Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8015Visninger
AA

71. Var det min skyld?

Jeg vidste, det var forkert.

Jeg vidste, at det ikke var okay.

Jeg vidste, der var sket noget, der absolut ikke skulle være sket.

Men jeg var bange, og jeg var i tvivl.

Jeg havde ikke sagt nej. Jeg havde ikke sagt stop. Jeg havde ikke grædt. Jeg havde ikke skreget. Jeg havde ikke kæmpet i mod. Jeg havde ladet det ske. Det var min skyld.

Og det var jo heller ikke… det var jo ikke voldtægt, vel? Det var ikke voldeligt. Overhovedet. Du gjorde mig jo ikke fysisk fortræd, på den måde. Du slog mig ikke, du sparkede mig ikke, du spyttede ikke på mig, du sagde intet til mig. Du tvang mig ikke. Jeg havde ikke været blackoutet. Det talte ikke, rigtig, vel? Jeg var bare dum.

Alligevel havde jeg også en tvivl. Fordi jeg vidste, det ikke var rigtigt. Hvorfor havde du ikke spurgt? Hvorfor havde du ikke sikret dig, det var i orden? Hvorfor havde du ikke fanget, at det ikke var okay? Hvorfor havde du været så stille? Du måtte have vidst, det var forkert? Du må have vidst det var forkert. Du må have vidst det, og derfor var du så stille. Det kunne ikke bare være dumhed fra din side af. Det kunne det virkelig ikke.

 

Jeg prøvede at få fat på en veninde. Jeg kimede hende ned. Hun tog den ikke. Så kimede jeg Centret for Voldtægsofre ned. Men der skete heller ikke noget.

Til sidst ringede jeg på psykiatrisk skadestue, fordi jeg var ved at gå ud af mit gode skind, og jeg havde lyst til at gøre noget dumt. Lyst til at gøre noget virkelig, virkelig dumt. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Og jeg havde brug for tryghed. Jeg havde brug for noget validering. Jeg havde brug for, at stoppe med at være i tvivl.

Så jeg ringede.

Jeg hviskede i telefonen.

”Jeg ved ikke, hvem… jeg skal snakke med, men jeg tror, jeg har væ… været ude for et overgreb.” hikkede jeg i telefonen. Hun bad mig uddybe. Jeg forklarede i grove træk hændelsen. Lagde meget vægt på, at jeg ikke havde kunnet reagere i situationen, og at jeg absolut ikke ville have sex med ham.

Hun sagde til mig, at når jeg ikke havde sagt nej eller ja, så vidste han (du) jo ikke, hvad jeg ville eller ikke ville, og du var jo nok ikke klar over, at du havde gjort mig fortræd, og det havde nok heller ikke været din mening… når man var 21 år, som jeg var, så regnede du jo nok med, at jeg kunne sige fra, hvis jeg ikke ville, og du ville sikkert være utrolig ked af at høre, jeg havde det sådan her. Så hun syntes, jeg skulle ringe til dig, og fortælle dig, hvordan jeg havde det…

Jeg lagde på. Og jeg ringede ikke til dig.

Jeg sad og tænkte. ”Der skete ikke noget. Det er din egen skyld. Din egen skyld, fordi du lod det ske, og fordi du ikke sagde fra. Du er bare dum, dum i hovedet. Tag dig sammen.”

Men hvis der ikke skete noget, og jeg var dum, hvorfor gjorde det så så ondt? Jeg var så sønderknust. Inderst inde vidste jeg godt, at så længe, jeg ikke havde sagt ja, så var det fucking ikke i orden, uanset hvad andre så sagde.

Jeg prøvede desperat at få fat i alle mulige. Inden jeg fik fat i den veninde, jeg egentlig ville tale med, så fik jeg fortalt det til tre andre.

Den ene var et tideligere crush. Han spurgte selv ind til, hvorfor jeg havde det så shitty lige nu, så jeg følte, jeg hellere måtte forklare, så det gjorde jeg i korte træk. Meget, korte træk. At når man lå og halvsov, så kunne folk åbenbart bare have sex med en, som de havde lyst til, så nu følte jeg mig som affald, og jeg ville bare gerne dø. Han sagde noget med, at jeg hellere måtte lade være med at tage med folk hjem mere, når sådan noget skete, fordi han syntes, han havde hørt om noget lignende før. Det hjalp ikke rigtig på min skyldfølelse. Jeg mener, vi var fucking yderligere 6 andre, udover du og jeg. Jeg troede for pokker da, at jeg var i sikkerhed. At sådan noget ikke kunne ske. Men det kunne det. Og det var min skyld.

De to andre var mere empatiske, og sagde, at det ikke var i orden, at det ikke var min skyld, at det skulle meldes, og så videre. Men skaden var sket. For jeg troede ikke på dem. Den eneste, der havde skyld i det her, var mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...