Huset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 21 jul. 2017
  • Status: Igang
Lucca og Noah er to teenagere på 16 og 17 år. De ender i et hus alene, ude i skoven og bliver fanget i det, da en morder er sluppet løs i nærheden og vil bryde ind i huset. Det gør ikke situatinen bedre, at De to ikke kan klare hinanden, men mon det vender? Følg med i min kærligheds/krimi historie og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
154Visninger
AA

4. Lucca's synsvinkel

Det hele er sket så hurtigt og jeg har aldrig været så bange før. Ikke engang dengang jeg blev slået. Jeg er sulten for maden er begrænset. Jeg skal virkelig på toilet, men der er ikke meget sæbe og papir tilbage så jeg går kun derop, når det virkelig er nødvendigt.. faktisk tror jeg det er rimeligt nødvendigt lige nu. Jeg forstår ikke mig selv om mine følelser. Der er bare noget ved Noah som jeg er tiltrukket af. Hans smukke grønne øjne og hans søde smil. Den måde han ser ud på når han sover. Jeg føler det er forkert. Det er forkert, at kunne lide ham nu. Jeg har aldrig været sød over for ham. Jeg har ikke lige frem mobbet ham, som på hans gamle skole.. Men jeg har heller ikke ligefrem været imødekommende og jeg har det så skidt med mig selv. Han er sytten år og vi andre er femten og seksten år. Han skulle tage syvende klasse om, og var allerede et år bagud i forvejen. Jeg vidste godt det med han var bagud men jeg dømte ham. Jeg kendte ham slet ikke. Jeg føler mig som et kæmpe fjols. Han er sådan en sød fyr og jeg har været sådan en strid heks. Det værste er at han nok vil tro jeg kun kan lide ham, eller vil få ham til at tro det for at komme ud af huset. Men det er det ikke. Den måde mine kinder bliver varme på, den kilende fornemmelse i maven og hjertet det føltes som om at det kører med hundredeogfirs kilometer i timen, det er ikke for sjov. Jeg ved ikke hvad der sker for bare en uge siden faktisk 2 dage siden kunne jeg ikke snuppe synet af ham. Nu kan jeg ikke andet end at se på ham. Han har taget mig i det en del gange, især idag. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Han er bare den eneste jeg finder tryghed i her. Sidder jeg nu også og græder? Det må være alt det her med Noah, morderen.. jeg er rædselsslagen for morderen. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer levende ud fra dette hus? Måske gør jeg, men kommer jeg så levende ud af skoven. Gør Noah også? Skal vi begge dø? Skal jeg eller han. Jeg vil ud af denne her skov SAMMEN med Noah. Jeg vil ikke efterlade ham. Det vil mit hjerte ikke kunne bære. Min blære føltes som om at den kunne sprænge når som helst, derfor gik jeg på toilet, men selv ikke der stoppede de dybe tanker. Ude på badeværelset bankede jeg min venstre hånd ind på spejlet så det gik i stykker øverst i højre hjørne. Jeg blødte lidt men det var ikke så slemt. Jeg ved ikke om Noah kunne høre min sammenbrud herude, men han kom ihverfald ikke. Da jeg endelig var fri for det pres min blære skulle bære på gik jeg ned i den gamle stue og satte mig på en stol. Jeg kiggede hen på den låste dør og derefter vinduerne som der var sat møbler for, så vi havde bedre chancer mod den undslupne morder. Gardinerne som var rullede ned var slidte men ikke som sådan ødelagte. Jeg skal også nå at finde på en plan.. eller noget af en, så jeg kan bidrage med noget, men jeg er ikke kommet på noget endnu. Jeg har haft lidt ideer men det er farligt. Hvad skete der også lige for at der er to ånder her i huset? Og det er den samme morder som har slået dem ihjel. Jeg er bare taknemlig for at vi har lidt hjælp fra deres side af. Og jeg vil skabe retfærdighed for Edward og Lucy. Det er det, der føltes rigtigt og det er det jeg vil gå efter. Det rigtige. Jeg kunne høre skridt og hørte det bare var Noah- heldigvis jeg har været ret ængstelig al tiden her. Han sagde ingen ting. Faktisk har han været ret fraværende siden vi fik "besøg" af Edward og Lucy. Måske han var igang med at udtænke en plan? Jeg må ihverfald begyndte på det. Jeg tog et stykke papir, en blyant og hviskelæder frem. Blyanten var bare en kedelig gul og sort stribet blyant. Tilgængæld var viskelæderet ret pænt. Der var et leopardprint på. Det var virkelig flot. Ej nu må du sku stoppe Lucca, du tænker på flotte viskelæderer imens at der  er en morder på fri fod der kan komme på hvilket somhelst tidspunkt! Min hjerne føltes som mos. Hvad nu hvis Lucy og Edward fandt ud af hvor morderen var. Om han var langt væk eller tæt på. De kunne jo gøre sig usynlige hvilet er en ret stor fordel for os her. Hvis han var langt væk kunne vi komme ud af skoven den  ene af dem kunne vise vej. Den anden kunne distrahere og sørger for han kom ind i huset. Lige så snart vi kom ud af skoven kunne vi få signal og ringe efter hjælp. Men vi må tænke planen mere igennem og være mere detailieret. Pludslig for første gang slog det mig om nogen ledte efter os i skoven. Var Steen, Kristoffer, Julie og Camilla begyndt at lede efter os eller var de faktisk pænt ligeglade med mig og Noah. Var de slået ihjel af morderen. Efter de tanker begyndte jeg at græde igen. Var mine forældre, klasse, venner begyndt at lede efter mig? Og var Noahs familie og venner også begyndt at lede efter ham? Var de slået ihjel af morderen? Nej det måtte ikke være sandt. Men så kom hun i tanke om at Noahs far havde været på Facebook for få dage siden og at morderen ikke havde store chancer imod en masse mennesker. Tårnene løb ned imens hun smilede da hun tænkte på det sidste. At måske en masse mennesker stod sammen og morderen allerede var død. Måske, måske ikke? Hun tvivlede på det. 

 

Håber i kan lide min historie, beklager for tastefejl har prøvet at se efter og har rettet dem jeg har fundet 😉 Noahs synsvinkel kommer snart☺️

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...