Har du fået kolde fødder?

“Du har allerede brugt dit pas, du kan ikke sige nej til den her udfordring!”


0Likes
0Kommentarer
35Visninger
AA

1. Har du fået kolde fødder?

 

 

“Du har allerede brugt dit pas, du kan ikke sige nej til den her udfordring!”                                                               Isak kigger på mig med løftede øjenbryn for at understøtte at Sofia har ret. Legen som i første omgang virkede harmløs får nu sveden til at pible fra mine tindinger. Byggepladsens fundament føles ujævn under mine svajende ben, da vi bevæger os væk fra christianiacyklen. Fuck mand, jeg vil langt hellere lime naboens sko fast til terrassen eller stjæle fra købmagerens bagerafdeling. Jeg ville gøre begge dele uden at blinke. Sofia var ekstra spydig, efter episoden ved laden.

 

Klokken nærmer sig 3 om natten, og savnet til den lune dyne på Korsagervej 33 har aldrig føltes større.                     “Kan vi ikke udskyde det til regnen stopper?” Spørger jeg med et spinkelt håb.                                                         De behøver ikke at åbne munden, for svaret står malet i deres ansigter.                                                                      “Nej, du kan ikke bakke ud nu, vi har gjort vores del” siger Isak tydeligt berørt af den bidende aftenkulde, som går gennem marv og ben. Jeg kigger op på den store kran som synes af fire 10-meter vipper stablet oven på hinanden. Dens top står sløret mellem de mørke regnskyer. Sofias beskrivelse af hvordan jeg skal kravle helt op i toppen, langs svingarmen og hænge mig i langstrakte arme gør mig stiv af skræk.

 

“Kom nu Olivia! Solen kommer til at stå flot på himlen, inden du kommer ned igen” Jeg vrisser af splejsede Isak og kan lige forestille mig, hvor hvid i ansigtet han ville være, hvis det var hans udfordring. Jeg kan bare vende om og gå hjem, men tanken om det smørrede smil som vil spille sig på deres læber skubber mig ud i det. Jeg placerer mine hænder om den glatte jernstang og løfter fødderne fra jorden. Det giver et sus i maven, for hvert skridt jeg bevæger mig opad.

 

Ik’ kig ned, ik’ kig ned.

 

Regn og blæst slår mod mit bryst, og jeg får mig selv bildt ind, at kranen svajer fra side til side. Hverken Sofia eller Isak siger noget, for vi skal ikke opdages. Deres skikkelser er små som tændstikker. Jeg bider mig selv i læben, så smagen af jern også breder sig i min mund. Mine fingre er frosne som istapper og tæt på at slippe fra de glatte jernstænger med jævne mellemrum. Hele min krop ryster ukontrolleret. Ved højlys dag ville jeg formentlig kunne se helt ud til verdens ende, sådan føles det ihvertfald.                                                                                                    “Jeg kan ikke mere!”                                                                                                                                               Tårerne triller ned ad kinderne på mig, samtidig med at jeg kan høre mit hjertes hurtige pulserende slag. De kan ikke høre min klynken. Jeg er alt for højt oppe. Stivnet.

 

 

Jeg kan svagt høre Isaks og Sofias kalden efter mig.                                                                                                      “Du har også altid været en bangebuks Olivia!”  “Har du fået kolde fødder?”

 

Gamle erindringer viser sig for nethinden, og min hals snøres sammen til et sugerør. Vi var en lille vennegruppe, som havde aftalt at løbe op mod den mystiske lade ved svinget for at se, hvad den gemte. Som en ubehagelig overraskelse var herren hjemme.                                                                                                             “Uforskammede møgunger” rungede det langs vejen, da jeg spænede væk og efterlod dem alle i stikken, deriblandt Isak og Sofia. Der var blevet ringet hjem til hele flokken, som alle blev straffet med stuearrest måneden ud, for at have snaget i hans privatliv - undtagen mig. Jeg stak halen mellem benene. De næste mange uger levede jeg tilværelsen i en ensom pærevælling af skyldfølelse og flovhed. Hvis jeg ikke mander mig op nu, hvor jeg har chancen for at ændre andres opfattelse af mig, risikerer jeg at leve resten af tilværelsen som en taber. Jeg er stensikker på, at historien om hvordan jeg besteg byggepladsens kran kommer til at florere som en steppebrand.

 

Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig beslutsomt opad. De våde jernstænger, blæstens susen, og den sindsoprivende højde er ikke længere en hindring for, at fuldføre det jeg startede. Kranens svingarm er blot få meter over mig, og det tilbageliggende landskab flyder sammen til en sløret udsigt, hvor lys fra enkelte beboelseskomplekser skinner i gennem. Smukt og utrolig angstprovokerende på en og samme tid. I en samlet bevægelse fører jeg min dirrende krop ud på det første stykke af svingarmen. Teknikken er det afgørende element for, at jeg kommer helskindet ned igen. Små skub, små bevægelser. Min krop arbejder på højtryk, og mit hjertes banken fremstår tydeligere end nogensinde før. Jeg sætter mig så sikkert, som man nu kan sidde 40 meter oppe i luften, før jeg ændrer grebet med mine hænder. Panikken breder sig fra top til tå, men jeg er kommet for langt til at give op. Hængende over byens tage i de arme som altid er blevet kaldt slappe.

 

Jeg lever.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...