Bornholmeruret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Færdig
Kamilla er ensom, på trods af alle beskederne som popper ind på hendes mobil og samtidig tikker bornholmeruret stadig fast i stuen, med minder om det hun gerne vil glemme. ---- Til konkurrencen Piger 2018, hvor emnet er 'ensomhed'.

0Likes
0Kommentarer
50Visninger

2. 2.

 

Hun vendte skærmen på sin smartphone ned mod dynebetrækket. Hendes hvide sengetøj var skarp kontrast til det sorte cover, det sprang hende lige i øjnene. I baggrunden kunne hun høre morens bornholmerur med den træ-lakerede overflade tikke derud af, og hun fik tanken, hvad skulle man overhovedet bruge sådan et til? Hun havde vist spurgt engang for længe siden og fået svaret, at det var for charmens og hyggens skyld, ikke af praktiske årsager de havde det hængende.

    Nej, praktisk kunne man ikke kalde det grimme monstrum som stod placeret i stuen og stadig formåede at levere sin tikken hele vejen ind i hendes soveværelse. Praktisk var den mobil hun havde vendt på hovedet, for at undgå at komme til at kigge på skærmen.

    Hun overvejede endnu en gang at tage et lille bitte kig, men fik snakket sig selv fra det. Det ville ikke gavne hende besluttede hun sig for. I stedet traskede hun ud i køkkenet, satte brød i brødristeren, hældte nogle chokopops op i en skål og tyrede mælk ud over dem og rakte op i det øverste skab hvor hendes mor altid gemte lidt ekstra lækkert. Rigtig nok lå der åbnet pose chips, som virkede lidt halvtom, men bedre end ingenting konkluderede hun.

    Da brødende var ristet lune og sprøde, smurte hun et tykt lag nutella over dem og fik balanceret maden ind i stuen til deres sofa, der var grim og grøn og modtog pletter lidt for ofte. Men hun elskede den sofa, netop fordi den var plettet og hun behøvede ikke at bekymre sig over at der kom nye til.

    Tik, Tik, Tik, Tik.

    Hun var nået til chipsne, da hun bemærkede uret igen. Hun havde ellers druknet lyden længe i mad, men nu sad den som en konstant irritation i hendes ører. Det fik hende automatisk til at tænke på mobilen der lå inde på sengen, og det var tanker hun helst gerne ville være fri for.

     Pokkers, nu var hendes pose også snart tom. Måske hun bare skulle gå tilbage til værelset? Med tunge skridt efterladte hun tomme skåle og tallerkner i stuen og bevægede sig tilbage. 

 

 

”Det var alt jeg skal gennemgå med jer i dag, så I får lige fem minutter ekstra til jeres pause,” deres dansklæres stemme skar igennem hendes tankemylder. Hun havde ikke åbnet sin bærbar i dag, men i stedet tegnet kruseduller på papir med kuglepind. Hun følte sig primitiv.

     Læreren troede sikkert hun gjorde dem en tjeneste, som hun stod der forrest i lokalet og samlede sine ting sammen for at gå. For at efterlade dem. Blodet brusede i hendes øre og jo nærmere læreren trådte dørtærsklen, jo mere susede det. Der gik længe før hun opdagede at hun holdt vejret. Det var først da hendes lunger brændte efter ilt og hun for længst havde set hende forsvinde ud af rummet.

    Ryggen blev krummet mens hun prøvede at gøre sig så usynlig som muligt. Forestillede sig at ingen kunne se hende, mens hendes kruseduller blev mere og mere hårde paniske streger på papiret.

    Hun nåede ikke at gribe ordentligt fat i bordet, da én bag hende trak hårdt i hendes stol, så papirerne fløj omkring hende som hvide svaner i luften. Hun nåede heller ikke at holde sig for ørerne da utallige råb blev rettet mod hende, selvom hun ikke længere kunne skille lydende ad. Hun nåede ikke at lukke øjnene da et billede af en piges nøgne krop blev skubbet op i ansigtet på hende. En ung pige som havde klædt sig af nede i deres omklædningskælder med de skrigorange vægge, mens hun sendte et lille smil til noget ude for billedets ramme. Tydeligt ikke bevidst om mobilen der ville fastfryse hendes skæbne.
    De drejede hendes stol igen og det næste hun så var det samme foto forstørret op på deres smartboard for enden af væggen. Hendes øjne sad som klistret til pigens krop. Hun lagde mærke til hvordan alt var synligt, pigens lår, mave, ja selv det gamle ar over pigens hofte. Et ar hun vidste var kommet efter et fald på cykel. Hun mærkede noget vådt ramme hendes hånd, som knugede stolesædet. Skyndte at tørre de vildtfarende tårer væk, for ikke at give hendes publikum mere ammunition.

    Deres lærer havde givet hende fem minutter ekstra i helvede.

 

 

Tik, tik, tik, tik.

     Hendes mor stod for enden af hendes seng, med hænderne i siden.

”Jeg forstår ikke hvorfor du aldrig har besøg Kamilla. kunne du ikke invitere en af pigerne med herhjem?” Hun så smukke grinende ansigter for sig. Piger der lagde nakken tilbage og lo til det krampede i maven. Hun ville også gerne kunne grine sådan. Ubesværet, mens de kastede med deres lange hår og viste perlerækken af tænder.

”Er du ensom? Kamilla, du bliver nød til at fortælle mig hvad der foregår.”

    Tik, tik, tik, tik.
Hendes mobil lyste op på natbordet. Hun havde glemt at vende bagsiden opad, og det undrede hende, for det var blevet et fast ritual. Det var nok bare en billede-besked, dem havde hun fået en del af på det sidste.
    Hendes mor sukkede af hende og drejede om på hælen for at gå tilbage i stuen. Lige inden hun lukkede døren bag sig, råbte hun noget med en manglende pose chips. Så havde hendes mor nok alligevel opdaget at hun havde tømt den. Døren klikkede let i, og hun strakte sig hen over sengen og vendte skærmen igen.

     Tik, tik, tik, tik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...