New Sights

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 aug. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hejsa. Navnet er Nova Campbell. Jeg er 19 år, og nej min yndlings radiokanal er ikke Nova fm.
Jeg har mistet flere mennesker det sidste års tid, deriblandt min far og bedste veninde. Far er flyttet, min veninde er død. Jeg trænger bare til forandring.

Nova beslutter sig for at flytte hjem til sin far i England for et stykke tid, og lad os bare sige, at det skaber problemer, drama og uforudsigelige situationer.
Nova får viklet sig ind i yderst komplicerede forhold, med unikke personer af begge køn. Og da Nova finder ud af en omvæltende nyhed, har hun brug for sine nye venners hjælp, til at finde hvad hun søger. Og så er der jo også den der forbandende ting, kaldet følelser, der ikke laver andet end mere rav i den. Især når man ikke har styr på familierelationerne. Hverken sine venners eller egne...

// I denne Movella er Zoe 24 år og ikke 27. Dermed er Joe 22 i stedet for 25. Ellers er alt som i nutiden, bortset fra at Joe også bor i Brighton//

20Likes
22Kommentarer
2692Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Navnet er Nova.

 

Navnet er Nova

Danmark, Skodkøbing - 00:48

Jeg vågner for tredje nat i træk af mors kvalte gråd. Hun lyder som en gammel film med den typsike tudescene på repeat.

Siden far skred, med en 10 år yngre model, har hun ikke lige frem serveret morgenmad på sengen og taget mig med på udflugt. Nærmere vil jeg kalde det en god dag, hvis hun får rejst sig fra sengen med min fætters Batman-sengesæt på, som han glemte hos os for flere måneder siden. Men jeg er ikke den rette til at dømme hende, for hvis jeg havde Batman i min seng, var jeg heller ikke gået nogle steder.

Han måtte gerne flagre min mus.

Ej okay, ad. Undskyld. Det er sent, jeg vil ikke stå til ansvar for midnatstanker.

 

Jeg rejser mig fra min seng og lister ud i køkkenet. Ingen grund til at fumle efter lyskontakterne, for jeg kender vejen. Selv de sædvanelige steder, hvor tomme spiritusflasker for det meste ruller rundt på gulvet, undgår jeg. Dog kan jeg lugte de resterende slatter, så jeg ved de ligger på lur i mørket, klar til at voldtage mit fodfæste.

Jeg åbner køleskabet og larmer lige tilpas nok til, at mor ved jeg er vågen. Det plejer at stoppe hendes gråd, men ikke i nat. Hendes gråd udvikler sig til højlydte grynt indeblandt med nogle alkoholiske hik.

Jeg sukker opgivende og ruller øjnene op til vores kære fader, inden jeg snubber en snøffel og sjokker tilbage på værelset. En eller anden form for belønning skal jeg da have, for at gide rejse mig klokken lort.

Snøflen er mast ned i midten og den ene af siderne, hvilket efterlader den med et ret så hærget udseende. En snøffel for specialklassen.

 

 

 

"Godmorgen skat," mumler mor med opsvulmede øjne og kysser mig på panden.

"Morgen," brummer jeg tilbage og trækker mig væk med en afvisende attitude. Flaskerne fra i nat er væk, og mor smiler bredt som om det hele er fint. Det er i øvrigt hendes yndlings sætning. 'Det hele er fint, Nova'. Men det hele er ikke fint, og det ved hele nabolaget ved det- Nu jeg tænker over det, er det ikke så stor en ting, taget i betragtning af, at vores by består af sådan 500 indbyggere. Med mindre man tæller katte med, så er vi nok oppe på en solid 600 stykker.

"Mor jeg har tænkt på noget..." begynder jeg med en tiggende og fløjsblød stemme. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg kunne have skreget det op i hovedet på hende, og jeg havde stadig fået den samme, kolde reaktion.

"Og hvad er det så, min skat?" Hendes smil bliver bredere og stivere, mens øjnene forgæves prøver at følge med. 

"Jeg tror gerne jeg vil tage på en sprogrejse til England." Jeg kan se hendes afsky bag masken af glæde, så snart jeg nævner det forbudte land. Fars land.

Jeg vil faktisk slet ikke på sprogrejse. Jeg vil bare hjem til min far, men en hver idiot i min position ville kunne regne ud, at sandheden ikke vil få lov af mor.

"Det lyder da som en skøn idé," udbryder hun alt for begejstret og nikker ivrigt på hovedet. Jeg er ret sikker på, at min mor er gået i stykker. Hun besidder kun ét enkelt falsk humør; glæde. Om så jeg var fire år gammel og var vidne til en undsluppen patient fra den lukkede, der druknede en håndfuld nyfødte kattekillinger, ville jeg få et opmuntrende og glad svar; 'Det hele er fint, Nova'.

"Jeg har allerede bestilt en billet. Jeg tager afsted i overmorgen." Man skulle tro, at en mor ville flippe skråt, hvis hendes datter smed sådan en bombe midt i køkkenet mandag morgen, men ikke min mor.  Hun er alt for træt af at overbevise omverdenen om, at hun er en stærk kvinde, der er kommet over sin skilsmisse. Hun er kun lige engageret nok til at ændre en smule på favorit-sætningen.

"Det er fint, Nova." 

Jeg savner dengang far var her. Dengang mor kunne blive splitterragende tosset, da naboungerne sparkede bolden over hækken og ødelagde vasen fra Peru. Dengang hun tog mig med ned i parken for at fodre duerne sammen med den lokale, hjemløse mand, Konrad. Dengang hun gav mig et skuffet blik, hvis hun syntes min kjole var lidt for kort og sendte mig tilbage på værelset for at skifte, før jeg fik lov at tage afsted.

"Du skal nok til at pakke så, skat." Hun tager en slurk af sin sorte kaffe, og det brede smil får sig sit legendariske comeback. Den gamle mor drak ikke kaffe. 'Er du ude på at myrde mine tænder og smagsløg på én gang eller hvad?' Plejede hun at vrænge af far, når han i sjov stak sin kaffekop op i næsen på hende ved morgenbordet.

Jeg skjuler mit opgivende suk med et smil og et nik, inden jeg trasker tilbage ind på værelset. Jeg begynder at pakke tøj ned i min skriggule kuffert. Mor gav mig den i fødselsdagsgave i år, selvom jeg ikke ønskede mig en. Det er vist en eller anden mærkekuffet. Det var min første fødselsdag uden far, og det har altid været ham der har tjent de fleste penge til familien, og ham der fiskede pengepungen frem, når der skulle gives gaver. Jeg gætter på, at den dyre kuffert, var mors signal om, at hun også kunne den slags. Hvilket er et tåbeligt forsøg, da hun udemærket godt ved, hvordan min holdning er til dyre mærkevare. Spild.

Selv når kufferten er fyldt helt til tops, og jeg må lave den platte filmkliché og sætte mig oven på den, før jeg kan lukke lynlåsen, mangler jeg stadig plads. Okay, jeg indrømmer at min elefantheldragt fylder ret meget, men jeg giver ikke op på mit kæreste eje.

Glem det.

Jeg hiver en anden mærkekuffert frem. Jeg ved ikke engang hvad det er for en. Jeg ved bare, at far har betalt den. Ligesom han har betalt alt andet end den skide gule kuffert. 

Den gule kuffert afspejler mor; Strålende, energisk og glad - udenpå. I virkeligheden er det bare endnu en tom skal, kedelig og ensfarvet. Sort indeni.

Fars kuffert afspejler ligesådan ham; Rolig, almindelig, velhavet og fornem, men i sidste ende ligeså kedelig.

Alle er kedelige.

Min mor mentalt trøste-knepper batman dagen lang, og min far triller tørve og klipper sin kærestes busk. Den udenfor med grønne blade på, din perverse stodder.

Nu vil man nok tænke;

'Hvordan kan denne usympatiske og uansvarlige datter dog forlade sin mor, når hun er i denne forfærdelige tilstand.'

Jo ser du, det havde jeg skam heller aldrig gjort, hvis det ikke var for Peter. - Nabopsykologen, som har et godt øje til mor. Han tjekker ind på hende dagligt, cirka ved middagstid. Man kan straks høre hans vejrtrækningsproblemer, sekundet han træder indenfor. Han har astma på højt niveau, men medicinen ''forgifter hans krop'', og han har i hvert fald ikke brug for hjælpemidler til at ''nedlægge den groteske sygdom'' (Peters egne ord, hvis du ikke havde gættet det.) Jeg beder bare Astma-Peter om at tjekke ind på mor to gange i døgnet, så gør han det tre, og så skal det hele nok gå. 

 

"Mor jeg går en tur," konstaterer jeg henkastet og forlader huset, før jeg hører svaret. Taget i betragtningen af de få, relative ens, svarmuligheder der er, er svaret vel også irrelevant. Jeg smækker ved et uheld døren ret kraftigt i bag mig, og det sender et rystende stød gennem hele huset. Et kort øjeblik er jeg ret sikker på, at tagrenden har givet op på livet, og skal til at falde ned og kvase mig, men jeg slipper heldigvis for den visse død - Denne gang.

Jeg glæder mig til at komme væk fra denne skrottede by, de skrottede mennesker og de skrottede omgivelser. Fik jeg nævnt, at den her by er skrottet?

Dog kommer jeg nok alligevel til at savne de små nostalgiske ting herfra. Såsom byskiltet jeg sparkede skævt i 2. klasse, fordi jeg var en af de seje børn. Mit første rigtige kys, i skolens cykelskur, med den 2 år ældre Kevin-med-guldtanden - og den smalle sti ned til søen, hvor Ofelia og jeg altid gik ned efter skole om sommeren. Ofelia ville være det eneste jeg for alvor ville savne, den eneste der ville holde mig tilbage.

Hvis bare den fucking veganske dyreelsker havde fortsat lige ud. Hvis bare hun havde prøvet at undvige dådyrkiddet til venstre i stedet for højre. Hvis bare hun havde ramt alle de mange træer, i stedet for Ofelia på hendes røde, uskyldige cykel. Jeg har stadig den rustne ringeklokke, som var det eneste, der kom helskindet igennem sammenstødet. Den har jeg selvfølgelig også tænkt mig at tage med til England. Ofelia elskede England. Vi havde planer om at tage sammen hjem til min far denne sommer, men det blev ret hurtigt og brutalt ødelagt. 

 

Jeg opdager pludseligt, at mine ben har ført mig ud i ridderskoven. Skoven har et andet officielt navn, men i de små klasser kaldte vores klasselærer den ridderskoven, og andet har den aldrig heddet i hverken mit, eller resten af min årgangs hoveder. 

"Bell?"

Kun to personer har nogensinde kaldt mig Bell. Oprindeligt var det Ofelia, da hun syntes Nova var et grimt navn i børnehaven, og Campbell, mit efternavn, var hun heller ikke den store fan af. Ret hurtigt opdagede Mikkel det og tog det til sig. Ergo, må det være Mikkel jeg kan høre. Som jeg da kan regne, jeg fortjener klart mere end 02. Fuck dig, Agnete.

Jeg vender mig om og får bekræftet min spektakulære udregning. Han står i al sin pragt, med det lyse, krøllede hår, der suger de svage solstråler, der kæmper sig gennem træernes blokade af blade, til sig. 

De grønne øjne ændrer sig altid en lille smule hver gang jeg ser ham. Nogle gange er de mere grålige, andre gange skinner de så blændende, at jeg må tvinge ham til at tage solbriller på. 

Mikkel, Ofelia og jeg. Byens trekløver. Den gyldne trio. Los tres mosqueteros - Altså lige indtil tre blev til to, hvilket rev mig og Mikkel fra hinanden. Ofelia var midten, jeg var bedsteveninden, han var kæresten. Uden hende, var der ikke rigtigt noget, der holdte os sammen.

 

"Hey KK," hilser jeg med en sølle ghetto-accent, og smider ham et sygt svedigt håndtegn. Ironien skal tages til sig her.

Måske tilbringer vi ikke rigtigt tid sammen mere, men aldrig i mit liv kunne jeg forestille mig, at navnet Mikkel skulle komme ud af min mund, rettet mod ham. KK, Bell og Of. Det fungerer bare sådan.

"Længe siden." Hans hånd flyver op og fjerner krøllerne, der er blevet lindt for lange efter min smag.

"Det siger du ik," ler jeg og giver ham et knus.

Det er underligt, at kroppen sådan kan huske. Jeg kan ikke komme i tanke om én konkret gang, hvor jeg har krammet ham på den måde, eller hvor lang tid siden det sidst er sket, men jeg kan huske følelsen tydeligt.

"Hvordan går det derhjemme?" mumler han forsigtigt, klar over at han ikke længere har bff-privilegierne til at snage så meget han har lyst til i privatlivet. 

"Mor? Stadig i kulkælderen," spytter jeg ud og ruller kastende øjnene - Grib gud! Min yndlingssport er klart himmel-med-øjnene-bold. Jeg spiller for det meste med my main man, gud (indset blæret håndtegn her). 

Han rynker munden sammen i en 'det-er-satme-træls'- form og mumler noget om, at hun nok aldrig bliver god igen. Det har jeg altid elsket ved KK. Han siger tingene som det er, uanset hvor ondt det gør. Jeg har fået en del 'du bliver aldrig til noget'er ud af ham, men han har sgu nok ret. 

"Jeg tager hjem til min far i overmorgen," konstaterer jeg henkastet og læner mig afslappet op ad det nærmeste træ. Han gør et meget sølle forsøg på at skjule hans overraskelse, men får det mere til at ligne, at en hveps lige er fløjet ned i hans spiserør, og nu langsom og pinefuldt kæmper sig ned i hans mave.

"Whoa.." begynder han mundlamt. Det er et yderst sjældent syn, så jeg suger det frydende til mig. "Det er et stort skridt Bell." 

"Ja det ved jeg da godt. Og jeg er også ked af at efterlade selveste KK i skodkøbing, men sådan er det jo." Han ler, og det samme gør jeg. Det er rart, men dog er det bare ikke det samme som de sene nætter, hvor vi rullede tumlende ind i hinanden på gulvet, med tårerne trillende ned langs kinderne. Alle tre sammen, for det meste hos Ofelia, da hun klart havde vundet 'hvem har mest plads'-diskussionen.

Når jeg tog hjem dagen derpå og lod kæresteparret have lidt alenetid, kyssede Ofelia altid sine fingerspidser og pustede det afsted mod mig i indkørslen. Jeg ville lade som om, at jeg fangede hendes kys i håndfladen og presse det mod mit bryst. Dramatisk, fjollet, teatralsk og overdrevet. Præcis ligesom Ofelia.

 

"Husk nu at finde en hot fucker at tage med hjem." KK kigger mig død-seriøst i øjnene, og det er jeg skam også sikker på, at han er. 'Hotte fuckere' er et meget alvorligt emne for ham. "Du skal have dét bedste af dén bedste", plejede han at sige til mig.

"Det lover jeg. Husk nu at bevare roen når jeg er væk." Jeg laver et flip med håret og kigger overdramtisk til den ene side. Et professionelt dulle-tip fra Ofelia, hvis man vil have sin vilje. Dog bruger jeg det mere i sjov, da jeg ikke er den overbevisende type.

"Det lover jeg. Dog tror jeg det er Of's forældre, der flipper fuldstændig fadøl," vælter det ud af KK, og hans ene hånd flyver tilbage gennem håret, mens der bliver lavet en hurtigt rettelse på bukserne med den anden.

Mennesker, der sigere sjove ting uden selv at indse det, er mine yndlingsmennesker. Det er sådan nogle typer, der burde vinde priser på tv - Ikke snobbede realityduller, der mener at Danmark er hovedstaden i Sverige.

Jeg mumler samtykkende til hans svar og tænker tilbage på 'dengang'.

Jeg var meget hos Ofelias forældre i perioden efter hendes død. De lyttede når jeg snakkede, men de havde ikke det der 'nej hvor er det synd for dig'-blik som alle andre havde. Det var rart at snakke med dem. De forstod mig, uden at have ondt af mig. De havde mere ondt af sig selv, hvilket optog alt deres medlidenhed.

Men da de begyndte at købe mig tøj og invitere mig på aftensmad, ja nogle gange overnatninger, stoppede jeg med at komme der. Jeg følte, at de prøvede at få Ofelia tilbage igennem mig. Hendes far kom endda engang til at kalde mig Felli, det han altid kaldte Ofelia da hun var en lille pige.

På det sidste har jeg ikke set meget til dem, de sidder ret fast i livet har jeg hørt. Nabosladder er en stor del af Skodkøbing. De har ikke rørt Ofelias værelse siden den morgen hun tog sin cykel og kørte afsted. Dynen er blevet krøllet redt i en fart, og gulvet er fyldt med trøjer og bukser, der efterlader et spor tilbage til det åbne skab, som det er blevet hevet ud af i morgenens stress.

Sådan så det i hvert fald ud dengang jeg så det. Jeg kiggede kun derind én gang i løbet alle alle mine besøg hos familien, mere kunne jeg ikke holde til. Hvert et lille stykke af værelset kender jeg historien bag. Det laminerede blad fra det træ Ofelia kyssede Mikkel under for første gang. Den lille egernbamse Benny, som nogle drenge købte til os i Fårup Sommerland, som vi efterfølgende smed i vandet i 'træstammen', og fik fisket op igen med stort besvær. Hendes yndlings læbestift fra Bobbi Brown, som havde taget hende 7 uger at tage sig sammen til at købe, fordi den var 'fuck-hamrende-fucking dyr'. Ja, stort set alting på værelset har en historie, og jeg er for det meste en del af den.

"Gotta go, KK." mumler jeg deprimeret og kigger på mit ur. Jeg havde helt glemt hvor meget jeg har savnet at have ham i mit liv.

"Nå men så ses vi om.." Han stopper og kigger spørgende ned på mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...