"Vil du have en kop te?"

Bidrag til ondskabskonkurrencen

1Likes
0Kommentarer
130Visninger

2. 2

”Hvad fuck laver du,” hvæsede Jonathan, mens han desperat prøvede at lukke døren. Men drengens fod sad fast i døråbning – den med den røde sko -, og han gjorde ingen mine til at flytte den.

”Sørger for at du ikke bare for lov til at løbe din vej.”

”Jeg er glad for, at der åbenbart stadig findes mennesker som løber efter andre mennesker, selvom de ikke behøver. Nu har du bevist det, og så kan vi gå hver til sit.”

”Nej.” Ordet var næppe hørligt, men blikket i drengens øjne sørgede for at Jonathan ikke var et sekund i tvivl, om hvad han havde sagt.

Sådan stod de lidt. Drengen flyttede ikke sin fod, men samtid gjorde Jonathan ikke flere forsøg på at lukke døren. Jonathan var ved at have forberedt sig på at stå her, til Solen stod op, da drengen brød tavsheden.

”Hvad hedder du?”

”Jonathan,” svarede han kort for hovedet. ”Hvad hedder du?”

”Mohammed”

”Okay.” Han stod i et øjeblik at smagte på navnet stod i et øjeblik og fortrød, han ikke havde taget en jakke med – vinden fra døren var kold. Stod i et øjeblik og forberedte sig på ikke at dømme  sig selv for, hvad han skulle til at sige.

”Vil du med op i min lejlighed?” Ligegyldigt hvor mange gange Jonathan senere gik det øjeblik gennem i sit hoved, kunne han ikke forklare over for sig selv, hvorfor han havde sagt det, og kunne ikke forklare sig selv, hvorfor Mohammed havde svaret, som han gjorde, til hvad der virkede som en halvt sindssyg voldtægtmand og morder. Måske var det fordi køkkenkniven stadig lå i gyden – Jonathan måtte huske at gå tilbage efter den senere.

”Okay.” Mere sagde han ikke. Heller ikke da Jonathan ledte ham op af de skæve trapper, heller ike da Jonathan låste døren til sin mørke lejlighed op, heller ikke da Mohammed stod og drejede rundt på de 20 rodede kvadratmeter den bestod af. Måske troede Mohammed også, at han ville kaste op, hvis han åbnede munden og tillod sig selv at sluge lidt af bevidstheden om hvor bizart det her var.

Til sidst blev det dog for meget for Jonathan.”

”Vil du have en kop te?” spurgte Jonathan i en stemmeføring som han selv syntes lød henkastet, men som andre nok ville kalde for akavet. Et  kop te klokken tre om natten havde nu altid været en god ice breaker.

”Ja tak,” sagde Mohammed.

”Okay.” Jonathan gestikulered e mod det lille køkken, som var der en chance for, at Mohammed ikke havde fået øje på det, i den lille lejlighed på 20 karatmeter.

”Så laver jeg noget til os.” Jonathan havde bare brug for noget at bruge sine hænder til. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så længe sammen med et andet menneske uden at prøve at myrde vedkommende (eller jo han kunne udmærket huske det – han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været sammen med et andet menneske uden at gøre alt for at glemme det bagefter.) Og desuden var det sidste menneske, der have været i hans lejlighed ud over ham, ejendomsmægleren, og han frygtede, at hvis han kiggede for længe på Mohammed ville han gå i opløsning foran Jonathans øjne og sive ned på gulvet for at bevise, at mennesker kun holdt sammen på sig selv for andres skyld, han alene var ikke værd nok til at holde sammen på noget som helst, ikke  engang glasset på en iphone. Men han skulle nok tørre op - han hade et viskestykke klar.

Så Jonatan gjorde sig umage med ikke at kigge op, umage med ikke at fortryde den hurtige beslutning han havde taget nede ved døren, den længsel han havde haft efter at tage Mohammed med her op og få ham til at forstå, ikke tilgive, bare forstå, alt i mens han satte vand over, fandt sit yndlingskrus og sit reservekrus frem – de eneste to krus han havde - satte to tebreve i, uden at spørge Mohammed, hvad han foretrak, for han havde kun en slags, ventede på vandet kogte, tænkte over hvor meningsløst livet var, trak vejret, hældte vand i kopperne og puttede tebrevene i.

”Vil du have soyamælk eller mandelmælk i? Jeg har desværre ikke almindelig mælk.” sagde Jonathan stille.

”Jeg plejer alligevel ikke at putte mælk i te,” sagde Mohammed til Jonathans ryg. Jonathan kom ved et uheld til at kigge på emhætten og så Mohammeds forvrængede spejlbillede stirre tilbage. Det så næsten ud som om han smilede venligt – den slags beklagende smil, man gav gamle damer på bussen for at vise, at man skam var den slags person, der rejste sig for alle, bare ikke lige i dag, hvor man sad så godt. Men det måtte bare være den bøjede overflade, der gjorde det, tænkte Jonathan og hældte stille mandelmælk i sin egen te.

”Værsgo,” sagde han og rakte Mohammed det andet krus, tog sit eget, og gik ind i stuen.

Han tøvede i, hvad der kun måtte være brøkdelen af et sekund, før han satte sig ned på den madras, der gav sig ud for at være en seng og forbandede sig selv for ikke at have købt en  sofa, den ene gang han havde begivet sig ud i Ikea, og det havde taget ham fem sekunder, før han var ved at blive kvalt i kunstig duft fra kanelsnegle, kødboller, kernefamilier med kerneforældre der råbte af deres kernebørn, at de kun måtte få en soft ice, hvis de kom med lige nu og smilede lidt bredere, så de ville blive spottet til det næste Ikeakatalog, kerneforældre og kernebørn, en slags møbler, pakket ned i kasser, ude på lageret, så så mange mennesker  kunne have dem til at stå deres stue. De pyntede så længe de ikke råbte alt for højt og så længe… -

Hovedsagen va,  at Jonathan ikke havde nogen sofa, og at Jonathan ikke havde det godt med, at andre mennesker skulle være i hans seng, og at Jonathan gerne ville være så tæt på Mohammed som muligt. Ikke for at have sex med ham, nej, han havde for længst lært, at der var tusindvis af andre grunde til at invitere mennesker ind i sin seng, og nu var det bare fordi hans radiator  var holdt op med at virke, og fordi hans fysiklærer i syvende klasse hade fortalt ham, at grunden til man frøs, når det var koldt, var fordi ens krop prøvede at varme hele universet op, frigav så meget varme. Men efter syvende klasse havde Jonathan erkendt, at hans egen varme ikke selv kunne nå til de yderste stjerner og de mest langt ude mennesker og mindst af alt til sig selv, og han havde brug for en anden. Og efter at være vant til fra folkeskolen altid at befinde sig med tyve andre svende teenagere – han havde opdaget, at man kom til at savne de svedende teenagere, bare fordi  de havde været der.

Og som han sad der på sin madraskant om aftenen, savnede han dem. Ikke nok til rigtig at have lyst til at indrømme det over for sig selv, overhovedet ikke nok til at have lyst til at indrømme det ved at sende dem en venneanmodning på Facebook. Men han savnede dem. Han savnede at sidde med et smil på læben og se dem forelske sig, se dem først løbe forelskelsen i møde med udstrakte arme klar til at have sommerfugle i maven –, indtil de opdagede at de sommerfugle i virkeligheden var ådselgribbe, og deres håndflader blev svedigere og deres ansigt tomatrøde og så var det for sent. Han holdt sig lidt på afstand, som de havde lyst til at bytte spyt med hinanden i stedet for foldboldkort lyst til at flette deres svedige hænder ind i hinanden, men mest af alt lyst til at en anden skulle have lyst til det.

Jonathan havde følt sig meget klog, den dag det var gået op for ham, at kærlighed ikke så meget var at elske nogen. Det var bare at ville have, at nogen skulle elske dig tilbage. Kærlighed var kærlighed, ja, men kærlighed var nu egentlig ret selvisk ligegyldigt, hvilke kønsorganer og kønsopfattelser det involverede. Det var bare en bekræftelse, i at andre skulle kunne elske en, for de tuschstreger man altid havde på hænderne, for den måde ens hår krøllede, når det regnede eller den måde ens høretelefoner altid var viklet sammen. Jagten på ægte kærlighed, var bare jagten på at de rigtige personer skulle kunne lide en.

Ikke at Jonas ikke kendte til kærlighed, tænkte han, mens han strakte tungen ud for at smage på sin te. Som om han havde alt tiden i verden. Som om der ikke lå en nøgen kvinde nedenfor hans vindue. Hun kunne ikke være længere væk lige nu.

Mohammed havde sat sig på madrassen. Jonathan havde slet ikke lagt mærke til det, fordi han havde været så optaget af at tænke tanker, der var alt for store til hans lille lejlighed, alt  for små i forhold til dem drengen ved siden af ham sikkert tænkte. De to drenge sad lidt i stilhed slugte deres te og deres ord, lyttede til det ur Jonathan havde til at hænge i køkkenet og sekunderne der tikkede forbi, bare for at tikke, bare for at eksistre fordi de havde glemt, hvad der ellers var at gøre.

”Hvorfor gjorde du det? Jeg mener – du virker som et rationelt menneske, kan lave te. Koger vandet istedet for bare at bruge varmt vand fra hanen – det gjorde jeg første gang, jeg skulle lave te. Og har en seng og husker at låse døren, og hvad ved jeg. Er veganer og sådan. Og du har ikke voldtaget mig endnu. ”

”Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?” Jonatan smil nåede ikke hans øjne – det nåede helt op i hans hårrødder.

”Hvad mener du?”

”Du vil vide hvorfor, jeg beder dig fortælle mig ’hvorfor ikke?’ Hvorfor jeg ikke skulle have slået hende ned?”

”Måske fordi du gerne vil være et godt menneske, måske fordi du lærte, at det var forkert at slå i børnehaven, måske fordi du lærte påklædning ikke er en undskyldning for din opførsel”

”Ja, jeg ved det. Men der er mænd og kvinder derude, der slår andre mennesker ned og dræber dem med en køkkenkniv og voldtager dem. Der rent faktisk gør alle de ting. Og hvem ved? De kender måske også nogle af de grunde til ’hvorfor ikke’ – som man lærer i børnehaven, på socilologi og kønsstudier og i seksualundervisningen. Men de havde ikke nok grunde til at lade vær åbenbart. De mennesker eksisterer og så længe de mennesker eksisterer må det også betyde  at der stadig eksisterer grunde. Jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke kan følge dem.”

”Jamen fordi det kan du bare ikke. Du kan heller ikke møde en skør person, der tror på, at himlen er lilla og lavet af pindsvin og så bruge det som argumentation for, at det wr en rent faktisk. ”

”Jeg har vist fortalt, at der lige er sket endnu et terrorangreb. Snart vil så mange sociale medier være fyldt med røde hjerter, og påmindelser om, at ikke alle muslimer er terrorister, og både du og jeg ved, at selvfølgelig er næsten ingen terrorister, og det virker næsten som at forstille sig horder af mennesker, der demonstrerer for at himlen er blå og ikke lilla og lavet af pindsvin. Men hvis folk stadig har behov for at blive mindet på det, syntes det ikke så mærkeligt, at jeg skal mindes på, at jeg ikke må slå andre mennesker, gør det vel? Måske er jeg bare ikke mindet på det nok. Det er ikke min skyld”

Mohammed stillede sit krus ned på gulvet med et højt klok, der fik Jonathans knogler til at give sig. Han ville gerne fortælle hm, at det ville efterlade en ring på gulvet, at han skulle bruge et underlag, men den sidste rest af situationsfornemmelse han havde, der sad i spidsen af hans højre lillefinger fortalte ham, at det måske ikke ville være en god ide.

” Måske har du bare ikke ladet folk fortælle  dig det, nu hvor du ikke kan elske folk, og du –”

”For fanden jeg kan godt elske. Bare fordi jeg ikke har lyst til at stikke min tunge eller min penis ind i folk eller omvendt, bare fordi jeg ikke har lyst til at kysse og tage i biografen og holde i hånd under sædet, betyder det ikke, at jeg ikke har lyst til at være tæt på andre mennesker, tage i biografen med andre mennesker. Og bare fordi jeg ikke har lyst til at have sex og lade som om mine sædceller rent faktisk er noget, som jeg har lyst til at sende videre i verden, betyder det ikke, jeg ikke har lyst til at få børn og sidde med dem på skødet og kigge ud af vinduet og vise dem verden, der er faldet fra hinanden, og når de spørger, hvorfor gjorde vi ikke gjorde noget, smiler jeg bare og tænker på hvordan jeg stillede det spørgsmål til mine forældre, og hvordan det ville blive ved sådan,  indtil der ikke er nogen verden at stille  spørgsmålene i, indtil der ikke er lyst til andet end at gemme sig under et bord og lytte til ”never gonna give you up” og græde og drikke sine egne tårer, alt andet er for forurenet og jeg –”

”Du vrøvler,” sagde Mohammed og lagde en hånd på Jonathans skulder. Jonathan måtte spænde hver en muskel for at lade som om, at han ikke spændte enhver muskel og sekunder efter havde Mohamed da også taget den væk. Han kunne ikke huske sidste gang, han sidst var blevet rørt af et andet menneske –måske da hans klasselærer havde klappet ham på hovedet efter at have givet ham et grønt ark med ene tocifrede tal, og han havde følt sig som en 5-rig igen, i et kort øjeblik, der ville tegne hen over sit karakterark i det øjeblik han fik det, pindemænd med brede smil, en 5-årig, der lærte at plusse og læse og skrive og lade vær med at træde i andres sandslotte, fodr den 5-årige havde lyst til at lære.

”Ja. Jeg gør. Den aseksuelle, aromantiske person har vist aldrig haft en chance for at forklare sig selv, og når han så endelig får den, begynder han at vrøvle og tale om sig selv i tredje person.”

”Jeg tror godt, jeg forstår noget af det. Platonisk ærlighed er undervurderet, er det ikke? Jeg mener, jeg var venner med den her pige gennem hele folkeskolen, stort set. Og de første mange år var det jo bare sådan, du ved, der var de normale drillerier med pigelus, men hun var stadig en rigtig god ven. Men så da vi begyndte at komme i syvende, og pigerne begyndte at få bryster og drengene begyndte at kigge ned i deres bluser og de drenge der ikke gjorde fik nakken knækket af heteronormativitet, blev folk med at spørge, hvornår vi vil blive kæreste. Tage det til næste niveau, komme ud af ”friendzonen”. Og jeg blev bare så træt af det. Hun var hetero, og jeg er pan, for resten, men sådan, vi kunne være kærester. Jeg er bare træt af at romantiske forhold bliver set som så meget bedre end platoniske forhold, for jeg elskede virkelig hende pigen, bare ikke på den måde på blink blink lad mig skrive i min lyserøde dagbog om det-måden. Nej bare på den måde, at det er dejligt at have en person, der vil kramme dig hvor som helst for hver en grund i verden, og som du kan se en film med uden at bekymre sig det mindste om at sprøjte sodavand ud af næsen. Men jeg gled langsomt fra hende pigen. Fordi man blev træt af spørgsmålene og folk der til trinfesten så mig kysse en dreng og troede, at de havde forklaringen der, træt af det ikke var til at forstå, hvorfor man stod med et tæt forhold, og ikke syntes det at blive kærester ville være at blive noget ’mere’, men bare blive noget ’andet’

”Tak” sagde Jonathan og tog en slurk af sin te. ”Og undskyld at jeg slog hende kvinden ned, du ved, det er ikke hendes problem, at jeg gerne vil gave til at have verden til at gå under.

”Det er ikke mig, du burde sige undskyld til. Og du vil gerne have verden til at gå under er det det, det handler om?”

”Ja, du ved jeg har altid været en ret doven person. Står først op klokken 2 når jeg kan komme afsted med det og ventede altid til allersidst dag med at lave afleveringer for derefter at sidde oppe hele natten for at blive færdig, bruger altid autokorrekt, når jeg skriver og alt det. Men jeg har også altid elsket at gøre en forskel - og nu lyder jeg, som om jeg er en eller anden forfærdelig reklame for frivilligt arbejde. Men jeg - det kræver for meget energi, alt for meget energi at ændre verden til et bedre sted, men næsten ikke noget at gøre det til et værre sted. Jeg kunne, hvis jeg ville dræbe og voldtage hende kvinden på 5 minutter, mens tænk dig hvor lang tid det ville tage at trøste hendes familie, at trøste alle feminister og at trøste alle antifeministerne over, at feministerne blev trykket. Det er alt for nemt.”

”Ja, det er nemt, men hvorfor gør du det så?”

Jonathan vidste ikke helt, hvor han ikke svarede ham. Måske fordi han var bange for, at han ville være ude af den dør, så snart han havde fundet et konkret svar, og fordi Jonathan efterhånden havde lært, at det ikke var hver dag, at en eller anden helt kom med op i en skurks lejlighed i stedet for bare at sidde og lytte til tordenbragene o

”Har du selv lust til t ændre verden?” spurgte han i stedet Mohammed. De voksne kunne tale om vejret, når de skiftede emne, han foretrak at tale om resten af verden.

”Jeg er sort og LGBT+, selvfølgelig. Jeg har bare svært ved at se hvordan.”

”Hvorfor dog det.”

”Intersektionalitet, mand. Undertrykkelse af flere forskellige former, der spiller ind på hinanden, når man tilhører  flere minoriteter på.  Jeg kan ikke kæmpe for begge ting på samme tid, ikke rigtig. Hvis jeg er med i LGBT-parader, så kæmper jeg for LGTBt rettigheder, og det er selvfølgelig rigtigt, men ikke for min hudfarve, ikke for at folk ikke skal råbe efter mig, om jeg ikke tor jeg kommer i helvede nu, og om jeg bliver slået, derhjemme pga. min seksualitet. Fordi alle der argumenterer for, at vi alle er LGBT+, når alt kommer til alt, og at vi bare bør kæmpe for det. Og hvis jeg er i noget Black Lives Mater, forsvinder min panseksualitet heller ikke på magisk vis, selvom det altid bare er, at når det kommer til stykket er vi alle sorte, alle undertrykt på samme måde åbenbart. Men jeg er altid begge dele, og jeg er altid så meget mere end det, altid.”

”Jamen – jeg ved virkelig ikke. Alt hvad jeg siger vil være ret hyklerisk. Men du bør virkelig ikke give op. Når du er derude og kæmper i mod intersektionalitet og for menneskelighed, så bare husk på, at du er præcis der, hvor du burde være. Du er et godt menneske, og det siger jeg ikke bare for at sige det, for fanden du er den første person jeg har drukket te med  så længe, og jeg mener det. Af alle de onde ting jeg har gjort, alle de gange jeg har gjort noget lignede eller taget på en kvindes lår i bussen elle råbt efter en  person med anden etnisk baggrund på gaden. Der er aldrig nogen, der har stoppet mig før. Og det er måske det, jeg i virkeligheden er. Jeg er en skurk ja, men mest en skurk, fordi jeg ved, at det fremavler helte, og helte kan ikke kun være dem, der retweeter 140 tegn  og har Gandhicitater til at hænge på væggen,  det er også dem der gør noget, og dem der går ind i mørke gyder, og dem der også tør lade vær med bare at skyde skurken, men nogle gange tager med op i hans lejlighed og drikker te. Hvis du ikke kan redde den verden, så er der virkelig ingen, der kan.”

”Er det ikke lidt deprimerende. Hvis alle var som mig, ville verden ikke forbedre sig en skid. De kan godt være at jeg sådan nogle gange kommenterer på det, når folk råber dumme ting, men så længer jeg ikke råber tilbage, vil de kun holde mund, indtil det øjeblikke jeg er uden for hørevidde. Man bliver nødt til at råbe og voldtage for rigtig at blive hørt, gør man ikke. ”

”Mohammed hvis alle var som dig, ville verden ikke have behov for at ændre sig mere.”

”Jeg rødmer jo helt,” sagde Mohammed. Ironisk. Men Jonathan rødmede alligevel en lillebitte smule selv. Det var selvfølgelig også ironisk. ”Men Jonathan det er selvfølgelig du ved meget, meget heltemodigt at være skurk, for at andre kan være helte. Men kan du ikke bare tage den dumme superheltekappe på og tage det sværd og stoppe med at påtage dig en rolle, som du i virkeligheden ikke ville have?

”Jeg stemte på enhedslisten til sidste valg, vidste du det – du ved, det er ikke særlig svært at hacke sig ind og få dem til at sende mig en stemmeseddel, selvom jeg ikke er myndig. Jeg er veganer. Jeg er altid en af de første til at retweete alle de prayformancher ting. Jeg sender anonyme læserbreve til avisen, som en ægte social justice warrior og er med til Pride, men går så snart nogle ser mug. Og alligevel betegner jeg stadig mig selv som ond, så jeg tror, at det gør det nemmere at være ond, når man kan gøre noget konkret, og føle sig ond og føle sig glad for det, fordi det er ikke særlig konkret at kunne stemme på enhedslisten  og så  får dansk folkeparti alligevel så mange stemmer at være veganer og alligevel er der ikke nok plads til alle de kødspisere på joden, at lade vær med at få børn og donere 150 kr. til røde kors om måneden og alligevel dør folk her dag. Så hellere føle det er mit ansvar at verden er et ond sted, end at føle det er mit ansvar verden ikke er et godt sted, hvis du forstår.

”Det giver overhovedet ingen mening. Men jeg forstår udmærket, hvad du mener,” sagde Mohammed stille og stirrede rundt i den mørke lejlighed. ”Man føler sig ar dum, gør man ikke. Når vi sidder her, to teenagedrenge med lidt for få fremtidsplaner og lidt for mange bumser og snakker om hele verden, selvom jeg er sikker på, at vi   også bare kunne have svært ved at finde rundt i det rum. Snakker om verden som om den også er en del af os, og at vi ikke bare er en del af den. Jeg mener selv Gandhi  - jeg tror ikke på, at han nogensinde har følt sig dum. Ikke sådan her.” Mohammed stillede sin tekop ned på gulvet igen. Den var nu tom.

”Den eneste forskel på os er, at den ene af os har givet op, og det har den anden ikke.”

”Nej, jeg tror der er andre forskelle. Har du prøvet det?”

”At være forelsket?”

Jonathan nikkede.

”Ja.” Jonathan kunne ikke helt bestemme sig for om Mohammed smilede eller så trist ud eller begge dele.

”Hvordan er det?”

”Man føler sig… endnu mere magtesløs end ellers. At du ved, man er vant til gerne at ville redde verden, men ikke helt at kunne gøre det, hvilket for at være ærligt er forståeligt. Men når man er forelsket, alt hvad du lige pludselig har lyst ttil at gøre er at række hen over rummet og universet eller bare nogle centimer og røre den persons hånd og måske lidt mere end det, du glemmer lidt alt det med at redde verden-pis. Og pludselig virker det helt uuoverskueligt, og du kan ligge vågen i mange timer og bare tænke på den bedste måde at gøre det på, om du skal prøve at flette dine fingre ind i deres eller ej, om du skal kysse dem, med åben måske, så tænder og religioner og alt det kollider. ”

”Det lyder ikke særlig sjovt.

”Det er virkelig det hele værd, selvom jeg indrømmer, at det heller ikke er hver dag, at jeg tror på det.  Og du ved, at det ender, det gør du virkelig, og du ved, at du en eller anden dag ville sidde som 90 årig alene i en gyngestol og gynge frem og tilbage og tænke tilbage på at være forelsket – men være taknemmelig for at du nåede at prøve det, for mindet om de følelser selv de allerværste af dem ville altid være der ligegyldigt hvor hård du gynger frem og tilbage, for det er bare sådan det er og bare sådan det vil blive ved med at, og det gør ondt, men hellere den smert end den smerte, hver gang du som 90-årig skal ud af sengen. ”

Mohammed holdt inde, og Jonathan komi tanke om hvor meget han holdt af mennesker, der rent faktisk talte, bare sådan uden at bekymre sig om, at blive afbrudt af 140 tegn grænser på Twitter og af alle de andre mindre vigtige mennesker.

”Tror du jeg vil være et bedre menneske, hvis jeg kunne forelske mig?” spurgte Jonathan, før han kunne nå nå at stoppe sig selv.

”Nej. Forelskelse gør bestemt ikke altid en til at bedre menneske. Det gør bar en til et andet menneske og nogle gange er det ensbetydende med at grine af en andens racistiske jokes, selvom man har mest lyst til at græde eller lægge alt sit gule tøj inderst i sit skab, selvom man elsker gult, fordi den anden person har sagt, at han hader gul, eller spise lakrids fordi den anden person tilbyder dig det, selvom man ikke kan foredrage smagen. ”

”Jamen der er vel en forskel på os to, og hvis det ikke er evmen til at forelske sig ved jeg ikke, hvad det er…”

”Det er vores valg, der gør forskellen Vi har hele tiden haft begge valg, men du har bare valgt det ene, og jeg har valgt det andet, og Donald Trump og Hitler og Gandhi har valgt noget andet. Og selvfølgelig er der tusindvis af grunde for, at vi tager et af de tusindvis af valg, vi har. Men denne ene og afgørende grund er nu bare os selv. ”

”Mine forældre ledte aldrig efter mig, da jeg tog hjemmefra, ” begyndt Jonathan uden at møde Mohammeds blik. Fordi han havde brug for at sige det højt alligevel og en dag turde møde alle  blikke, men mest af alt sit eget.  ” Ikke Da jet tog hjemmefra som syv årig, og var væk i knap et døgn, hvor jeg gik rundt i byen go snakkede og alt sådan noget. De ledte aldrig efter mig, ikke en eneste gang, så til sidst gik jeg hjem og de sad inde i stuen og så Friends, havde troet, at jeg var oppe på mit værelse. Og da jeg gjorde det samme 7 år senere -  de ikke så meget som ringede til mig.”

”Hvorfor gjorde du det? Hvorfor tog du væk?”

”Fordi jeg gerne ville have verden til at gå under.”

”Ja, det er jeg godt klar over. Men hvorfor?”

Og her sad de så to drenge med tomme tekrus og tomme undskyldninger for ikke at n ind i ti det, hele, det store hvorfor som Mohammed troede, at der altid var, som Jonathan ikke toede på. Her sad de så, den ene dreng en helt, den anden dreng en skurk, begge drenge med et brændende ønske om at ændre verden, fordi de havde opdaget, at det var for svært at ændre sig selv.

”Det var sommerferien før niende, og jeg besluttede mig for at komme ud af det dumme skab.  Fordi jeg lige havde været til pride, og jeg ved ikke, der kan man godt snydes til at tro, at verden i virkeligheden ikke er andet end regnbueflag og mennesker der holder hinanden i hånden og kysser hinanden og trækker vejret som om det er så ligetil. Så efter at have siddet og googlet i så lang tid, om hvordan man kom ud, så sagde jeg det. Og de var stille i lidt tid, kiggede på mig, kiggede så på hinanden. Så begyndte de at råbe. Råbe om hvorfor jeg ikke bare kunne være ligesom alle andre, råbe om hvordan de nu ikke kunne få nogle børnebørn, hvordan jeg for fanden skulle respektere mine forældre og ikke bare være aromantisk og aseksuel, fordi jeg syntes, at det var sejt, og hvordan det ikke var sådan her, de havde opdraget mig. Og jeg kunne bare ikke helt klare det, ikke helt,  jeg tog væk. Og brugte min børneopsparing og overtalselseskraft til at kunne leje en lejlighed, flyttede ind her”.

”Og  det var det. Jeg tænkte vist at hvis en verden kunne være fuld af så meget forfædeligt, så mange mnnesker der døde og sultede  og var fattige og blev råbt efter og voldtaget, og så var der alligevel forældre der ville vælge ikke at råbe af alt det, men bare af deres søn, der ikke havde lyst til at være med i ikeareklamer og kysse og få børn, at sådan en slags verden var ikke længere værd at redde. ” Han grinede stille, men nok mest for ikke at græde.

Og Mohammed? Han sad stille lidt og kiggede på Jonathan med et blik som var umuligt at placere. Så gengældte han Jonathans grin, i et øjeblk før han lænede sig frem og slog armene om Jonathan trak ham ind i et kram så tæt, Jonathan kunne mærke sit hjetre slå hans helte modige tanker pulseredee. Der gik nogle sekunder før Jonathan gengældte krammet, men han gjoede det, knugede om Mohammes t-shirt på hans ryg, holdt fat i et andet menneske, der ikke krammede ham,  fordi de var i familie, ikke krammede ham , fordi de havde forhåbninger om at komme ud af the friend zone. Men bare krammede ham.

De sad såadn længe. -i den rodede lejlighed, på den alt for tynde madras md den drukkede te, og den nøgne kvinde til at ligge udenfor, alt om hende glemt. Helten og skurken med armene om hinanden.

De levede nu i en verden hvor helten og skurken  ikke bekæmpede hinanden, men i stedet for d krammede og sakkede om intersektionalitet og drak te. Og en sådan verden ville ikke  gå under og heller ikke blive reddet. Den ville bare blive ved med at findes

Og i det øjeblik var det nok for dem begge to. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...