Kærligheds gule kjole

Historien om den dag Kærlighed besluttede sig for at tage en gul kjole på, og historien om den dag en pige fortalte Kærlighed, at det var en pæn kjole. Bidrag til Piger 2018-konkurrencen, om køn og kærlighed.

1Likes
0Kommentarer
96Visninger

1. -

Kærlighed havde ellers lovet sig selv, at de ikke ville tage af sted i år. Mest af alt fordi Kærlighed ikke kunne holde til at være udenfor – det var som regel kun den ene gang om året – og så nogle flere dage, men det var kun, når det var midt om natten, og Kærlighed kunne bilde sig selv ind, at de gik i søvne, hvis blot de kneb øjnene hårdt nok sammen. Det endte altid galt – Kærlighed kunne ikke se på regn uden at have lyst at danse i den, sne uden at have lyst til at kysse i den og verden uden at have lyst til at elske i den. Derfor brugte Kærlighed det meste af sin tid på at sidde i sin lille bylejlighed og brænde sin tungespids på tekrus efter tekrus og minde om hede kys på kolde vinternætter, og manglende kys på varme sommerdage, med fødderne oppe i vindueskarmen og gardinerne trukket for, så Kærlighed kun kunne forstille sig, hvad der skete derude

Det var, hvad Kærlighed havde lært efter en del år. Virkeligheden var så meget bedre med lukkede øjne med gardiner der var trukket for og døre, der var dobbeltlåst. Kærlighed havde det fint med at sidde der i sine knæstrømper og forstillede sig, hvad der foregik dernede, langt, langt nede. Fantasier der var langt bedre end virkeligheden, om en verden hvor folk så hinanden i øjnene for andet end at se spejlbilledet af sig selv i hinandens pupiller, en verden hvor det rent faktisk var sommerfugle i maven, og ikke de ådselgribbe, der spiste og hakkede på ens indvolde, som Kærlighed efterhånden havde vænnet sig til, en verden hvor der var mok personer til at elske hinanden, hvor der var nogen til at elske selv Donald Trump, selv Martin Henriksen, selv den lille flygtningedreng, der havde valgt den forkerte farveblyant, da Martin Henriksen havde spurgt, hvilken der var hudfarvet - eller endnu bedre en verden, hvor Martin Henriksen og Donald Trump ikke fandtes, og den lille flytningedreng bare var en dreng med så mange farveblyanter, som  han kunne drømme om.

 Virkeligheden var  heller ikke bedre for alle de drenge og piger og dem midt i mellem, der lå i senge om natten med lukkede øjne og forstillede sig, hvordan det ville være at have en kæreste,  ned til hver detalje, hviskede alle de samtaler de ville have i vindueskarme hævet over alle  andre, rørte ved deres egne læber med tøvende fingre og forestillede sig,  hvad det ville sige at kysse nogen, indtil de tanker til sidst gled ind i urolige drømme for derefter den næste dag at gå i skole, og ikke engang turde have øjenkontakt i mere end 5 sekunder.

Virkeligheden var heller ikke bange for de drenge, der hele deres liv havde fået at vide, at de gerne måtte kysse andre drenge med blomsterkroner i håret, og læbestift i hele hovedet, de skulle bare lade vær med at gøre det, og de piger der havde fået at vide, at de endelig måtte kysse andre piger, de skulle bare huske at gøre det så alle andre kunne onanere til det.

Men alligevel havde Kærlighed efterhånden lært, foretrak de fleste af en eller anden grund stadig virkeligheden og ødelagte indvolde, når det kom til stykket. I alle sine mange, mnage år, havde de aldrig helt forstået, hvorfor man ikke bare kunne holde sig selv i hånden og være glad. Hvorfor man hade brug for at holde en anden person i hånden, brug for noget så forankret virkeligheden, noget så bare til som følelsen af en anden persons hud mod sin, som lyden af en anden persons stilhed, når man kastede sig ud i lange monologer om meningen md livet og den korrekte måde at binde snørebånd på. Og når Kærlighed selv ikke kunne forstå det, tvivlede de på, at der var nogen, der kunne.  

Det var nu ikke de spørgsmål som Kærlighed havde brug for at stille i dag. Ikke lige i dag, tænkte Kærlighed og viftede med sit regnbueflag, smilede bredt sammen med de andre, over at kunne gå her på åben gade og vifte med deres flag og holde i deres hænder og elske deres mennesker og indånde deres luft og  alt det som andre opfattede som en selvfølge. Kærlighed selv identificerede som nonbinær, panseksuel og panromantisk, og identificerede  sig måske også som  en person, der mente, at man ikke skulle gå så meget op i labels.

Og som lidt hævet over alle de andre, for Kærlighed havde nu altid været Kærlighed, længe før man fik stof nok til at printe regnbuer på, og nok folk til at turde bruge de flag og tage til en Pride en varm junidag, hvor der kun var sol, ingen regn, kun de regnbuer de selv skabte. Og kun Kærlighed, der var ligeglad med labels, men bare godt kunne lide farver

Det sagde de selvfølgelig mest af alt, fordi Kærlighed havde eksisteret længe før, der kom ord til at beskrive, hvem Kærlighed var, længe før det var i orden at bruge de ord og måske også fordi Kærlighed ikke rigtig havde haft en chance for at fortælle nogen, hvad de var og bruge de forbandede  labels. Kærlighed havde nemlig ikke selv nogen forælde, var bare opstået for 13.8 milliarder år siden i en eksplosion, sammen med resten af universet og de havde brugt mange milliarder år på bare at sidde sammen med stjernerne og drikke den te der endnu ikke var opfundet, og snakke om, at det nogle gange gjorde lidt ondt at eksistere, med alle de eksplosioner. Indtil den dag universet var mere end bare stjernetøv og atomer og frygt for den dag, Donald Trump ville blive valgt. Indtil den dag der kom mennesker.

Ikke at Kærlighed følte, at Kærlighed havde behov for forældre, der kunne fortælle dem, at de nok skulle elske dem, selvom de havde lyst til at kysse alle slags mennesker, på samme måde som de ville sige, at de ville elske Kærlighed, selvom Kærlighed havde lyst til at myrde alle slags mennesker. Som om de var nødt til det. Kærlighed havde ikke behov for at blive elsket, når Kærlighed havde så travlt med at elske – i sær elske de få forældre, der elskede deres børn fordi, og  ikke selvom og elske de børn, der elskede sig selv, og elske de børn der ikke elskede sig selv og ikke vidste, hvem der ellers skulle gøre det.

Kærlighed kunne selvfølgeligt godt mærke, at det var trættende.  At elske altså. Den slags træthed, der satte sig i ens knoglemarv og lige under ens øjenlåg og blev siddende ligegyldigt hvor mange sovepiller man slugte, drukket med luknent vand ud af et uopvasket glas. Optoget havde kun varet en hav time indtil videre, og Kærligheds ben var allerede ved at give efter under dem, og Kærlighed havde egentlig mest lyst til at gå tilbage under sin dyne, installere tinder og swipe  til venstre og bare blive liggende og bilde sig selv ind, at det var nok at bevæge sin tommelfinger.

Men nej nu var Kærlighed her i dag. Kærlighed havde en dag, i et øjebliks naivitet, taget sin yndlings gule kjole på  - som om der rent faktisk ville være nogen, der lagde rigtig mærke til Kærlighed.

De kunne ikke lade vær med at tænke over, hvad der ville ske, hvis Kærlighed fortalte alle omkring sig, at de var Kærlighed. Kærlighed var selvfølgelig glad for, at alle disse mennesker kunne gå i gaden uden at frygte at blive ramt af sten og ord og alt det andet lort, der alt for længe havde været en realitet, som Kærlighed kunne se ligegyldigt hvor tykke deres mørklægningsgardiner var. Men Kærlighed selv? De kunne godt forstille sig,  at menneskeheden til sammen ikke bare ville kaste med sten, men ville kaste et par bjerge efter kærlighed – både den slags bjerge, der voksede i ens blodårer og på ens hårbund og på hele ens hud, når man ikke havde andre fingre til at glatte dem lidt ud, og dens slags bjerge som Kærlighed havde været med til at se opstå og med til at sætte mærker på væggen for hver kilometer højere de blev og  trøste og kramme dem, når de engang imellem fik mindreværdskomplekser i forhold til de supermodeller, der i dag ikke måtte have nogen fedtprocent realitetsprocent eller klippeprocent.

Kærlighed var bare ikke helt sikker på, hvordan de overhovedet skulle forklare det. For 50 år siden – det var der, hvor de sidst havde været forelsket. Rigtig forelsket selvfølgelig. Kærlighed var altid lidt forelsket. I alle og enhver, i stenkasterne og stenafværgende,  bare lidt. De var stødt ind i ham og havde delt en paraply med ham på vej hjem, og havde senere delt alle deres paraplyer og alle de tanker, som de havde gemt under paraplyerne. Men så havde han en dag inviteret Kærlighed hjem til sig, for at sove der, havde han sagt. Efter de var færdige og lå ved siden af hinanden i sengen, havde Kærlighed fået at vide af ham, at de bare var en social konstruktion. Så Kærlighed havde stjålet alle hans morgensmadprodukter og var valset ud af døren, for de kunne finde bedre folk at være forelsket i.

Og Kærlighed følte sig så sandelig ikke som en så sandelig konstruktion, for 200.000 år siden, med de første mennesker, der valgte at rykke tættere på hinanden for at få varme selv  efter at de havde fundet ud af hvordan man tændte  et bål, bestemt ikke som en social konstruktion, når de engang i mellem lå på et gulv og klokken var 3:27 om natten, hørte Beatles, havde en eksistensiel krise og kunne mærke et eller andet slå i sit bryst, som nogle ville kalde frygten for at dø, og som andre ville kalde for et hjerte.

Bestemt ikke som en social konstruktion, når de nogle gange fik lyst il at rive sit eget hjerte ud, og ligge det på en gade og sætte et skilt op, om at det ikke må betrædes, og se hvor mange der ville gå henover det og hvor mange der ville samle det op erstatte det med deres eget, for snart at finde ud af. at det kun var Kærlighed der kunne holde til et så stort hjerte. Det endte da også altid, altid med, at det var kærlighed selv der samlede det om og støvede det af og puttede det tilbage på plads.

Nej, Kærlighed var mange ting. Lidt for mange ting havde Kærlighed nogle gange på fornemmelsen, så forvirret de var. De kunne fare vild, når de ledte efter se videre knappen på Netflix eller vejen til køkkenet, når de havde lyst til at tage et stykke chokolade mere eller på vej til helvede, fordi de havde glemt at  gps’er endnu ikke kunne finde vejen tul fantasilande. Selvfølgelig var det vigtigt at finde sig selv. Men Kærlighed havde allerede ledt de mest oplagte steder, et optog som dette og i sin nederste køkkenskuffe  og buzzfeedquizzer, og i  kærlighedsdigte der blev skrevet i noter, når ens telefon kun havde 3 procent tilbage, og man havde glemt at slå stavekontrol til og havde ikke rigtig fundet sig selv. Endnu. Hbis så mange før dem kunne gøre et, kunne Kærlighed måske også srlv – på bunden af en vodkaflaske bunden af en tekop, bunden, bunden, bunden.

De var måske også meget naturligt. For personlighed – de kunne godt tænke sig at møde Personlighed og se hvor bevist personlighed var om, hvor social konstrueret, det var. Man var mest sig selv for andre mennesker, fortalte om sig selv til andre mennesker, skrev en biografi på facebook for, at andre mennesker kunne læse den. Og uden andre mennesker, ja der var man ikke så meget.

Det ville ikke kræve meget, for at Kærlighed skulle være glad. Kærlighed havde efterhånden lært at leve med det meste. Kærlighed havde det fint med bare at sidde i sin vindueskarm og kigge ned på par, der gik hånd i hånd og snakkede og kyssede og grine og kiggede på hinanden med det glimt i øjet, som Kærlighed var ret så stolt over at have opfundet. Kærlighed var blind på det ene øje, fordi de havde prøvet at tænde det glimt med en lighter.

Men hvad Kærlighed virkelig havde brug for var, at der var nogen, der lyttede til dem. Brug for at en af de personer ville tage fat i deres am og trække dem ind i et hjørne, af verden eller måske bare af gaden og smilende spørge. Spørge om, Kærlighed foretræk at lege i regnpytter eller snebunker, og om Kærlighed, når de byggede en snemand gav den arme eller lod vær, fordi de syntes, det var synd for træerne, og om træerne græd for Kælighed , når Kærlighed kyssede sin snemand på kinden, og den ikke kunne kramme tilbage. En person, der ville have at vide, hvad Kærlighed så i spejlet på en dag, hvor Kærlighed havde det godt, og hvad de så i spejlet på en dag, hvor de havde det dårligt, og hvem den første person, der lærte Kærlighed, at deres skønhed kunne blive reflekteret på et stykke glas, havde kigget. 

Bare én person der fik kærlighed til at sætte sig ned på et af trappetrinen og se på de passerende mennesker og regnbue og én person, der ville kærlighed til at beskrive, hvordan en soldat holdt vejret, før han eller hun trykkede på aftrækkerenen, hvordan Mozart holdt vejret føsrste gang, han skulle til at røre tangenterne, hvordan Kærligheds ikke-eksisterende mor, som egentlig var hele menneskeheden, havde holdt vejret første gang Kærligheds navn kom over hendes læber.

Én person, der ville elske kærlighed for hvad kærlighed var og overbevise Kærlighed om, at de stadig fandtes andet end i naive 8-årige pigers lyserøde dagbøger, fordi de pågældende piger havde læst Twilight og havde lært, at hvis man ikke havde en kæreste ville det være helt i orden at hoppe ud fra en klippe. Én prson der fik kærlighed til at tro på sig selv. Og så stoppe med at tro på alle de andre ligegyldige ting,  stoppede med at tro på Beatles, på en Gud, der sad i skyerne og holdt intenst øje med en, og holdt hånden over en og skyggede for solen, så man ikke fik modermærkekræft og skyggede for ens øjne, så man ikke så alle dem, der led af modermærkekræft og meget værre, stoppet med at tro på en Gud, der engang for længe siden havde skabt universet, men var kommet til at undervurdere, hvor stort det var, og nu havde for travlt med at ligge på sit gulv kl. 3.27 om natten og høre ’Beatles  og have eksistentielle kriser over hvor ubetydelig han/hun var, stoppede med at tro og begyndte at vide.

Nogle mennesker var bare bedst til at lytte, og Kærlighed havde altid set sig selv som en af dem. En af dem der havde en samling af de fjolser, der havde én sigselvprocent på 150, stående i sin vindueskarm og vågnede op hver morgen og bad til dem, og bad til, at de ville stikke sig på den kaktus, som Kærlighed også havde stående og den stilhed, de  selv stod i. Det var bare sådan, at verden skulle hænge sammen, for så var der de mennesker, der var bedst til at tale, og hvis de ikke havde nok af førstnævnte slags, ville de jo blive nødt til at tale med sig selv.

Men nu, nu havde Kærlighed lyst til at åbne munden, flå sit stemmebånd i trævler, sige et eller andet, fortælle. Det ville bare kræve, at nogen tog sig ulejligheden at spørge Kærlighed om noget.

For Kærlighed kendte ikke svarene på alle disse spørgsmål, men ville så uendeligt gerne give dem alligevl, og måske var det det, Kærlighed viftede sit flag for i dag. At Kærlighed ikke bare ville  skulle være, at finde nogen, der ville lytte. De skulle også være at finde nogen, som man selv havde lyst til at lytte til, de skulle ikke bare være at ville have lystt til at den bestemte person skulle elske en, de skulle også være at have lyst til selv at elske den person og blive ved med at elske den person, selv hvis man ikke blev elsket tilbage.

Kærlighed blev med et revet ud af sine tankerækker, af en stemme, hang kun fast med neglene som de kiggede op for at se, hvem der havde talt.

”Pæn kjole,” var der en pige, der sagde til Kærlighed. Pigens røde kinder var malet over med regnbuer, hendes blå øjne blussede,  og hendes mund var samlet i et smil. Kærlighed fik en pludselig trang til at vende sig om, for at se om pigen måske talte til nogen, der stod bag Kærlighed, men der var ikke rigtig tvivl om, at det var Kærligheds kjole, som pigen kiggede på.

”Tak,” sagde Kærlighed med et blik på sin gule kjole med prikkerne, som hun egentlig også elskede ret  meget. Det var det eneste rene stykke tøj Kærlighed havde – det var så mange år siden nogle sidst havde komplimenteret kærligheds tøj, at Kærlighed egentlig troede, at folk ville være ligeglade med hvor mange sovepletter, der var. Men nu var hun glad for at have taget den på. Så uendelig glad.  Det tog Kærlighed brøkdelen af et sekund at forelske sig i pigen foran hende, bare at blinke en gang, og Kærlighed besluttede sg for,  at de igen var forelsket. Eller måske  bare desperat efter at have en anden at tage gule kjoler på for end  for sit eget spejlbillede. De kunne ikke rigtig kende forskel.

Kærlighed var allerede ved at planlægge, hvilke sange de skulle sætte på sin forelsketplayliste, hvilken film de skulle se på deres første date, hvor mange minutter af filmen, Kærlighed skulle vente, før de rakte ud efter pigens hånd, hvor mange milisekunder, der måtte gå, mellem at Kærlighed havde læst en af pigens beskeder til at de svarede på dem, hvor mange timer Kærlighed måtte ligge med hovedet ned  gulvet og smile og græde på samme tid, og hvor mange citater om at være forelsket Kærlighed måtte skrive med blå kuglepen på sine håndled og se sive ind i Kærligheds hjerte og ned i afløbet, næste gang Kærlighed gik i bad.

Men så kom Kærlighed i tanke om, at det kunne være, at deres følelser ikke var gengældte, og kærlighed ændrede taktik. De spidsede blot deres læber lidt og stod der og ventede på, at pigen ville kysse Kærlighed, i stedet for bare at læne sig frem.

Kærlighed havde set det ske lidt for mange gang. I sær med teenagere, i sær med teenagedrenge – og piger, hvis Kærlighed måtte tillade sig at være lidt heteronormativ, bare en dag om året. Piger, der forelskede sig i drenge,  der måske gik i deres klasse eller boede længere nede af vejen  eller bare var en del af deres verden. Piger, der hele deres liv havde læst eventyr om prinsesser, der blev reddet af prinser, om drenge der spurgte piger ud på første dates, drenge der kyssede pigen først, piger der hele deres liv selv havde skrevet eventyr, om de prinsesser, der klatrede ud fra deres egne tårnværelser besejrede deres egne drager og red væk på deres egen hvide heste og brugte resten af tiden på at undre sig over, hvorfor der mon var ingen til at fortælle historier om dem.

Men når de selv forelskede sig, endte det underligt nok med, at de blot sad oppe til klokken 4, selvom de skulle i skole næste dag og klikkede rundt på hjemmesider der blev mere og mere lyserøde og antifeministiske for hvert klik med overskrifter som   ”tegn på en dreng kan lide dig,” ”sådan får du ha til at kunne lide dig” , ”dette finder drenge mest attraktivt i piger” indtil de havde slidt huden af deres fingersidser og feminismen af deres tanker, for hver gang de ændrede sig for en dreng og ikke for sig selv. . De sagde aldrig noget direkte, ventede bare, ventede. Den slags piger blev aldrig træt af at vente havde Kærlighed lært og lytte til Kærlighedssange og skrive lange afsnit i deres dagbog, om at de havde strejfet hans hånd i dag, og han havde ikke flyttet den uden nogensinde at få trang til at lyve til deres dagbog og overdøve mængden af håndberøreing.

Og Kærlighed kom i tanke om sidste gang de havde været forelsket, i tanke om det løfte de  havde afgivet til sig selv, om at finde bedre mennesker. Kom i tanke, om at Kærlighed ikke havde vidst, da Kærlighd smækkde døren til hans lejlighed, at Kærlighed skulle til at begive sig ud i en verden, hvor det var at elske at dobbeltklikke på en skærm på Instagram,  hvor man ikke kunne blive elsket, før  det blev lige så svært at tælle centimer mellem ens lår som det var at tælle stjerner, i en verden hvor alle snakkede om  Kærlighed, men ingen snakkede med Kærlighed, en verden hvor selveste Kærlighed frygtede at ende som katte”dame”. Men da Kærlighed havde indset det, var Kærlighed bare flyttet ind i den lille lejlighed, hvor Kærlighed drak mælken direkte ud af kartonen og var i sikkerhed, bortset fra når de gik ud med skraldet eller tog til Pride, fordi Kærlighed altid havde misundelig på de børn, der havde fødselsdage at fejre.

Kærlighed troede ikke på hjerter, nej. Eller jo hun troede på det organ, der slog i deres bryst og pumpede blodet rundt og rundt og rundt, fordi det var bange for at komme videre i livet og lytte til uu-vejlederen, men hun troede ikke på, at det var noget mere end det. Troede ikke på, når det organ fik større chancefor pludselig at stoppe med at slå, på de dage, med luft der var lidt for varm, og is der var lidt for sød, hvor man lå med sand mellem tæerne og mennesker mellem fingere og lod sukkeret fylde sig blod.  Troede ikke på, at det  var der Kærlighed boede mellem vener og aterier,  i fire hjertekamre, der hvor Kærlighed drak sin te og spildte den og ikke orkede at tørre den op og lavede pletter på gulvet. Nej Kærlighed, fandtes alle andre steder.

Kærlighed fandtes i blikke sendt til hinanden over larmende rum, i viftende regnbueflag, der skinnede så meget klarere end rent faktisk regnbuer, i kys på åben gade med tunge og tænder og menneskelighed der stødte mod hinanden, i kys i de mest skarpe og hemmelige hjørner af verden, med læber der knap nok strejfede hinanden, og Kærlighed fandtes i det kys, der smagte af lidt for meget slkohol og lidt for få tanker, og kys der smagte af kaffe og fornuft og nostalgi fra barndommen, hvor man ikke drak kaffe for at holde sig vågen, men bare gik udenfor og havde stirre konkurrencer med stjernerne og kapløb med tiden og  kapløb med sin mor, der bad én om at tage en jakke på og Kærlighed fandtes i kys, der aldrig skete, og det gjorde ikke noget, for for nogle mennesker smagte livet så meget bedre uden dem, og Kærlighed fandtes i forældre der hængte deres børns tegninger op på køleskabet og lod dem blive hængende, ligegyldigt hvor mange grønne ark med ene tocifrede tal barnet senere voksede op til at tage med hjem, for i sidste ende var det tegningerne, man havde mest brug for at kigge på.  

Kærlighed fandtes over alt, men måske i sær i de klicheer, som selv Kærlighed havde tatoveret på hver en millimeter af sin hud. Et kort over Kærlighed med klicheer, der nogle gange lignede labyrinter, andre gange lignede hjerteformede chokolade. Og Kærlighed blev ved med at eksistere, ligegyldigt hvor mange gange kærlighed havde været ulykkeligt forelsket, ligegyldigt hvor mange gange Martin Henriksen  åbnede munden, ligegyldigt hvor mange gange havene flød over.  Ville eksistere så uendeligt længe endnu. De havde rigeligt tid.

Og så alligevel ikke, tænkte Kærlighed, mens de betragtede pigen foran sig. Hun var stadig ike gået videre, selvom de nu  spærrede noget af vejen. Men ville sikkert snart gå videre og glemme alt om den gule kjole, som hun syntes var pæn. Og det gik op for Kærlighed, at det ville de ikke have.

Så Kærlighed lænede sig frem for at kysse pigen. Kærlighed vidste ikke helt hvorfor, vidste ikke hel, hvad i avlerden Kærlighed lavede. Men Kærlighed gjorde det alligevel. Lænede sig frem, over alle de centimer der var mellem hende og pigen, over alle de lysår, der var mellem Kærlighed selv og alt hvad der hed andre mennesker. Hendes læber smagte lidt af karamel med for meget sukker, lidt af salte tårer grædt under nattehimler og sensommerskyer, lidt af jordbærlæbepomade og lidt af noget, som Kærlighed ikke helt kunne beskrive som andet end desperation.

For Kærlighed var ensom. Det turde Kærlig godt indrømme, men kun en gang i mellem, når hun om morgenen stod og nidstirrede sit spejlbillede og havde stirrekonkurrencer og diskussioner om feminisme med sig selv. Ensom på den måde, man ikke helt lagde mærke til, fordi man havde lært, at sådan nogle ting gik over, og hvis de ikke gjorde, var det ikke ens egen skyld, ensom på den måde,  at Kærlighed altid satte sig helt op af vinduet af bussen, fordi hun så gerne ville have, at de fremmede vidst de gerne måtte sidde ved siden af dem, og  de så havde utrolig meget lyst til at spørge damen i bussen, hvad historien bag det blå mærke på hendes ene knæ var, spørge drengen vad historien bag den grønne tushstreg på hans venstre ærme var.  Ensom på den måde man kun turde indrømme ved at kysse en fremmede pige.

Der gik et øjeblik. Så gik der et øjeblik mere. Og et til. Så begyndte pigen at kysse Kærlighed tilbage,  deres munde åbnedes mod hinanden, deres ind-og udåndinger delt. Rundt omkring dem blev alle andre ved med at gå videre, men pigen blev stående sammen med Kærlighed, og kyssede hende på sådan en måde. Kærlighed med det samme vidste, hvem pigen havde kysset før, hvem pigen ville ønsket, at hun havde kysset før, hvad ordet ’hjem’ betød for hende, hvad pigens mor hed og hvilken farve væggene i pigens værelse, da hun var otte, havde haft. Kyssede Kærlighed på en måde, der fik dem til at vide, at pigen før havde kysset personer, hun kendte alt for godt, og det havde ikke virket, så nu ville hun forsøge sig med fremmede. Pigen kyssede Kærlighed, og Kærlighed begyndte måske at græde lidt, bare lidt, for de var ikke særlig vant til at blive kysset.

Og da pigen trak sig væk, var det med mundvigene pegende opad og Kærlighed syntes at erindre at det var det samme som et smil. Måske var det bare for at få luft. Måske var det fordi Kærlighed vidst havde glemt at børste tænder, før de gik ud af lejligheden. Måske var det for at løbe sin vej. Måske kom hun i tanke om, at hendes mor havde sagt til hende, at man ikke måtte tale med fremmede, og at det vidst havde været indforstået, at man heller ikke måtte kysse dem.

”Hej med dig,” sagde Kærlighed. ”Jeg er Kærlighed. Hvem er du?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...