Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
41Kommentarer
4736Visninger
AA

2. Unormal?

Kl. 17:19, torsdag.

 

Jeg ved godt, at jeg ikke er helt normal. Jeg har overvejet, om jeg skulle ringe til psykiatrisk skadestue (igen). Eller om jeg skal tage derop. 

Egentlig skal jeg derop i morgen. Eller, du ved, ikke på skadestuen, men hospitalet. Jeg kunne nemt svinge forbi. Svinge forbi og sige, de skulle hjælpe mig. Svinge forbi og sige, at jeg ikke ved, hvad der sker. At jeg er bange. At jeg er gal. At jeg frygter, at jeg er ved at blive psykotisk - i ordets helt sande betydning. Jeg hører ikke stemmer, og jeg ser ikke syner. Men jeg er paranoid. Fucking paranoid. Og alle mine symptomer blusser op igen. Værre end de plejer.

Sige til dem, at jeg har lyst til at dø. Men egentlig ikke, for jeg vil bare gerne leve. Men hvis jeg gerne vil leve, hvorfor tænker jeg så på at drukne mig selv, hver gang jeg går forbi vandet? At springe ud foran toget, når jeg skal med offentlig transport? At drikke al den alkohol jeg har i mit skab, mens jeg håber på leveforgiftning? At tage alverdens stoffer? At tage al min PN medicin på én gang. En masse beroligende benzodiazepiner og en overdosis på antipsykotisk skulle vel nok kunne gøre det? Så kunne det være, at jeg endelig ville chille out. At tankemylderet ville stoppe. 

Jeg er konstant på nippet til at sige "fuck it", og besøge folk, jeg ikke har snakket med i evigheder, og som i øvrigt creeper mig fucking meget ud, bare fordi jeg VED de har stoffer. Ikke hårde stoffer. Ikke party-stoffer. Bare weed. Måske det kunne... chille me out a lil. Engang tog jeg Emma. Altså ikke dagligt, jeg prøvede at tage Emma én gang, og det blev så til to, fordi jeg var dum. Første gang tog jeg knapt tre baner, trods jeg ikke havde rørt lortet før, men jeg mærkede bare ingenting, så jeg tænkte, at det måtte være fordi jeg ikke havde taget nok.... WRONG. Jeg tog bare noget medicin dengang, som blokerede for virkningen, så jeg kunne faktisk have været død af en overdosis, men... shit happens, rite? Og jeg overlevede. Nu er trangen til at prøve stoffer igen bare større. Folk tager stoffer for at glemme eller have det sjovt. Jeg har brug for begge dele. 

Jeg har altid været den pige, der drak alting væk. Eller, troede jeg kunne, i hvert fald. "Klar på et party, for at glem' hvordan hun har det", tak Blak, u understand my true nature. Jeg er godt nok ikke Mette, men... jeg er klar på et party, for at glem', hvordan jeg har det... så why the fuck er der ingen parties lige p.t.? Fuck, hvor ville jeg give alt for at have en "acceptabel" grund til at drikke mig fra sans og samling. 

"Heldigvis" har jeg en spiseforstyrrelse. Så jeg ville aldrig drikke bare for at dulme smerten. Der er mange kalorier i alkohol, og I ain't about that fat-life. Ikke, at der er noget galt med at være tyk. Heck, jeg er selv tyk. Jeg ville bare ønske, jeg ikke var. For jeg ser ikke godt ud som tyk. Og jeg vil gerne være tyndere. Og første step for at achieve det, er at få mindre kalorier. Det går ikke skidegodt, lige p.t. men så længe jeg ikke drikker, har jeg i hvert fald cuttet nogle kalorier af allerede dér. Og det er vel en start.

Jeg var både glad og ked af det, de første tre dage. De første tre dage kunne jeg nemlig hverken spise eller drikke. Jeg havde det så skidt. Om lørdagen havde jeg spist Maccen til at pleje mine tømmermænd omkring kl. 20 om aftenen. Jeg spiste 1,5 gulerod frem til klokken 21 dagen efter, søndag. Jeg havde drukket måske 200 ml vand. Og en del alkohol i løbet af lørdag nat. 

Jeg var enormt dehydreret, og havde enormt mange smerter i maven, da jeg dukkede op på Rigshospitalet kl. 19 søndag aften, fulgt af et par betjente. Jeg rystede som en fucking chihuahua. I shit you not. Jeg har altid haft trip, men det var bare helt vildt ekstremt. Jeg kunne ikke finde ro, jeg trippede som en gal, jeg rystede over hele kroppen. Retsmedicineren spurgte, om jeg havde fået spist og drukket, og jeg fortalte ham om den 1,5 gulerod. Han sagde, at det kunne man jo ikke leve på, så de måtte sgu hellere finde noget saft til mig - MED SUKKER. Og så spurgte han, om jeg ville have noget beroligende, fordi han kunne godt se, at jeg havde svært ved at slappe af, og ikke havde det særlig godt. 

De skulle helst tage blodprøverne inden, men han sagde, jeg bare kunne få taget min pille og drukket noget, men jeg sagde, at jeg sagtens kunne vente et øjeblik, hvis de bare tog blodprøven nu. Han spændte min højre arm, og slog blidt på den med fingrene, for at få mine blodårer frem, men det lykkedes ikke. De var for fine og sarte. Han ville ikke stikke i dem. Så han skiftede over til den venstre, hvor der var en stor, god en. Venstre er den arm, der har hvide ar langt oppe af underarmen, og et ugegammelt cut på håndleddet. Det var ikke et stolt moment at sidde dér og flashe det, men han sagde ikke noget. Hvad skulle han også sige? Han stak nålen ind. Jeg plejer at være ret hardcore, men det gjorde godt nok nade, da den nål kom ind, og endnu mere, da blodet begyndte at løbe. Men stikket var meget pænt, og jeg fik ikke engang et blåt mærke efterfølgende. Efter stikket måtte jeg drikke saft og tage min pille, og jeg rystede så meget på hånden, at min veninde straks spurgte "skal du have hjælpe til at hælde det op?". Jeg kunne slet ikke løfte kanden, uden jeg nærmest skulvede saft udover det hele. Jeg formåede at drikke 1,5 glas saft. 

Omkring klokken 21 var vi færdige. Politibetjentene kørte mig tilbage til politistationen, samt min veninde, vi fik klaret det sidste, og de sendte os hjem. Jeg var på daværende tidspunkt nøgen indenunder min hoodie, og jeg bar de grimmeste fucking hospitalsunderbukser og gennemsigtige piratbukser. Min veninde og jeg kørte på Maccen, obviously, og jeg fik en nuggets menu med 9 nuggets, bbq, fritter og cola zero. Vi holdt ind til siden og spiste.

Jeg formåede at spise 4, måske 5 nuggets, før jeg begyndte at blive dårlig igen. Jeg skulle kaste op, og jeg havde rigtig svært ved at holde maden nede. Jeg havde det så skidt. Men jeg spiste de resterende nuggets og drak noget cola til, trods manglende lyst, fordi jeg godt vidste, at jeg ikke kunne blive ved sådan her. Det nyttede ikke noget, at jeg ikke spiste. Min krop ville ikke kunne holde til det.

Omkring klokken 00 spiste jeg de sidste, kolde fritter, også mens jeg næsten brækkede mig. 

De resterende dage spiste jeg sparsomt, jeg lavede alle mine yndlingsting, men kunne ikke få noget ned. Det var en kamp at spise. Virkelig. Og drikke. Jeg fandt ud af, det gik lidt nemmere med cola, end det gjorde med vand. Jeg har aldrig haft det så skidt. 

Jeg vidste, det var forfærdeligt, og det ikke var fair, og jeg var irriteret, fordi jeg ikke kunne opretholde min slankekur. Jeg kunne ikke spise 1200 kalorier om dagen kun, når min krop var så shaky, svag og i chok. 

Da jeg begyndte at spise igen, blev jeg lettet, fordi det betød, at jeg kunne opstarte min slankekur igen, fordi min krop ikke længere var i chok. Ikke i maven, i hvert fald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...