Love can't be ignored - Harry Styles

Den 22 årige prinsesse Evelyn Ward lever livet stille og roligt inde for slottets mure. En dag invitere hendes far, det verdens berømte boyband, One Direction til det helt store sommerbal.
Under den helt store dans, støder Evelyn ind i den berømte Harry Styles, som alle falder for, og selvfølgelig falder prinsesse Evelyn også for ham. Men det er ikke nemt når ens far allerede planlægger hendes bryllup, men hun skal ikke gifte den hun elsker.
Nu må man ligge kærligheden til sidde og gøre sin far stolt. Men er det så nemt, som det lyder?
Følg med i dramaen, i Love can't be ignored - 1D
(One Direction holder ikke pause)

10Likes
14Kommentarer
1301Visninger
AA

3. I need you!

Kapitel 1:

Tirsdag d. 13. juli 11.43 - Kougary slottet, England

Blomsterne udenfor vinduet er sprunget frem. Solen skinner og fuglene synger deres sædvanlige sange. Jeg sidder i vinduet. Endnu engang sidder jeg her og skal være indenfor slottes mure, imens alle kan gå udenfor og nyde det gode vejr. 

"Evelyn?" Døren går stille op. Jeg vender hovedet. Det er min mor. Landets mest magtfulde kvinde. Dronningen af England. Hun kigger bekymret på mig. "Er du okay?" spørger hun.

Jeg vender hovedet, så jeg igen kigger ud ad vinduet. Jeg er tavs. Det er tredje gang i dag, at hun kommer ind og spørger, om jeg er okay.

"Evelyn. Snak til mig," hun sætter sig på kanten af min seng og ser hen på mig. 

"Hvad er der at snakke om?" mumler jeg. Jeg ved udmærket godt, hvad det handler om, men jeg gider ikke at snakke om det.

"Din far og jeg er meget bekymret," siger hun. Hun laver sin mor stemme, som altid plejer at virke. Men i dag for hun ikke lov til at vinde. Jeg vil ikke snakke om det, og det må hun forstå.

"Far? Bekymret? Det eneste han bekymre sig om, er dig og landet!" svarer jeg. Mit blik er stadig rettet mod blomsterne i haven.

"Det passer ikke," siger hun. Stadig med mor stemmen. 

"Mor! Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred?" Hun svarer ikke. Hun ved, at hvis hun først siger noget, ender det med, at jeg kommer til at ødelægge noget igen, ligesom den gang jeg var lille. Hver gang mine forældre irriterede mig, blev jeg altid så sur og kom til at ødelægge noget hver gang.

Hun rejser sig og går ud. Jeg ved godt, at de bare vil vide, om der er noget galt, men jeg vil bare gerne være alene, og det må de respektere! Jeg savner den eneste der forstår! Min afdøde søster Daisy. Hun døde for 3 år siden i en brand. Det var på Lumid slottet. Hun var næsten lige blevet gift og var sammen med prinsen af Skotland, George Pearson. Vi var alle knust, hele England var knust. George var også knust, men jeg var den der var mest. Hun betød alt for mig, og hun forstod mig, når ingen andre gjorde! Jeg har brug for hende!

Jeg går hen til mit natbord, hvor min mobil ligger. Jeg tager den op og tjekker, om jeg har fået nogle nye sms'er fra Noah eller Sophie.

Noah og Sophie er mine to bedste venner. Jeg ser dem dog ikke så tit, for kongelige har ikke venner, som ikke er kongelige. Det var noget mine forældre blev ved med at sige, da jeg var lille. Men da jeg blev sytten år, sneg jeg mig ud. Heldigvis var der ikke nogen der genkendte mig uden min kjole. Jeg tog hen på en bar, og der mødte jeg Noah og Sophie.

Jeg står med min mobil lidt og pludselig er der en der banker på døren. Jeg bliver forskrækket og kommer til at tabe min mobil.

"Kom ind!" siger jeg, imens jeg bukker mig ned, for at se om min mobil er smadret. Det er den heldigvis ikke!

"Undskyld jeg sådan kommer brasende, prinsesse. Men jeg skal gøre rent," siger Evie og smiler. Evie er en af vores tjenestepiger. Hun er nok den jeg er tættest med af tjenestepigerne. Hun er også den yngste. 

"Det gør ikke noget, jeg går ned og ser hvad Lucas og Lexi laver," svarer jeg og gengælder smilet. 

Jeg går ned ad trappen og ind i den store sal, hvor mine små søskende altid plejer at fjolle rundt. Lucas og Lexi er mine lillesøskende. De er otte år gamle og elsker at lege!

"Evelyn! Evelyn!" Lucas og Lexi kommer farende i min retning. Da de når hen til mig, begynder de at danse rundt om mig. 

"Pas på kjolen!" siger jeg, da de næsten er ved at træde på min kjole, og min mor bliver så sur, når vi ødelægger nogle af kjolerne. 

"Undskyld," de stopper hurtigt op og kigger flovt ned i jorden. 

"Kan i ikke gå hen og irritere Jack?" spørger jeg dem. Hurtigt fare de udenfor, for at finde Jack. 

Jack er en af vores bedste soldater og også en af de yngste, så han elsker når de to små kommer hen og vil lege. 

Jeg går videre ind i spisesalen, hvor min mor og far plejer at sidde på dette tidspunkt og spise frokost. 

"Godeftermiddag prinsesse!" siger vores butler, Arthur. 

"Please lad vær med, at kalde mig prinsesse, jeg har altså et navn," siger jeg bedende. 

"Okay.. Evelyn, dine forældre sidder og spiser frokost," siger han og går videre.

"Tak!" svarer jeg og går videre. Det er nu ikke derfor jeg kom her ned, men det var sødt af ham, at sige, hvor jeg ikke skal sidde og spise.

"Godeftermiddag smukke!" er det første min far siger, da jeg kommer ind i spisesalen, som er den eneste vej hen til køkkenet. 

"Jeg kom bare for at få noget mad," siger jeg irriteret og går ud i køkkenet til vores kok, Charles. 

"Godeftermiddag Evelyn!" siger Charles og smiler stort til mig. 

"Godeftermiddag Charles. Kan jeg få noget mad?" spørger jeg. 

"Selvfølgelig!" svarer han og begynder straks at lave noget mad. 

Jeg går hen til skabet for at finde en tallerken og bestik. Efter 10 min. er maden klar og han ligger det pænt på tallerkenen. 

Jeg går ind i vores anden spisesal, som er større, til når vi har gæster. Jeg sætter mig ned på en af stolene. Vi plejer alle, at have en butler i hælene, som plejer at trække stolen ud for os og alt muligt andet, men jeg hadede det, jeg vil bare gerne være så normal som mulig. 

Jeg begynder stille at spise. Kort tid efter kommer Jack ind, som nok har fået lov til at få en spisepause. 

"Velbekom prinsesse," siger han og smiler. "Jack!" siger jeg alvorligt. Han ved godt hvad det betyder. Han ved godt, at han ikke må kalde mig prinsesse. 

"Undskyld Evelyn," svarer han og griner. 

Efter lidt tid, kommer han ind i spisesalen igen og sætter sig på stolen ved siden ad mig. 

"Så hvad handlede det der i går lige om?" spørger han og giver mig et puf i siden.

"Jeg vil ikke snakke om det," mumler jeg.

"Det er helt fair," svarer han. Endelig en der forstår, når jeg siger, at jeg ikke vil snakke om det! Han er nok den eneste ven, jeg har inde for slottets mure. 

"Tak Jack," siger jeg og smiler til ham. 

Efter jeg har spist, går jeg ud med min tallerken og går op på mit værelse igen, som Evie er blevet færdig med at gøre rent for længst. 

Efter 1,5 time går døren pludselig op og Lucas og Lexi kommer brasende ind. 

"Kunne i måske ikke lige banke på først?" spørger jeg irriteret.

"Far har en nyhed," siger Lexi forpustet. 

"Jeg gider ikke høre det," mumler jeg og ligger mig om på siden. 

"Han siger, at du vil blive ellevild!" siger Lucas. 

"Fint!" sukker jeg. 

Jeg rejser mig op og følger efter Lucas og Lexi. 

"Godt, så er vi her alle!" siger min far, da vi kommer ned. 

Det er kun familien og vores tjeneste piger, der skal høre hvad det er. De andre for det nok at vide senere, når de har tid.

"Vi får gæster i morgen, som skal være her i 5 dage, i anledning af ballet," siger han. 

"Hvem er det?" spørger Lexi og Lucas nysgerrigt. 

"Det er det største boyband i verden!" svarer han.

"Og hvem er det?" spørger jeg forvirret.

"One Direction!" siger han og smiler så meget han kan.

"Var det, det?" spørger jeg. Han nikker. "Godt! Så er jeg færdig her. Hvis i leder efter mig, er jeg i haven!" siger jeg.

"Men du har stuearrest!" råber min mor efter mig.

"ligeglad!" er det eneste jeg svarer. Jeg hører et suk, da jeg er på vej ud, men jeg ignorere det bare.

På vej ud til haven, ser jeg Jack, som står vagt ved en af indgangene. Da jeg går forbi, trækker han mig forsigtigt til side.

"Hey, hvad var det kongen ville?" spørger han nysgerrigt.

"Kender du One Direction?" spørger jeg. Han nikker. "De kommer i morgen og skal være her i 5 dage, i anledning af ballet, der er på fredag," siger jeg.

"Vildt!" svarer han.  

"Er du da fan?" spørger jeg og griner. 

"Man kan ikke kalde mig fan, jeg kan bare godt lide deres musik," svarer han flovt.

"Hey! Det okay, at være fan," siger jeg og smiler.

Jeg går videre hen i haven. Richard, vores gartner, er i gang med at ordne nogle blomster og fjerne ukrudt. 

"Godeftermiddag Richard," siger jeg og smiler til ham. Han ser op og tørre sin pande for sved. 

"Hej prinsesse!" svarer han. Han er en af de eneste der må kalde mig det, det er kun dem jeg er tætte med, der ikke må kalde mig det.

"Hvornår havde du sidst pause?" spørger jeg.

"I går," siger han og griner.

"Gå ind og tag en pause," siger jeg, "tusind tak!" svarer han. Han går med meget hurtige skridt mod slottet. 

Jeg går en tur mellem alle blomsterne, buskene og træerne. Man kan dufte, at det er blevet sommer. Fuglene synger deres sang.

Jeg stopper op og lukker mine øjne. Men jeg bliver hurtigt afbrudt af en bil. Jeg åbner mine øjne og kigger hen på bilen. Den er kulsort og stor. Fire mennesker stiger ud, men jeg kan ikke se hvem det er for solen. 

Først da de kommer helt hen til mig, ser jeg hvem det er. 

"Hey! Er det her Kougary slottet?" spørger en af fyrene. 

"Ja! Prinsesse Evelyn Ward," siger jeg og rækker hånden ud. Fyren klemmer hurtigt min hånd og siger: "Liam Payne, hyggeligt at måde dig! Det her er Niall Horan, Harry Styles og Louis Tomlinson!" Han peger over mod de tre andre fyre én efter én. De får også et hurtigt klem.

"Jeg skal finde kong Sebastian," siger den ene af fyrene, som hedder Louis. 

"Følg efter mig," siger jeg og smiler.

Vi går ind i slottet og går ind i den store sal, hvor min far står og snakker med en af tjenestepigerne. Man kan tydeligt se, at hun er nervøs.

"Far, gør ikke Esme mere nervøs, end hun allerede er!" siger jeg. Min far vender sig om og kigger hen mod de fire fyre og mig. 

"One Direction!" siger han glad og smiler alt hvad han kan. "I kommer da tidligt, var det ikke først i morgen?" 

"Vi fløj en dag tidligere og vores manager havde ikke booket noget hotelværelse, så vi tænke bare, at vi ville blive 6 dage," siger Liam og smiler.

"I er velkommen til at blive så længe I vil!" siger min far og skynder sig hen for at hilse på dem. "Kan du ikke vise dem deres værelser, Evelyn?" 

"Jo," mumler jeg surt. 

Drengene følger høfligt efter mig op på første sal. Vi går ned ad den lange gang, som føre videre til en lidt mindre gang, med alle gæsteværelserne. 

"Der er frit valg på alle hylder," siger jeg og peger ned ad den lille gang med de fine værelser. 

"Tusind tak!" siger Niall. "Så lidt," svarer jeg.

Drengene deler to værelser. Liam og Niall i det ene og Louis og Harry i det andet. Først da dørene er lukket ind til værelserne, går jeg videre hen til mit værelse.

Jeg ligger mig i sengen med hovedet op mod loftet. Sikke en irriterende dag!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...