Ægte mænd græder ikke

Deltager i Ondsskabskonkurrencen. Valgmuligheder 2.

12Likes
8Kommentarer
719Visninger
AA

2. Ægte mænd, græder ikke.

 

Peter Breyles krydsede sine arme tæt ind til sin brystkasse, imens han slentrede stille ned ad gaden. Det nederst af hans lange frakke flagrede blidt i den kølige blæst. Dog var det kolde vejr ikke noget som Peter bed mærke i. Faktisk var der ikke meget som han lagde mærke til, imens han gik. Han følte at alle hans sanser, udover  synssansen var blevet frakoblet kroppen. Tilbage var kun et gabende tomrum, der langsomt udvidede sig, jo flere skridt han tog.

 

Hans synsfelt blev pludseligt sløret. Fortumlet satte han sig ned på fortovets hårde stenkant. Da han med en skælven tog sin hånd op til sine sammenknebne øjne, mærkede han det. Tårer. Lettelsen skyllede ind over hans krop, og han mærkede hvordan hans spændte muskler slappede af.  Det var bare tårer.

 

Men med et, blev han klar over, hvor han var. Udenfor. Siddende på et fortov. Med en masse forbipassagerende mennsker. Peter kunne med det samme forstille sig, hvad hans afdøde far ville have sagt til det. Han kunne ligefrem høre sin fars mantra, som et fjernt ekko fra barndommen:

 

"Hvad dælen græder du for, Peter? Er du måske en tøsedreng? Ægte drenge græder ikke."

 

Faren havde ret. Efter at havde taget nogle dybe indåndinger, tørrede han sine våde kinder med af sit frakkeærme. Han skævede bagud. Ingen havde stoppet op og lagt mærke til ham. Godt.

 

Ægte drenge græder ikke.

 

Og det gjorde ægte mænd bestemt hellere ikke. Slet ikke mænd der havde rundet de toogtredive år, og var gift. Hvad ville ikke hans gamle venner, som han skulle hen og møde, sige til det? Peter krympede sig ved bare tanken. De ville sikkert ikke sige noget, de ville le. Og endnu mere hvis han fortalte dem om sandheden. Eller endnu værre, ville de måske ændre deres syn på ham. De ville se hvilken ynkelig skabningen han var, og han ville med det, samme kunne se hånen i deres blikke.

 

Det var hans egen skyld. Han vidste det. Hvis bare han kunne forandre sig, så ville det hele måske være anderledes?  Eller måske havde han ændret sig for meget? For tre år siden havde han været lykkelig. Han og Lydia havde holdt det bryllup, de havde drømt om, og de havde endda købt hus til en god pris, som lå tættere på Southhamton. Men nu kunne han ikke længere genkende den mand i smoking, som smilede til ham fra bryllupsbillederne..

 

Det vibrerede i hans lomme. Med en lynhurtig bevægelse tog han sin mobil op. Det var fra Brian, hans ældste ven af alle kammeraterne.

 

"Hvor bliver du af? Alle de andre er kommet, selv Charles er her, og han bor helt ude på bøhlandet?"

 

  Endnu en besked bippede ind. Igen fra Brian.

 

"Nu brænder du os ikke af ligesom de to sidste gange vel, Breyles? Vi har nærmest ikke set dig i jeg ved ikke for længe, det ender med at vi glemmer hvordan du ser ud.."

 

Et stik af dårlig samvittighed nærede ham. Det var ikke fordi at han havde ønsket at aflyse de sidste gange. Faktisk havde han glædet sig til, at han skulle se gutterne. Det var bare...Timingen havde ikke været så god. Begge gange havde han og Lydia været oppe og skændes, hun kunne ikke lide når han var ude. Hun var altid så bange for, hvad der kunne ske ham, når han og hans venner var ude til sent på natten. Og hvem de kunne møde...Derfor havde han lovet Lydia at han ville komme hjem tidligt, og ikke tale med andre kvinder.

 

Lydia mente det godt. Det vidste han. Hun elskede ham, og hun var kvinden i hans liv. Derfor havde han ikke noget imod sit løfte. Det var kun en naturlig ting at gøre, når man var lykkeligt gift.

 

For tredje gang fik Peter en sms.

 

"Jeg elsker dig, min skat."

 

Nogle gange var det som om, at Lydia vidste hvad han tænkte. Han skrev tilbage at han også elskede hende, samt at han ville komme tidligt hjem. Derefter skrev han tilbage til Brian at han snart ville være der.

 

                                                                      ***

 

Peter trådte varsom ind i pubben. Det tog et øjeblik for ham at få sine øjne til at vænne sig til det afdæmpet lys.

 

Rummet var stort, men virkede mindre på grund af væggenes mørkebrune kulør. Ovre i højre side var der en lille bar, hvor man kunne købe forskellige slags øl. Fra midten af rummet ud, indtil ydrekanten af venstre side, var der runde træborde. En masse latter, sludderen og røg fyldte pubben.   

 

"Så kom du endelig, Peter" Brian klaskede ham på skulderen. "Vi sidder herover."

 

Brian, Charles, Markus og Hadwin. Det var skønt at se sine gamle venner igen. Og som timerne gik, og de tomme glas hobede sig op, begyndte det gabende hul at trække sig sammen. Som om at smilene fra hans venner på magisk vis syede det sammen.

 

"Skal du ikke snart have den jakke af, Peter? Du ligner en der er ved at koge over af varme" smålo Markus.

 

Men inden Peter havde taget sit ene ærme helt af, træk han med det samme på igen. "Jeg syntes  der er lidt koldt her, så jeg beholder den bare på.."

 

"Sludder og vrøvl, jeg kan også se hvor varmt du har det, du har jo sveddråber i panden, mand. Her lad mig tage den." Vraltede Hadwin halvberust.

 

Peter overgav sig. Der var jo ret mørkt i lokalet, så måske ville hans venner ikke ligge mærke til..-

 

"Hold da op! Hvad har du lavet med din arm?" Han havde lige taget imod Peters frakke.

 

Peter sad mundlam. Han vidste ikke hvad han skulle fortælle dem. Hans mund føltes tør som sandpapir.

Markus og Brian kom hen til ham. "Hvordan har du fået alle de blå mærker?" Brian var chokket.

 

Peter undgik deres blikke. "Jeg..Jo, ser I det er en lidt sjov historie.." Han kiggede op og søgte febrilsk rundt i lokalet. Hans blik landede på et af de mange borde. "Det var Lydia og jeg, der havde købt et nyt spisebord...et rigtigt stort et..og vi skal så bære det opad trapperne..men så ja, så var der ikke meget plads og ja...jeg blev nødt til at læne mig opad væggen imellem den og bordet. Og det var så givet nogle mærker, da jeg stod sådan lidt for lang tid.."

 

"Et spisebord..?" Mumlede Markus.

 

"Ja."

 

Brian var tavs, han betragtet blot de blå mærker på sin vens overarm. Det var som om at han ville sige noget til Peter. Men det var også, som om at der var en usynlig grænse.

 

Nogle ting skal ikke tales om. Nogle ting skal man ikke græde over. Især ikke hvis man er ægte mænd.  

"Men nu hvor I sagde det, så har jeg det varmt, jeg går lige ud og får noget luft." Peter havde allerede rejst sig fra stolen, før han havde set sine venner nikke.

 

                                                  ¨                           ***

 

Himmelen havde fået en mørkeblå farve, og temperaturen var faldet yderligere. Peter søgte ned i sin bukselomme, og fandt en halvtom cigaretpakke. Han burde virkelig ikke. Lydia ville opdage at han lugtede af røg, når han kom hjem. Hun hadet stanken. Derfor havde han lovet hende at stoppe. Og det havde han gjort, Dog havde han stadigvæk en halvtom pakke i lommen. Det var en gammel vane. Eller måske var det ikke kun af vane? Måske gjorde han det også for at mindes? Mindes den person han var før..

 

Han tog en op, og tændte den. Hans hjerte begyndte med det samme at bumpe derud af, og hans hænder blev svedige. Han smed cigaretten ned, og slukkede den med skosnuden. Lydia ville bestemt ikke bryde sig om at han stank af røg. Et suk undslap hans læber. Han besluttede sig for at gå ind igen.

 

 Ude på toilet, og plaskede noget koldt varmt i hovedet. Da han kiggede op på sit spejlbillede, så han en mand med trætte øjne. Han vendte sig til siden, og så de blå plamager på sin arm.  De var ved at falme, men det var også nogle uger siden, at han havde fået dem. Han tog sin grå T-shirt af.

 

Det var et grufuldt syn. Brystkassen var fyld af røde ar. Det øverst af ryggen var dækket til med friske blå plamager.

 Rigtige mænd...græder ikke.

 

                                                                                        ***

 

Da Peter vendte tilbage til bordet lå Hadwin halvsovende med hovedet på bordet, hans hånd var stadigvæk klemt fat omkring hanken til ølkruset. Men det var tomt. Markus fortalte en eller anden sjov historie til Charles og Brian.

 

"Jeg må hellere tage hjem nu..Jeg lovede Lydia at være hjemme tidligt. " Peter hev sin frakke fri fra Hadwins ryglæn.

 

"Allerede?" Spurgte Brian.

 

"Ja."

 

"Kan du ikke bare sige til konen, da du bliver lidt mere? Så sent er det hellere ikke. Jeg har også en god historie som du skal høre, det er om.. - "

 

"Det går ikke. Lydia forventer at jeg kommer hjem nu." Afbryd Peter Markus, med rystende stemme.

"Jeg...Jeg bliver nødt til det.."

 

                                                                                     ***

Der var nu dannet mørke skyer på aftenhimmelen. Da Peter trådte ud, mærkede han de første regndråbe der silede ned. Han havde lige pejlet en taxi ind, at han modtog en besked. 

 

"Er du klar over hvad klokken er?"

 

Men han nåede ikke at røre tasterne før den næste besked kom

 

"Snakker du med nogen?"

"Jeg er jo bare bekymret for dig, skat."

"Det ved du jo, ikke sandt? Jeg elsker dig bare så højt."

"Og det er der aldrig nogle andre der ville kunne gøre. Det ved du vel også?"

 

                                                                                     ****

Han kunne mærke det før han overhovedet hev ned i håndtaget. Den dårlige fornemmelse. Det ville ske.

 

Peter satte nøglerne i, og åbnede døren.

 

"Hvorfor kommer du så sent, skat?" Smilede Lydia.

 

"Undskyld, det var bare taxien, den kørte.. -"

 

"Du sagde du ville være hjemme 22:30, den er 22:45 nu.." Hun slentrende med dovne skridt tættere på ham.

"Men som sagt taxien..-"

 

"Hvad er det her stinker af? røg?" Hun var nu helt tæt på ham. Hendes ansigt fortrak sig i væmmelse.

 

"Det kan det ikke være.." Prøvede Peter afvigende. Han ville ønske at hun kunne tage bare et skridt væk fra ham. Hendes nærhed gjorde ham ubehagelig tilpas. Han mærkede, hvordan sveden pilede ned at hans nakke.

 

"LYV IKKE FOR MIG, DIT SVIN!" Lydia knugede sine nævner. Han så hvordan vreden flammede op i hendes mørke øjne.

 

Peter tog imod de første slag, imens han for sit indre, tænkte sin fars mantra.

"Ægte... mænd...gr..-æder..ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...