan høre hans utålmodige fødder trampe frem og tilbage hen over klinkerne, trygt placeret nede i sine slavepolerede laksko.

"Jaer, lige om lidt!" brøler jeg tilbage, mens jeg tonser forvildet frem og tilbage på jagt efter det rigtige værelse. Hvilken dør var det nu? Jeg har næsten hele overetagen for mig selv, og det kan til tider være ret forvirrende, når jeg kommer fra et hus på størelse med et af toiletterne her.

Jeg har to soveværelser, en altan, et badeværelse og en stue med en kæmpe fladskærm. Det eneste der ikke er mit, er et lille værelse forenden af en lang gang. Der bor Jia-Li, når hun har fri. Hendes lille betuttede krop er ikke til at fange uden for sin arbejdstid. Hun sidder sikkert og spiser sushi og laver regnskaber for min far hele tiden, selvom hun ikke skal.  Var det racistisk? Sikkert.

Jeg lader nogle meget løse aladdinbukser omslutte mine ben og hiver en sort croptop over hovedet, inden jeg tramper hurtigt ned ad den snoede trappe. Far og Abigail giver mig et hurtigt knus og følger mig ud i en af bilerne. Hvilket mærke den her er ved jeg ikke, men den er også stor og sort. Far har åbenbart glemt, at jeg selv har kørekort, men jeg vælger ikke at kommentere det.

Abigail stiller sig i porten og vinker ivrigt hænderne af led, da vi kører ud af indkørslen. Til alle sider ligger der store og dyre, luksuriøse huse et langt stykke af vejen, før vi når til den mere normale del af byen. 

 

"Så er vi her," nærmest hviner min far begejstret og parkerer bilen foran et bredt højhus. Jeg maser mig ind mod bilruden, i et forsøg på at skimte toppen, men forgæves.

"Tag elevatoren til 9. etage, og så tredje dør på højre hånd." Ordene bliver hurtigt slynget ud, men jeg skynder mig bare at nikke forstående. Havde jeg tøvet det mindste, var han spurtet til den nærmeste butik, købt en kuglepind og skrevet det på min hånd, efterfulgt af en lille tegning af en smilende sol.

"Farvel," skynder jeg mig at sige, inden bildøren smækkes i. Jeg vender mig mod den kæmpe bygning og bevæger mig indenfor. Mine skridt runger højt i det tomme, højtloftede rum. Store lamper hænger fra loftet i truende tynde, lange kæder, og dyre møbler står uberørt og skinner. Jeg lister over mod elevatoren og klikker den herned. Den skal fra 23. etage og ned til 0. Pis.

 

Jeg hører hoveddøren blive åbnet bag mig, og trippende skridt nærmer sig. Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen. En kvinde - nogle år ældre end mig selv, vil jeg skyde på.

"Halløj," hilser hun smilende fra øre til øre og stiller sig ventende ved min side. Hun har kort, lystfarvet hår, der er krøllet svagt. Hun er iført en lyseblå og hvid buksedragt og har favnen fuld af papirer og mapper. 

"Hej," svarer jeg lavt, mens elevatoren kimende åbner sig for os, og vi træder ind.

Jeg fanger kort mit spejlbillede bag kvinden og gyser. Nu har jeg sagt det først; Intet dræber selvtillid, som ens spejlbillede i elevatorer. Jeg ved ikke hvad det er, om det er lyset eller hvad, men man ser bare forfærdelig ud.

Jeg drejer hovedet 180 grader og kigger på spejlet bag mig. Kvindens spejlbillede fejler intet. Hun er typen der stadig er køn i elevatorspejle. Det er et stort kompliment. Tro mig.

"Hvad hedder du? -Jeg er Zoë." Hun prøver at gøre sin ene hånd fri til en håndtryk, men giver hurtigt op. Jeg kan ikke lade vær med at le over hendes klodsede tumlen. Hun minder mig om mig selv.

"Jeg hedder Nova. Skal jeg hjælpe med noget af det der?" klukker jeg underholdt og rækker hjælpende mine arme frem, men Zoë ligger bare hovedet en anelse på skrå og betragter mig nysgerrigt.

"Nova. Nova Campbell?" spørger hun og rynker brynene. Jeg stivner. Hun skal ikke kende mit navn. Det er klamt.

"Mhhmhh," nikker jeg tøvende og mærker min bekymringsrynke i panden slå alarm.

"Ik' se så skræmt ud!" udbryder hun grinende og maser læberne kort sammen for at fordele hendes mørkerøde læbestift, inden hun fortsætter:

"Jeg er Zoë Sugg - Zoella," prøver hun med et forklarende toneleje og giver mig et afventende blik. Jeg sender hende et akavet smil tilbage og trækker blankt på skuldrene. 

"Du er den nye indenfor  Zoella Lifestyle & Beauty, ikke sandt?" Elevatoren åbner sig, og vi træder ud på det gulvtæppe-dækkede gulv.

"Jo, og du er Chefen," ubryder jeg åbenbarende og smiler stolt. Hun udstøder et undertrykt fnis og viser mig vejen indtil kontoret.

"Chef og chef. Jeg er bare navnet bag idéen. Uden mit team, ville jeg ikke kunne gøre det her." Hun ligger mapperne og papirerne på et skrivebord, foran en bebrillet dame, og rækker sin hånd frem mod mig. Jeg tager den og trykker blidt. Nej hvor fantalastisk, hun er sådan en sentimental, perfekt, prinsesse.

"Jeg hader at sige det, men du ved..." Hun fumler med fingrene i sin håndflade, på sådan en rigtig nervepirrende måde, og et kort øjeblik føler jeg, at hun skal til at fortælle mig, at jeg er gravid.

"Jeg er en youtuber," afslutter hun, med et ubehageligt ansigtstræk. 

"-En succesfuld én!" Indbryder en forbipasserende mand klukkende, og Zoë giver ham et irriteret puf i siden.

Jeg ånder lettet op. Ain't no baby popping' out my va-gi-gi any time soon.

"Oh, okay. Fedt," svarer jeg akavet og kigger afventende på hende. Hvad vil hun have jeg skal lave? Skal jeg hente hendes kaffe? Pudse hendes sko? Tilbede hende i et alter?

"Emh. Jeg har faktisk brug for hjælp til at designe den nye lifestyle linje, måske ville du hjælpe med det?" Alle i lokalet hører det og vender sig mod os. Hvis ikke jeg tager meget fejl, bliver jeg spist af jaloux blikke fra alle sider, og det er faktisk rart.

"Det ville være mig en ære, min frue," griner jeg (måske lidt hånligt mod de andre medarbejdere, men so what) og følger efter Zoë. Det her skal nok blive et godt arbejde.


"Du, min ven. Har redet mig," klukker Zoë taknemmeligt og klapper mappen tungt sammen. Vi har siddet i flere timer og tegnet skitser og drukket kaffe. 

"Jeg tænkte på.." starter jeg venligt og rejser mig fra bordet, hvilket afslører kaffepletten i bordpladen, som min albue ellers så fint havde skjult. Jeg fanger hendes opmærksomhed midt i en slurk kaffe, og hun kigger nysgerrigt på mig op over krusets kant.

"-Om du ville med i byen i aften?" afslutter jeg med 'lille-Nova'-stemmen - Jeg kalder hende Niva, (hun er helten bag mange tilladelser fra mutti og fatti). Skud ud til Niva.

Zoë er flink og sjov og alt det der. Men bedst af alt, kan hun hjælpe mig med at finde de gode steder i byen - Jeg har mine prioriteter i orden!

Hun sætter koppen ned på bordet og rejser sig også.

"Det er ikke lige min ting. Jeg drikker ikke," forklarer hun og trækker smilende på skuldrene.

Kedeligt.

"Interessant.."

"Vi kunne tage hjem til mig i aften?" forsøger hun trøstende, til mit skuffede ansigt. Jeg folder underlæben i en trist grimasse og sætter armene over kors.

"Fint," vrænger jeg ironisk, og Zoë ler overfladisk, mens hun skribler sin adresse og nummer ned på en lap papir. 

"Kom når du vil," siger hun henkastet, inden hun samler mappen op og forlader kontoret.

Jeg har lige scoret min første date. 

Go mig!

Jeg er ike lesbisk, bare lige for at få det på det rene.

 

Jeg tager Zoë's seddel med mig og forlader bygningen. Jeg stiller mig i læ for støvregnen udenfor højhuset, mens jeg venter på, at fars bil skal dukke op om hjørnet.

Min telefon fortæller mig, at jeg har 4 missede opkald fra KK. Hvad fanden vil han mig? Vi har næsten ikke snakket sammen i et helt år, og pludselig er jeg 4-gange-opkalds-vigtig? Ingen synes jeg er 4-gange-opkalds-vigtig.

Jeg fjerner beskederne uden at ringe ham tilbage. Jeg har levet længe uden ham, og det er nemmest hvis det fortsætter sådan.

 

Min far dytter mig utålmodigt på plads i bilen og kører hjem. Han kommer ikke rigtigt med nogle spørgsmål angående dagen, hvilket skræmmer mig en smule - Faktisk en hel del. Min far er typen, der kan holde en samtale kørende i timevis under emnet 'fnuller man finder i kropsåbninger.' (Familiemiddage kunne hurtigt tage en akavet drejning i sin tid.)

"Far, jeg skal bruge bilen senere i dag," konstaterer jeg, mens vi bevæger os indenfor. Vi hilser begge halvhjertet på Abigail, uden at miste fokus fra samtalen.

"Mhh, hvorfor nu det?" Han lyder skeptisk og løfter øjenbrynene på en afvisende måde. 

"Jeg skal hjem til én," forklarer jeg muggent og griber et æble fra køkkenbordet. Han folder armene med overbeskyttende attitude.

"Og hvem er det så, om jeg må spø..." begynder han, men bliver afbrudt af Abigails sukken.

"Martin, lad nu pigen være i fred," vrænger hun og sender mig et 'Jeg-ved-totalt-hvordan-du-har-det-vi-er-ligesom-bff's-nu'-blik og ruller teatralsk med øjnene. Hun gør det ikke rigtigt. De skal rulles så kraftigt, at gud kan gribe dem, ellers rammer man bare en fugl på vejen, og det kan vi jo ikke have, kan vi vel?

"Nej, det er fordi jeg har aftalt, at du kan være lidt sammen med nabodrengen." Far sender mig et lusket smil, og drømmen om at blive min wingman stråler ud af øjnene på ham. Så rent ud sagt, er min far bange for, at jeg knepper med en anden dreng, end ham han selv har fået fat på. Great.

"Mon ikke der også er tid til det. Kan du ikke sende ham over nu så?" sukker jeg og sætter tænderne i æblet, mens jeg kigger på mit ur. En times tid med nabodrengen og så hjem til Zoë. Perfekt.

"Okay, jeg ringer lige, så!" udbryder Abigail begejstret. Den forræderiske slange var med på idéen? Ik' fedt Abigail, ik' fedt.

Der går to sekunder før det ringer på døren. Jeg er ret sikker på, at min far bare har bedt ham om at vente ude i busken eller sådan noget.

"Hey. Jeg hedder Byron." Han rækker sin kæmpe mandehånd frem og voldtager min. Frækt. 

Han er bredskuldret, har tykt, mørkebrunt hår, en svag skægstubbe, og han er iført et jakkesæt. Et jakkesæt?

"Nova," hilser jeg overfladisk og byder ham indenfor. Han træder ind og kigger sig omkring. Han passer langt bedre ind i det her miljø, end jeg gør. Han kigger omkring i huset, som om, at udsynet til poolen gennem glasgulvet, og de polerede gulvklinker, er det mest normale i verdenen. Min første reaktion kan bedst sammenlignes med, hvis man smed et hamster i havet for øjnene af en 7-årig.

Jeg skynder mig at manerer ham ovenpå, væk fra min fars perverse smil, lurerende ovre i hjørnet.

 

"Jeg aner ikke hvem du er, og din tilstedeværelse gør mig utilpas," mumler jeg stift og sender ham et dømmende blik iført et ironisk smil.

"Det beklager jeg meget," undskylder han, som var han af blåt blod. 

"Desuden, var det min far der inviterede dig over, ikke mig. Så tro nu ikke vi skal til at lave noget," afviser jeg på forkant, inden han overhovedet er begyndt på noget. 

Lifelessons med Nova; Du skal ikke lave noget med nogen uden noget, for det kan blive til noget. Tænk lige over den...

"Tjaa, jeg synes da det er meget sødt," smiler Byron smørret og suger tydeligt og desperat efter noget flirten. Se det er jo her det er smart - Nu har jeg allerede afvist ham.

"Hvad er?" vrænger jeg flabet og udstøder mit bedste irriterede suk.

"At din far sådan inviterer mig over." Han lægger et irriterende tryk på 'far' med en vrængende lillepige-stemme og smiler derefter sukkersødt med hans perfekte tænder. Hvad satan? - Findes der spydighed i den?

"Er det sødt, at min far gerne vil have, at jeg får pik?" Jeg dræber med vilje stemningen, og Byron spærrer brat og chokeret øjnene op, mens overklassekæben falder til Kina. Pas på at de ikke hiver dine tænder ud og laver halskæder af dem. Var det også racistisk? Beklager.

Jeg knækker fuldstændig sammen og triller med tårevældede øjne om på ryggen i sengen. Jeg kan nærmest mærke hans skræmte kuldegysninger, da lyden af mit yderst chamerende søko-grin lyder i hele rummet.

"Slap af, det var en joke," forklarer jeg, stadig klukkende, og puffer ham blidt i siden. Hans ansigt falder på plads, og jeg spotter da også et tilbageholdt grin. 

"Du er vel nok en rapkæftet lille kælling hva?" Nu er det min tur til at forære tænder til kinøjserne. Hvad blev der af den kedelige mini-kopi af min far? Eller, 'yngre kopi' er nok den rette betegnelse, da Byron praktisk talt, ville kunne bære min far som rygsæk.

"Undskyld mig, jeg er en rapkæftet lille dame, tak," retter jeg ham snobbet og krydser feminint mine ben. Hvorfor ikke leve mig ind i det snobbede, luksuriøse liv? Det er da meget sjovt.

"Skal du med i byen i aften?" spørger han lusket og lader grådigt blikket glide hurtigt op og ned ad min krop. Hans personlighed gik fra drømmesvigersøn til pervers stodder, virkeligt hurtigt.

"Uanset, hvor meget jeg ville se frem til at tage med en mulig voldtægtsforbryder i byen, har jeg andre planer," svarer jeg spydigt og trækker flabet på skuldrene.

"Kom nu, Jeg kender en klub, der har gratis adgang for kvinder i aften," svarer han lokkende tilbage. Det er ikke fair at bruge luskede kneb. Alt er jo bedre når det er gratis. Især mad. Jeg tror gratis mad er min livret.

"Uhhhg!" udbryder jeg overdramatisk og klasker mig sarkastisk ærgrende på låret.

"-Så er jeg nok desværre nødt til at aflyse mine planer," fortsætter jeg og sender ham et skævt smil. 

"Perfekt," mumler han (en anelse gusten, men whatever), og lader sin ene hånd glide ind gennem mine krydsede lår og giver et lille klem fra sig.

"Jeg står udenfor klokken 22:30," konstaterer jeg brat, fjerner hårdt hans hånd, og giver ham et skub mod døråbningen. Han ler overrasket, og tumlende efter balancen, bevæger han sig mod døren.

"Så ses vi," brummer han og sender mig et sexet blik.

"Hvis du er heldig," vrænger jeg fnysende og sender ham et smil, lige så falsk som min fars eks-kærestes bryster.

Da han er væk, griber jeg min telefon og skriver til Zoë. 

'Beklager Zoë, men tror altså jeg tager i byen i aften alligevel. Jeg LOVER at komme over en anden gang! :( xoxo'

Jeg låser telefonen og smider den på puden. Klokken er kun 18:10 - Fedest. Teknisk set kunne jeg vel godt nå omkring Zoë, men det må altså blive en anden gang. Jeg skal trods alt bruge tid til at forberede mig mentalt på en aften med Byron. Han går mig en anelse på nerverne, og han virker som typen man aldrig kan stole på.

Men på den lyse side, virker han også som typen, der kender sine klubber her i byen, og det er det jeg skal bruge. Ingen siger, at jeg behøver at være sammen med ham hele aftenen...

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...